Inddragelse Og Samskabelse 06. juni 2019 (Referat)
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum
til
mødet i
den 6. juni 2019 kl. 12:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale F8, 1. sal, Skottenborg 26, 8800 Viborg
Alle var mødt, undtagen Marianne Carøe, som havde meldt afbud.
Dorte West deltog ikke i behandlingen af punkterne 2 og 4.
Mødet blev hævet kl. 14.30.
Pkt. | Tekst |
1 | Tema: Samskabelse ved Knud Erik Hilding-Hamann, Teknologisk Institut |
2 | Godkendelse af referat |
3 | Erfaringer fra borgermøderne om sundheds- og hospitalsplanen |
4 | Gensidig orientering |
1. Tema: Samskabelse ved Knud Erik Hilding-Hamann, Teknologisk Institut
Sagsfremstilling
Seniorspecialist Knud Erik Hilding-Hamann, Teknologisk Institut i Aarhus, vil give en indføring i begrebet "samskabelse" og præsentere eksempler på samskabelsesprojekter i den offentlige sektor.
Oplægget vil indeholde:
- Hvad er samskabelse?
- Hvad bliver det brugt til?
- Hvad siger trenden – hvor er vi på vej hen med borgerinddragelse og samskabelse?
- Regionens ni grundprincipper for borgerinddragelse - hvad betyder de for samskabelse?
- Hvordan iværksættes samskabelse?
- Gode eksempler på samskabelse – med fokus på offentlige virksomheder
- Hvilke konsekvenser får samskabelse for public management og medarbejderkompetencer?
Teknologisk Institut har bl.a. udgivet e-bogen: Samskabelse i praksis.
Beslutning
Seniorspecialist Knud Erik Hilding-Hamann, Teknologisk Institut i Aarhus, holdt et oplæg om samskabelse.
Knud Erik Hilding-Hamann indledte med at redegøre for begrebet samskabelse, og hvordan man kan anvende samskabelse til at udvikle mere holdbare løsninger for borgerne ved at inddrage dem i designet af løsninger på konkrete udfordringer. Der blev her givet en række relevante eksempler på samskabelsesprojekter i den offentlige sektor.
I forbindelse med oplægget blev Region Midtjyllands ni grundprincipper for borgerinddragelse gennemgået med udgangspunkt i, hvordan grundprincipperne kan bidrage til samskabelse mellem regionen og brugerne af regionens ydelser.
Der var i forlængelse heraf en drøftelse af udfordringerne med at inddrage udsatte grupper i samskabelsesprojekter.
På baggrund af oplægget havde udvalget en drøftelse af politikernes og de fagprofessionelles respektive roller i forbindelse med samskabelsesprojekter.
2. Godkendelse af referat
Resume
Referat fra udvalgets møde den 7. februar 2019 vedlægges til godkendelse.
Direktionen indstiller,
at | referatet godkendes. |
Sagsfremstilling
Referatet fra mødet i midlertidigt udvalg vedrørende inddragelse og samskabelse den 7. februar 2019 vedlægges til godkendelse.
Beslutning
Udvalget godkendte referatet.
Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.
3. Erfaringer fra borgermøderne om sundheds- og hospitalsplanen
Resume
Udvalget drøfter erfaringerne fra de nylige borgermøder om sundheds- og hospitalsplanen samt om etablering af sundhedshus i Lemvig.
Direktionen indstiller,
at | udvalget drøfter erfaringerne fra borgermøderne om sundheds- og hospitalsplanen samt om etablering af sundhedshus i Lemvig, og |
at | udvalget drøfter, hvordan erfaringerne fra borgermøderne kan bruges fremadrettet i forhold til borgerinddragelse i Region Midtjylland. |
Sagsfremstilling
Region Midtjylland har i marts - april 2019 afholdt fem borgermøder om sundheds- og hospitalsplanen. Der er vedlagt et opsamlingsnotat fra borgermøderne til brug for drøftelsen.
I notatet fokuseres på følgende overordnede temaer: Deltagelsen på borgermøderne, selve afviklingen af møderne og resultaterne fra møderne. Herdover er der vedlagt et notat, der særligt beskriver annoncerings- og kommunikationsindsatsen i forbindelse med borgermøderne.
Region Midtjylland og Lemvig Kommune har ligeledes afviklet en række forskellige borgerinddragende aktiviteter i forbindelse med forberedelsen af etablering af Lemvig Sundhedshus:
- Fire samtalesaloner med forskellige borgergrupper i Lemvig (unge, voksne, familieliv, seniorer)
- Stort borgermøde i Lemvig, hvor alle var velkomne
- Workshop med deltagelse af styregruppen for et samlet Lemvig Sundhedshus, enkelte borgere og udvalgte sundhedsprofessionelle fra Lemvig Kommune og Region Midtjylland
Der er vedlagt en beskrivelse af inddragelsesmodellen og erfaringerne med de ovennævnte aktiviteter.
Der vil på mødet desuden blive orienteret om status på øvrige borgerinddragende initiativer i Region Midtjylland, herunder mobilitetesstrategien, råstofplanen og fødeplanen.
Det indstilles, at udvalget drøfter, hvilke erfaringer der kan uddrages fra borgermøderne/de borgerinddragende aktiviteter i forhold til borgerinddragelse fremadrettet i Region Midtjylland.
Til brug for drøftelsen er vedlagt Region Midtjyllands ni grundprincipper for borgerinddragelse.
Beslutning
Udvalget drøftede de fem borgermøder om sundheds- og hospitalsplanen samt de borgerinddragende aktiviteter, der er gennemført i forbindelse med etablering af det nye sundhedshus i Lemvig.
Det er udvalgets opfattelse, at møderne har givet et godt udbytte for de deltagende regionsrådsmedlemmer og borgere. Der har således været en åben og respektfuld dialog mellem deltagerne, og der har været mange positive tilbagemeldinger fra de deltagende borgere. Regionsrådsmedlemmerne har oplevet at få ny viden på et meget konkret niveau om, hvad der betyder noget for borgerne.
Borgernes input fra borgermøderne vil indgå i det videre arbejde med sundheds- og hospitalsplanen og med sundhedshuset i Lemvig.
Borgermøderne har samtidig givet meget praktisk brugbar viden i forhold til, hvordan borgermøder kan afvikles. Udvalget tilkendegav i den forbindelse, at der med afsæt i nyhedens interesse og metodeudvikling har været brugt forholdsvis mange personaleressoucer på de første møder i forhold til antallet af borgere, og udvalget drøftede, hvordan man kan arbejde med flere forskellige tilgange og metoder til at inddrage borgerne i Region Midtjylland.
Udvalget aftalte, at man vil arbejde videre med at opsamle og drøfte erfaringer fra borgermøder og andre borgerinddragende aktiviteter i Region Midtjylland for at formulere anbefalinger til regionsrådet om, hvordan man fremadrettet kan understøtte borgerinddragelse i regionen.
Bilag
4. Gensidig orientering
Sagsfremstilling
Gensidig orientering fra udvalgets medlemmer.
Beslutning
Udvalget godkendte en opdateret arbejdsplan for udvalgets resterende møder.
Det blev i den forbindelse aftalt, at der på et af de kommende møder skal være en temadrøftelse om inddragelse af regionens medarbejdere med deltagelse af personalerepræsentanter fra RMU og HMU'er.
Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.