Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Dagsorden
til
mødet i Udvalg vedrørende nære sundhedstilbud
den 11. april 2012 kl. 09:00
i Mødelokale F1, stuen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg


Sagnr.: 1-01-81-1-10

1. Godkendelse af referat fra udvalgets møde den 6. marts 2012

Resume

Referat af mødet i det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud den 6. marts 2012 forelægges til godkendelse.

Direktionen indstiller,

at referat af mødet i det rådgivende udvalg nære sundhedstilbud den 6. marts 2012 godkendes.

Sagsfremstilling

Der forelægges referat af mødet i det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud den 6. marts 2012.


Beslutning

Referatet blev godkendt.

 

Marianne Carøe, Susanne Buch Nielsen og Leif Lund var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-880-07

2. Opsigelse af bassinlejeaftaler (sag til forretningsudvalget)

Resume

Region Midtjylland har fra de tidligere amter overtaget forskellig praksis med hensyn til betaling af bassinleje i forbindelse med fysioterapeutisk holdtræning i bassin. I dele af regionen betaler regionen/kommunen bassinlejen, og i andre dele af regionen betaler de praktiserende fysioterapeuter selv bassinlejen mod til gengæld at modtage et lidt højere honorar for behandlingen. Regionen og kommunerne vil tilsammen kunne spare ca. 3,5 mio. kr. årligt ved at opsige ordningen, og der vil stadig være mulighed for, at fysioterapeuterne kan tilbyde bassintræning.

Direktionen indstiller,

at ordningen om, at der betales for bassinleje i forbindelse med fysioterapeutisk bassintræning, opsiges med 6 måneders varsel.

Sagsfremstilling

Både almindelig fysioterapi, hvor lægehenviste patienter modtager tilskud til behandlingen, og vederlagsfri fysioterapi, hvor behandlingen er gratis for lægehenviste patienter, kan gives som individuel behandling og som holdtræning. En variant af holdtræningen er træning i svømmebassin. For at fremme holdtræning, herunder bassintræning, frem for individuel behandling af især patienter i den vederlagsfri fysioterapi, blev der i midten af 1990-erne i overenskomsterne om fysioterapi indført mulighed for, at amterne og senere regionerne kan betale udgiften for praktiserende fysioterapeuter til leje af lokaler og svømmebassiner til brug for holdtræning.

 

Før dannelsen af Region Midtjylland var der forskellig praksis i Ringkjøbing, Viborg, Århus og Vejle amter med hensyn til betaling for bassinleje i forbindelse med fysioterapeutisk bassintræning. I de tre af amterne blev der i forskelligt omfang betalt for bassintræning. Denne forskel er fortsat i de forskellige egne af Region Midtjylland, således at regionen i dag betaler bassinleje i dele af regionen, men ikke i andre. I andre dele af regionen tilbyder praktiserende fysioterapeuter holdtræning i bassiner, som de selv lejer og betaler for. I disse tilfælde er honoraret til fysioterapeuterne højere for bassintræningen.

 

På den baggrund besluttede samarbejdsudvalget for fysioterapi i september 2010, at der skulle foretages en udredning af spørgsmålet om støtten til lejen for bassiner til brug ved fysioterapeutisk bassintræning. Udredningen, som er vedlagt, blev behandlet og taget til efterretning af samarbejdsudvalget for fysioterapi i juni 2011.

 

Udgifterne til vederlagsfri fysioterapi afholdes af kommunerne, men udgifterne til tilskud til almindelig fysioterapi afholdes af regionen. Det fremgår af udredningen, som er baseret på tal fra 2009, at kommunerne og regionen tilsammen vil kunne spare ca. 3,5 mio. kr. på årsbasis ved at opsige ordningen om betaling for bassinleje. Dette under forudsætning af, at svømmebassinerne, hvoraf flere er kommunalt eller regionalt ejede, kan genudlejes.

 

Hvis regionen og kommunerne opsiger ordningen med betaling for leje af svømmebassiner, vil der fortsat være mulighed for, at de praktiserende fysioterapeuter kan tilbyde bassintræning, således som det allerede er tilfældet i visse områder af regionen. Endelig har kommunerne også mulighed for selv at iværksætte bassintræning for patienter, der er berettigede til vederlagsfri fysioterapi.

 

På den baggrund foreslås det, at ordningen med betaling af bassinleje opsiges, og at opsigelsen sker med 6 måneders varsel, så patienter og fysioterapeuter har rimelig tid til at indrette sig i forhold til de ændrede vilkår.

 

Parallelt med den politiske behandling af sagen i regionen behandles sagen politisk i de respektive kommuner.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud anbefaler direktionens instilling til forretningsudvalget.

 

Marianne Carøe, Susanne Buch Nielsen og Leif Lund var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-72-85-10

3. Årsberetning 2011, Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond (sag til forretningsudvalget)

Resume

I henhold til beslutning på regionsrådsmødet den 21. maj 2008 er der udarbejdet en årsberetning, som beskriver Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfonds virksomhed i 2011.

Direktionen indstiller,

at årsberetningen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Regionsrådet besluttede ved mødet den 21. maj 2008, at der en gang årligt skal udarbejdes en beretning til regionsrådet om Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfonds virksomhed.  
 
Forskningsfondens formål er, gennem økonomisk støtte til forskning at bidrage til, at sundhedsområdet i Region Midtjylland udvikles på et højt internationalt niveau.  
 
Forskningsfondens virksomhed retter sig imod forskning, der har udgangspunkt i sundhedsområdet i Region Midtjylland, og som gennemføres på eller i samarbejde med et eller flere af Region Midtjyllands somatiske hospitaler.
 
Ved prioritering af ansøgninger om forskningsstøtte indgår altid en vurdering af forskningsprojekternes videnskabelige kvalitet, deres relevans for sundhedsområdet i Region Midtjylland samt forskningsprojekternes mulighed for at blive gennemført.  
 
I 2011 var Forskningsfondens budget på 29,8 mio. kr. Forskningsfonden har i 2011 haft nettoudgifter på 27,8 mio. kr., som er fordelt til forskellige forskningsprojekter, der er nærmere beskrevet i vedlagte årsberetning. Mindreforbruget på 2 mio. kr. i 2011 forventes overført til Forskningsfondens budget for 2012.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Marianne Carøe, Susanne Buch Nielsen og Leif Lund var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-168-11

4. Orientering vedrørende lånedispensation for 2012 fra særlig lånepulje for 2012 vedrørende lægehuse/sundheds- og akuthuse (sag til forretningsudvalget)

Resume

Region Midtjylland modtog den 21. marts 2012 svar på ansøgning fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om lånedispensation for 2012 fra særlig lånepulje for 2012 vedrørende lægehuse/sundheds- og akuthuse.

Direktionen indstiller,

at svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet tages til orientering.

Sagsfremstilling

På baggrund af "Omstilling til fremtidens sundhedsvæsen" og aftale om budget for 2012, ansøgte Region Midtjylland i december 2011 Økonomi- og Indenrigsministeriet om lånedispensation for 29,012 mio. kr. til lægehuse/sundheds- og akuthuse i Skive, Ringkøbing-Skjern og Struer.

 

Region Midtjylland modtog den 21. marts 2012 svar på ansøgning fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om lånedispensation for 2012 fra særlig lånepulje for 2012 vedrørende lægehuse/sundheds- og akuthuse. 

 

Region Midtjylland ansøgte i december 2011 Økonomi- og Indenrigsministeriet om lånedispensation for 29,012 mio. kr. til lægehuse/sundheds- og akuthuse i Skive, Ringkøbing-Skjern og Struer.

 

I svaret fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fremgår det, at Region Midtjylland ud af det ansøgte beløb modtager en lånedispensation på 1,5 mio. kr. til etablering af lægehus i Struer og lægeklinikker i Ringkøbing. Dermed blev der ikke bevilget lånedispensation til Skive Sundhedshus.

 

 


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Marianne Carøe, Susanne Buch Nielsen og Leif Lund var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-81-5-12

5. Orientering om oplæg fra Danske Regioner om det hele sundhedsvæsen og oplæg fra Kommunernes Landsforening om det nære sundhedsvæsen (sag til forretningsudvalget)

Resume

I løbet af den seneste måned har både Danske Regioner og Kommunernes Landsforening offentliggjort hver deres oplæg om udviklingen i sundhedsvæsenet.

Direktionen indstiller,

at de to oplæg fra henholdsvis Danske Regioner og Kommunernes Landsforening tages til orientering.

Sagsfremstilling

I løbet af den seneste måned har både Danske Regioner og Kommunernes Landsforening offentliggjort hver deres bud på udviklingen af sundhedsvæsenet.

 

Danske Regioner har udgivet oplægget "Det hele sundhedsvæsen", der angiver regionernes vision for et helt og sammenhængende sundhedsvæsen. Danske Regioners oplæg er vedlagt.

 

Kommunernes Landsforening har udgivet oplægget "Det nære sundhedsvæsen", der angiver kommunernes bud på, hvordan sundhedsvæsenet skal indrettes for at få mest mulig sundhed for pengene. Kommunernes Landsforenings oplæg er vedlagt.

Beslutning

Udvalget havde en drøftelse af de to oplæg fra henholdsvis Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.

 

Det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Marianne Carøe og Susanne Buch Nielsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-29-11

6. Rekrutteringsstrategi i forhold til almen praksis

Resume

På baggrund af drøftelserne og aktiviteterne i rekrutteringsudvalget vedrørende almen praksis fremlægges der et udkast til rekrutteringsstrategi i forhold til almen praksis i Region Midtjylland.

Direktionen indstiller,

at udkastet til rekrutteringsstrategi tages til orientering og drøftes med henblik på det videre rekrutteringsarbejde.

Sagsfremstilling

Under samarbejdsudvalget mellem Region Midtjylland og Praktiserende Lægers Organisation-Midtjylland er der nedsat et rekrutteringsudvalg, der løbende drøfter problemstillinger og udarbejder initiativer omhandlende rekruttering, fastholdelse, strukturudvikling og lægedækning i Region Midtjylland.

 

Rekrutteringsudvalget har været aktivt siden begyndelsen af 2011, og på den baggrund fremlægges der nu et udkast til rekrutteringsstrategi i forhold til almen praksis i Region Midtjylland. Udkastet, der er vedlagt, fremlægges for det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud til orientering og drøftelse med henblik på det videre rekrutteringsarbejde.

 

Udkastet til rekrutteringsstrategi behandles i samarbejdsudvalget mellem Region Midtjylland og PLO-Midtjylland på dets møde den 16. april 2012.

Beslutning

Administrationen orienterede om udkast til rekrutteringsstrategi for almen praksis, hvori der er stor fokus på lægedækningen i udsatte områder og rekruttering.

 

Strategien vil blive en del af praksisudviklingsplanen, som på et senere tidspunkt vil blive forelagt regionsrådet.

 

I forhold til initiativet om pilotprojektet for medicinstuderende var der forslag om at søge inspiration i psykiatrien, der har succes med at afholde sommerskoler for at få studerende til at vælge specialet.

 

Marianne Carøe og Susanne Buch Nielsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-367-08

7. Orientering om status for arbejdet med aftale om almen praksis om et udvidet samarbejde på akutområdet

Resume

Administrationen vil på mødet give en mundtlig orientering om status på arbejdet med implementering af aftale med almen praksis om et udvidet samarbejde på akutområdet.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Administrationen vil på mødet give en mundtlig orientering om status på arbejdet med implementering af aftale med almen praksis om et udvidet samarbejde på akutområdet.

Beslutning

Administrationen orienterede om, at den 10. april 2012 trådte første fase af aftalen med almen praksis om det akutte område i kraft. Første fase vedrører samarbejdet med almen praksis i akutklinikkerne. I forhold til åbningstiderne betyder aftalen, at Ringkøbing Sundhedshus fremover har åbent til kl. 22 i hverdage og weekender. For de øvrige Sundhedshuse og akutklinikker er der ingen ændringer i åbningstiderne.

 

Marianne Carøe og Susanne Buch Nielsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-81-1-10

8. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

 

Administrationen vil fremover på hvert møde i det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud orientere fra møderne i samarbejdsudvalgene.

Derudover vil administrationen på dette møde orientere om:

 

  • Opfølgning på visionsdag for praksisområdet den 20. marts 2012.

  • Orientering om forberedelse af overenskomstforhandlingerne med Praktiserende Lægers organisation i efteråret 2012.

  • Orientering om status for paragraf 2-aftale om screening for livmoderhalskræft.

Beslutning

Administrationen orienterede om, at der som opfølgning på visionsdag for praksisområdet arbejdes videre med at lave et nyt plangrundlag for almen praksis.

 

Administrationen orienterede om forberedelserne til overenskomstforhandlingerne med Praktiserende Lægers Organisation, der skal foregå i efteråret 2012. En del af regionsrådets temamøde den 23. april 2012 vil også være forberedelse til overenskomstforhandlingerne, da repræsentanter fra Regionens Lønnings- og Takstnævn vil deltage på temamødet for at samle input til forhandlingerne.

 

Administrationen orienterede om deres overvejelser vedrørende brugen af paragraf 2-aftalen om screening for livmoderhalskræft.

 

Laila Munk Sørensen orienterede om, at der er kommet en henvendelse fra to praktiserende læger i Skive, der ønsker at kunne give en række væsker til patienter i deres klinik. Det blev aftalt, at de praktiserende læger skal sende en offentlig henvendelse til Region Midtjylland, hvorefter administrationen vil behandle henvendelsen og orientere udvalget om resultatet.

 

Marianne Carøe, Susanne Buch Nielsen og Poul Müller var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen