Udvalg Vedrørende Psykiatriområdet Og Det Specialiserede Socialområde 16. maj 2012 (Referat)
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum
til
mødet i
den 16. maj 2012 kl. 13:00
i Høskoven, Damagervej 26, 8260 Viby J
Referat fra møde den 16. maj 2012 i det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde
Afbud fra Torben Nørregaard og Laila Munk Sørensen
Anne V. Kristensen forlod mødet kl. 15.00 under behandlingen af punkt 9.
Mødet startede kl. 13.00 og blev hævet kl. 15.15.
1. Godkendelse af referat fra sidste møde
Resume
Referat fra udvalgets møde den 16. april 2012 vedlægges til godkendelse.
Direktionen indstiller,
at | referat fra møde i det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde den 16. april 2012 godkendes. |
Sagsfremstilling
Referat fra mødet i det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde den 16. april 2012 vedlægges til godkendelse.
Beslutning
Mødet blev indledt med et kort oplæg om Høskoven ved forstander Jan Madsen.
Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde godkendte referatet fra mødet den 16. april 2012.
Torben Nørregaard og Laila Munk Sørensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Bilag
4. Drøftelse af Danske Regioners oplæg vedrørende pejlemærker for de kommende års udvikling af psykiatriområdet (sag til forretningsudvalget)
Resume
Danske Regioner har anmodet regionsrådene drøfte de kommende års udvikling af psykiatriområdet. Tilbagemeldingerne fra regionsrådene vil Danske Regioner tage med i foreningens videre arbejde, bl.a. i det kommende nationale udvalg, der skal fremlægge en langsigtet plan for, hvordan den psykiatriske behandling mest effektivt kan tilrettelægges.
Direktionen indstiller,
at | regionsrådet på baggrund af drøftelserne sender supplerende bemærkninger til oplægget til Danske Regioner. |
Sagsfremstilling
Danske Regioners bestyrelse har drøftet pejlemærkerne for de kommende års udvikling af psykiatriområdet. Drøftelserne har resulteret i oplægget "En sammenhængende psykiatrisk behandling".
Danske Regioners bestyrelse ønsker at brede drøftelsen ud og involvere regionsrådene. Dette skal bl.a. ses i relation til, at regeringen snart nedsætter et udvalg, der skal fremlægge en langsigtet plan for, hvordan den psykiatriske behandling mest effektivt kan tilrettelægges. Udvalgets arbejde skal også inddrages i evalueringen af kommunalreformen. Følgebrev og oplæg er vedlagt som bilag.
Det er administrationens vurdering, at der er tale om et godt oplæg, der sætter fokus på de væsentligste udfordringer i psykiatrien. Samtidig bemærkes det, at oplægget kan kvalificeres yderligere på følgende områder.
Kvalitet
Med oplægget "Kvalitet i sundhed" satte Danske Regioner i 2011 den overordnede kvalitetsdagsorden, der anbefales som fundament for den fremtidige udvikling af hele sundhedsvæsenet. Rapporten "Kvalitet i psykiatrien", som vedlægges denne sag, tager udgangspunkt i den overordnede kvalitetsdagsorden. Der er tale om et visionært og grundigt oplæg, der foreslår en vifte af initiativer, som for eksempel efteruddannelse, forebyggelse, udarbejdelse af fælles kliniske retningslinjer, indførelse af pakkeforløb svarende til kræft- og hjerteområdet samt fortløbende måling af indsatserne.
Administrationen anbefaler på den baggrund, at det foreliggende oplæg "En sammenhængende psykiatrisk behandling" giver kvalitetsdimensionen en mere fremtrædende plads med udgangspunkt i Danske Regioners kvalitetsoplæg.
Socialpsykiatrien
Oplægget lægger op til et tættere samarbejde mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. Det er efter administrationens vurdering af væsentlig betydning, og en udvikling der skal bakkes op om.
Flere psykiatriske patienter får i dag behandlingsdomme. Dette giver bl.a. anledning til et behov for tættere samarbejde mellem socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, idet der for mange med dom vil være en tilhørende udskrivningsaftale/koordinationsaftale, som kræver et meget tæt samarbejde mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien, hvor disse borgere ofte opholder sig. En udskrivningsaftale regulerer i hvilke situationer, den pågældende borger skal indlægges og derfor er sammenhæng vigtig, herunder fælles sprog og gensidig respekt for hinandens observationer og vurderinger.
Tilpasning af nuværende registreringssystemer
Den fremtidige psykiatriske indsats vil omfatte en væsentlig øget aktivitet inden for telepsykiatri, internetpsykiatri, telefonrådgivning mv. Denne indsats tæller i dag ikke som aktivitet i psykiatriens registreringssystem (Fællesindhold), idet rådgivning af praktiserende læger, somatiske sygehuses personale om konkrete patienter samt videosamtaler med patienten ikke kan registreres som ambulant besøg. Hertil kommer, at ydelser, hvor patienten ikke selv deltager, ikke tæller som ambulant besøg (for eksempel møder med forældre om deres små børn). Antallet af ydelser, som ikke medtages som aktivitet, udgør ca. 40 % af samtlige ambulante ydelser.
Det foreslås, at disse aspekter også kommer til at fremgå af Danske Regioners oplæg "En sammenhængende psykiatrisk behandling".
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde tilsluttede sig de opmærksomhedspunkter, som er nævnt i sagsfremstillingen.
Torben Nørregaard og Laila Munk Sørensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
6. Orientering om satspuljeprojekter igangsat i samarbejde mellem Region Midtjylland, Socialstyrelsen og en række kommuner (sag til forretningsudvalget)
Resume
Siden efteråret 2011 er der i samarbejde med Socialstyrelsen samt flere kommuner sat en række satspuljeprojekter i drift. Socialstyrelsen varetager den overordnede ledelse og koordinering af projekterne, som løber i perioden 2011-2013 eller 2012-2014. Der gives i dette dagsordenspunkt en orientering om projekterne.
Direktionen indstiller,
at | orienteringen tages til orientering. |
Sagsfremstilling
Siden efteråret 2011 er der i samarbejde med Socialstyrelsen (tidligere Servicestyrelsen) samt flere kommuner sat en række satspuljeprojekter i drift. Projekterne, som er bestilt og finansieret af Socialstyrelsen, er startet op under 3 hovedoverskrifter; Integrerede forløb for sindslidende, Den gode udskrivning og Sindslidende med misbrug.
Socialstyrelsen varetager den overordnede ledelse og koordinering af projekterne, mens den direkte kontakt med de involverede kommuner varetages af private konsulentfirmaer, hyret af Socialstyrelsen. Projektperioden er toårig, og løber enten 2011-2013 eller 2012-2014.
Integrerede forløb for sindslidende
Erfaringer fra projekterne skal bruges til at skabe mere smidige behandlings- og støtteforløb for mennesker med psykisk sygdom. Projektperioden løber 2011-2013, og projekterne evalueres af SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Der er igangsat 3 projekter:
1. Bedre overgange for de unge voksne i samarbejde mellem Regionspsykiatri Vest og Holstebro Kommune
Målgruppen er unge mellem 18-25 år på starthjælp eller kontanthjælp, som har vanskeligheder med at håndtere overgangen til voksenverdenen, herunder voksenpsykiatrien.
2. Projekt integrerede forløb for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center og Randers Kommune
Målgruppen er urolige og adfærdsforstyrrede samt skoleværgende børn. Det drejer sig om børn, der som udgangspunkt vurderes at have udviklingsmuligheder i et inkluderende miljø under almenområdet.
3. Projekt integrerede forløb for sindslidende - Psykiatriens Hus i Silkeborg mellem Regionspsykiatrien Silkeborg og Silkeborg Kommune
Målgruppen er personer mellem 18 og 40 år, som er i kontakt med affektivt team (ambulant behandling af mennesker med mani, depression eller en blanding af mani og depression), psykoseteam (ambulant behandling af mennesker med psykose), eller daghospital i regionalt regi, eller som har kontakt til bostøtten, dagtilbud eller bor på bosted i kommunalt regi.
Den gode udskrivning
Med samarbejde, koordination og kontinuitet skal der sikres sammenhæng i indsatsen for sindslidende og deres pårørende. Erfaringerne fra projekterne skal bruges til at tilrettelægge forløb, der er effektive, sammenhængende og uden afbrydelser. Begge projekter tager afsæt i sundhedsaftalen, indgået mellem Region Midtjylland og den enkelte kommune.
Der er igangsat 2 projekter:
1. Projekt den gode udskrivning i samarbejde mellem Regionspsykiatri Vest og Herning Kommune
Målgruppen er såvel kendte som ukendte borgere, der indlægges på døgnafsnit E2 i Regionspsykiatri Vest, som måske modtager tilbud fra socialpsykiatrien i Herning Kommune, hvor det i forbindelse med indlæggelse skal undersøges, om borgere har brug for tilbud, eller om igangværende tilbud skal ændres. Projektperioden løber 2011-2013.
2. Udvikling af samarbejdsmodel for udskrivning af borgere fra Favrskov Kommune i samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital, Risskov, afd. P og Favrskov Kommune Målgruppen er voksne borgere over 18 år inden for psykoseområdet med komplekse, sociale vanskeligheder, som i forbindelse med udskrivning fra Aarhus Universitetshospital, Risskov, afd. P, er eller bliver tilknyttet bostøtte i Favrskov Kommune. Projektperioden løber 2012-2013.
Sindslidende med misbrug
Erfaringerne fra projekterne skal bruges til at sikre sammenhængende og effektive forløb for borgere med (svær) psykisk sygdom og samtidigt misbrug på tværs af behandlingspsykiatri, socialpsykiatri og misbrugsbehandling. Projekterne tager afsæt i sundhedsaftalen, indgået mellem Region Midtjylland og den enkelte Kommune. Projektperioden løber 2012-2014.
1. Udvikling og afprøvning af samarbejdsmodel for koordination og integrering af indsatsen over for psykisk syge med misbrug i samarbejde mellem Regionspsykiatrien Horsens og Hedensted Kommune
Den primære målgruppe er voksne borgere over 18 år med dels svær psykisk sygdom (psykoser), bipolar lidelse (når der er tale om perioder med både mani og depression) eller personlighedsforstyrrelse, der samtidig har misbrug (hash, alkohol, stoffer). Sekundært vil også borgere med anden psykisk sygdom (eks. ADHD, depression, angst mm.), der samtidig har et misbrug, indgå i projektet.
2. Integreret indsats for sindslidende med misbrug i samarbejde mellem Regionspsykiatri Randers og Syddjurs Kommune
Målgruppen er borgere med svære psykiske lidelser og samtidig alkohol- eller stofafhængighed.
Regionsrådet vil blive orienteret om erfaringsopsamlingen, når projekterne er afsluttet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefalede direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Torben Nørregaard og Laila Munk Sørensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
10. Gensidig orientering
Sagsfremstilling
Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.
Beslutning
Administrationen orienterede kort om arbejdet med evalueringen af strukturreformen i forhold til det specialiserede socialområde.
Anders Vistisen oplyste, at lørdag den 16. juni 2012 kl. 16.00 til 18.00 vil Sind Ungdom fortælle om sit arbejde på folkemødet på Bornholm.
Administrationen orienterede om, at regeringens udvalg vedrørende psykiatri er nedsat. Udvalget har som overordnet opgave at udarbejde forslag til, hvordan indsatsen for personer med psykisk sygdom tilrettelægges og gennemføres bedst muligt. Udvalget skal afrapportere medio 2013. Det rådgivende udvalg får tilsendt udvalgets kommissorium til orientering.
Administrationen orienterede kort om de foreliggende oplysninger om den kommende udredningsgaranti, som forventes fremlagt som lovforslag i efteråret. Det rådgivende udvalg vil løbende blive orienterer herom.
Torben Nørregaard, Laila Munk Sørensen og Anne V. Kristensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.