Abonnér

Referat
til
mødet i klima bæredygtighed og ressourcer
den 2. september 2019 kl. 14:00
i Regionshuset Viborg, F9, 1. sal

Alle var mødt.

 

Ib Bjerregaard forlod mødet kl. 16.15 under behandling af punkt. 4. 

 

Mødet blev hævet kl. 16.50.


Sagnr.: 1-00-1-19

1. Afholdte og kommende møder og konferencer

Resume

Referat fra seneste udvalgsmøde i maj godkendes, og udvalget drøfter sin bustur i august. Udvalget har desuden mulighed for at drøfte forskellige afholdte eller kommende eksterne konferencer og møder.

 

I forbindelse med drøftelserne kan udvalget på baggrund af de afholdte aktiviteter drøfte forslag om anbefalinger, som ønskes medtaget i udvalgets afrapportering til regionsrådet.

Administrationen indstiller,

at referat fra møde i udvalget den 7. maj 2019 godkendes,

 

at udvalgets bustur den 8. august 2019 drøftes,

 

at klimakonferencen i Danske Regioner samt International Climate Change Conference og NRG4SD General Assembly 2019 drøftes, og

 

at den kommende nationale konference om klimatilpasning drøftes.

Sagsfremstilling

Udvalgsmøde den 7. maj 2019

Udvalgsreferatet fra møde den 7. maj 2019 er tilgængelig for mødedeltagerne i Prepare.

 

Bustur den 8. august 2019

Udvalget var på bustur til forskellige klimaprojekter i Randers og Langå. Undervejs bød programmet på:

 

Besøg ved Regionshospitalet i Randers
Under besøget blev udvalget introduceret til tre konkrete testlaboratorier: "Svanemærkning af Serviceafdelingen", "Indsamling af urent plast til genanvendelse" samt "Det gode OP-forløb, 6. spor".

 

Under besøget blev der blandt andet rejst spørgsmål i forhold til:

  • Om der skal søges en ændring af affaldsbekendtgørelsen, så de kommunale renovationsselskaber får mulighed for at aftage sorteret affald fra hospitalerne?
  • Om omkostningerne ved affaldshåndtering og/eller genanvendeligheden i et produkt bør indregnes som parametre ved udbud?
  • Om enhederne bør måles på deres miljøarbejde, sådan som de bliver målt på resultatopnåelse indenfor kvalitet og økonomi?

 

Besøg ved Dansk Affaldsminimering, Langå

Under besøget blev udvalget præsenteret for virksomhedens arbejde med omdannelsen af plastikaffald til nye produkter. Branchens vilkår og udfordringer blev drøftet.

 

Besøg ved Værum-Ørum Kraftvarmeværk og Langå Varmeværks solvarmeanlæg
Under besøget blev udvalget præsenteret for konkrete projekter under REFER-CDR og så derigennem, hvordan samarbejdsprojektet har bidraget til den grønne omstilling for de 24 involverede kraftvarmeværker. Dette til gavn for økonomien og med markant mindre CO2 udledning.

 

Udvalget har mulighed for at drøfte, hvilke erfaringer det tager med videre busturen.

 

Klimakonference i Danske Regioner

Danske Regioner indbød til en halvdagskonference dagen før Danske Regioners generalforsamling. I år blev en af de fire sessioner afviklet under overskriften "Klima og miljø – hvordan gør vi regionerne klimaparate?".

 

Udvalget har mulighed for at drøfte indholdet i halvdagskonferencen.

 

International Climate Change Conference og NRG4SD General Assembly 2019

I marts deltog udvalgsformanden i en klimakonference i Baskerlandet og parallelt hermed også i en generalforsamling for Ngo'en NRG4SD ("Energi for bæredygtig udvikling").

 

Formanden har mulighed for at drøfte sin deltagelse med udvalget.

 

National konference om klimatilpasning

Regionsrådet har modtaget en invitation til en national konference om klimatilpasning den 23. til 24. oktober 2019 i Horsens, hvor det særligt vurderes, at den 24. oktober har størst relevans for politikere. Invitationen er vedlagt.

 

Konferencen har følgende tre spørgsmål som omdrejningspunkt:

  • Hvordan øger vi den strategiske merværdi af de store investeringer i klimatilpasning?
  • Hvilke nye løsninger og tilgange er på vej?
  • Hvordan skal vi udvikle på organiseringen og samarbejdet?

 

Udvalget har mulighed for at drøfte deltagelse i konferencen.

Beslutning

Referat fra møde i udvalget den 7. maj 2019 blev godkendt.

 

Udvalget drøftede sin bustur den 8. august 2019 og var enig om, at en væsentlig erfaring fra dagen er, at tværgående fokus er vigtigt. Således blev det konstateret, at indsatser i forhold til affald, energi, vand og varme indvirker på hinanden.

 

Udvalget drøftede på baggrund af besøget på Regionshospitalet Randers, at det er væsentligt at understøtte bæredygtigt fokus på hospitalerne; også med tanke på at sikre de fornødne personalemæssige ressourcer, selvom netop personalets tid er under pres.

 

Udvalget drøftede klimakonferencen i Danske Regioner, samt International Climate Change Conference og NRG4SD General Assembly 2019.

 

Udvalget drøftede den kommende nationale konference om klimatilpasning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

2. Formulering af anbefalinger til regionsrådet

Sagsfremstilling

Regionen kan gøre brug af en række virkemidler for at ændre på klimaaftrykket. Eksempelvis kan regionen ved udbud kræve af leverandørerne, at de lever op til en række miljø- og klimakrav. Endvidere kan regionen i samarbejde med andre aktører udvikle nye løsninger, der sikrer, at driften får en mere positiv effekt på miljø og klima. Dette kan gøres ved at gå sammen om projekter, der retter sig mod eksempelvis affald-, energi- eller transportområdet. Yderligere kan der ved ledelse sættes fokus på et område, som sikrer, at målsætningerne nås.

 

Det første skridt i forhold til at sætte gang i omstillingen til en mere bæredygtig drift er et øget politisk fokus og formuleringen af konkrete politiske målsætninger. Den resterende del af dette møde kan benyttes til at diskutere politiske målsætninger indenfor tre emner i relation til regionens drifts og ansvarsområder:

1.    Indkøb, forbrug, affald og ressourcer

2.    Energi (inkl. vand og varme)

3.    Transport og logistik

  

Jævnfør det grønne regnskab for 2018 for regionens egen drift udgør indkøb af varer og tjenesteydelser 69 % af regionens klimaaftryk, byggeri og anlæg udgør 18 %, transport 8 % og energiområdet (inkl. varme) udgør 5 %.

 

Fremgangsmåde i formuleringen af målsætninger

Administrationen foreslår følgende fremgangsmåde for hvert af de tre emner:

 

Den politiske drøftelse indledes med et kort diskussionsoplæg fra kontorchef Rolf Johnsen og teamleder Tine Park med eksempler på, hvad andre organisationers målsætninger inden for det givne område indeholder, herunder hvilke internationale og nationale krav der bør iagttages. Formålet er at skabe en ramme for fastlæggelse af konkrete mål indenfor hvert enkelt område.

 

På baggrund af rammesætningen kan udvalget drøfte ønsker til ambitionsniveau, tilføjelser og vægtning med henblik på at nå til enighed om konkrete målsætninger.

 

Udvalget kan også bede administrationen undersøge yderligere i forhold til emnet inden det kommende møde, hvor udvalgets anbefalinger til regionsrådet skal vedtages.

 

Proces frem mod formulering af en regional bæredygtighedsstrategi

Konklusionerne på drøftelserne vil indgå i den afrapportering til regionsrådet, som udvalget på næstkommende møde skal vedtage. Herefter vil anbefalingerne i afrapporteringen indgå i arbejdet med den kommende bæredygtighedsstrategi, som er planlagt til vedtagelse i regionsrådet i starten af 2020. Som opfølgning på bæredygtighedsstrategien igangsættes en række handlinger, som skal sikre, at regionen kommer i mål med sine ambitioner.

Beslutning

Udvalget drøftede, som det fremgår af referatet til de kommende dagsordenspunkter, konkrete målsætninger indenfor en række områder. Udvalget ønsker at have lejlighed til at drøfte disse mulige målsætninger med hospitalsudvalget og udvalg for regional udvikling, inden at der skal aflægge afrapportering.

 

Udvalget bemærker i forhold til målsætnings-fastsættelse for koncernen, at det er væsentligt med vidensdeling på tværs af koncernen, så vi understøtter lokale kræfters arbejde.  

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

3. Drøftelse af målsætninger: indkøb, forbrug, affald og ressourcer

Sagsfremstilling

Region Midtjylland producerer årligt 7.000 ton affald om året. Sidste år blev 19 % sendt til genanvendelse, mens 74 % blev sendt til forbrænding og 7 % til specialbehandling.

 

Der sorteres i relativ lille grad affald på de enkelte enheder indenfor regionens driftsområder. Der stilles således få krav om sortering og genanvendelse i regionens drift. Der er stor interesse for arbejde med mere bæredygtig affaldshåndtering fra medarbejdernes side, men man er lokalt i tvivl om, hvad der skal til for at komme i gang, og hvordan det skal håndteres.

 

På Regionshospitalet Randers så udvalget eksempler på plastbesparende tiltag med fokus på antallet af anvendte plastposer og affaldsspande uden at gå på kompromis med hygiejne eller kvalitet. Udvalget har også på såvel Aarhus Universitetshospital som Regionshospitalet Randers set eksempler på, at logistikken kan være en udfordring i forhold til at få plads nok at sortere på.

 

Eksempler på målsætninger

På EU-plan har man vedtaget en række målsætninger i forhold til affaldsområdet. Man vil bl.a. senest i 2025 genanvende 55 % af kommunalt affald. De danske målsætninger forventes at ligge tæt op ad de europæiske på dette område. Producenterne tiltænkes en central rolle i dette arbejde.

 

I andre danske regioner er der få eksempler på konkrete målsætninger, dog har Region Hovedstaden et konkret mål om i 2035 at genanvende 80 % af det genererede affald.  

 

I Holland er der flere eksempler på, at regioner og hospitaler har målsætninger om 100 % genanvendelse eller genbrug i 2030. Herunder kan nævnes Universitetshospitalet i Utrecht, hvor man vil genanvende 100 % af affaldet i 2030.

 

Mulige målsætninger for

I det følgende er nævnt en række mulige målsætninger, som udvalget kan drøfte på mødet. Administrationen vil i sit indledende diskussionsoplæg om emnet uddybe disse.

 

Hovedmål

Forslag til hovedmål indenfor indkøb, forbrug, affald og ressourcer:

  • Procentvis målsætning om genanvendelse af affald inden 2030
  • Procentvis mål for reduktion af affald
  • Mindre forbrug af varer og tjenesteydelser
  • Øget grad af reparation af produkter og forbrugsvarer

 

Delmål

Forslag til delmål, der sikrer, at regionen når hovedmålene:

  • Ved udbud skal vi sikre os, at vi minimerer affald, kan reparere produkterne, og at vi genbruger varerne.
  • Vi skal igangsætte adfærdsændrende indsatser, der sikrer, at vi forbruger mindre og reparerer mere.
  • Vi skal i driften forlænge levetiden på produkter ved krav i udbud og ved øget renovering.
  • Vi skal stille krav om materialesammensætning i produkter, så de kan indgå som genbrug efter endt levetid.
  • Regionen skal tage initiativ til partnerskaber om cirkulær økonomi
  • Det undersøges, om en svanemærkning kan implementeres på regionens hospitaler og driftsområder.
  • Det undersøges, om aftaler med leverandører til køkkenerne er tilpas fleksible, sådan at leverandører af lokale råvarer kan komme i betragtning.

Beslutning

Udvalget drøftede at anbefale følgende målsætninger til regionsrådet i forhold til indkøb, forbrug, affald og ressourcer:

 

  • Genanvendelsesprocent for affald på 70 % i 2030. Ca. 100 % i 2050 (i forhold til 2018-forbruget)
  • 30 % reduktion i affald i 2030 (svarende til lidt over 2 % per år i forhold til 2018-forbruget)
  • 30 % reduceret ressourceforbrug i 2030 (svarende til lidt over 2 % per år i forhold til 2018-forbruget)
Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

4. Drøftelse af målsætninger: energi - el, vand og varme

Sagsfremstilling

Regionens totale forbrug af el, vand og varme har været relativt stabilt over de seneste fem år. Dog har der været en svagt stigende tendens i varmeforbruget, som delvist kan forklares ved øgede antal m2 ved flytninger. Elforbruget er nogenlunde konstant, på trods af elbesparende tiltag. Dette skyldes øget brug af elforbrugende apparater, herunder skannere. Vandforbruget er svagt faldende, hvilket skyldes vandbesparende tiltag på hospitalerne.

 

Varme til regionens ejendomme leveres af forskellige kraftværker, som har en varierende sammensætning af vedvarende energi i deres produktion. Andelen af vedvarende energi afhænger derfor af den konkrete leverandør.

 

Eksempler på målsætninger

Region Midtjylland og de 19 kommuner har en fælles målsætning om 50 % vedvarende energi i 2025. Nationalt har den nye regering fastsat en ambition om 55 % vedvarende energi i 2030.

 

Herudover er der etableret solcelleanlæg på en stor del af regionens bygninger. I 2018 udgjorde egenproduktionen af elforbruget 2,3 %, hvilket er en fordobling i forhold til året før.

 

Mulige målsætninger for Region Midtjylland

I det følgende er nævnt en række mulige målsætninger, som udvalget kan drøfte på mødet. Administrationen vil i sit indledende diskussionsoplæg om emnet uddybe disse.

 

Hovedmål

Anbefalinger til hovedmål indenfor energi – el, vand og varme:

  • Procentvis målsætning om øget andel af vedvarende energi ved regionens drift i 2030
  • Procentvis reduktion af energi-, vand- og varmeforbrug

 

Delmål

Anbefalinger til delmål, der sikrer, at regionen når hovedmålene:

  • Vi skal undgå varme- og kuldespild i driften ved optimering af genanvendelse af varme/køling.
  • Vi skal fremme reduceret el-, vand- og varmeforbrug ved adfærdsændrende indsatser.
  • Vi skal inkludere omkostninger til energi i en samlet økonomisk betragtning ved indkøb af varer.
  • Vi skal fremme investeringer og understøttelse af omstilling til vedvarende energi i egenproduktion og i forsyningssektoren.
  • Vi skal sikre bæredygtige løsninger til håndtering af spildevand fra hospitalerne.

Beslutning

Udvalget drøftede at anbefale følgende målsætninger til regionsrådet i forhold til energi – el, vand og varme:

 

  • 100 % vedvarende energi i 2030
  • 30 % reduktion af el- vand- og varmeforbrug i 2030 (i forhold til 2018-forbruget)
    (svarende til lidt over 2 % per år i forhold til 2018-forbruget)

 

Udvalget ønsker, at der formuleres en målsætning/delmålsætning angående fremtidigt byggeri, så det sikres, at bæredygtig drift er i fokus, når der bygges nyt. I det hele taget ønsker udvalget styrket fokus på bæredygtigt byggeri i koncernen, herunder styrket fokus på genanvendelse af byggematerialer.

 

Ib Bjerregaard forlod mødet under sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

5. Drøftelse af målsætninger: transport og logistik

Sagsfremstilling

Region Midtjylland drifter en række interne logistik og transportopgaver. Dette gælder eksempelvis transport af sundhedsfaglige artikler, blodprøver, sengelinned og klinisk risikoaffald. Derudover transporterer regionen patienter til og fra behandlingssteder, samt regionens egne medarbejdere (tjenestekørsel).

 

Region Midtjylland har også til opgave at bestille og prioritere den regionale kollektive trafik (busser og let- og lokalbaner).

 

I forhold til det samlede klimaaftryk udgør den regionale kollektive trafik 77 %, mens ambulancekørsel og helikopter transport udgør 15 %. Midttransport udgør 2 %. lægevagten 1 % og tjenesterejser og kørsel 5 %.

 

I forhold til klima og miljøbelastningen har både afstande og drivmidler en effekt.

 

Eksempler på målsætninger

Kommissionen for grøn omstilling af personbiler er af regeringen blevet bedt om at fremrykke sit arbejde, så den endelige rapportering ligger færdig før udgangen af 2020. En ny regering vil muligvis forhandle en aftale om infrastruktur, så klima- og miljøhensyn i langt højere grad indgår. Det kræver blandt andet investeringer i den kollektive transport og cyklisme.

 

Københavns Kommune har en målsætning om 100 % grøn energi i kollektiv trafik i 2025.

 

Mulige målsætninger for Region Midtjylland 

I det følgende er nævnt en række mulige målsætninger, som udvalget kan drøfte på mødet. Administrationen vil i sit indledende diskussionsoplæg om emnet uddybe disse.

 

Hovedmål

Anbefalinger til hovedmål indenfor transport og logistik:

  • Målsætning om procentvis reduktion i klimabelastning indenfor transportområdet i 2030

 

Delmål

Anbefalinger til delmål, der sikrer, at regionen når hovedmålene:

  • Vi skal nedbringe antal kørte km.
  • Vi skal minimere andelen af tomkørsel.
  • Vi skal optimere regionens logistik med udgangspunkt i regionens fælleslager.
  • Vi skal omstille egen vognpark til mindre klimabelastende drivmidler.
  • Vi skal reducere antallet af tjenesterejser - øget samkørsel, brug af digitale løsninger.
  • Vi skal igangsætte en grøn omstilling af den kollektive trafik.

Beslutning

Udvalget drøftede at anbefale følgende målsætninger til regionsrådet i forhold til transport og logistik:

 

  • 30 % reduktion af kørte km (tjenestetransport) i 2030 (svarende til lidt over 2 % per år i forhold til 2018-forbruget)
  • 100 % grønne drivmidler i personbiler og varevogne (intern transport og dele af patientbefordringen) i 2025
  • 100 % grønne drivmidler i sygetransporten i 2030
  • CO2-neutrale busser i den kollektive trafik i 2025

 

Ib Bjerregaard var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

6. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering.

Beslutning

Der var intet til punktet.

 

Ib Bjerregaard var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen