Abonnér

Referat
til
mødet i digital sundhed og transformation af sundhedsvæsenet
den 24. maj 2019 kl. 09:00
i Aarhus Universitetshospital, 8200 Aarhus N, Konference G206-122, Indgang G

Alle medlemmer var mødt undtagen Hanne Roed og John G. Christensen, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 12.00.


Sagnr.: 1-00-16-19

1. Praktiske oplysninger

Sagsfremstilling

Find vej og parkering

Mødet finder sted på Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 97, 8200 Aarhus N.

 

Mødet holdes i Konference G206-122 (Gæstekantinen), Indgang G, Plan 2, G20.

 

Nærmeste parkeringsmulighed er Parkering P14 (betalingsparkering).

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

2. Godkendelse af referat fra seneste møde i udvalget (kl. 9.00-9.05)

Resume

Godkendelse af referat fra udvalgets møde den 4. april 2019.

Sagsfremstilling

Referatet fra møde i udvalg vedrørende digital sundhed og transformation af sundhedsvæsenet den 4. april 2019 kan tilgås i Prepare.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

3. Velkommen til Aarhus Universitetshospital og introduktion til hospitalets arbejde med digital sundhed (kl. 9.05-9.30)

Sagsfremstilling

Lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen byder velkommen til Aarhus Universitetshospital.

 

Der gives herefter en kort introduktion til hospitalsenhedens arbejde med digital sundhed. Oplægget vil blandt andet fokusere på digitale løsninger/initiativer, der inddrager patienterne aktivt, samt fortælle om anden brug af data/teknologi, der bidrager til at lette arbejdsgange mv. i klinikernes dagligdag.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

4. Præsentation af Center for Telemedicin og Region Midtjyllands arbejde med digitale løsninger (kl. 9.30-10.00)

Sagsfremstilling

Telemedicin kommer til at spille en rolle i forhold til, at regionen blandt andet kan opfylde de nationale krav i nærhedsfinansiering samt Danske Regioners udspil om, at hver tredje kontakt skal være digital. Der er derfor behov for både at udvikle nye telemedicinske tilbud og styrke udbredelse af de tilbud, der allerede er afprøvet og implementeret med god effekt. 

 

It-direktør Claus Kofoed og centerleder Britta Ravn fra Center for Telemedicin præsenterer Center for Telemedicin og Region Midtjyllands arbejde med digitale løsninger.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

5. Telemedicinske løsninger til gravide (kl. 10.00-10.45)

Sagsfremstilling

Transport til fods til Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler.

 

Afdeling for kvindesygdomme og fødsler tilbyder to forskellige telemedicinske løsninger til de gravide.

 

Den ene løsning er telemedicinsk hjemmemonitorering for kvinder, der får komplikationer i løbet af deres graviditet, som for eksempel for tidlig vandafgang og svangerskabsforgiftning.

 

Løsningen betyder, at de gravide selv kan gennemføre målinger i hjemmet, som kontrolleres af hospitalet, og undgå langvarig indlæggelse eller hyppig ambulant kontrol. Det sætter patienten i centrum og sparer personalet for tid, samtidigt med at den høje kvalitet bevares. Arbejdsgangene både i ambulatoriet og på sengeafsnittet er ændrede, og i dag kan også indlagte gravide foretage selvmonitorering ved at benytte samme teknologi, som bruges til hjemmemonitorering.

 

Den anden løsning er Digital patientguide og forløbskoordinering. Denne løsning giver mulighed for at sikre patienter en individualiseret information, bl.a. igennem en beskedmodul, hvor der er mulighed for at skrive med personalet og få svar på spørgsmål, modtage notifikationer, informationsmateriale, videoklip samt en personlig forløbsplan. Resultatet af en evaluering viser, at der er gevinster for både patienter og personale, og at det har stor betydning, at personalet kan tilpasse informationen til den enkelte patient.

 

Afdelingsjordemoder Marianne Raundal og telemedicinsk koordinator Anette Andersen præsenterer udvalget for de to løsninger.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

6. App til patienter med blødersygdomme (kl. 10.45-11.05)

Sagsfremstilling

Løsningen består af en app til patienterne, hvor de kan registrere vanlig medicin, akutte blødninger og medicinsk behandling af blødningerne, lige når det sker. Derudover giver app'en patienterne mulighed for at få et hurtigt overblik over, hvornår medicinen er taget, samt hvornår og hvor en akut blødning er opstået. Udover app'en til patienter består løsningen af en web-baseret adgang for klinikerne, som gør det muligt at tilpasse patientens behandlingsplan og få et hurtigt overblik over patienternes medicinindtag og akutte blødninger i realtid.

 

Overlæge Lone Hvidtfeldt Poulsen og en patient præsenterer løsningen for udvalget.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

7. IV-antibiotika i hjemmet (kl. 11.05-11.45)

Sagsfremstilling

Transport til fods til Afdeling for Infektionssygdomme.

 

Ved hjælp af en telemedicinsk løsning tilbyder afdelingen langvarig behandling med IV-antibiotika i hjemmet. Udvikling af tilbuddet tog udgangspunkt i afdelingens arbejde med brugerinddragelse og patientens præmisser. Telemedicinsk monitorering af patienter med komplicerede infektioner omfatter, at patienterne selv tager IV-antibiotika i hjemmet op til fire gange dagligt samt indsender svar vedrørende deres symptomer i et spørgeskema til afdelingen. Patinterne har derfor mulighed for at være hjemme i stedet for at være indlagt på afdelingen – ofte i flere uger.

 

Overlæge Merete Storgaard og udviklingsansvarlig sygeplejerske Vibeke Engell-Sørensen fortæller udvalget om den telemedicinske løsning vedrørende IV-antibiotika i hjemmet.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

8. Udbredelse af telemedicin til borgere med KOL (kl. 11.45-11.55)

Sagsfremstilling

Centerleder Britta Ravn orienterer kort om status for udbredelse af telemedicin til borgere med KOL.

 

Landsdelsprogrammet i Midtjylland har valgt at indgå i et indkøbsfællesskab om de telemedicinske løsninger med landsdelsprogrammerne i Syddanmark og Nordjylland. Implementeringsgrupper i klyngerne er ved at lægge sidste hånd på samarbejdsaftaler, som forventes at være på plads inden sommerferien. Projektet skal være klar til at involvere de første borgere i test af løsningerne i slutningen af november og til at begynde den endelige implementering i april 2020.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-16-19

9. Opsamling og konklusioner (kl. 11.55-12.00)

Sagsfremstilling

Udvalget opsummerer hovedpointerne fra mødet. Disse kan indgå i udvalgets videre arbejde og eventuelt i afrapporteringen til regionsrådet.

 

Udvalgets anbefalinger afrapporteres i forbindelse med regionsrådets temadag i december 2019.

Tilbage til toppen