Dagsordener og referater for det rådgivende udvalg for nære sundhedstilbud
til
mødet i
den 11. august 2015 kl. 09:15
i Samsø Sundheds- og Akuthus, Sygehusvej 26, Tranebjerg, 8305 Samsø
Alle medlemmer var mødt undtagen Marianne Carøe og Tilde Bork, der havde meldt afbud.
Mødet blev hævet kl. 16.30.
8. Orientering om planlagt udmøntning af midler til kræftområdet fra jo før - jo bedre
Resume
Danske Regioner har anmodet Region Midtjylland om at beskrive planerne for udmøntning af midler til forbedring af kræftindsatsen i henhold til den tidligere regerings sundhedsstrategi jo før - jo bedre for årene 2015-2018. Planerne skal danne basis for en regulering af bloktilskuddet. Regionsrådet orienteres hermed om de planer, som administrationen har beskrevet over for Danske Regioner. Efter regulering af bloktilskuddet vil regionsrådet få forelagt beslutningsforslag om midlernes endelige udmøntning i Region Midtjylland.
Direktionen indstiller,
at | orientering om udmøntning af midler til forbedring af kræftindsatsen tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Med den tidligere regerings sundhedsstrategi jo før - jo bedre, der indgik i finanslovsaftale for 2015, prioriteres der 1,1 mia. kr. til forbedring af kræftindsatsen i årene 2015-2018. Midlerne vil blive udmøntet over bloktilskuddet med forventeligt 234 mio. kr. til Region Midtjylland, jævnfør tabel 1.
Tabel 1. Midler til kræftområdet i henhold til jo før - jo bedre
Ifølge en fælles udmøntningsplan af februar 2015 indgået mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner udmøntes midlerne i fire spor, jævnfør tabel 1.
Danske Regioner vil hen over sommeren orientere ministeriet om regionernes planer for udmøntning af midlerne med henblik på en regulering af det regionale bloktilskud. Danske Regioner bad derfor administrationen om senest den 26. juni 2015 at meddele Danske Regioner, hvordan midlerne tænkes anvendt.
Administrationen har i samarbejde med hospitalsledelserne analyseret, hvordan de afsatte midler her i regionen bedst kan bidrage til på et tidligere tidspunkt at opdage kræft og at få udredt mistanke om kræft. Der er endvidere forslag til at udvide kapaciteten for mere skånsom kirurgi samt en styrket indsats for uhelbredeligt syge børn.
Administrationen har i henhold til ovennævnte orienteret Danske Regioner om, at der under forudsætning af regionsrådets godkendelse planlægges initiativer, som fremgår af tabel 2.
Tabel 2. Plan for udmøntning af kræftinitiativer i Region Midtjylland i henhold til jo før - jo bedre.
*) Forsøg med adgang for almen praksis til iFOBT, som er en afføringsprøve til en patientgruppe med svagere symptomer end patienter i tarmkræftpakken. Formål at finde kræftsygdom på et tidligere stadie.
**) Forsøg på udvikling af filterfunktion til tarmkræftpakken ved at tilbyde iFOBT-afføringsprøve til patienter henvist til tarmkræftpakken for efterfølgende at sammenligne resultat af afføringsprøve med koloskopi.
***) Forsøg med adgang for almen praksis til ultralydsundersøgelse af underliv på kvinder med svagere symptomer end hos patienter til gynækologisk kræftpakke. Formål at finde kræftsygdom på et tidligere stadie.
****) Afviklet forsøg på Aarhus Universitetshospital har vist, at adgang for almen praksis til CT-scanning af lunger ved begrundet mistanke om kræft kan afkorte patientforløbet. Derfor udrulning til hele regionen.
*****) Den eksisterende speciallæge rådgivning fra hospitaler til almen praksis formaliseres og udbygges. Formål: Mere præcise henvisninger og fund af kræftsygdom på et tidligere stadie.
******) Med virtuel accelerator menes udvidet åbningstid på eksisterende fysisk accelerator.
De enkelte initiativer er kort beskrevet i vedlagte notat fremsendt til Danske Regioner.
Når der er sket en regulering af bloktilskuddet, vil regionsrådet få forelagt beslutningsforslag om udmøntning af midlerne til en styrket indsats på kræftområdet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Marianne Carøe og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i sagens behandling.