Abonnér

Referat
til
mødet i klima bæredygtighed og ressourcer
den 7. maj 2019 kl. 13:30
i Aarhus Universitetshospital, konferencelokale C115-126

Alle var mødt, undtagen Ib Bjerregaard, Torben Nørregaard og Ole Jepsen, som havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 16.25.


Sagnr.: 1-00-1-19

1. Det bæredygtige hospital

Sagsfremstilling

Udvalget besøger Aarhus Universitetshospital og hører om hospitalets arbejde i forhold til bæredygtighed. Besøget indledes med to oplæg.

 

Thomas Møller, miljøkoordinator, vil indledningsvist give en introduktion til miljøarbejdet på Aarhus Universitetshospital. Han vil komme ind på virkemidler, praksis og handling i forhold til arbejdet. I forlængelse heraf gives en introduktion til, hvordan virkeligheden ser ud i forhold til affaldssortering og spildevandsrensning. Hvad er udfordringer og muligheder? Og hvordan kan regionsrådet bidrage til og understøtte miljøindsatsen?

 

Herefter vil Susanne Backer, projektleder, fortælle om hospitalets materialestrømsprojekt. Hun vil komme ind på, hvad der måles på i projektet, hvad har vi nået, og hvad der er de næste skridt. I forbindelse med oplægget vil der være særligt fokus på modellen for værdikædesamarbejde, collaboration og indkøbsmodel.

 

Herefter får udvalget mulighed for at besigtige dele af Aarhus Universitetshospital og i den forbindelse høre om, hvordan de fysiske rammer konkret påvirker mulighederne for at arbejde med det bæredygtige hospital.

 

Det bemærkes, at administrationen i forbindelse med det kommende møde undersøger muligheden for at inkludere et besøg ved Regionshositalet Randers i programmet, hvor udvalget tillige kan få lejlighed til at arbejde med emnet "det bæredygtige hospital".

Beslutning

Miljøkoordinator Thomas Møller og projektleder Susanne Backer gav oplæg for udvalget om henholdsvis miljøarbejdet på Aarhus Universitetshospital og hospitalets materialestrømsprojekt. De viste herefter rundt på hospitalet, så udvalget fik lejlighed til at besigtige de praktiske forhold, hvorunder der arbejdes med at styrke eksempelvis affaldssorteringen på hospitalet.

 

Udvalget drøftede med oplægsholderne, hvordan man tænker bæredygtighed i en helhed og skaber fremskridt i forhold til såvel adfærd, håndtering som indkøb. Det blev fremhævet, at man er nødt til at fokusere på flere spor, når man snakker om bæredygtig hospitalsdrift – herunder affald, spildevand, energi og mobilitet. Det blev desuden drøftet, at det er mere ligetil at igangsætte initiativer i forhold til nogle områder fremfor andre.

 

Udvalget drøftede med oplægsholderne, hvilke perspektiver der er i at styrke den fællesregionale organisering og videndeling i forhold til bæredygtighed. Eksempelvis ved at sikre tilstedeværelsen af lokale miljøkoordinatorer på alle hospitaler og ved at etablere fælles centrale specialistfunktioner – inden for eksempelvis indkøb, spildevand og affald – som kan yde support og rådgivning til de lokale enheder.

 

Udvalget spurgte ind til værdikædesamarbejdet på Aarhus Universitet og fik blandt andet beskrevet, hvordan en beskrivelse af dette er på vej på hospitalets hjemmeside, fordi der er stor efterspørgsel efter, at hospitalet deler ud af sine erfaringer.

 

Udvalget drøftede med oplægsholderne, hvordan der kan udformes konkrete målsætninger om reduktion af affald. Det blev anført, at miljøredegørelsen/det grønne regnskab kan bruges til at følge op på, hvordan det går med opfyldelsen af sådanne målsætninger.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

2. Orientering om opdatering og udvikling af det grønne regnskab

Sagsfremstilling

Regionsrådet har i 2018 på baggrund af anbefalinger fra det midlertidige udvalg for bæredygtig vækst efterspurgt en videreudvikling af det grønne regnskab til et egentligt klimaregnskab.

 

Region Midtjyllands grønne regnskab for 2018 forventes behandlet i regionsrådet umiddelbart efter sommerferien. Det grønne regnskab giver et samlet billede af regionens interne forbrug af energi og vand samt CO2-udledning. Regnskabet gennemføres årligt og bidrager med et overblik, der kan skabe opmærksomhed på områder, der bør undersøges nærmere. Regnskabet for 2018 inkluderer nye data om affaldsområdet (affald fra regionshusene) og fortsætter 2017-regnskabets opgørelse af regionens samlede klimaaftryk og hospitalernes genanvendelse af affald. For byggeri og anlæg står 2017-tallene uændrede, da den store byggeaktivitet i 2018 giver store usikkerheder for data for byggeri og anlæg.

 

Regnskabet primære bidrag er at give et overblik på organisationsniveau, da der er usikkerhed i forhold til præcision og kvalitetssikring inden enkeltområderne, eksempelvis indkøbsområdet. Det er der en række gode grunde til, hvilket uddybes i et særskilt dagsordenspunkt om klimaaftryk af regionens indkøb af varer og tjenesteydelser. Det samme gør sig gældende for områderne affald, Midttrafik, tjenesterejser, samt byggeri og anlæg.

 

Administrationen skønner, at der på nuværende tidspunkt er en række udbygninger og udviklingsmuligheder til regnskabet, der kan understøtte den grønne omstilling i Region Midtjylland, bl.a.. i forhold til:

  • Standardisering af dataindberetning (klar afgrænsning af forbrugsdata og regionale guidelines for indberetning)
  • Prioritering af flere og mere retvisende miljøindikatorer, fx i forhold til skadelige partikler relateret til transport og arbejdsmiljørelaterede faktorer som afgasning af skadelige kemikalier
  • Inklusion af cirkulære principper, herunder livscyklusscreeninger/-vurderinger
  • Standardisering af indberetning af affald samt kortlægning af restaffald
  • Regionens egne biler
  • Kollektiv transport (så en fremtidig overgang til mere bæredygtig busdrift vil reflekteres i regnskabet)
  • Standardisering af økonomisystemet i forhold til tjenesterejser

 

Arbejdet med udvikling af det grønne regnskab påbegyndes i efteråret 2019. Processen vil inkludere dialog med relevante interessenter (interne databidragsydere) og sammentænkes med de nye regionale bæredygtigheds- og ejendomsstrategier.

 

På mødet vil projektmedarbejder Jan Seidelin Christensen lægge op til en drøftelse af opdateringen og udviklingen af det grønne regnskab.

Beslutning

Udvalget drøftede med administrationen, hvilke usikkerhedsmomenter der er i arbejdet med at udvikle data bag det grønne regnskab; navnligt i forhold til målingssikkerhed og de usikkerheder, der er i forhold til færdiggørelse og ibrugtagning af de nye byggerier.

 

Udvalget drøftede, hvordan det sikres, at data indsamles ensartet og konsekvent på tværs af organisationen – og mere overordnet, hvordan der sikres ejerskab i organisationen over det grønne regnskab. Det kræver først og fremmest, at der tages politisk stilling til, at man ønsker arbejdet med regnskabet styrket, eksempelvis hvad angår fortløbende samarbejder mellem enhederne.

 

Udvalget drøftede i forlængelse af dette, at det finder det væsentligt, at afrapporteringen til regionsrådet fokuserer på konkrete anbefalinger, gerne med fokus på operationalisérbare indikatorer, således at der skabes tydelighed om de politiske ambitioner.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

3. Regionens klimaaftryk fra indkøb af varer og tjenesteydelser

Sagsfremstilling

Regionens indkøbspolitik og grønne fokus herpå er en betydelig faktor i en bæredygtig region for alle. Region Midtjylland har i flere år arbejdet med bæredygtige indkøb, fx i forhold til reduktion af emballage og forlængelse af levetid af hospitalernes medicotekniske udstyr.

 

Dorte Christensen, afdelingschef for Indkøb & Medicoteknik, vil indlede behandlingen af dette dagsordenspunkt med en uddybning af, hvordan regionens indkøb påvirker Region Midtjyllands grønne regnskab.

 

Klimapåvirkning fra indkøb af varer og tjenesteydelser

Det grønne regnskab for 2017 viste, at 70 % af regionens klimaaftryk stammer fra indkøb af varer og tjenesteydelser. Tallet for 2018 er 68 % dvs. mere eller mindre uændret. Der er generelt flere kendte og gennemprøvede tiltag og teknologier til at nedbringe miljøpåvirkningen fra energiproduktion og transport, end der er for indkøbsområdet. Det er derfor oplagt at undersøge indkøbsområdet nærmere, og hvordan der kan benyttes eksisterende og udvikles nye metoder til at reducere klimapåvirkningen fra indkøb af varer og tjenesteydelser.

 

Indkøb af varer og tjenesteydelser dækker over en lang række underkategorier såsom håndværkerydelser, mellem-regional/kommunal betaling, vikarydelser, læge- og sygeplejefaglige produkter og medicoteknisk udstyr (se nedenstående tabel fra Region Midtjyllands klimaregnskab 2017).

 

Oversigt over klimaregnskabet for drift fordelt på forbrugsområder:

 

Forbedring af datakvalitet og -præcision 

Der er i dag er udfordringer i forhold til datakvaliteten/præcision. Det skyldes bl.a. den anvendte opgørelsesmetode, der alene tager højde for økonomidata og ikke mængde, og at livscyklusberegninger er komplekse og ressourcekrævende.

 

Administrationen vurderer, følgende udfordringer særligt gør sig gældende i forhold til den anvendte opgørelsesmetode:

  • at skøn over CO2-udledningen alene påvirkes af priser (økonomidata), hvilket vil sige, at bedre priser giver et mindre klimaaftryk, selvom den reelle miljøpåvirkning måske er større.
  • at der anvendes ikke-kvalitetssikrede økonomidata (indkøbstal for de forskellige kategorier).
  • at nogle varegrupper er meget brede og derfor kan være svære at analysere.
  • at der ikke tages forbehold for lagerændringer (forbrug registreres i indkøbsåret).
  • at mere miljøvenlige produkter ikke slår igennem i forhold til CO2-udledning.
  • at bedre produkter med lang levetid kan forværre CO2-udledningen i indkøbsåret (forudsat at produkterne er fra samme kategori).

 

Der er derfor i forhold til det grønne regnskab og de kommende konkrete målsætninger i den nye regionale bæredygtighedsstrategi et forbedringspotentiale i forhold til at skaffe mere retvisende, nuancerede data, som baseres på helhedsbetragtninger. Administrationen anbefaler derfor, at dataindsamlingen og indrapportering forbedres i forhold til ovenstående.

Beslutning

Dorte Christensen, afdelingschef for Indkøb & Medicoteknik lagde op til drøftelse af regionens klimaaftryk fra indkøb af varer og tjenesteydelser. Afsættet for drøftelsen var oplysningen fra det grønne regnskab for 2017 om, at 70 % af regionens klimaaftryk stammer fra dette område.

 

Udvalget drøftede med oplægsholderen, hvorfor indkøb fylder så meget i regnskabet over regionens klimaaftryk, og hvilke muligheder der er for at reducerer i aftrykket. Et overordnet spørgsmål er, hvor højt klima skal vægtes i indskøbspolitikkerne, eksempelvis i forhold til pris og kvalitet.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

4. Godkendelse af referat

Resume

Godkendelse af referat fra seneste møde.

Administrationen indstiller,

at referat fra møde den 1. marts 2019 godkendes.

Sagsfremstilling

Udvalgsreferatet fra møde den 1. marts 2019 er tilgængelig for mødedeltagerne i Prepare.

Beslutning

Udvalget godkendte referat fra møde den 1. marts 2019.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

5. Tilbagemelding på konferencer

Sagsfremstilling

Klimakonference i Danske Regioner

Danske Regioner indbød til en halvdagskonference dagen før Danske Regioners generalforsamling. I år blev en af de fire sessioner afviklet under overskriften "Klima og miljø – hvordan gør vi regionerne klimaparate?". Udvalget har mulighed for at drøfte arrangementet.

 

International Climate Change Conference og NRG4SD General Assembly 2019

I marts deltog udvalgsformanden i en klimakonference i Baskerlandet og parallelt hermed også i en generalforsamling for NGO'en NRG4SD ("Energi for bæredygtig udvikling"). Formanden kan drøfte sin deltagelse med udvalget.

Beslutning

Udsat til det kommende møde. 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

6. Opsamling på dagens møde

Sagsfremstilling

Udvalget drøfter hovedpointer og konklusioner fra mødet, herunder identificerede forbedringspotentialer eller ideer til indsatser og målsætninger inden for affald, energi, indkøb, mobilitet, klimatilpasning og vand.

 

Disse vil indgå i udvalgets afrapportering til regionsrådet i forbindelse med regionsrådets temadag den 9. december 2019.

 

De kommende møder i udvalget

Udvalget kan desuden drøfte planerne for de kommende møder. Mødeplanen, som blev vedtaget den 1. marts 2019, er vedlagt.

Beslutning

Udvalget drøftede videre, hvordan bæredygtighedsstrategien, arbejdet i den administrative arbejdsgruppe bag strategien dette udvalgs udformninger af konkrete politiske målsætninger må ses i sammenhæng med hinanden.

 

I den forbindelse er det væsentligt, at drøftelsen af konkrete målsætninger på udvalgets septembermøde forberedes grundigt, så udvalget bliver i stand til at forhold sig til eventuelle målsætningers konsekvenser, hvad angår aktivitet såvel som økonomi.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-1-19

7. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering

Beslutning

Intet til punktet.

Tilbage til toppen