Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i den gode arbejdsplads
den 21. september 2020 kl. 09:00
i HD Stormøde 77 meet.rm77@rooms.rm.dk

Alle medlemmer var mødt.

 

Mødet blev hævet kl. 11.40.


Sagnr.: 1-00-5-20

1. Velkomst og introduktion til arbejdet i udvalget

Sagsfremstilling

Regionsrådet har nedsat det midlertidige udvalg vedrørende den gode arbejdsplads og udpeget Else Kayser (Ø) som formand og Finn Thranum (V) som næstformand.


Udvalget består af:

  • Else Kayser (Ø) (formand)
  • Finn Thranum (V) (næstformand)
  • Conny Jensen (A)
  • Henrik Fjeldgaard (A)
  • Henrik Gottlieb Hansen (A)
  • Dorte West (V)
  • Ib Bjerregaard (V)


Udvalgets formandsskab vil byde velkommen til mødet og arbejdet i udvalget. Herefter får udvalgsmedlemmerne hver især mulighed for indledningsvist at præsentere deres forventninger til udvalgsarbejdet.


Udvalget er nedsat for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2021. Udvalget afrapporterer sine anbefalinger til regionsrådet i forbindelse med en temadag i efteråret 2021.


Udvalgets kommissorium og forretningsorden er vedlagt.

Beslutning

Mødet blev indledt med en præsentation af medlemmerne i udvalget, der hver gav en kort orientering om deres forventninger til arbejdet i udvalget.


Med udgangspunkt i udvalgets kommissorium blev følgende emner drøftet med henblik på, at de kan indgå i det videre arbejde i udvalget:

  • Rekruttering, fastholdelse og betydningen af kompetente ledere/ledelse
  • Fokus på et godt arbejdsmiljø med fleksible ansættelsesvilkår
  • Kommunikation og ytringsfrihed
  • Det skal gerne være et ønsket, aktivt tilvalg at søge job i regionen og at blive her
  • Arbejdsvilkår, herunder også muligheden for at medarbejderne kan udvikle sig både personligt og fagligt
  • Det har betydning for regionens brand og omdømme, hvordan politikerne kommunikerer om regionen og regionen som arbejdsplads
  • Udvalget ønsker at sende et signal om, at man ser de ansatte som en væsentlig ressource, og at man ikke kan drive hospitalerne og regionens øvrige arbejdspladser uden gode medarbejdere
  • Udvalget ønsker dialogen om, hvad der gør en arbejdsplads attraktiv og hvad det vil sige at være en god arbejdsplads, og ønsker at komme ud på arbejdspladserne og mødes med de ansatte, ledere og organisationsvalgte
  • Der skal være fokus på alle regionens arbejdspladser. Det gælder såvel inden for somatik, psykiatri, socialområdet, det præhospitale område og administrationen.
Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-5-20

2. Region Midtjylland som en attraktiv, innovativ og effektiv arbejdsplads

Resume

Der afvikles tre korte oplæg om det fundament af politiske beslutninger og konstituerende dokumenter, som arbejdet i det midlertidige politiske udvalg vedrørende den gode arbejdsplads hviler på. Sigtet med de tre oplæg er at opsummere, sammenkæde og perspektivere Region Midtjyllands overordnede visioner, målsætninger og erfaringer med hensyn til at være "en god arbejdsplads" med afsæt i aktuelle planer, strategier og løn- og personalepolitikker. Samtidig vil der blive sat fokus på, hvilke typer data og undersøgelser, der kan medvirke til at "tage temperaturen på", om vi er en god arbejdsplads.

Direktionen indstiller,

at de tre oplæg tages til orientering med mulighed for at stille spørgsmål og komme med bemærkninger.

Sagsfremstilling

Arbejdet i det midlertidige udvalg vedrørende den gode arbejdsplads hviler på et fundament af politiske beslutninger og konstituerende dokumenter. Afdelingschef Ditte Hughes, Koncern HR, afdelingschef Jørn Mørup, Koncern HR, og sekretariatschef Jakob Olesen, Koncern HR, præsenterer med tre oplæg dette fundament af politiske beslutninger og konstituerende dokumenter. Sigtet med de tre oplæg er bl.a. at opsummere, sammenkæde og perspektivere Region Midtjyllands overordnede visioner, målsætninger og erfaringer med hensyn til at være "en god arbejdsplads" med afsæt i aktuelle planer, strategier og løn- og personalepolitikker. Samtidig vil der blive sat fokus på, hvilke typer data og undersøgelser, der kan medvirke til at "tage temperaturen på", om vi er en god arbejdsplads.


a) Oplæg om det fundament vi står på og sigtelinjer for "den gode arbejdsplads" v/Ditte Hughes, afdelingschef, Koncern HR


Arbejdet i det midlertidige politiske udvalg vedrørende den gode arbejdsplads hviler på et fundament af politiske beslutninger og konstituerende dokumenter, hvoraf de fleste er blevet til efter brede inddragelsesprocesser med involvering af fx ledelses- og MEDsystem, faglige eksperter og repræsentanter for borgere/civilsamfund.


I oplægget opsummeres og motiveres en række hovedbudskaber og erfaringer med hensyn til at være "en god arbejdsplads" fra en række af regionens væsentligste konstituerende, retningsgivende og kulturbærende tiltag, med særligt fokus på:


  • Ledelsesgrundlag
  • Personalepolitikker
  • MED- og Arbejdsmiljøaftalen
  • Strategi for arbejdsstyrkeplanlægning
  • (Ny) Sundheds- og hospitalsplan
  • (Ny) Bæredygtighedsstrategi


Der vedlægges et baggrundsnotat, som beskriver en række af de vigtigste principper, planer og politikker vedtaget af regionsrådet, som vurderes at have særlig relevans i forhold til emnet "den gode arbejdsplads".


b) Oplæg om betydningen af løn, regionens lønpolitik og de overordnede rammer for lokal løndannelse v/Jørn Mørup, afdelingschef, Koncern HR


  • Betydningen af løn og relationer mellem løn
  • Region Midtjyllands lønpolitik
  • Løndannelsens rammer og aftaleparter


c) Oplæg om data/fokusområder der kan bidrage til "temperaturmåling" på regionens arbejdspladser v/Jakob Olesen, sekretariatschef, Koncern HR


  • Patienttilfredshedsundersøgelser
  • Trivselsundersøgelser og ledelsesevaluering
  • Arbejdspladsvurderinger
  • Arbejdsulykkers antal og karakter
  • Sygefravær (hyppigt korterevarende samt langvarigt sygefravær)
  • Personaleomsætning
  • Vakanceopgørelser (ledige stillinger)
  • Mangfoldighed og Socialt kapitel (alderssammensætning, kønsfordeling, etnisk mangfoldighed og ansatte på særlige vilkår)


I forbindelse med de tre oplæg inddrages eksempler på erfaringer og læring vedrørende håndteringen af COVID-19, og der vil være mulighed for spørgsmål og dialog.


Der er vedlagt et notat med beskrivelse af en række af de vigtigste principper, planer og politikker vedtaget af regionsrådet med relevans i forhold til emnet "den gode arbejdsplads".

Beslutning

Afdelingschef Ditte Hughes, Koncern HR, og afdelingschef Jørn Mørup, Koncern HR, præsenterede det fundament af politiske beslutninger og konstituerende dokumenter, som arbejdet i udvalget hviler på.


Sekretariatschef Jakob Olesen, Koncern HR, orienterede om de data og de undersøgelser, der kan medvirke til at afdække om Region Midtjylland betragtes som en god arbejdsplads.


Der udsendes en mail med link til en mindre trivselsundersøgelse i uge 40, hvorfra der foreligger resultater i uge 44. Udvalget præsenteres for de overordnede resultater på et senere møde.


Med udgangspunkt i de tre oplæg drøftede udvalget, hvad der blandt andet kendetegner en god arbejdsplads, og hvordan Region Midtjylland kan være en attraktiv arbejdsplads, som man ønsker at være ansat på.


Betydningen af omdømme blev også drøftet, da omdømme kan være et vigtigt parameter, og en organisations omdømme kan have stor betydning for, om det er et sted man ønsker at arbejde. Det samme gælder innovation, bæredygtighed og ytringsfrihed.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-5-20

3. Drøftelse af udvalgets opgaver og arbejdsform

Resume

Udvalget drøfter opgaver og arbejdsplan.

Direktionen indstiller,

at udvalgets opgaver og arbejdsplan drøftes.

Sagsfremstilling

Det midlertidige udvalg vedrørende den gode arbejdsplads er nedsat for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2021.


Af udvalgets kommissorium fremgår det, at udvalgets overordnede formål er at undersøge og komme med forslag til, hvordan Region Midtjylland sikrer gode arbejdspladser, der kan rekruttere, udvikle og fastholde medarbejdere nu og i fremtiden.


Udvalgets opgaver er beskrevet i kommissoriet. Det indstilles, at udvalget drøfter opgaverne med henblik på at konkretisere det, som udvalget vil prioritere, udvalgets arbejdsform og særlige fokusområder, inklusiv idéer og emner til kommende møder samt, hvordan læringen fra COVID-19-situationen kan inddrages.


Administrationen har udarbejdet vedlagte forslag til en arbejdsplan for udvalget, hvor der er sat emner på for de kommende to møder.

Beslutning

Udvalget drøftede opgaver og arbejdsplan.


Ud over de allerede skitserede emner i arbejdsplanen ønskede udvalget, at der blev arbejdet videre med nedenstående idéer og emner:

  • Der er et ønske fra udvalget om, at der kommer eksterne input til drøftelserne
  • Det skal undersøges, hvad der er lavet i regi af Danske Regioner omkring den gode arbejdsplads med henblik på at udvalget præsenteres for det
  • Det samme gør sig gældende for Væksthus for Ledelse med fokus på, hvordan ledere ser på, hvad der gør den gode arbejdsplads
  • Der er et ønske om at komme ud og tale med medarbejdere. Det kan eksempelvis være i HMU-regi, men andre muligheder er også åbne. Det skal afklares nærmere på det kommende møde, hvordan det med fordel kan planlægges
  • Der er et ønske om at drøfte kommunikation og ytringsfrihed på regionens arbejdspladser. Der skal ikke være fokus på enkeltsager, men en generel drøftelse af, hvilken betydning det har, hvordan vi kommunikerer med hinanden.
Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-5-20

4. Godkendelse af udvalgets mødeplan for 2020 og 2021

Resume

Administrationen har udarbejdet forslag til mødeplan for udvalget for 2020 og 2021.

Direktionen indstiller,

at mødeplanen for 2020 og 2021 godkendes.

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet følgende forslag til mødeplan for 2020 og 2021:

  • Onsdag den 4. november 2020 kl. 13.00-16.00
  • Onsdag den 10. februar 2021 kl. 9.00-12.00
  • Fredag den 23. april 2021 kl. 9.00-12.00
  • Tirsdag den 22. juni 2021 kl. 9.00-12.00
  • Onsdag den 1. september 2021 kl. 8.30-11.30

Beslutning

Udvalget godkendte forslaget til mødeplan for 2020 og 2021, herunder også foreløbige temaer, som vil blive suppleret med yderligere relevante emner.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-5-20

5. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Eventuelt og gensidig orientering fra udvalgets medlemmer.

Beslutning

Der var ikke noget til gensidig orientering.

Tilbage til toppen