Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde
den 15. august 2016 kl. 08:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale C1, kælderen, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Der var afbud fra Henrik Qvist.

 

Mødet blev hævet kl. 9.15.


Sagnr.: 1-31-72-139-16

1. Omorganisering af Regionspsykiatrien Vest

Resume

Med udgangen af juli 2016 vil der kun være en overlæge i psykiatri i Regionspsykiatrien Vest i Holstebro. Da der ikke længere er mulighed for lægefaglig døgndækning, er der et akut behov for at omorganisere Regionspsykiatrien Vest. Der er udarbejdet en løsningsmodel, som blandt andet indebærer, at de stationære psykiatriske senge samles i Herning, at der oprettes 12 akutpladser i Holstebro, og at en del af de ambulante tilbud samles i Holstebro. Der er tale om en akut situation, og løsningsmodellen er udtryk for, hvordan denne situation håndteres bedst muligt under de givne omstændigheder.

Direktionen indstiller,

at der overføres 11 stationære psykiatriske senge fra Holstebro til Herning,

 

at 12 stationære senge i Holstebro omlægges til akutpladser i stil med Akut Døgntilbud i Psykiatriens Hus,

 

at den psykiatriske akutmodtagelse i Holstebro nedlægges, og

 

at en del af de ambulante psykiatriske funktioner i Regionspsykiatrien Vest samles i Holstebro, og at den nærmere konkretisering foretages af Regionspsykiatrien Vest.

Sagsfremstilling

Regionspsykiatrien Vest er opdelt på to matrikler i henholdsvis Herning og Holstebro. Afdelingen i Holstebro har hidtil været bemandet med to overlæger, men den ene overlæge har valgt at gå på pension ultimo juli 2016. Som det skitseres herunder, er det ikke umiddelbart muligt at ansætte en ny overlæge eller flytte rundt på lægeressourcerne mellem matriklerne.

 

Afdelingen i Holstebro står derfor i en uholdbar situation i forhold til kvaliteten af behandlingen, behandlingskapaciteten, sikkerheden for patienter og personale samt overholdelse af psykiatriloven.

 

Der er derfor et akut behov for at omorganisere Regionspsykiatrien Vest, så der tages hensyn til, at der kun er én overlæge i Holstebro.

 

Sagen belyses yderligere i det vedhæftede notat.

 

Genbesættelse af stillingen

Regionspsykiatrien Vest har igennem flere år haft en tilbagevendende udfordring i forhold til at sikre tilstrækkelig lægebemanding på de to matrikler. Man har derfor arbejdet intensivt med at rekruttere nye læger.

 

I de seneste to år har man haft kontakt til en række rekrutteringsbureauer, hvilket har medført ansættelse af fire udenlandske læger, hvoraf kun én var interesseret i en stilling i Holstebro. De udenlandske læger skal oplæres i det danske sprog, den danske kultur og i psykiatriloven, hvilket kræver et overskud af lægeressourcer, som pt. ikke er til stede på afdelingen i Holstebro.

 

Derudover har Regionspsykiatrien Vest i løbet af det seneste halvandet år løbende haft opslået tre ledige overlægestillinger, senest med ansøgningsfrist den 3. juli 2016. Der har ikke været ansøgere til stillingerne.

 

I Herning er antallet af speciallæger netop tilstrækkeligt til at dække sengeafsnittene på matriklen, og flere læger arbejder under merarbejdsaftaler for at kunne dække de mest nødvendige funktioner. Det er derfor ikke muligt at flytte læger fra Herning til Holstebro.

 

Løsningsmodel

I dag er der i Holstebro 23 senge, heraf 15 almindelige senge, to akutsenge og seks lavintensive senge. De syv psykiatriske sengetyper, der anvendes i Region Midtjylland, er beskrevet nærmere i det vedlagte notat.

 

Det er nødvendigt at nedlægge de stationære senge i Holstebro, da der ikke er mulighed for lægefaglig dækning døgnet rundt.

 

Udgangspunktet for løsningsmodellen har været at fastholde et så højt antal almindelige senge med lægefaglig døgndækning som muligt. De eksisterende fysiske rammer i Herning tillader imidlertid kun etableringen af 11 senge. Etablering af yderligere senge vil kræve større anlægsomkostninger, og dette synes uhensigtsmæssigt i lyset af, at Regionspsykiatrien Vest inden for få år skal samles i Gødstrup.

 

Af de 23 senge i Holstebro overføres 11 almindelige senge derfor til Herning. De resterende fire almindelige senge, de seks lavintensive senge og de to akutsenge i Holstebro omlægges til akutpladser, så der i alt vil være 12 akutpladser i Holstebro.

 

Akutpladserne kan sammenlignes med Akut Døgntilbud, der er etableret i Psykiatriens Hus i Silkeborg. Akutpladserne kræver ikke et lægeligt beredskab døgnet rundt, da patienten i dagtiden på hverdage kan vurderes af læger fra de ambulante funktioner og på øvrige tidspunkter kan indlægges via vagtlægen på en psykiatrisk afdeling, hvis sygdommen forværres. På akutpladserne er der endvidere ikke mulighed for at anvende tvang. I modsætning til Akut Døgntilbud i Psykiatriens Hus, der er et samarbejde mellem region og kommune, vil akutpladserne i Holstebro alene være et regionalt tilbud.

 

Da den psykiatriske akutmodtagelse kræver lægelig døgndækning, foreslås det, at denne ligeledes nedlægges i Holstebro. Patienterne skal i stedet visiteres til Herning. Det drejer sig i gennemsnit om 1,14 patienter pr. døgn.

 

Det foreslås endvidere, at dele af den ambulante behandling flyttes fra Herning og samles i Holstebro. Samlingen af de ambulante funktioner vil medvirke til en bedre ressourceudnyttelse, øget effektivitet og øget faglig kvalitet i lægebehandlingen og vil være i overensstemmelse med regionsrådets beslutning i Spareplan 2015-2019 om, at de ambulante funktioner samles i robuste og bæredygtige enheder. Akutpladserne og samlingen af en del af den ambulante aktivitet sikrer, at der fortsat vil være psykiatrisk aktivitet på i Holstebro. Regionspsykiatrien Vest vil endvidere som aftalt flytte en del af de ambulante funktioner til Center for Sundhed i Holstebro.

 

Det vurderes, at dette er den bedste løsning i lyset af den akutte lægemangel i Holstebro. Det forventes, at omorganiseringen kan finansieres inden for psykiatriens budget.

 

Den videre proces

Såfremt regionsrådet godkender modellen for omorganisering af Regionspsykiatrien Vest, vil Regionspsykiatrien Vest beslutte, hvordan der frigives plads til at etablere 11 senge i Herning. Regionspsykiatrien Vest vil ligeledes på baggrund af en nærmere udredning beslutte, hvilke ambulante funktioner der skal samles i Holstebro.

 

De relevante medarbejdere vil blive omplaceret internt i Regionspsykiatrien Vest ud fra gældende varslingsregler mv. på området. Den 4. august 2016 blev der afholdt ekstraordinært LMU-møde i Regionspsykiatrien Vest om forslaget. Der er vedlagt referat med høringssvar fra mødet i LMU ved Regionspsykiatrien Vest den 4. august 2016, høringssvar fra Akut Ambulant Team og fra afsnit P1 samt fra en række medarbejdere. Et notat med administrationens bemærkninger til høringssvarene er ligeledes vedlagt samt et notat med besvarelse af en række supplerende spørgsmål fra møde i det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde den 10. august 2016.

 

Med omlægningen af 12 senge til akutpladser vil det samlede antal senge i Regionspsykiatrien Vest blive reduceret med 12. Det skyldes, at akutpladserne ikke er en del af det samlede sengeregnskab. Psykiatri- og socialledelsen vil sammen med afdelingsledelsen for Regionspsykiatrien Vest løbende vurdere behovet for senge i Regionspsykiatrien Vest og overveje alternative løsninger, herunder mulighederne for at etablere yderligere senge i Herning eller udbygge visitationssamarbejdet med Regionspsykiatrien Midt.

 

Når Regionspsykiatrien Vest samles i Gødstrup, vil de 12 akutpladser blive reetableret som senge, der tæller med i det samlede sengeregnskab. Der er altså tale om en midlertidig nedlukning som løsning på en akut problemstilling.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler, at sagen udsættes med henblik på nærmere sonderinger og personaleinddragelse omkring den forelagte model. Sagen forelægges på ny til politisk behandling i september 2016.

 

Udvalget udtrykker samtidig opbakning til psykiatri- og socialledelsen og afdelingsledelsen i forhold til at sikre en samlet bæredygtig løsning for Regionspsykiatrien Vest.

Anbefaling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler, at sagen udsættes med henblik på nærmere sonderinger og personaleinddragelse omkring den forelagte model. Sagen forelægges påny til politisk behandling i september.

 

Udvalget udtrykker samtidig opbakning til psykiatri- og socialledelsen og afdelingsledelsen i forhold til at sikre en samlet bæredygtig løsning for Regionspsykiatrien Vest.

 

Henrik Qvist var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen