Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende medicin
den 7. oktober 2016 kl. 14:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale F1, stuen, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Aleksander Aagaard og Birgitte Sveningsen, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 17.00.


Sagnr.: 1-00-14-15

1. Tema: Udbud

Sagsfremstilling

Oplæg v/administrerende direktør Flemming Sonne, Amgros kl. 14.00-15.00.

 

Amgros gennemfører udbud af lægemidler for alle sygehusapotekerne i Danmark. Udbudsprocesserne tilrettelægges, så de spiller sammen med de nationale anbefalinger fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin og Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin. Administrerende direktør Flemming Sonne præsenterer Amgros som organisation og tegner et billede af udviklingen og udfordringerne.

Beslutning

Direktør for Amgros, Flemming Sonne, fortalte om organiseringen af Amgros.

 

Amgros  er en politisk ledet organisation og beskæftiger 85 medarbejdere med alt fra udbud til logistik. Formålet er at sikre at hospitalerne altid har de fornødne lægemidler.

 

Amgros varetager sekretariatsfunktionen for KRIS og RADS i overgangen til Medicinrådet.

 

Udvalget drøftede udviklingen og udfordringerne på lægemiddelområdet og herunder betydningen af etableringen af Medicinrådet, som sikrer stærkere grundlag for Amgros' prisforhandling og udbud. Etableringen af Medicinrådet vil betyde, at der vil være en faglig vurdering af om den merpris, der bliver bedt om for et præparat, er i overensstemmelse med den gevinst og effekt, som patienten får.

 

Udvalget drøftede udgifter til medicintilskud og sygehusmedicin. Den største udfordring på området er praksissektoren, hvor mindre udsving i priserne kan få stor betydning for regionernes budgetter. Udvalget drøftede konkrete udfordringer med lægemidler til behandling af hepatitis og cystisk fibrose.

 

Flemming Sonne fortalte om, hvordan Amgros arbejder med at introducere ny kopimedicin, og hvordan man har arbejdet på at opnå større rabatter og besparelser på ny medicin. Udvalget drøftede, hvornår er grænsen for, hvornår regionen beslutter at stoppe brugen af et konkret præparat, og hvornår der igangsættes et protokolleret forsøg.

 

Flemming Sonne fortalte om resultaterne af KPMG's analyse af Amgros, herunder er en af anbefalingerne, at det bør overvejes, om det offentlige skal løbe en større risiko i forhold til at få flere leverandører på markedet. Udvalget drøftede anbefalingen om bedre leverandørvilkår, herunder om regionerne bør arbejde mod fælles indkøb af medicin, eller om regionerne bør indgå i fælles indkøbsaftaler med andre Nordiske lande.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-14-15

2. Tema: Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin og Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin

Sagsfremstilling

Oplæg v/overlæge, medlem af Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS), Birgitte Klindt Poulsen og overlæge, Eva Sædder, farmakologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital kl. 15.00-16.00.

 

Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS) og Rådet for anvendelse af Dyr sygehusmedicin er råd, der er nedsat af regionerne med henblik på at højne kvaliteten i lægemiddelbehandlingen og sikre ensartet behandling over hele landet. Oplægget giver et indblik i udvalgenes arbejde, og  hvordan der spilles sammen med Amgros og den regionale lægemiddelkomite herunder opfølgning på anbefalingerne.

 

Danske regioners bestyrelse har besluttet at etablere et nyt Medicinråd, der gennem en styrket faglig vurdering og inddragelse af økonomiske omkostninger skal sikre regionerne  et bedre forhandlings- og udbudsgrundlag. Medicinrådet erstatter Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin og Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin.

 

Begge indlæg vil orientere om status og forventninger i forbindelse med etablering af Medicinrådet.

Beslutning

Overlæge  og  medlem af Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, Birgitte Poulsen, fortalte om valg af lægemidler og betydningen af fri ordinationsret for lægen. Der er i dag ingen begrænsning i autorisationen i forhold til, hvad der må udskrives af lægen.

 

Birgitte Poulsen fortalte om formålet med RADS, som skal sikre bedre kvalitet i behandlingen ved, at patienter overalt i landet tilbydes lige adgang til behandlingen med dyr sygehusmedicin.

 

I RADS drøfter man effekt og sikkerhed af nye lægemidler og ikke pris. Status i dag er, at RADS har udarbejdet 47 vejledninger for brug af sygehusmedicin.

 

Birgitte Poulsen fortalte om udfordringerne i RADS lægemiddelgruppen. Herunder de store fagudvalg, som skal opnå konsensus, der gør, at der kan være tale om kompromisernes kunst. Det er en udfordring, at RADS ikke har nogen sanktioner på praksisområdet. Endvidere er der på nogle lægemiddelområder tale om komplekse vejledninger, som gør, at første valg af medicin er klart for klinikerne, men anden valget er svært, når man skal følge vejledningen.

 

Udviklingen i medicinforbruget viser, at de lægemidler med størst vækst i dag er dem, som er anbefalet af RADS. Det viser, at klinikerne bruger vejledningerne.

 

Birgitte Poulsen fortalte om KRIS, som skal sikre lige adgang til ny medicin på samme tidspunkt i hele landet til standardbehandling. De, der kan søge KRIS, er regionerne og de lægevidenskabelige selskaber. Ved afslag på lægemidlet til standardbehandling, kan lægemidlet bruges til enkelte patienter, hvis lægen vurderer, at der er særlig sundhedsfaglig grund. Eller ved protokollerede forsøg.

 

Udvalget drøftede KRIS' afslag på Orkambi, som er et middel mod cystisk fibrose. Her viste det sig, at data ikke var solide nok til, at lægemidlet kunne bruges til standard behandling.

 

Udvalget drøftede betydningen af etableringen af Medicinrådet, som vil kunne vurdere, hvor meget merværdi lægemidlet giver sammenlignet med nuværende behandling. Det kommer til at få betydning for, hvilken pris medicinalvirksomheden kan få for et givent lægemiddel.

 

Analyse og Monitorering i den Regionale Lægemiddelkomite

Overlæge Eva Sædder fortalte om eksempler fra KRIS og RADS i forhold til ibrugtagning af ny medicin. Herunder om arbejdet i den Regionale Lægemiddelkomite, hvor man løbende monitorerer lægemiddelforbruget i regionen og igangsætter adfærdsregulerende indsatser i forbindelse med udgiftsstigninger og uhensigtsmæssig adfærd.

 

Eva Sædder fortalte om eksempler på kompleksitet i forhold til brug af vejledningerne, da det eksempelvis kan være svært at ligestille lægemidler indenfor alle patientgrupper.

 

De fremlagte eksempler viste, hvor svært det kan være, når lægemidler ikke helt er sammenlignelige,  og at der er meget på spil for firmaerne, og at priser derfor ændres hyppigt.

 

Det overordnede indtryk er, at det går godt med at implementere RADS og KRIS vejledninger.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-52-13

3. Udvikling i medicinforbruget i 1. halvår 2016

Resume

Region Midtjyllands udgifter til tilskudsmedicin i 2016 forventes at blive på samme niveau som i 2015, mens der forventes en vækst på 70 mio. kr. til hospitalsmedicin fra 2015 til 2016.

 

Der orienteres om en konkret ændring i rekommandationerne fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) for behandling med blodfortyndende midler, der betyder, at sparekravet herom bortfalder. Der er iværksat et nyt tiltag indenfor epilepsiområdet, der kan kompensere for den manglende besparelse på blodfortyndende lægemidler. Der resterer en nettogevinst, som foreslås indarbejdet i sparekravet på 20 mio. kr. vedrørende budgetforlig 2017.

 

Endeligt orienteres om status for implementering af udvalgte anbefalinger fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin på hospitalerne.  

Administrationen indstiller,

at forbrugsrapporten tages til orientering,

 

at den del af sparekrav 7.3 fra spareplan 2015-2019, der vedrører kravet om, at 50 % af nydiagnosticerede patienter skal sættes i behandling med warfarin, bortfalder,

 

at indsatsen for korrekt salg af epilepsimidlet pregabalin indgår som kompenserende besparelse med et kompenserende beløb, og

 

at den i sagsfremstillingen beskrevne nettogevinst fra 2017 og frem indregnes i den samlede opgørelse af sparekravet på 20 mio. kr. på praksisområdet for 2017, som forelægges regionsrådet til december 2016.

Sagsfremstilling

Tilskudsmedicin

På området tilskudsmedicin forventes uændrede udgifter og budgetoverholdelse i 2016 sammenlignet med 2015. Udgiftsudviklingen i Region Midtjylland svarer til udgiftsudviklingen på landsplan.

 

I perioden januar-juni 2016 sammenlignet med samme periode i 2015 har der været en forbrugsstigning på godt 3 % (2 % januar-juli 2015). Forbrugsstigningen forventes at fortsætte for hele året. Forbrugsstigningen skyldes blandt andet, at der kommer flere ældre borgere, der sættes i medicinsk behandling. Når udgifterne alligevel kan holdes i ro, skyldes det en kombination af indsatser, sparetiltag og patentudløb.

 

Særligt vedrørende implementering af sparekrav om blodfortyndende lægemidler

Der er sket en ændring i rekommandationerne fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, hvilket får betydning for Spareforslag 7.3 i spareplan 2015-2019 "overholdelse af gældende rekommandationer indenfor blodfortyndende lægemidler". Spareforslaget blev vedtaget under forudsætning af, at der ikke skete ændringer i centrale rekommandationer. Dele af sparekravet er allerede gennemført, men den del, der vedrører kravet " mindst 50 % af lægemidlerne warfarin/NOAK, skal være på warfarin for nydiagnosticerede patienter", kan som følge af ændringerne i Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin ikke længere gennemføres. De økonomiske konsekvenser heraf er en økonomisk manko på 1,3 mio. kr. i 2016 (halvårsvirkning) stigende til 7,7 mio. kr. i 2019 (stigningen skyldes, at der er vækst på området).

 

Indsats vedrørende epilepsimedicin 

Region Midtjylland har i foråret 2016 iværksat et nyt tiltag indenfor epilepsimedicin. Primo 2016 blev flere regioner opmærksomme på, at der muligvis blev solgt for mange pakninger af dyre originalpræparater, frem for de markant billigere kopipræparater af stoffet pregabalin (stoffet bruges til behandling af angst, smerter og epilepsi). Region Midtjylland har haft et tæt samarbejde med Danmarks Apotekerforening om sagen. Danmarks Apotekerforening har i løbet af 1. halvår 2016 ad to omgange informeret apotekerne i Region Midtjylland om korrekt salg i henhold til gældende regler. Region Midtjylland har netop modtaget data for juli 2016, der viser, at der i forlængelse heraf er sket en markant stigning i salget af de billigere kopipræparater. De udgør nu 32 % af det samlede pakningssalg af stoffet. Samlet medfører det en besparelse på 6 mio. kr. i 2016 (3/4 års virkning) stigende til 8,2 mio. kr. i 2017 og frem. Hertil skal lægges en besparelse for patienterne. Der findes ikke data for, hvor mange patienter der i de enkelte regioner skal have de billigere lægemidler, men et estimat på landsplan skønner, at knap 50 % skal have de billigere kopipræparater. Det vurderes derfor, at der kan være et yderligere besparelsespotentiale.  

 

Den samlede økonomi for henholdsvis sparekravet om blodfortyndende lægemidler, der må opgives, og det nye tiltag for epilepsimedicin er som følger:

 

 

Hospitalsmedicin

På området hospitalsmedicin vurderes at ske en vækst på 70 mio. kr. fra 2015 til 2016. Det er en nedjustering i forhold til årets tidligere prognoser (95 mio. kr.). Nedjusteringen skyldes blandt andet en lavere aktivitet end tidligere forventet, fx behandling af Hepatitis C (leverbetændelse).

 

Usikkerheder om kommende/reviderede medicinpriser, nye/ændrede nationale behandlingsvejledninger, omfanget af flere behandlinger og antallet af patienter er forhold, der gør prognosticeringen af medicinudgifterne vanskelig.

 

Vedlagte rapport gennemgår udviklingen i udgifterne (forbrugstal) til hospitalsmedicin. Det fremgår blandt andet, at Region Midtjylland har haft en højere vækst i udgifterne til hospitalsmedicin end de andre regioner, når 1. halvår i 2016 sammenlignes med 1. halvår i 2015, således ca. 2,2 % (svarende til 21 mio. kr.). Region Syddanmark har fx haft en vækst på 2 %, mens Region Hovedstaden har haft en mere beskeden vækst, svarende til 0,7 %. Forskellen vurderes dog umiddelbart at ligge inden for de normale udsving på området. I rapporteringen om udviklingen i udgifterne til hospitalsmedicin efter 1. kvartal i 2016 var udgifterne faldet. Her havde Region Midtjylland et større fald i udgifterne end både Region Hovedstaden og Region Syddanmark.

 

Jf. Amgros Markedsovervågning efter 2. kvartal i 2016 ligger Region Midtjylland på indeks 101 (svarende til en vækst på 1 %), når 1. halvår i 2016 sammenlignes med 1. halvår i 2015. Region Hovedstaden ligger på indeks 105, mens Region Syddanmark ligger på indeks 94. Det vurderes, at tallene er udtryk for forskellige indkøbsstrategier i forhold til lageropbygning mv. Det bemærkes, at Region Midtjylland i rapporteringen efter 1. kvartal i 2016 lå på indeks 97. At Region Midtjylland nu ligger på indeks 101 vurderes at ligge inden for de normale udsving. Regionernes indkøb af medicin gennemgås i vedlagte forbrugsrapport.

 

Analysegruppen på medicinområdet i Region Midtjylland følger løbende udviklingen i medicinforbruget i Region Midtjylland og følger op på implementering af udvalgte anbefalinger fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin mv. Efter 1. halvår i 2016 følger analysegruppen op på om de nationale anbefalinger inden for områderne biologisk behandling og behandling af sklerose følges, hvilket er en forudsætning for økonomisk refusion.

 

Det fremgår af vedlagte rapport, at Region Midtjylland lever op til anbefalingerne fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin på en række udvalgte terapiområder.

 

Det skal bemærkes, at det ud fra Amgros Markedsovervågning efter 2. kvartal i 2016 umiddelbart kan se ud til, at regionerne (bortset fra Region Sjælland) ikke efterlever anbefalingen fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin for behandling af prostatacancer (Xtandi). Amgros skriver dog samtidig, at målopfyldelse først kan nås fra den 1. juni 2016. Amgros har målt på perioden april-juni 2016, hvilket derfor ikke er retvisende i forhold til at vise graden af målopfyldelse. Det bemærkes også, at Amgros opererer med ens pejlemærker for målopfyldelse for alle fem regioner. Udgangspunktet er dog ikke ens for regionerne. Når Region Sjælland som eneste region har efterlevelse, skyldes det også, at Region Sjællands forbrug af Xtandi var lavere end de øvrige regioner, da gældende RADS trådte i kraft. Der er brug for flere måneders forbrug fra juni måned og frem for, at der kan gives et reelt billede af efterlevelsen. Udviklingen på området følges.

Beslutning

Udvalget drøftede udviklingen i medicinforbruget efter 1. kvartal i 2016.

 

Udvalget drøftede problematikken omkring de høje prisstigninger på medicin til nyfødte og herunder fordelen ved at indgå prisaftaler og udbud på tværs af regionerne.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-9-16

4. Godkendelse af mødeplan og arbejdsplan 2017

Resume

Det midlertidige udvalg vedrørende medicin skal godkende mødeplan og arbejdsplan for 2017.

Direktionen indstiller,

at møde- og arbejdsplan for 2017 godkendes.

Sagsfremstilling

Møder i 2017

Administrationen foreslår, at møderne holdes fra kl. 13.00-16.00. Møderne holdes i Regionshuset Viborg eller ude af huset.

 

Udvalget skal godkende mødeplan for 2017. Der er lavet nedenstående udkast til mødeplan:

 

  • Den 2. marts kl. 13.00-16.00
  • Den 27. april kl. 13.00-16.00
  • Den 8. juni kl. 13.00-16.00
  • Den 24. august kl. 13.00-16.00.

 

  • Afrapportering på regionsrådets temamøde mandag den 25. september 2017.

 

Mødesteder kommer senere.

 

Endvidere er der vedhæftet et udkast til arbejdsplan for 2017 til godkendelse.

Beslutning

Udvalget godkendte følgende mødeplan:

 

Den 7. marts kl. 13.00-16.00

 

Den 27. april kl. 13.00-16.00

 

Den 8. juni kl. 13.00-16.00

 

Den 17. august kl. 13.00-16.00

 

Afrapportering på regionsrådets temamøde mandag den 25. september 2017.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-52-13

5. Rapportering fra styregruppe i regi af Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner - sygehusmedicin

Resume

Der orienteres kort om analysearbejdet fra styregruppen, som blev nedsat i forbindelse med økonomiaftalen, for at se nærmere på regionens styringsgrundlag gennem bedre data om anvendelse af medicin. Styregruppen består af repræsentanter fra Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervs-og Vækstministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Jf. kommissorium for det midlertidige udvalg vedrørende medicin vil udvalget tage afsæt i de kommende anbefalinger fra en styregruppe bestående af Sundheds- og Ældreministeriet (formand), Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner. Styregruppen blev nedsat i forbindelse med økonomiaftalen for 2016. Formålet var at se nærmere på regionernes styringsgrundlag, f.eks. gennem bedre data om anvendelse af medicin, sporing og effekt gennem medicin.

 

På Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside blev der i slutningen af maj 2016 offentliggjort en sammenfattende rapport på baggrund af analysearbejdet (se vedlagte).

 

Styregruppen finder, at der primært er fire udviklingsområder, der kan arbejdes videre med:

 

  1. Optimering af data om sygehusmedicin
  2. Tættere opfølgning på anbefalinger og behandlingsvejledninger fra nationale råd (i dag Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin og Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin)
  3. Reduktion af kassation og spild af sygehuslægemidler
  4. Bedre patientinddragelse i forhold til lægemiddelbehandling.

 

Styregruppens anbefalinger skal ses på baggrund af fire særskilte analyser/rapporteringer på området for sygehusmedicin.

Disse kan ses på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside (http://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Medicin/2016/Maj/Nye-analyser-storre-fokus-paa-udbud-og-spild-kan-give-millionbesparelser-paa-sygehusmedicin.aspx).

Beslutning

Udvalget tog orienteringen til efterretning og afventer anbefalingerne fra Sundheds- og Ældreministeriet.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-14-15

6. Opfølgning på spørgsmål fra udvalget

Sagsfremstilling

 

1. Overblik over lægemiddelforsyningen i Danmark

Udvalget har efterspurgt et overblik over logistikken i forhold til lægemiddelforsyningen i Danmark.

Der er er vedhæftet et overblik til drøftelse på mødet.

 

2. Forskel i prognoser mellem Amgros og Seruminstituttet

Udvalget har tidligere spurgt til, hvorfor der er forskel på prognoserne mellem Amgros og Seruminstituttet.

 

Nedenfor beskrives årsager til forskelle i prognose fra henholdsvis. Amgros og Sundhedsdatastyrelsen:

  1. Forskelligt udgangspunkt: De samlede udgifter til medicin gennem Amgros løb i 2015 op i ca. 7,5 mio. kr. Sundhedsdatastyrelsen vurderer, at de samlede udgifter i 2015 var 7,9 mio. kr. Forskellen skyldes formentligt, at der er få lægemidler, der købes uden om Amgros. Den forventede vækst for 2017 ligger meget tæt på hinanden (Amgros: 3,13 % /Sundhedsdatastyrelsen: 3,3 %)

 

  1. Forventninger til effekt af prisaftale: I 2017 forventer Amgros en større besparelse end Sundhedsdatastyrelsen. En forskel på ca. 30 mio. kr.

 

  1. Forventninger til effekt af patentudløb: I 2017 forventer Amgros en besparelse på ca. 275 mio.kr. som følge af biosimilær introduktion (på nuværende tidspunkt ved vi dog, at introduktionen af biosimilær rituximab er udskudt til Q3 2017 i stedet for Q1 2017, hvilket nedjusterer tallet med ca. 100 mio.kr.) I Sundhedsdatastyrelsens notat er det ikke umiddelbart muligt at se den eksakte forventning til besparelser som følge af patentudløb.
  2. Forventninger til effekt af nye lægemidler/indikationsudvidelser: Forskellen mellem Amgros' og Sundhedsdatastyrelsens forventninger til nye lægemidler i 2017 skyldes i store træk, at Sundhedsdatastyrelsen har en væsentlig højere forventning til udgifterne til lægemidlet Nivolumab end Amgros har.

 

Desuden har Amgros indregnet et væsentlig fald i udgifterne til hepatitis i 2017. Det er svært at gennemskue hvor stort et fald Sundhedsdatastyrelsen har medtaget.

Beslutning

Udvalget tog orienteringen til efterretning.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-14-15

7. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Orientering om henvendelsen fra Struer Kommune vedrørende samarbejde med kommune om medicinspild.

 

Sygeplejersker fra Struer Kommunes akutafdeling har henvendt sig til regionens midlertidige udvalg vedrørende medicin omkring medicinspild. På Akutafsnittet tager man sig blandt andet af borgere, som bliver udskrevet fra hospitalet, borgere henvist fra egen læge, hvor egen læge vurderer, at en indlæggelse på hospitalet ikke er aktuel samt af borgere, der er i terminalfasen af deres liv.

 

Som det fremgår af henvendelsen, vedlagt som bilag, har sygeplejerskerne observeret et væsentligt omfang af kassation af medicin hos de borgere, afsnittet er i berøring med.

 

Hospitalsapoteket tager i forlængelse heraf initiativ til at analysere omfanget i en given periode. Dette skal ske i samarbejde med kommunen samt relevante aktører herunder Struer Apotek.

Beslutning

Administrationen orienterede om den videre opfølgning på henvendelsen fra Struer Kommune.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-14-15

8. Opsummering på mødet

Resume

Opsummering på mødets oplæg og drøftelser.

Sagsfremstilling

Udvalget opsummerer på mødets oplæg og drøftelser med henblik at samle op på udvalgets overvejelser om punkter til kommende møder og anbefalinger i udvalgets afrapportering.

Beslutning

Udvalget roste oplæggene, som gav et godt indblik i, hvordan de forventer effekterne af Medicinrådet. Endvidere viste det kompleksiteten på lægemiddelområdet, hvor der ikke synes at være nemme løsninger.

 

Udvalget drøftede de nye muligheder med scanninger, der kan vise, om der er effekt af en given cancerbehandling. Det kunne være interessant at høre om udviklingen og  besparelsespotentialer. Udvalget anmodede om, at det bliver et tema på et kommende møde.

 

Udvalget bad om status på projektet på Hospitalsenheden Vest om patientens personlige medicin.

 

Aleksander Aagaard og Birgitte Svenningsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-14-15

9. Eventuelt

Sagsfremstilling

Eventuelt.

Beslutning

Intet til punktet.

Tilbage til toppen