Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde
den 25. oktober 2017 kl. 11:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale C2, parterre, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Nicolaj Bang, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 11.25.


Sagnr.: 1-30-74-19-17

1. Midlertidig placering af 14 særlige pladser i Regionspsykiatrien Midt eller Regionspsykiatrien Vest

Resume

Regionsrådet har besluttet, at der på mødet den 25. oktober 2017 skal fremlægges en sag om den midlertidige placering af 14 særlige pladser i Regionspsykiatrien Midt, Viborg, eller i Regionspsykiatrien Vest. Vurderingen er, at det anlægsmæssigt vil være lidt billigere at placere pladserne i Holstebro, men at det vil være betydeligt sværere at rekruttere det nødvendige lægefaglige personale, at udgifterne til personale vil være betydeligt højere, og at der er en risiko for, at den faglige kvalitet vil være lavere. På den baggrund indstiller direktionen, at de 14 særlige pladser placeres i Regionspsykiatrien Midt, Viborg.

Direktionen indstiller,

at de 14 midlertidige pladser etableres i Regionspsykiatrien Midt, Viborg,

 

at der bevilges anlægsmidler på 3,8 mio. kr. til psykiatrien til oprettelse af midlertidige pladser i Regionspsykiatrien Midt, og

 

at rådighedsbeløb afsættes og finansieres jf. tabel 2.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland skal etablere 32 særlige pladser på psykiatriske afdelinger som en del af regionens sundhedsvæsen. Det forudsættes, at pladserne etableres i eksisterende kapacitet og med opstart primo 2018.

 

Regionsrådet besluttede på sit møde den 23. august 2017, at der midlertidigt etableres syv særlige pladser på Aarhus Universitetshospital Risskov og 14 særlige pladser i Regionspsykiatrien Midt, Viborg.

 

Regionsrådet besluttede på sit møde den 27. september 2017, at de 14 særlige pladser skal placeres permanent i Gødstrup fra 2020 og vedtog i forlængelse heraf, at der på regionsrådsmødet den 25. oktober 2017 skal fremlægges en sag, der tager stilling til placering af de 14 midlertidige særlige pladser i Regionspsykiatrien Midt, Viborg, eller i Regionspsykiatrien Vest.

 

I det følgende redegøres derfor for mulighederne for at placere de midlertidige pladser i Regionspsykiatrien Midt, Viborg, eller i Regionspsykiatrien Vest. For en uddybende redegørelse vedrørende rekrutteringsmuligheder og anlægsudgifter henvises til vedlagte notat.

 

Sammenligning af de mulige placeringer

Der er ikke fysisk kapacitet til at placere de 14 særlige pladser i Regionspsykiatrien Vest, Herning. Der skal derfor tages stilling til, om pladserne skal placeres i Regionspsykiatrien Vest, Holstebro, eller i Regionspsykiatrien Midt, Viborg.

 

Samlet set er det vurderingen, at det vil være mest hensigtsmæssigt at placere de 14 midlertidige særlige pladser i Regionspsykiatrien Midt, Viborg. Det forventes endvidere, at pladserne vil kunne etableres hurtigere i Viborg end i Holstebro på grund af en bedre rekrutteringssituation på lægesiden.

 

Det vurderes, at anlægsomkostningerne ved at etablere pladserne i Holstebro vil være på ca. 2,5 mio. kr. i Holstebro mod ca. 3,8 mio. kr. i Viborg, idet der primært er behov for at øge sikkerhedsniveauet i Holstebro.

 

I Holstebro er der imidlertid en række faktorer, der gør, at udgifterne til personale vil være højere end i Viborg:

  • Pladserne skal placeres på to etager, hvilket øger behovet for plejepersonale af hensyn til sikkerheden.
  • Afsnittet vil være det eneste sengeafsnit på matriklen, og der skal derfor etableres et fuldt lægefagligt vagtberedskab (bortset fra beredskabsvagten i bagvagtslaget, der kan dækkes fra Herning).
  • Det har traditionelt været meget vanskeligt at rekruttere lægefagligt personale, hvorfor det forventes, at det vil være nødvendigt at lade et rekrutteringsbureau varetage rekrutteringen af alle de nødvendige læger

 

De ekstra udgifter til personale ved at placere pladserne i Holstebro frem for i Viborg sammenfattes i tabel 1. Samlet set vurderes de årlige lønudgifter til at være ca. 10 mio. kr. højere ved at etablere de midlertidige pladser i Holstebro end ved at etablere dem i Viborg. I Holstebro vil der dog i stedet kunne etableres 16 særlige pladser, hvilket vil give en ekstra indtægt på 2,5 mio. kr. årligt og dermed reducere differencen mellem driftsudgifterne i Holstebro og Viborg til ca. 7,5 mio. kr.

 

De særlige pladser finansieres via en takstmodel, hvor taksten på nationalt niveau er fastlåst på baggrund af de forudsatte omkostninger. Det er derfor ikke muligt at forøge taksten.

 

Hvis de særlige pladser dækkes med læger fra vikarbureauer, er der endvidere fagligt set en risiko for mindre sammenhæng i tilbuddet, mindre ensartethed mellem tilbuddene i den østlige og den vestlige del af regionen samt en risiko for, at de læger, rekrutteringsbureauerne kan tilbyde, ikke umiddelbart har de rette faglige og personlige kompetencer, herunder kendskab til det danske sprog, kulturen og psykiatriloven.

 

Samtidig vurderer Regionspsykiatrien Vest, at det også vil blive vanskeligt at rekruttere de øvrige personalegrupper, særligt personale med kompetencer i forhold til målgruppen. Disse kompetencer kan udvikles internt i Regionspsykiatrien Vest frem mod etableringen af de permanente pladser i Gødstrup, men kan ikke være klar allerede i 2018.

 

I Viborg kan de særlige pladser indgå i den eksisterende lægedækning på matriklen, hvorfor der kun skal ansættes yderligere to læger og betales et beløb til den fælles lægedækning. Samlet set vurderes det, at lægedækningen vil koste ca. 2,4 mio. kr. årligt.

 

I Regionspsykiatrien Midt er der en specialiseret retspsykiatri, og der er erfaring med at samarbejde med bostedet Blåkærgård omkring en del af de patienter, der er i målgruppen for de særlige pladser. Det forventes derfor, at der vil komme interne ansøgere med relevante kompetencer. Der forventes dog på begge matrikler store udfordringer med at rekruttere sygeplejersker.

 

Uanset om de midlertidige særlige pladser placeres i Holstebro eller Viborg, vil der derfor blive behov for en målrettet rekrutteringsindsats i forhold til alle personalegrupper.

 

Anlægsøkonomi

Det foreslås, at der i 2017 gives bevilling på 3,8 mio. kr. (indeks 102,3) til Regionspsykiatrien Midt til etablering af 14 midlertidige særlige pladser. 

 

Tabel 2. Rådighedsbeløb og finansiering

Med godkendelse af bevillingerne på regionsrådets dagsorden den 25. oktober 2017 resterer der 92,007 mio. kr. på anlægspuljen i 2017.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling.

 

Nicolaj Bang var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Regionsrådet besluttede på sit møde den 23. august 2017, at der midlertidigt etableres syv særlige pladser på Aarhus Universitetshospital Risskov og 14 særlige pladser i Regionspsykiatrien Midt, Viborg.

 

Regionsrådet besluttede på sit møde den 27. september 2017, at de 14 særlige pladser skal placeres permanent i Gødstrup fra 2020 og vedtog i forlængelse heraf, at der på regionsrådsmødet den 25. oktober 2017 skal fremlægges en sag, der tager stilling til placering af de 14 midlertidige særlige pladser i Regionspsykiatrien Midt, Viborg, eller i Regionspsykiatrien Vest. 

Tilbage til toppen