Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde
den 5. februar 2014 kl. 09:00
i mødelokale F7, stuen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Susanne Gaarde, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 12.00.


Sagnr.: 1-00-7-14

1. Præsentation af udvalget

Sagsfremstilling

Præsentation af udvalgets medlemmer.

Beslutning

Udvalgets medlemmer præsenterede sig.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-4-1-13

2. Introduktion til psykiatriområdet og det specialiserede socialområde

Sagsfremstilling

Koncerndirektør Anne Jastrup holder et oplæg om psykiatriområdet og det specialiserede socialområde.

 

Psykiatrien

Psykiatrien i Region Midtjylland er en del af det regionale sundhedstilbud til borgerne og

varetager den hospitalsbaserede behandlingsindsats (udredning og behandling) for børn, unge og voksne med psykiatriske problemstillinger. Det være sig både under indlæggelse og som ambulant behandling.

   

Socialområdet

Region Midtjylland driver en række specialiserede sociale tilbud (døgn- og dagtilbud) til både børn, unge og voksne. Det være sig blandt inden for tale- og høreområdet, socialpsykiatri, autisme, hjerneskade, udviklingshæmning, sikrede institutioner, børneområdet samt varetager afholdelse af alkohol- og trafikkurser for personer, som ønsker at generhverve kørekort.

Beslutning

Koncerndirektør Anne Jastrup gav en introduktion til psykiatriområdet og det specialiserede socialområde. 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

3. Drøftelse af kommissorium for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde

Resume

Regionsrådet har den 29. januar 2014 vedtaget et kommissorium for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde. Kommissoriet drøftes i udvalget.

Direktionen indstiller,

at kommissoriet for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde drøftes med henblik på at vurdere om, der er behov for at anmode regionsrådet om at foretage justeringer.

Sagsfremstilling

Regionsrådet vedtog på sit møde den 29. januar 2014 at nedsætte fire særlige udvalg jævnfør regionslovens § 13, stk. 6. Herunder et rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde.
 
I forbindelse med nedsættelsen vedtog regionsrådet kommissorier for udvalgenes virksomhed. Kommissoriet for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde er vedlagt som bilag. Regionsrådet forudsatte, at de enkelte udvalg drøfter deres kommissorier, idet regionsrådet i forlængelse heraf vil kunne beslutte justeringer i kommissorierne, hvis det vurderes, at drøftelsen har skabt behov herfor.

 

Regionsrådet har endvidere vedtaget en forretningsorden for de særlige udvalg. Forretningsordenen er vedlagt som bilag.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde havde ikke bemærkninger til kommissoriet.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

4. Godkendelse af mødeplan for 2014

Resume

Administrationen har udarbejdet forslag til mødeplan for udvalgets ordinære møder i 2014.

Direktionen indstiller,

at forslag til mødekalender for udvalgets ordinære møder i 2014 godkendes.

Sagsfremstilling

Udvalget skal i henhold til forretningsordenen vedtage en mødeplan for udvalgets ordinære møder i 2014.
 
Af udvalgets kommissorium fremgår, at udvalgets dagsorden opdeles i to dele, hvoraf den ene del vedrører sager, der er optaget på forretningsudvalgets dagsorden (A-sager). Den anden del kan eksempelvist vedrøre sager, der er undervejs til politisk behandling i forretningsudvalg og regionsråd, orienteringssager, temadrøftelser, interne og eksterne oplæg m.v. (B-sager).
 
Udvalgets møder forudsættes således afpasset i forhold til møderne i forretningsudvalget.

 

Administrationen har udarbejdet følgende forslag til mødekalender for udvalgets ordinære møder i 2014:

 

Onsdag den 5. februar 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 5. marts 2014
Kl. 8.15 – 10.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 9. april 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 7. maj 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 11. juni 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 6. august 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 10. september 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 8. oktober 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Onsdag den 12. november 2014
Kl. 9.00 – 12.00
Regionshuset Viborg
Tirsdag den 2. december 2014
Kl. 12.00 – 13.30
Regionshuset Viborg

Udvalgsmedlemmerne har modtaget kalenderinvitationer for ovenstående møder.

Mødested for eventuelle møder, der ikke afholdes i Regionshuset i Viborg, fastlægges hurtigst muligt efter mødekalenderens vedtagelse og vil herefter blive anført i mødedeltagernes kalendere. 

 

Fællesmøder

Det en del af den lokale sundhedsaftale med Silkeborg Kommune, at der afholdes et årligt fællesmøde med Silkeborg Kommunes socialudvalg.

 

Der afholdes endvidere årligt et fællesmøde med Aarhus Kommunes socialudvalg.

 

Endelig afholdes der årligt fællesmøde med det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud.

 

Ovennævnte fællesmøder er ikke fastlagt endnu.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde godkendte mødeplanen for 2014.

 

Det blev aftalt, at administrationen til næste møde i udvalget udarbejder et forslag til, hvor møderne kan afholdes i 2014.

 

Det blev yderligere aftalt, at der forud for fastlæggelse af mødeplan for 2015 er en drøftelse i udvalget af mødetider for udvalget.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-10-73-1-13

5. Høringssvar til forslag til lov om kommunernes overtagelse af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud (sag til forretningsudvalget)

Resume

Undervisningsministeriet har anmodet Danske Regioner om høringssvar i forhold til udkast til Lov om kommunernes overtagelse af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud.  

 

Grundet en kort høringsfrist har administrationen fremsendt et høringssvar til Danske Regioner under forbehold for regionsrådets efterfølgende godkendelse.

Der udarbejdes efterfølgende et samlet regionalt høringssvar fra Danske Regioner til Undervisningsministeriet.

Direktionen indstiller,

at høringssvar til Danske Regioner vedrørende ny lov om kommunernes overtagelse af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud godkendes.


Sagsfremstilling

Undervisningsministeriet har bedt Danske Regioner om høringssvar i forhold til Lov om kommunernes overtagelse af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud. Høringsfristen var den 16. januar 2014.

 

Administrationen har i den forbindelse fremsendt vedlagte høringssvar til Danske Regioner under forbehold for regionsrådets efterfølgende godkendelse.

 

I høringssvaret tilkendegiver Region Midtjylland, at regionen generelt gerne havde set et fortsat regionalt forsyningsansvar til de mest komplicerede målgrupper på det specialiserede undervisningsområde. Lovforslaget indeholder dog også positive elementer. Blandt andet kommer der øget fokus på at sikre borgerne et ensartet landsdækkende serviceniveau ved, at VISO får ansvaret for etableringen af et leverandørnetværk, der både fagligt og geografisk kan dække hele landet.  

 

Den kommunale hjemtagelsesmulighed begrænses til en gang pr. valgperiode. Derudover sikres regionerne en overgangsordning, der giver berørte tilbud en tilstrækkelig planlægningshorisont ved en kommunal hjemtagelse.

 

Region Midtjylland driver ikke nogen af de fem berørte regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud. Administrationen er dog bekymret over den begrænsning regionerne pålægges ved en ændring af loven. Regionerne vil fremad ikke længere kunne oprette lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud i henhold til lov om specialundervisning for voksne. Det betyder, at regionerne ikke længere kan etablere større professionelle regionale enheder indenfor en snæver specialiseret faglighed og målgruppe.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget, idet udvalget anbefaler, at det i brevet til Danske Regioner skærpes, at Region Midtjylland er stærkt bekymret for den begrænsning for regionernes mulighed for oprettelse af regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, som loven indebærer.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-74-21-13

6. Indførelse af udrednings- og behandlingsret i psykiatrien (sag til forretningsudvalget)

Resume

Den 1. september 2014 iværksættes den nye udrednings- og behandlingsret i Psykiatrien. På baggrund af henholdsvis ventelisten for udredning og behandling, blandt andet forårsaget af et stigende antal henvisninger, er der en betydelig pukkel af patienter, der venter på udredning og behandling. Hvis psykiatrien skal være klar til at efterleve udrednings- og behandlingsretten fra 1. september 2014, er der således et stort behov for en meraktivitet for at afvikle puklen af ventende patienter.

 

Det foreslås derfor, at der afsættes ekstra midler til meraktivitet i Psykiatrien i 2014. De ekstra midler finansieres af den forventede engangsbetaling fra SKAT vedrørende energiafgifter.  

Direktionen indstiller,

at regionsrådet afsætter 8 mio. kr. i budget 2014 til meraktivitet/pukkelafvikling og indkøring af den nye udrednings- og behandlingsret i psykiatrien, og

 

at bevillingen finansieres fra kontoen for engangstilbagebetaling fra SKAT vedrørende energiafgifter, fællesudgifter og indtægter, der giver en indtægtsbevilling på 8,0 mio. kr.

Sagsfremstilling

Fra 1. september 2014 ændres udrednings- og behandlingsretten for patienter i psykiatrien.

 

Fra 1. september 2014 skal alle patienter være udredt inden for to måneder efter, at henvisningen er modtaget. Fra 1. september 2015 er denne frist en måned. Hvis ikke det er fagligt muligt, skal der inden for perioden udarbejdes en plan for det videre udredningsforløb.

 

Fra 1. september 2014 skal alle patienter i behandling senest to måneder efter, at udredningen er afsluttet. For alvorligt syge patienter er fristen en måned. Patienten har ret til udvidet frit sygehusvalg, hvis ikke den pågældende frist kan overholdes.

 

Lovgivningen bliver fra 1. september 2014 ens for børn, unge og voksne. Fra 1. september 2015 svarer lovgivningen for psykiatriske patienter til lovgivningen for somatiske patienter.

 

Antal patienter, der ventede på udredning/behandling i psykiatrien pr. 31. december 2013, fremgår af tabel 1.

 

[image]

 

Stigende antal henvisninger

Psykiatrien har gennem de seneste år modtaget et stigende antal henvisninger til både børne- og ungdomspsykiatrien og til voksenpsykiatrien. Fra 2011 til 2012 steg antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien med 16 % og til voksenpsykiatrien med 27 %. Fra 2012 til 2013 var stigningen henholdsvis 16 % og 21 %.

 

Der forventes en stigning i henvisningstallet i 2014, men det er ikke muligt at forudsige præcist, hvor stor stigningen vil blive. Et stigende henvisningstal betyder, at Psykiatrien i Region Midtjylland på samme tid skal håndtere et stigende antal henvisninger og afvikle ventelisten. I de seneste år har Psykiatrien håndteret det stigende henvisningstal. Det har kun medført en svagt stigende ventetid.

 

Behov for ekstra indsats

For at børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien kan blive klar til at kunne efterleve den nye udrednings- og behandlingsret fra september 2014, er der et stort behov for en ekstraordinær indsats til nedbringelse af ventetiden udover den ekstra ambulante aktivitet, der allerede er aftalt med afdelingerne i 2014. 

 

Initiativer til nedbringelse af ventetiden

For at kunne leve op til den nye udrednings- og behandlingsret er det nødvendigt, at psykiatrien i en periode kører med ekstra ambulant kapacitet. Dette skal sikre reduktion af ventetiden, så ingen patienter venter mere end en måned på at starte udredning samtidig med, at psykiatrien skal håndtere udfordringen med et stigende antal henvisninger.

 

I forbindelse med, at de psykiatriske afdelinger og administrationen gør klar til at kunne overholde de nye regler om udrednings- og behandlingsret, er der igangsat følgende:  

 

  • Etablering af Psykiatriens Centrale Visitation pr. 1. februar 2013, blandt andet til sikring af udnyttelse af kapaciteten på tværs af de psykiatriske afdelinger.

  • Aftalt meraktivitet med de enkelte afdelinger i 2014.

  • Yderligere udvidelse af kapaciteten i en periode for at reducere ventetiden, herunder merarbejde ved udvidelse af åbningstiden samt midlertidige ansættelser.

  • Undersøgelse af muligheder for omlægning af arbejdsgange og udrednings- og behandlingsforløb i både den ambulante og den stationære behandling.

Under forudsætning af regionsrådets accept vil Psykiatrien endvidere udbyde en række behandlingsopgaver til private udbydere. Der vil sandsynligvis være lokale udbydere på børne- og ungeområdet, medens det er uklart, om der er udbydere på voksenområdet.

 

Det er ikke muligt præcist at beregne udgiftsbehovet for den ekstra aktivitet, der skal til for at nedbringe ventetiden til to henholdsvis en måned. Der er en række usikkerhedsfaktorer, som gør sig gældende:

 

  • Udviklingen i henvisningstallet er ukendt.

  • Fordelingen mellem afklarende forløb, som kun kræver et besøg, og deciderede behandlingsforløb, som gennemsnitlig kræver 10 besøg, kan forrykkes, hvis henvisningstallet stiger.

  • Fordelingen mellem øget aktivitet i aften- og weekendtilbud og øget aktivitet i almindelig åbningstid er ukendt. Denne fordeling er væsentlig, da aften- og weekendaktivitet er dyrere end aktivitet i almindelig åbningstid.

 

Men med følgende planlægningsmæssige forudsætninger:

 

  • at der tages udgangspunkt i antal patienter, der har ventet over en måned pr. 31. december 2013,

  • at fordelingen mellem antal afklarende besøg og antal hele behandlingsforløb er 1:10,

  • at et behandlingsforløb ud fra historiske erfaringer fastlægges til 10 besøg, og

  • at fordelingen mellem ekstra aktivitet i almindelig åbningstid og ekstra aktivitet i aften og weekend fastlægges til 50:50, hvorefter prisen pr. ambulant besøg kan fastlægges til gennemsnitlig marginalpris på 1.150 kr. hvilket skal ses i forhold til en gennemsnitspris pr. besøg på ca. 1.800 kr.

 

kan udgiftsbehovet fastlægges.

I tabel 2 fremgår det forventede udgiftsbehov beregnet som patienter, der venter mere end en måned, ganget med det forventede antal besøg (gennemsnit); ganget med den marginale besøgstakst på 1.150 kr.  

 

Tabel 2. Forventet udgiftsbehov for at efterleve udrednings- og behandlingsretten

[image]

 

Udgiftsbehovet kan således forventes at blive på ca. 18,2 mio. kr. Hertil kommer konsekvenser af en ændring i henvisningstallet. Det er usikkert, hvor meget antallet af henvisninger vil stige i 2014. Stigningens størrelse vil være afgørende for, om ventelisterne kan nedbringes.

 

Det er gennem forskellige benchmarkinganalyser vist, at BUC (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center) har højere omkostninger pr. produceret enhed end børne- og ungdomspsykiatrien i de fleste andre regioner. Det er derfor aftalt med centerledelsen for BUC, at den øgede aktivitet i BUC skal finansieres indenfor de allerede givne rammer.

 

Finansiering

Der er gennem en række omprioriteringer i Psykiatrien frigjort midler til at øge aktiviteten. De omprioriterede midler kan imidlertid kun delvist finansiere den nødvendige meraktivitet. Psykiatrien prioriterer derved selv op til ca. 10 mio. kr. indenfor eget budget.

 

Det foreslås på baggrund heraf, at psykiatrien tilføres ekstra 8 mio. kr. til meraktivitet inden for psykiatrien i 2014 for at kunne efterleve udrednings- og behandlingsretten. Det foreslås således på den baggrund, at der nu gives en indtægtsbevilling på 8 mio. kr. jf. nedenstående tabel 3.

 

Merudgiften i 2014 på 8 mio. kr. foreslås finansieret af en forventet engangstilbagebetaling fra SKAT for energiafgifter for perioden 2009-2012. Engangsindbetalingen forventes, at blive på minimum 30 mio. kr. Så snart den endelige opgørelse fra SKAT foreligger, vil der blive forelagt en sag for regionsrådet.

 

[image]

 

Arbejdet med at øge aktiviteten er igangsat indenfor de allerede givne midler.

 

Der vil blive fulgt op på indsatsen i august og oktober 2014 gennem en redegørelse til regionsrådet for udviklingen i aktivitetstal (antal besøg og antal personer i kontakt), henvisningstal og ventetid.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget. 

 

Udvalget aftalte, at udvalget på et kommende møde får en orientering om, hvordan man håndterer nedbringelsen af ventelisten i praksis, og at udvalget løbende får en opfølgning på ventelisterne.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-197-12

7. Projektbevilling til Psykiatrien i DNV-Gødstrup i 2014 (sag til forretningsudvalget)

Resume

Planlægningen af Psykiatrien i DNV-Gødstrup fortsætter i 2014. I 2014 vil udbuddet af totalrådgiveropgaven blandt andet blive gennemført. Desuden vil der være en række mindre planlægningsopgaver. Til formålet foreslås det, at der gives en bevilling på 13,2 mio. kr. til Hospitalsenheden Vest, og at rådighedsbeløbet på 13,2 mio. kr. afsættes i 2014.

Direktionen indstiller,

at der gives bevilling og afsættes rådighedsbeløb jf. tabel 2 til projektet: "Psykiatrien i DNV-Gødstrup" i 2014.

Sagsfremstilling

I 2014 fortsættes planlægningen af Psykiatrien i DNV-Gødstrup, der udgør 2. etape af det samlede DNV-Gødstrup-projekt. Psykiatrien i DNV-Gødstrup er den regionalt finansierede del af projektet, mens de to øvrige etaper udgør kvalitetsfondsprojektet.

 

Der vil i 2014 primært være følgende aktiviteter:

 

  • Gennemførelse af udbuddet af totalrådgivningsopgaven i en åben idé-konkurrence. Endelig vinder fremlægges til godkendelse i Regionsrådet den 29. oktober 2014.

  • Endelig kontrahering medio november 2014.

  • Den valgte rådgiver påbegynder udarbejdelse af byggeprogram for etape 2.

  • Mindre aktiviteter af planlægningsmæssig karakter.

 

Til brug for disse aktiviteter er der udarbejdet følgende budget:

 

[image]

 

Den samlede omkostning i 2014 er estimeret til 19,4 mio. kr. Heraf vil 6,2 mio. kr. være overførsler af uforbrugte rådighedsbeløb i 2013. Behovet for nye midler i 2014 er derfor på 13,2 mio. kr.

 

Andelen af udgifter til DNV Gødstrup projektet omfatter Psykiatriens forholdsmæssige bidrag til geotekniske og arkæologiske undersøgelser, tilslutningsafgifter og bidrag til offentlige vejanlæg samt andel af grundkøb og nedrivning. Det følger de fordelingsprincipper, som regionsrådet godkendte i forbindelse med ansøgning om endeligt tilsagn til kvalitetsfondsprojektet DNV-Gødstrup. Overførslen fra 2013 skyldes, at det først nu har været muligt at fastlægge de præcise beløb ud fra fordelingsnøglen. Det var oprindeligt forudsat, at fordelingen ville være på plads i 2013.

 

Der var i investeringsplanen for 2014 prioriteret 25 mio. kr. til Psykiatrien i DNV-Gødstrup i 2014. I den reviderede investeringsplan, der forelægges regionsrådet til godkendelse på samme møde er det prioriterede rådighedsbeløb i 2014 ændret til 13,2 mio. kr.

 

Det foreslås på den baggrund, at der gives en bevilling til Hospitalsenheden Vest på 13,2 mio. kr., og at der afsættes et tilsvarende rådighedsbeløb i 2014. Det foreslås, at rådighedsbeløbet finansieres af puljen til anlægsprojekter i 2014. Puljen til anlægsprojekter i 2014 vil, under forudsætning af godkendelse af andre bevillingssager på samme møde, herefter være på 85,2 mio. kr.  

 

[image]

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-246-12

8. Indmelding til anlægspulje for 2014 på psykiatriområdet (sag til forretningsudvalget)

Resume

I finansloven for 2014 blev der afsat en pulje på i alt 100 mio. kr. til at forbedre de fysiske rammer i psykiatrien. Målet er at skabe bedre fysiske rammer, der kan medvirke til en nedsættelse af brugen af tvang. Grundet en kort ansøgningsfrist har administrationen fremsendt en ansøgning på i alt 23,40 mio. kr. til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse under forbehold for regionsrådets efterfølgende godkendelse.

Direktionen indstiller,

at ansøgningen til finanslovspulje 2014 vedrørende midler til bedre fysiske rammer i psykiatrien godkendes.

Sagsfremstilling

Der blev i finansloven for 2014 afsat en pulje på landsplan på 100 mio. kr. til bedre fysiske rammer i psykiatrien. Puljen skal anvendes til en ekstra anlægsindsats i 2014 for at understøtte fysiske rammer for at nedbringe tvang i psykiatrien. Der er tale om en ansøgningspulje, som regioner skal ansøge. Ansøgningsfristen var den 31. januar 2014.

 

Grundet den korte ansøgningsfrist har administrationen fremsendt vedlagte ansøgning til puljen til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse under forbehold for regionsrådets efterfølgende godkendelse.

 

Puljens 100 mio. kr. er fordelt til regionerne efter bloktilskudsnøglen. Det betyder, at Region Midtjylland kan ansøge om i alt 21,35 mio. kr. Der må ikke være tale om allerede igangværende projekter, men enten nye eller fremrykkede projekter. Der kan ligeledes heller ikke ansøges om midler til drift. Midlerne vil blive håndteret som et tillæg til det aftalte regionale anlægsloft i 2014.

 

Hvis regionerne ikke ansøger det fulde beløb eller hvis projekter afvises, kan der blive tale om en 2. ansøgningsrunde. Vedlagt er den udsendte vejledning fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

 

I den vedlagte ansøgning er en række konkrete projekter oplistet. Projekterne omhandler følgende emner:

 

  • Afprøvning af lys og lyd i rum.

  • Skabelse af ekstra plads til sengeafsnit inde i bygninger eller ved tilbygning.

  • Skabelse af bedre adgang primært niveaufri adgang til udearealer og bedre indretning af udearealer.

  • Generel forbedring af de fysiske rammer i enkelte sengeafsnit.

 

Der er i ansøgningen ansøgt støtte til projekter for en samlet sum på 23,4 mio. kr. Det er 2,05 mio. kr. udover Region Midtjyllands andel af puljen på 100 mio. kr. Administrationen vil gå i dialog med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvis det ikke er muligt at få tilsagn om de 23,4 mio. kr., og der skal ske en reduktion af antallet af projekter eller en reduktion af et enkelt projekt. 

  

I nedenstående tabel 1 er en oversigt over ansøgte midler fordelt på matrikler. Samtidig fremgår fordelingen af henholdsvis håndværkerudgifter og udgifter til rådgivere.

 

[image]

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Udvalget tilkendegav samtidig, at man gerne vil  følge erfaringerne fra de omhandlede projekter.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-9-1-13

9. Henvendelse fra Anne V. Kristensen vedrørende fysioterapeuter i psykiatrien (sag til forretningsudvalget)

Resume

Regionsrådsmedlem Anne V. Kristensen har anmodet om, at der på dagsordenen optages en sag vedrørende fysioterapeuter i psykiatrien.

Direktionen indstiller,

at henvendelsen drøftes.

Sagsfremstilling

Sagen er tidligere blevet udsat af forretningsudvalget med henblik på ny behandling i det rådgivende udvalg efter nytår.

 

Regionsrådsmedlem Anne V. Kristensen har i mail af 26. september 2013 henvendt sig vedrørende fysioterapeuter i psykiatrien.

 

Anne V. Kristensen skriver i henvendelsen:

 

"Ifølge kvartalsrapporten vedrørende økonomi og aktivitet pr. 30. juni 2013, forventes der et overskud i psykiatrien på 5 mio. kr.

Venstre foreslår, at der udarbejdes et projektforslag til et pilotprojekt i psykiatrien, hvor fysisk træning og aktivitet integreres i den psykiatriske behandling.

Tidligere undersøgelser har vist, at fysisk træning dels forbedrer behandlingsresultatet og dels, ved fortsat fysisk træning, forebygger gentagne depressioner.

Venstre ønsker, at projektet skal afdække effekt med henblik på generel implementering i psykiatrien, både på forskellige diagnosegrupper og ambulante og indlagte patienter.

Projektet bør ligeledes forholde sig til eventuelt fremtidig organisering i samarbejde med kommunerne".

 

Sagen var på dagsorden på forretningsudvalgets møde den 8. oktober 2013, hvor forretningsudvalget vedtog, at der udarbejdes et notat om, hvad der gøres i forvejen i Region Midtjylland, og hvilke erfaringer der er andre steder. Dette notat er vedlagt sagen.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-284-12

10. Orientering om udviklingen i ventelisterne for henholdsvis voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien

Resume

Der orienteres om udviklingen i ventelisterne for henholdsvis voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien i perioden oktober til december 2013.

 

I det forløbne kvartal (4. kvartal 2013) stiger ventelisterne inden for både voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien. Sammenlignes udviklingen for 4. kvartal med ventelisterne et par år tilbage, er der stadig tale om en faldende tendens inden for børne- og ungdomspsykiatrien. Stigningen i ventelisterne bør ses i lyset af, at antallet af henvisninger til både børne- og ungepsykiatrien og voksenpsykiatrien er steget markant de seneste år. 

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Opgørelse af ventelister

Ventelisterne inden for både voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien opgøres ved udgangen af hver måned. Ventelisterne opgøres som et øjebliksbillede af, hvor mange patienter, der den sidste dag i den aktuelle måned venter på udredning/behandling. Der opgøres for antal patienter, der har ventet i henholdsvis under og over 2 måneder samt for det samlede antal ventende patienter i alt. Det bemærkes, at antallet af henvisninger opgøres som det totale antal henvisninger i perioden. Antallet af ventende patienter og antallet af henvisninger kan derfor ikke umiddelbar sammenlignes.

 

Ventelisteudviklingen i 4. kvartal

Ventelisterne inden for både voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien udviser

i 4. kvartal i 2013 en stigende tendens. Ventelisterne på samme tidspunkt de sidste par år har vist samme stigende tendens, hvorefter de igen er faldet i det første kvartal det følgende år. Stigningen kan derfor delvis være årstidsbestemt. Stigningen ses især inden for voksenpsykiatrien, hvilket svarer til tendensen de seneste år, mens udviklingen inden for børne- og ungdomspsykiatrien fortsat viser en faldende tendens, når der sammenlignes med de sidste par år.

 

Stigningen i ventelisterne bør ses i lyset af, at antallet af henvisninger til børne- og ungepsykiatrien fra 2011 til 2012 steg med 16 pct. og inden for voksenpsykiatrien med 27 pct. Fra 2012 til 2013 var stigningen henholdsvis 16 og 21 pct.

 

Voksenpsykiatrien

Ved udgangen af 4. kvartal 2013 venter i alt 2.419 voksne patienter på udredning/behandling. Heraf har 1.685 ventet i under to måneder, og 734 har ventet i over to måneder.

 

Ventelisterne inden for voksenpsykiatrien er i 4. kvartal stadig stigende. Dog kan der konstateres variationer inden for de forskellige afdelinger, hvor nogle viser et fald i ventelisten. Sammenlignes med sidste år på samme tidspunkt viste ventelisterne også stigninger, hvorefter de faldt de følgende måneder inde i det nye år. Stigningen i ventelisterne skal ses i sammenhæng med, at antallet af henvisninger også er steget de sidste par år.

 

[image] 

Børne- og ungdomspsykiatrien

Ved udgangen af 4. kvartal 2013 venter i alt 731 børn og unge på udredning/behandling. Heraf har 585 ventet i under to måneder og 146 har ventet i mere end to måneder.

 

Stigningen for børn og unge, der venter på udredning/behandling, er mindre fra november til december 2013, end den var fra oktober til november 2013. Det gælder både for børn og unge, der har ventet under to måneder og for børn og unge, der har ventet 2-12 måneder på udredning/behandling. Ventelisten for børn og unge er ved udgangen af 4. kvartal 2013 på niveau med ventelisten for juli 2011, samtidig med at henvisningerne til børne- og ungdomspsykiatrisk udredning/behandling er væsentlig højere i december 2013.

 

[image]

 

Initiativer til nedbringelse af ventetiden

Psykiatrien har taget initiativ til at få nedbragt ventetiderne. Eksempelvis kan nævnes, at der er aftalt meraktivitet i de enkelte afdelinger i 2014, yderligere udvidelse af kapaciteten i en periode for at reducere ventetiden, undersøgelse af muligheder for omlægning af arbejdsgange og udrednings- og behandlingsforløb i både den stationære og den ambulante behandling.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde tog orienteringen om udviklingen i ventelisten til voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien fra oktober til december 2013 til efterretning.

 

Det blev aftalt, at opgørelserne fremover suppleres med tal for antallet af behandlinger (ambulante) i perioden, såfremt det er teknisk muligt. Administrationen undersøger samtidig, hvorvidt det er muligt at udarbejde opgørelser over antal personer, der har været til en afklarende samtale.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-32-12

11. Orientering om aftale om satspuljen for psykiatriområdet for 2014-2017 samt midler til psykiatri på finansloven 2014

Resume

Regeringen har den 27. november 2013 indgået aftale med satspuljepartierne om satspuljen 2014-2017 på psykiatriområdet. Der er for aftaleperioden afsat i alt 410 mio. kr. til initiativer, der følger op på psykiatriudvalgets rapport "En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser". Midlerne er afsat til projekter inden for fem overordnede temaer. Der er herudover på finansloven 2014 afsat 150 mio. kr. i 2014 samt 50 mio. kr. årligt varigt herefter til mindre tvang i psykiatrien. Midlerne fordeles efter forhandling mellem parterne.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Regeringen og satspuljepartierne har den 27. november 2013 indgået aftale om satspuljen 2014-2017 på psykiatriområdet.

 

Baggrund

Satspuljen er en pulje under Finansministeriet, som hvert år dannes af midler fra den automatiske regulering af overførselsindkomster, som overstiger 2,0 pct. Midlerne anvendes til initiativer, der har til formål at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper samt personer på overførselsindkomst. Finansministeren oplyser hvert år størrelsen af satsreguleringsprocenten og størrelsen af puljebeløbet. Satspuljen fordeles mellem ministerier og områder ved forhandling og aftale mellem regeringen og satspuljepartierne. Aftalen indgås sædvanligvis i løbet af efteråret. Satspuljerne er som regel midlertidige, og nogle pulje forudsætter regional medfinansiering.

 

Satspuljeaftalen for psykiatriområdet for 2014-2017 

I aftaleperioden er der afsat i alt 410 mio. kr. til opfølgning på psykiatriudvalgets rapport "En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser", der udkom oktober 2013.

 

Initiativerne i satspuljeaftalen ligger inden for fem overordnede temaer:

 

  • En hurtig og sammenhængende indsats (i alt 163 mio. kr.).

  • Brugere og pårørende som en ressource i indsatsen (i alt 44,6 mio. kr.).

  • Høj kvalitet i indsatsen gennem dokumentation og viden (i alt 42 mio. kr.).

  • Mindre tvang og magtanvendelse (i alt 77,6 mio. kr.).

  • Sundhed og forebyggelse (i alt 82,8 mio. kr.).

 

Under hvert tema er der afsat midler til nærmere afgrænsede formål, hvoraf nogle involverer både kommuner og regioner. En del af projektmidlerne forudsætter således fælles ansøgning og fordeling af midler mellem region og kommuner. Det anslås, at ca. 209 mio. kr. er øremærket til regioner.

 

For de puljer, der kræver ansøgning, vil Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og/eller Sundhedsstyrelsen slå de enkelte puljer op med information om ansøgningsfrist, -skema m.v. Puljerne er p.t. ikke slået op, ligesom der endnu ikke er indledt forhandlinger om fordeling.

 

Puljeansøgningerne slås op i flere tempi i løbet af 2014, og der er sædvanligvis en ansøgningsfrist på 4 uger. Det rådgivende udvalg vil blive orienteret om ansøgningerne.

 

Finansloven 2014

Foruden midler til psykiatri via satspuljen afsætter finansloven for 2014 midler til nedbringelse af tvang samt forbedring af de fysiske rammer. Der afsættes for 2014 150 mio. kr. og 50 mio. kr. årligt varigt herefter. Finanslovens midler udmøntes efter forhandling mellem parterne.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde tog orienteringen til efterretning, idet det blev aftalt, at der på det førstkommende møde i udvalget bliver en drøftelse af satspuljerne for psykiatriområdet for 2014-2017.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

12. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

Beslutning

Koncerndirektør Anne Jastrup orienterede om, at statsrevisorerne den 22. januar 2014 vedrørende beretningen om ”Voksnes adgang til psykiatrisk behandling” har offentliggjort, at ”Statsrevisorerne afslutter denne beretningssag, da det ikke gennem den revisionsmæssige undersøgelse er muligt at opnå yderligere klarhed over virkningen af de initiativer, som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og regionerne har igangsat for at reducere ventetiden på voksnes adgang til psykiatrisk behandling.” 

 

Koncerndirektør Anne Jastrup orienterede om drøftelser med Foreningen af Speciallæger (FAS) om muligheder for en bedre udnyttelse af den kapacitet, der er hos speciallæger i psykiatri i praksissektoren.

 

Direktør Gert Pilgaard Christensen orienterede om, at administrationen går i gang med en revision af bruger- og pårørendepolitikken i psykiatrien. Udvalget vil blive inddraget i processen.

 

Direktør Gert Pilgaard Christensen orienterede om, at politiet har afsluttet efterforskningen i forbindelse med en patients død på afdeling R, Retspsykiatrisk afdeling, Aarhus Universitetshospital, Risskov, idet politiet ikke finder, at der er sket noget strafbart i forbindelse med behandlingen af den pågældende patient.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen