Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde
den 1. februar 2017 kl. 13:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale F1, stuen, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Der var afbud fra Susanne Gaarde.

 

Mødet blev hævet kl. 15.20.


Sagnr.: 1-00-24-16

1. Godkendelse af referat fra seneste møde #

Resume

Godkendelse af referat fra seneste møde.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet den 11. januar 2017 godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse. Referat fra seneste møde er derfor vedlagt til godkendelse.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde godkendte referatet.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-60-70-7-15

2. Anlægsbevilling til ombygning af bygning 6 og 7 på MarselisborgCentret til brug for Institut for Kommunikation og Handicap

Resume

Institut for Kommunikation og Handicap skal flytte til MarselisborgCentret som følge af salg af de nuværende bygninger i Risskov. Der søges derfor om en anlægsbevilling på 10,5 mio. kr. til ombygning af bygning 6 og 7 i MarselisborgCentret.

Direktionen indstiller,

at der gives anlægsbevilling til ombygning af bygning 6 og 7 på MarselisborgCentret til brug for Institut for Kommunikation og Handicap, jf. bevillingsskema, og

 

at projektet udbydes i storentrepriser i indbudt licitation.

Sagsfremstilling

Institut for Kommunikation og Handicap i Risskov er solgt i forbindelse med projektet "Nyt psykiatrisk center i DNU". Der er arbejdet med en ny placering til Institut for Kommunikation og Handicap på MarselisborgCentret, og der er til dette arbejde givet en projekteringsbevilling på 0,7 mio. kr. til udarbejdelse af et projekt.

 

Projektet er nu udarbejdet, og der søges derfor om en anlægsbevilling på 10,5 mio. kr. til ombygning af MarselisborgCentrets bygning 6 og 7 sådan, at alle Institut for Kommunikation og Handicaps aktiviteter på socialområdet kan samles på MarselisborgCentret.

 

Specialområdet har allerede deres småbørnsafdeling i bygning 20 på MarselisborgCentret, og der eksisterer et godt fagligt match imellem Institut for Kommunikation og Handicap og MarselisborgCentrets profiler inden for tværfaglig rehabilitering, forskning og udvikling. Det åbner nye muligheder for samarbejde med de øvrige partnere på MarselisborgCentret. Efter en samling af aktiviteterne på MarselisborgCentret vil der være mere optimalt indrettede lokaler, hvilket vil give optimeringer i arbejdsgangene og bedre fysiske rammer til gavn for borgerne.

 

Bygning 6 og 7 anvendes i dag af Aarhus Universitetshospital til Geriatrisk Afdeling, som i marts 2017 flytter alle aktiviteter til DNU.

 

Bygning 6 på MarselisborgCentret er på 490 m2 og opført i 1985, mens bygning 7 er på 1.196 m2 og opført i 1913. Bygningerne er i dag indrettet som sengeafsnit, og ved ombygning af bygningerne til brug for Institut for Kommunikation og Handicap skal denne indretning ændres til kontorafsnit. Institut for Kommunikation og Handicaps bygningsbehov er større og mindre kontorer, fælles mødelokaler, undervisnings- og fysioterapirum, venteværelser og et pædagogisk værksted til deres behandlingsaktiviteter samt personalefaciliteter.

 

I bygning 6 skal sengestuerne nedbrydes, og der skal opbygges nye vægge til kontorer, depoter og toiletter. De nye vægge lydisoleres, så trin og luftlyd mindskes mellem kontorerne. I forbindelse med ombygningen udskiftes vinduer og døre i bygning 6 dels for at optimere indeklimaet i de fremtidige kontorer og dels for at forbedre bygningens energiramme. Ved etablering af ny belysning vælges indbygningspaneler med LED lys.

 

Bygning 7 skal gennemgå en minimal ombygning, da en stor del af den eksisterende indretning og bygningens æstetiske udseende ønskes bevaret. Der skal dog ske en demontering af diverse installationer som ilt og loftslifte, alle overflader skal behandles, og der skal nyt linoleum på gulvene. I kælderen skal der blandt andet etableres et lydstudie.

 

I de vedlagte bilag ses den nye indretning af bygning 6 og 7.

 

Ombygningen forventes at kunne gå i gang i slutningen af april 2017, og det forventes, at Institut for Kommunikation og Handicap kan flytte ind i oktober 2017. Institut for Kommunikation og Handicaps nuværende bygninger i Risskov kan herefter overdrages til den nye ejer. 

 

Ombygningen udbydes som storentrepriser i indbudt licitation efter tildelingskriteriet "laveste pris".

 

Der søges til ombygningen en anlægsbevilling på 10,5 mio. kr., som finansieres fra Socialområdets anlægsramme til udvikling af sociale tilbud. Med projekteringsbevillingen på 0,7 mio. kr. vil den samlede bevilling til ombygningen blive på 11,2 mio. kr.

 

Efter en udmøntning på 10,5 mio. kr. fra rammen til udvikling af sociale tilbud vil der i 2017 restere 14,279 mio. kr. på Socialområdets anlægsramme til udvikling af sociale tilbud.

 

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-226-16

3. Specialeplanlægning - status og placering af funktioner

Resume

Den nye specialeplan træder i kraft den 1. marts 2017, og Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt truffet afgørelse om placeringen af de fleste af specialfunktionerne. Det er vurderingen, at Sundhedsstyrelsen langt hen ad vejen har imødekommet Region Midtjyllands ønsker, selvom regionen også på nogle områder har måttet gå på kompromis med antallet af godkendte matrikler eller acceptere afslag på varetagelse af ansøgte funktioner. Sundhedsstyrelsen har i visse situationer bedt regionen om selv at vælge placering af en given specialfunktion. Der ønskes for disse funktioners vedkommende en politisk godkendelse af de placeringer, som er indstillet af den relevante hospitalsledelse.

Direktionen indstiller,

at orienteringen om den nye specialeplan tages til efterretning, og

 

at de to psykiatriske regionsfunktioner"Skizofreni og skizofrenilignende tilstande" og "Affektive lidelser" placeres ved Regionspsykiatrien Vest.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland indsendte 15. januar 2016 ansøgninger om varetagelse af specialfunktioner inden for alle 36 lægefaglige specialer - i alt ca. 1.000 specialfunktioner.

 

Sundhedsstyrelsen har nu gennemgået ansøgningsmaterialet og har truffet afgørelse om placeringen af langt størstedelen af funktionerne. Undtaget herfra er enkelte funktioner, hvor der fortsat er behov for yderligere afklaring, inden Sundhedsstyrelsen kan træffe endelig afgørelse om funktionernes placering. Blandt disse er en række funktioner relateret til ECMO-behandling - en behandlingsteknik, hvor en hjerte-lunge-maskine midlertidigt overtager hjertets og lungernes funktion, mens organerne kommer sig.

 

Det er forventningen, at Sundhedsstyrelsen har truffet afgørelse vedrørende ECMO-funktionerne såvel som øvrige afventende funktioner senest ved den nye specialeplans ikrafttræden den 1. marts 2017 eller umiddelbart herefter.

 

Dialogen med Sundhedsstyrelsen og resultatet af Region Midtjyllands ansøgninger

Der har undervejs i processen været en løbende og konstruktiv dialog mellem Sundhedsstyrelsen og regionerne, hvor der har været mulighed for både mundtligt og skriftligt at gøre indsigelse over for de beslutninger, som Sundhedsstyrelsen har lagt op til. Det er vurderingen, at Sundhedsstyrelsen har været lydhør over for Region Midtjyllands argumenter, og at det er lykkedes at opnå enighed mellem styrelsen og regionen om fordelingen af de fleste af funktionerne. Region Midtjylland er således lykkedes med at få ændret Sundhedsstyrelsens første udspil til placering af en række vigtige funktioner, således at disse med styrelsens endelige udspil til ny specialeplan er blevet godkendt til flere eller samtlige af de ansøgte matrikler. Som eksempler herpå kan nævnes de ortopædkirurgiske regionsfunktioner inden for skulder-albue-kirurgi (godkendt til Aarhus Universitetshospital samt regionshospitalerne i Randers, Viborg og Herning), den neurologiske regionsfunktion vedrørende kompleks vedligeholdelsesbehandling af spasticitet (godkendt til Aarhus Universitetshospital samt regionshospitalerne i Viborg og Holstebro) samt flere regionsfunktioner inden for øre-næse-hals-specialet (godkendt til Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Holstebro).

 

Sundhedsstyrelsen har for en række specialfunktioner fastholdt sine afslag til trods for regionens indsigelser. Herunder kan nævnes afslag på flere højtspecialiserede funktioner inden for fertilitetsbehandling, som var søgt til Regionshospitalet Skive samt nogle højtspecialiserede funktioner inden for neurokirurgi, som var søgt til Aarhus Universitetshospital.

 

Med de nuværende afgørelser er der givet i alt 62 afslag til Region Midtjylland, fordelt på 48 forskellige specialfunktioner. Afslagene er givet på tværs af 18 specialer og fordeler sig stort set ligeligt mellem Aarhus Universitetshospital på den ene side (primært højtspecialiserede funktioner) og regionshospitalerne på den anden side (primært regionsfunktioner). 

 

Funktioner, hvor Region Midtjylland skal vælge placering

Sundhedsstyrelsen har for enkelte funktioner, hvor der ikke er givet godkendelse til alle ansøgte matrikler, bedt Region Midtjylland om selv at vælge, hvilke matrikler funktionerne skal placeres ved. Det drejer sig om følgende funktioner:

 

Psykiatri

  • Regionsfunktionen "Skizofreni og skizofrenilignende tilstande, hvor et/flere af ovenstående kriterier 1-4 er opfyldt (1.000-1.500 pt.)" (valg mellem Regionspsykiatrien Vest og Regionspsykiatrien Midt).

 

  • Regionsfunktionen "Affektive lidelser, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt samt manisk enkeltepisode eller nyligt diagnosticeret bipolar lidelse, som ikke er sekundær til anden lidelse (1.000-1.500 pt.) (monitoreres)" (valg mellem Regionspsykiatrien Vest og Regionspsykiatrien Midt).

 

Da valget i forhold til de to funktioner står mellem to matrikler inden for Psykiatri og Social er psykiatri- og socialledelsen blevet bedt om at pege på, hvilke matrikler de ønsker at placere funktionerne ved. Hospitalsledelsen ved Psykiatri og Social anbefaler, at de to psykiatriske regionsfunktioner placeres ved Regionspsykiatrien Vest (frem for Regionspsykiatrien Midt). Argumentet for at vælge placeringen af funktionerne ved Regionspsykiatrien Vest er, at hospitalet allerede varetager de to funktioner i dag og har ekspertisen til at varetage funktionerne på et højt fagligt niveau.

 

Det bemærkes, at der i forhold til enkelte funktioner ved Aarhus Universitetshospital er valgt mellem matriklerne på Tage Hansens Gade og Nørrebrogade.

 

Det indstilles, at regionsrådet godkender, at funktionerne placeres som anbefalet af hospitalsledelsen.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Regionsrådet blev på mødet den 16. december 2015 forelagt en oversigt over, hvilke specialfunktioner der søges til hvilke matrikler og godkendelse af, at Region Midtjylland ansøger om specialfunktioner i henhold til denne oversigt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-139-16

4. Orientering om status på arbejdsmiljøinitiativer på Aarhus Universitetshospital Risskov #

Resume

Psykiatri- og socialledelsen arbejder sammen med de relevante afdelingsledelser, arbejdsmiljørepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter/tillidsrepræsentanter på at forbedre arbejdsmiljøet på Aarhus Universitetshospital Risskov. Der gives på mødet en orientering om status på forholdene på Aarhus Universitetshospital Risskov.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde blev på mødet den 7. december 2016 orienteret om den handleplan, der er udarbejdet for at forbedre arbejdsmiljøet på Aarhus Universitetshospital Risskov. På mødet den 11. januar 2017 blev udvalget orienteret om status på arbejdsmiljøforholdene.

 

På mødet gives den seneste status på arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet på Aarhus Universitetshospital Risskov.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde tog orienteringen til efterretning.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-24-16

5. Orientering om status på fælles udviklingsprojekter i Psykiatriens Hus i Silkeborg #

Resume

Der har den 11. januar 2017 været holdt et statusmøde mellem formændene og næstformændene for Region Midtjyllands rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde og for Silkeborg Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg om de fælles udviklingsprojekter i Psykiatriens Hus i Silkeborg, herunder om status for Silkeborg Kommunes frikommuneansøgning.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde har siden efteråret 2015 holdt en række møder med Silkeborg Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg om videreudvikling af ydelserne i Psykiatriens Hus i Silkeborg med henblik på et styrket samarbejde på tværs af region og kommune.

 

Konkret arbejdes der med tre projekter, der på forskellig vis kan understøtte sammenhængen i ydelserne for borgerne:

  • Fælles ledelse og økonomi i forhold til Akut Døgntilbud (seks regionale og seks kommunale pladser med overnatningsmulighed i Psykiatriens Hus)
  • Fælles tidlig indsats
  • Fælles Plan

 

De konkrete forslag og kommissorier for de tre projekter blev drøftet på et fællesmøde for udvalgene den 8. juni 2016, hvor der blev udtrykt opbakning til at arbejde videre med projekterne på administrativt plan. Efterfølgende har Silkeborg Kommune indarbejdet projektet om fælles ledelse i forhold til Akut Døgntilbud i en ansøgning om et frikommuneforsøg, hvorved der forventes at kunne opnås fritagelse for en række af de juridiske og tekniske barrierer, der ses pt.

 

Regionsrådet er orienteret om samarbejdet med Silkeborg Kommune om udvikling af ydelserne i Psykiatriens Hus på møde den 22. juni 2016, hvor regionsrådet samtidig tilkendegav, at Region Midtjylland er positivt indstillet i forhold til at indgå i et samarbejde med Silkeborg Kommune om at undersøge mulighederne for frikommuneforsøg vedrørende udvikling af Psykiatriens Hus i Silkeborg.

 

Der blev den 11. januar 2017 holdt møde mellem formændene og næstformændene for Region Midtjyllands rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde og for Silkeborg Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg om status på de fælles udviklingsprojekter i Psykiatriens Hus i Silkeborg, herunder om status for Silkeborg Kommunes frikommuneansøgning.

 

Der var på mødet bred opbakning til, at der administrativt arbejdes videre med frikommuneansøgningen og de to øvrige udviklingsprojekter i Psykiatriens Hus i Silkeborg. Det blev aftalt, at det næste møde holdes ultimo  2017, når der foreligger en tilbagemelding på ansøgningen fra Social- og Indenrigsministeriet.

 

Der redegøres nedenfor for status på de tre projekter.

 

Fællesledelse af Akut Døgntilbud

Silkeborg Kommune har ultimo oktober 2016 fået afslag på en fælles ansøgning om frikommuneforsøg til fælles ledelse af Akut Døgntilbud. Afslaget var begrundet med, at vægtningen i de indsendte ansøgninger var på projekter med bredere netværk. Dette projekt omfatter kun to parter (Region Midtjylland og Silkeborg Kommune), og var derfor ikke tilstrækkelig til at komme i betragtning.

 

Silkeborg Kommune har indsendt en anden ansøgning om frikommuneforsøg, hvor der er etableret netværk med en række andre kommuner under temaet bedre styring af udgifter på det specialiserede socialområde. Denne ansøgning er godkendt.

 

De involverede ministerier har udvist stor interesse for emnet, og der pågår fortsat dialog omkring emnet. Udfordringen ligger i, at forsøget går på tværs af sundheds- og sociallovgivning. Silkeborg Kommune forventer således at indsende en ansøgning i maj 2017 om et konkret forsøg vedrørende mere sammenhængende indsatser på psykiatriområdet med udgangspunkt i samdrift af Akut Døgntilbud. Der kan således tidligst forventes en hjemmel til frikommuneforsøg ultimo 2017.

 

Der er ikke pt. i den påtænkte ansøgning om frikommuneforsøg vedrørende Akut Døgntilbud taget stilling til en række forhold af bl.a. organisatorisk og økonomisk art. Den konkrete udformning af projektet skal derfor drøftes, når en sådan hjemmel eventuelt foreligger.

 

Fælles tidlig indsats til borgere

Status på projektet er, at der i januar 2017 igangsættes en prøvehandling som består i, at der iværksættes koordinationsmøder, hvor relevante medarbejdere fra projektets afdelinger indkaldes. Målgruppen er unge nyhenviste under 30 år, der er tilknyttet psykiatrien og mindst tre af de involverede instanser. På koordinationsmøderne skal der udarbejdes en fælles handleplan, og der udpeges en tovholder, som er ansvarlig for at følge op på, om handleplanen følges.

 

Formålet med prøvehandlingen er at undersøge, om denne metode kan bidrage til en fælles indsats, hvor relevante parter inddrages tidligere, og der dermed hurtigere gribes ind overfor borgere med komplekse problemstillinger. Prøvehandlingen forventes evalueret i foråret 2017.

 

Fælles plan for borgeren

Formålet med projektet "Fælles plan for borgeren" er at samle de relevante oplysninger om borgeren fra flere forskellige myndigheder (regionen og forskellige relevante afdelinger i kommunen) i et fælles elektronisk system med henblik på at indsatsen for borgeren kan koordineres bedre på tværs af sektorer.

 

Der er en række juridiske problemstillinger i projektet hvad angår datasikkerhed og retssikkerhed for borgeren, som betyder, at der pt. foregår juridisk afklaring i regi af KL, Staten og Danske Regioner i forhold til datadeling. I en tilbagemelding fra KL forventes det, at et notat samt en guide omkring emnet er udarbejdet i løbet af januar 2017.

 

En fælles arbejdsgruppe arbejder pt. videre med de praktiske og it-mæssige aspekter af projektet. Når der foreligger en afklaring af de juridiske forhold samt de praktiske forhold, skal der træffes beslutning om det videre forløb og implementering af projektet.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde tog orienteringen til efterretning.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

6. Forberedelse af møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg #

Resume

Drøftelse af emner til møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

Direktionen indstiller,

at udvalget drøfter emner til møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

Sagsfremstilling

Drøftelse af emner til møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

 

Seneste møde i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg var den 1. december 2016. Der er møde igen i Danske regioners Psykiatri- og Socialudvalg den 9. februar 2017.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde drøftede emner til det kommende møde i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg den 9. februar 2017.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

7. Gensidig orientering #

Sagsfremstilling

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

Beslutning

Administrationen orienterede om status på nødplanen for Regionspsykiatrien Vest i Holstebro.

 

Administrationen orienterede om planlagte besøg og temaoplæg for det rådgivende udvalg på psykiatriområdet og det specialiserede socialområde i 2017.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen