Abonnér

Referat
til
mødet i digital sundhed og transformation af sundhedsvæsenet
den 8. november 2019 kl. 09:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale F1, stuen, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle var mødt, undtagen Hanne Roed og Steen Jakobsen, der havde meldt afbud.


Sagnr.: 1-00-16-19

1. Godkendelse af referat fra seneste møde i udvalget og introduktion til nærværende møde (kl. 9.00-9.10)

Resume

Godkendelse af referat fra udvalgets møde den 29. august 2019.

Direktionen indstiller,

at referatet godkendes.

Sagsfremstilling

Referatet fra mødet i udvalg vedrørende digital sundhed og transformation af sundhedsvæsenet den 29. august 2019 kan tilgås i Prepare.

 

Udvalget vil herudover kort gennemgå programmet for nærværende møde, der afslutter udvalgets møderække.

Beslutning

Referatet blev godkendt.

 

Hanne Roed og Steen Jakobsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

2. Regeringens sammenhængsreform (kl. 9.10-9.30)

Sagsfremstilling

Jævnfør udvalgets kommissorium skal udvalget drøfte, hvordan regionen kan arbejde videre med indholdet i Regeringens sammenhængsreform, herunder særligt reformsporene "Digital service i verdensklasse" og "Et mere sammenhængende sundhedsvæsen".

 

Sammenhængsreformen blev lanceret af den tidligere regering i efteråret 2018. Indsatserne i de enkelte spor er forskellige, men formålet er det samme: At borgeren ikke bliver klemt mellem systemerne. At kvaliteten i velfærden løftes. Og at medarbejdere får mere tid til kerneopgaven.

 

Reformsporet om bedre digital service vil håndtere følgende udfordringer:

  • Borgerne mangler indblik i, hvilke data og oplysninger der indsamles og anvendes i den offentlige sektor. Det kan svække borgernes tillid til myndighederne.
  • Den offentlige digitale service kan ofte være usammenhængende – borgerne skal derfor selv finde vej i en kompleks offentlig sektor.
  • Nye digitale løsninger og velfærdsteknologier udbredes for langsomt – borgerne får dermed ikke en så god service, som de kunne have fået.

 

Reformsporet om sundhed vil håndtere følgende udfordringer:

  • Der er behov for øget sammenhæng mellem kommune, almen praksis og sygehus.
  • Der er for mange behandlinger af fx ældre medicinske patienter og mennesker med kroniske sygdomme på sygehuse, i stedet for hos egen læge.
  • Danmark halter i dag bagefter, når det kommer til udviklingen af det nære sundhedsvæsen med bl.a. moderne lægehuse, hvor flere læger og sygeplejersker arbejder sammen.
  • Der er behov for mere ensartet kvalitet og service på tværs af landet.
  • Den lokale ledelse og personalet skal have rammerne for at træffe de rigtige beslutninger for patienten. Ny styring på sundhedsområdet fra 2019 var første skridt – her er firkantede aktivitetskrav fjernet, og der er i stedet sat fokus på sammenhæng for patienterne.
  • Ny teknologi og nye innovative tilgange skal udnyttes til gavn for patienten.

 

Mange af de initiativer, udvalg for digital sundhed og transformation af sundhedsvæsenet har haft på dagsordenerne, er nogle bud på Region Midtjyllands måde at implementere sammenhængsreformen på. På mødet vil der være et oplæg på nogle af de mere oplagte koblinger mellem udvalgets arbejde og de to reformspor.

 

Økonomidirektør Mette Jensen vil gennemgå indholdet i de nævnte spor i sammenhængsreformen samt berøre Region Midtjyllands implementering af disse.

 

Finansministeriets publikation om Sammenhængsreformen er vedlagt som bilag.

Beslutning

Økonomidirektør Mette Jensen gennemgik indholdet i reformsporene "Digital service i verdensklasse" og "Et mere sammenhængende sundhedsvæsen" samt Region Midtjyllands implementering af tiltag, der knytter an til disse spor.

 

Udvalget drøftede reformsporene. Det blev vurderet, at de mange initiativer, som udvalget er blevet præsenteret for i løbet sit virke, viser, at Region Midtjylland på hensigtsmæssig vis arbejder i samme retning, som de spor, der blev lagt med sammenhængsreformen.

 

Hanne Roed og Steen Jakobsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

3. Økonomiaftaler og regionale forpligtelser på digitaliseringsområdet (kl. 9.30-10.15)

Sagsfremstilling

Udvalget præsenteres for et overblik over indgåede økonomiaftaler på data- og digitaliseringsområdet, som regionerne fortsat er i færd med at implementere og følge op på.

 

Danske Regioner vedligeholder et overblik (se vedlagte skema), der er inddelt i økonomiaftaler per år og anvendes som grundlag for en løbende opfølgning på samt drøftelse af status på økonomiaftalerne samt som forberedelse til kommende økonomiaftaler. Overblikket anvendes som et arbejdsredskab for regionerne til at få en status på de forpligtelser, som følger af indgåede økonomiaftaler, og hvor der fortsat udestår hel eller delvis implementering.

 

Overblikket består af aftaletekst (evt. sammendrag heraf) samt status for det pågældende initiativ. Desuden er der for nogle af initiativerne anført skøn for de (fremadrettede) regionale udgifter. Det bemærkes, at det i de fleste tilfælde er forbundet med betydelig vanskelighed at skønne over de regionale udgifter til en given implementeringsopgave. Skemaet er dermed en oversigt over ikke-afsluttede initiativer.

 

It-direktør Claus Wegener Kofoed præsenterer udvalget for et overblik over indgåede økonomiaftaler på data- og digitaliseringsområdet.

Beslutning

It-direktør Claus Wegener Kofoed præsenterede udvalget for et et udpluk af de opgaver over indgåede økonomiaftaler på data- og digitaliseringsområdet. Det blev fremhævet, at implementeringen af opgaverne ofte er omfattende og langvarig.

 

Hanne Roed og Steen Jakobsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

4. Forberedelse af udvalgets afrapportering, herunder udpegning af anbefalinger (kl. 10.15-11.45)

Sagsfremstilling

Udvalgets afrapportering til regionsrådet finder sted i forbindelse med regionsrådets temadag den 9. december 2019.

 

Afrapporteringen blev senest drøftet på udvalgsmødet den 29. august 2019, hvor det blev besluttet

  • at integrere afrapporteringen i en præsentation, der opridser de temaer, udvalget har behandlet,
  • at der tages afsæt i, hvilke muligheder den digitale udvikling giver for patienter - herunder med de tiltag og initiativer, som udvalget er blevet præsenteret for i forbindelse med sit virke, og
  • at det i forbindelse med afrapporteringen desuden perspektiverende kan nævnes, hvad patienten og klinikeren har af muligheder i et fremtidsscenarie.

 

Udvalget ønskede herudover at holde fokus på de gode historier fra patienternes side (eks. bløderpatient på 3. møde) og fokus på, at fagligheden ikke lider nød som følge af implementering af teknologiske løsninger, og at de kan bidrage til at forbedre arbejdsmiljø (eks. blodprøvetagning i Randers på 4. møde).

 

Et opdateret udkast til afrapportering kan tilgås via dette link: Link til præsentation

 

Det opdaterede udkast til afrapportering vil blive gennemgået på mødet (kl. 10.15-10.30).

 

Der foreslås herefter

  • en udvalgsdrøftelse af det opdaterede udkast (kl. 10.30-10.45),
  • en drøftelse vedrørende udpegning af udvalgets anbefalinger (kl. 10.45-11.30), samt
  • en drøftelse af arbejdsfordelingen i forbindelse med præsentationen på temadagen den 9. december 2019 (kl. 11.30-11.45).

 

Efter aftale med formandskabet bedes udvalgsmedlemmerne forud for mødet overveje/forberede udvalgets anbefalinger.

 

Indledende bemærkninger til udkast

Udvalget har været optaget af, hvad den teknologiske og digitale udvikling i sundhedssektoren kan, og hvad den betyder for både patienter og klinikere. Som det fremgår, er dette i udkastet knyttet an til, at Region Midtjyllands digitaliseringsstrategi - som nævnt på 1. møde i udvalget - netop tager afsæt i det overordnede mål, at det skal være lettere at være både borger (patient) og lettere at være ansat (kliniker) i Region Midtjylland. Hovedpointerne fra de tiltag, som udvalget er blevet præsenteret for, er derfor oplistet med fokus på, hvilken betydning det enkelte tiltag har for disse to grupper.

Beslutning

Udvalget drøftede udkast til afrapportering. Der var ønsker om mindre justeringer i det fremsendte udkast til præsentation i forbindelse med regionsrådets temadag den 9. december 2019. Det blev aftalt, at formanden kan inddrage udvalgsmedlemmer i dele af oplægget.

 

I forhold til udvalgets anbefalinger, var der enighed om følgende:

 

Udbredelse og deling af digitale sundhedsløsninger

Anbefaling 1:

Udvalget anbefaler, at Region Midtjylland igangsætter yderligere initiativer til udbredelse af digitale sundhedsløsninger og deling af viden herom, herunder 

  • at eksisterende digitale sundhedsløsninger i Region Midtjylland deles og udbredes på struktureret vis.
  • at der aktivt arbejdes for at igangsætte initiativer til datadeling på tværs af sektorer.
  • at Region Midtjylland opfordrer til og bakker op om udarbejdelse af fælles nationale løsninger inden for digital sundhed. 


Digital understøttelse af patientressourcer

Anbefaling 2:

Udvalget anbefaler, at Region Midtjylland sætter fokus på, hvordan teknologi og digitalisering yderligere kan understøtte, at borgere kan tage ansvar for egen sundhed og mestre egen sygdom. 

 

Virtuelle konsultationer og kunstig intelligens

Anbefaling 3:

Udvalget anbefaler, at Region Midtjylland i et fremtidsperspektiv arbejder med implementering af kunstig intelligens til varetagelse af patientkontakter, hjemmemonitorering, digitale konsultationer og lignende.

 

Det blev aftalt, at link til en revideret version af afrapportering lægges i Prepare sammen med referatet og et kort notat til regionsrådet om udvalgets arbejde.

 

Hanne Roed og Steen Jakobsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Materiale:

 

 

 

 

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-17-18

5. Afslutning af udvalgets arbejde (11.45-12.00)

Sagsfremstilling

Udvalgets arbejde afrundes. 

Beslutning

Formanden afrundede mødet og takkede udvalget for et godt samarbejde.

 

Hanne Roed og Steen Jakobsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Tilbage til toppen