Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i udvalg for kollektiv trafik
den 24. september 2018 kl. 14:00
i Midttrafik, Søren Nymarks Vej 3, 8270 Højbjerg

Alle var mødt, undtagen Torben Nørregaard og John G. Christensen der havde meldt afbud.

 

Punkterne blev behandlet i rækkefølgen 2, 4, 1, 3, 5, 6.


Sagnr.: 1-00-19-18

1. Godkendelse af referat

Resume

Godkendelse af referat fra seneste udvalgsmøde.

Direktionen indstiller,

at referat fra møde i udvalg for kollektiv trafik den 21. august 2018 godkendes.

Sagsfremstilling

Referat fra møde i udvalg for kollektiv trafik den 21. august 2018 kan læses i Prepare og på Region Midtjyllands hjemmeside.

Beslutning

Referatet blev godkendt uden bemærkninger.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-19-18

2. Oplæg fra Dansk Industri

Sagsfremstilling

Erhvervspolitisk direktør Peter B. Jepsen, Danske Fragtmænd, holder et oplæg om erhvervslivets transportmæssige udfordringer, herunder hvordan det offentlige og private kan samarbejde om løsninger.

Beslutning

Niels Erik Iversen bød velkommen til oplægsholderne.

 

Michael Jul-Nørup Pedersen, chefkonsulent i DI Regional, gav oplæg om virksomhedernes behov for infrastruktur.

 

Han beskrev blandt andet, hvordan virksomhederne har brug for at kunne tale om infrastruktur med mere end blot den kommune, hvor de er hjemmehørende. Et eksempel er virksomheden Vestas, der har brug for at flytte sine vindmølledele gennem tre kommuner, når de skal udskibes fra Esbjerg.

 

Erhvervspolitisk direktør Peter B. Jepsen, Danske Fragtmænd, gav oplæg om infrastruktur ud fra et virksomhedsperspektiv med fokus på brancheforholdene – ikke blot for sin egen virksomhed.

 

Han beskrev blandt andet, hvordan godstrafikken er tidsfølsom på linje med persontrafik. Når Danske Fragtmænd har indgået en kontrakt om Just-In-Time levering, så kan det have store konsekvenser for virksomheden, hvis der opstår forsinkelser i transporten. Resultatet er, at chauførerne fjerner sig fra hovedvejene og kører på mindre veje, hvis de ved, at der er risiko for forsinkelse på hovedvejene.

 

Begge oplægsholdere pegede på, at effektive og udbyggede kollektive trafikløsninger er afgørende for virksomhederne. Erhvervslivets ønsker til trafik handler dermed ikke blot om udbygning af vejnettet.

 

Udvalget drøftede med oplægsholderne, hvordan udviklingen i antallet af lastbiler på vejene har været i de senere år. Det blev påpeget, at den kollektive godstransport på banenettet ikke er blevet prioriteret og udviklet tilstrækkeligt i de senere år, og at væksten i udenlandske lastbiler på vejene delvist kan henføres til dette forhold.

 

Udvalget drøftede forventninger til fremtiden i forhold til erhvervstransporten, herunder teknologiens betydning, eksempelvis fremtidsperspektiverne i førerløs godstransport.

 

Udvalget spurgte oplægsholderne om, hvorvidt DI har en holdning til en eventuel Kattegatforbindelse. Der blev svaret, at en sådan forbindelse vil kunne bidrage til at binde Jylland og Sjælland sammen, mens at udviklingen, hvis man ikke etablerer forbindelsen, vil betyde tiltagende samhandel mellem Hamborg-regionen og det jyske.

 

Fra en midt- og særlig østjysk betragtning, så er det vigtigt, at man prioriterer at binde Danmark sammen, og infrastrukturen til og fra regionen vil blive løftet markant med en Kattegatforbindelse.

 

Torben Nørregaard og John G. Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-19-18

3. Temadrøftelse: mobilitet for erhverv

Sagsfremstilling

Midlertidigt udvalg for kollektiv trafik aftalte på sit møde den 13. marts 2018 at gennemføre en række temadrøftelser af emnerne mobilitet i landdistrikter, mobilitet i byerne og mobilitet for erhverv. På dette møde sættes der fokus på mobilitet for erhverv.

 

Udvalgets temadrøftelse kan tage udgangspunkt i det forudgående oplæg og vedlagte notat om emnet.

Beslutning

Væsentlige pointer i drøftelsen:
  • Udvalget anerkender, at der er pres på transportbranchen i forhold til fremkommelighed på vejene.
  • Udvalget konstaterede, at der er et fravær af fokus på godsbanetrafikken, samt at et større fokus vil være ønskeligt.

 

Det blev aftalt, at administrationen skal undersøge, hvad udviklingen har været i godsbanetrafikken i de senere år.

 

Torben Nørregaard og John G. Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-19-18

4. Aarhus Letbane og mobiliteten i Østjylland

Sagsfremstilling

Anne Bach, Midttrafik, holder oplæg om letbanesamarbejdet og arbejdet frem mod visionsoplægget "Samspil 2030".

 

Letbanesamarbejdet, som består af 8 østjyske kommuner, Region Midtjylland og Midttrafik, offentliggjorde i 2013 sit visionsoplæg ’Samspil 2025’ i forlængelse af offentliggørelsen af Togfonden DK.

 

Oplægget skulle ses som et lokalt/regionalt udspil til, hvordan udbygningen af den kollektive trafik i Aarhusområdet kunne understøtte og udnytte potentialerne i de statslige investeringer i togfonden og vice versa. Siden udgivelsen af Samspil 2025 har flere væsentlige planforudsætninger ændret sig, hvilket har medført et behov for en ny version af samspilsvisionen, der kan sætte retningen for kollektive trafikinvesteringer og beslutninger i Aarhusområdet og samtidig spille op mod og ind i fremtidige beslutningsprocesser på nationalt niveau - også i forhold til sammenhængen mellem regional og national banetrafik.

 

Samspil 2025 bliver derfor til Samspil 2030, der skal pege på realistiske investeringer i en samlede østjyske fingerplan frem til 2030 samt projekter, der kan blive relevante på længere sigt.

 

Arbejdet med opdatering af visionsoplægget er stadig i proces. På mødet gives der derfor en præsentation af Samspil 2025 og de nye projektideer, som undersøges nærmere ifm. Samspil 2030. Derudover gives der en kort status på arbejdet med Letbanens etape 2.

Beslutning

Anne Bach gav oplæg om letbanesamarbejdet og arbejdet med at opdatere visionsoplægget "Samspil 2025" til et nyt oplæg, "Samspil 2030".

 

Udvalget drøftede med oplægsholder, hvordan Aalborg arbejder med busbaserede løsninger (det såkaldte "Bus rapid transit"-system) i stedet for Letbane. Det blev overvejet, om Aarhus Letbane kan komme i samme situation med kommende etaper, altså at staten ikke ønsker at bidrage til finansiering af en letbane, og at der skal tænkes i busløsninger i forhold til kommende etaper.

 

Anne Bach fortalte om, hvordan der gennemføres konsekvensvurderinger af forskellige forslag, som har været arbejdet med i screeningsprocessen frem mod et kommende visionsoplæg, samt hvordan der arbejdes med nærmere detaljering af disse forslag.

 

Efter oplægget drøftede udvalget, hvordan det er væsentligt, at udviklingen af letbanen tænkes sammen med udviklingen i øvrige transportformer.

 

Torben Nørregaard og John G. Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Bilag

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-19-18

5. Opsamling og konklusioner

Sagsfremstilling

Udvalget drøfter hovedpointer og konklusioner fra mødet.

 

Disse vil indgå i udvalgets afrapportering til regionsrådet i forbindelse med regionsrådets temadag den 10. december 2018.

Beslutning

Til næste møde vil administrationen forberede et udkast til afrapportering baseret de drøftelser, der har været på dette og de tidligere møder.

 

Til mødet i november ønsker udvalget desuden, at der forberedes et dagsordenspunkt angående kollektive transportmuligheder i forhold til lufthavne, herunder data på rejsende hertil.

 

Henning Salling orienterede om, at administrationen arbejder med at forberede en indstilling til de politiske møder i oktober angående et for udvalget interessant mobilitetsforsøg med Hedensted Kommune.

 

Udvalget bemærker i den forbindelse, at det er ærgerligt, at ejerkredsen bag Midttrafik ikke har prioriteret, at selskabet har et decideret udviklingsbudget.

 

Torben Nørregaard og John G. Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-19-18

6. Eventuelt

Sagsfremstilling

Eventuelt.

Beslutning

Udvalget drøftede eventuel gennedsættelse af udvalget i det kommende år.

 

Torben Nørregaard og John G. Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen