Dagsordener og referater for det midlertidige udvalg vedrørende demokrati og inddragelse
til
mødet i
den 21. august 2018 kl. 09:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale F1, stuen
Alle var mødt, undtagen Steen Jakobsen (demokrati og inddragelse) og John G. Christensen (kollektiv trafik), der havde meldt afbud.
1. Fællesmøde mellem udvalgene for kollektiv trafik og for demokrati og inddragelse
Sagsfremstilling
Fællesmødet indledes med en kort præsentation fra de to udvalgsformandskaber af det foreløbige arbejde i udvalgene.
Herefter tages en gensidig drøftelse af inddragelsen af og formidlingen til borgere og kommuner i forhold til arbejdet med den kommende mobilitetsstrategi.
Formålet med fællesmødet er således en indledende drøftelse af arbejdet med mobilitetsstrategien, herunder drøftelse af en eller flere prøvehandlinger. Input fra fællesmødet i forhold til inddragelse og formidling kan senere konkretiseres i regionsrådets efterfølgende arbejde med mobilitetsstrategien.
Baggrund for fællesmødet
Det er beskrevet i kommissoriet for midlertidigt udvalg for kollektiv trafik, at der skal afholdes fællesmøde med midlertidigt udvalg vedrørende demokrati og inddragelse om, hvordan borgerne bedst kan inddrages i arbejdet med udvikling af den kollektive trafik og den trafikale infrastruktur.
Desuden er det beskrevet i kommissoriet for udvalg for demokrati og inddragelse, at udvalget "skal drøfte metoder og kan udføre prøvehandlinger i samarbejde med andre politiske udvalg". Udvalget har derfor inviteret de øvrige politiske udvalg til samarbejde om fælles prøvehandlinger.
Mobilitetsstrategi for regionen
Udvalg for kollektiv trafik har ønsket, at denne drøftelse tager udgangspunkt i planerne om udvikling af en kommende fælleskommunal og regional mobilitetsstrategi.
Mobilitetsstrategien skal ses som led i udmøntningen af den regionale udviklingsstrategi, som regionsrådet forventes at kunne endeligt godkende primo 2019. En mobilitetsstrategi skal sikre koordinering på tværs af forskellige transportformer: bil, bus, tog, letbane, flextrafik, cykel, gang m.v. I en mobilitetsstrategi er det muligheden for at transportere sig, der er i fokus frem for de enkelte transportformer.
Til baggrund for drøftelsen er vedlagt et notat, der beskriver rammerne for arbejdet i udvalg for kollektiv trafik.
Foreløbige forventninger til proces og aktørinvolvering
Det er vigtigt, at arbejdet med en mobilitetsstrategi sker i et partnerskab med kommunerne. Indsatsen forventes på den baggrund forankret i Kontaktudvalget.
I udarbejdelsen af en mobilitetsstrategi skal alle relevante parter involveres. Det drejer sig bl.a. om uddannelsesinstitutioner og virksomheder, som skal høres om deres behov for mobilitet. Det bliver desuden vigtigt at lytte til pendlere, studerende og fritidsorganisationer om deres behov, og hvilke former for transport de foretrækker og benytter.
Administrationen forventer, at processen med udarbejdelse af en mobilitetsstrategi vil foregå, således at en arbejdsgruppe under Kontaktudvalget bliver ansvarlig for udarbejdelsen af et udkast til strategi, som kan sendes til politisk behandling i kommuner og regionsråd i efteråret 2019.
Forinden skal Kontaktudvalget vedtage et politisk kommissorium for arbejdet. Fællesmødets drøftelser, og afrapporteringen fra udvalg for kollektiv trafik, bringes i første omgang ind i arbejdet med formulering af dette kommissorium.
Beslutning
Niels Erik Iversen bød velkommen til mødet og beskrev kort det foreløbige arbejde i udvalg for kollektiv trafik. Han beskrev, hvordan udvalgets arbejde blandt andet tager afsæt i den mobilitetsstrategi, der er aftalt for Djursland. Udviklingsdirektør Kim Kofod Hansen beskrev processen med forberedelse af strategien og det grundlæggende indhold i den.
Mette Valbjørn introducerede til det hidtidige arbejde i udvalg for demokrati og inddragelse.
Niels Erik Iversen gjorde rede for, at udvalg for kollektiv trafik ønsker at drøfte med udvalg for demokrati og inddragelse, hvordan der kan arbejdes med inddragelse af borgere og aktører i forbindelse med udarbejdelsen af en ny mobilitetsstrategi. Han bemærkede, at ansvaret for den konkrete udførsel af disse aktiviteter vil afhænge af, om udvalget for kollektiv trafik gennedsættes som midlertidigt udvalg, hvilket udvalget selv foreslår.
Udvalgene drøftede, hvordan der kan samarbejdes med kommuner om lokale mobilitetsstrategier. Det blev i den forbindelse bemærket, at forholdene og behovene er forskellige på tværs af regionen. Det er vigtigt, at mobilitetsinitiativerne udspringer af lokalsamfundenes behov. Regionens kan bidrage til at facilitere partnerskaber om mobilitet.
Udvalgene var enige om at anbefale, at der arbejdes på at gennemføre 2-3 inddragelsesinitiativer i foråret 2019 som en del af forarbejdet til vedtagelsen af en mobilitetsstrategi for Midtjylland i efteråret 2019. Selve arbejdet med strategien ser udvalgene bedst forankret i kontaktudvalget.
Udvalgene var enige om, at det er vigtigt at have Midttrafik med i arbejdet med inddragelsesinitiativerne.
Steen Jakobsen og John G. Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.