Abonnér

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde
den 6. januar 2016 kl. 13:00
i Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg, lokale F1

Alle medlemmer var mødt undtagen Jørgen Winther, der havde meldt afbud.

 

Henrik Qvist forlod mødet efter behandlingen af punkt 7.

 

Mødet blev hævet kl. 15.40.


Sagnr.: 1-00-7-14

1. Godkendelse af referat fra sidste møde #

Resume

Referat fra udvalgets møde den 2. december 2015 vedlægges til godkendelse.

Direktionen indstiller,

at referat fra møde i det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde den 2. december 2015 godkendes.

Sagsfremstilling

Referat fra møde i det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde den 2. december 2015 vedlægges til godkendelse.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde godkendte referatet.

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-95-15

2. Orientering om hensigtserklæring 25 i Budgetforlig 2015 - Udvikling i ambulant og stationær behandling 2012-2014

Resume

En analyse af udviklingen i den ambulante og den stationære aktivitet mellem 2012 og 2014 viser helt overordnet, at der behandles flere patienter på begge områder, og at en større andel af patienterne behandles ambulant.

Direktionen indstiller,

at resultaterne af analysen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

I Budgetforlig 2015 indgår følgende hensigtserklæring (nr. 25): Der udarbejdes en analyse af, hvordan sammenhængen i perioden 2012-2014 er i udviklingen af stationær og ambulant behandling.

 

Administrationen har udarbejdet analysen, der vedlægges. Analysen er foretaget ud fra den præmis, at stationær og ambulant aktivitet kan måles på forskellige måder, der kan give et forskelligt resultat. I denne analyse benyttes nedenstående tre centrale parametre til at måle udviklingen:

 

  • Kontakter med hospitalet. Antal indlæggelser og ambulante besøg. Inden for psykiatrien er det herudover relevant at kigge på ydelser uden besøg.
  • DRG-værdi (der arbejdes ikke med DRG i psykiatrien), og
  • Antallet af unikke CPR-numre, der er blevet behandlet på hospitalerne (her tæller en given borger kun én gang pr. år, også selvom vedkommende måske har været i kontakt med hospitalsvæsenet flere gange).

 

Helt overordnet er konklusion på analysen, at der behandles flere patienter, og at en større andel behandles ambulant.

 

Målt ved antal kontakter viser analysen, at der på det somatiske område er en stigning i de ambulante besøg på 10 % og et fald i indlæggelserne på 1 %, der fordeler sig med et fald i de planlagte indlæggelser og en mindre stigning i de akutte indlæggelser. For det psykiatriske område er der sket en stigning på 43 % i antal ambulante besøg og en stigning i antal udskrivninger på 5 %.

 

Målt ved DRG-værdi viser analysen, at der har været en stigning på 15 % på det ambulante område og på 1,9 % på det stationære område. Det betyder, at den ambulante aktivitet er steget fra at udgøre 37 % af den samlede DRG-værdi i 2012 til at udgøre 40 % i 2014.

 

Målt ved CPR-numre blev der i somatikken behandlet 4,8 % flere unikke CPR-numre i 2014 end i 2012, mens der i psykiatrien blev behandlet 31 % flere. Det enkelte CPR-nummer har fået lidt flere kontakter med hospitalsvæsenet. Den gennemsnitlige liggetid er dog faldet.

 

I somatikken er andelen af de unikke cpr-numre, der behandles ambulant, steget fra 74 % til 75 %, mens der i psykiatrien er sket en stigning i andelen af patienter, der kun behandles ambulant, på 4 % fra 81 % til 85 %.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Anbefaling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.   

 

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling. 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-215-15

3. Psykiatrien i DNV-Gødstrup: Godkendelse af "Det tredje øje"-rapport for 3. kvartal 2015

Resume

"Det tredje øje" på anlægsprojektet "Psykiatrien i DNV-Gødstrup" har udarbejdet en rapport for 2.-3. kvartal 2015. Rapporten er vedlagt. Rapportens anbefalinger og bemærkninger er kommenteret af Hospitalsenheden Vest, der er bygherre på projektet. Det er den første "det tredje øje" rapport for projektet.

Direktionen indstiller,

at "det tredje øje" rapporten for 3. kvartal 2015 for Psykiatrien i DNV-Gødstrup godkendes.

Sagsfremstilling

Der foreligger en kvartalsrapport fra DNV-Gødstrup-projektets "det tredje øje" for 2.-3. kvartal 2015. Rapporten er vedlagt.

 

Rapporten er den første for Psykiatrien i DNV-Gødstrup. Der vil blive fremlagt to "det tredje øje"-rapporter for regionsrådet om året. Administrationen og Projektsekretariatet afholder kvartalsvis et møde med "det tredje øje" om status for projektet.

 

Samlet set er det administrationens opfattelse, at "det tredje øje" påpeger nogle relevante opmærksomhedspunkter for det sted i processen, som projektet befinder sig i. Administrationen bemærker eksempelvis, at "det tredje øje" giver anbefalinger til yderligere opfølgning og styring af projektets økonomi. Der har hidtil har været stort fokus på overholdelse af anlægsrammen i projektet, og "det tredje øje" påpeger som supplement hertil nogle områder, hvor der er mulighed for yderligere opfølgning. Det er samtidig administrationens opfattelse, at Projektsekretariatet er opmærksom på problemstillingerne og agerer herefter.

 

Tid

"Det tredje øje" har noteret, at Projektsekretariatet har påtalt overfor totalrådgiveren, at der savnes dokumentation for varigheden af tidsplanens aktiviteter. På den baggrund har "det tredje øje" de to følgende anbefalinger:

 

1. "Det tredje øje" anbefaler, at udførelsestidsplanen hurtigst muligt detaljeres og bearbejdes, så den fastlagte afleveringstermin kan dokumenteres.

 

Hospitalsenheden Vest

Hospitalsenheden Vest er enig i anbefalingen. Rådgiveren oplyser, at analyse af udførelsestidsplanen er igangsat.

 

2. "Det tredje øje" anbefaler, at der etableres en beslutningsplan med angivelse af interessenter, roller, terminer og behandlingstider for væsentlige projektbeslutninger og godkendelser.

 

Hospitalsenheden Vest

Beslutningsplanen er de projekterende totalrådgiveres formidling af deadlines til bygherren. Her kan bygherren løbende følge med i, hvilke processer, der skal igangsættes hos bygherren for at denne kan sikre de afklaringer, som de projekterende har behov for. Der har eksisteret et udkast til beslutningsplan i projektet. Totalrådgiveren har efter deadline for "det tredje øje"-rapporten revideret udkastet til beslutningsplan og fremsendt den til bygherrens kommentering.

 

Økonomi

"Det tredje øje" har en række anbefalinger til styring af anlægsøkonomien i projektet. Det er både i forhold til organisation og gennemførelse af tekniske beregninger.

 

3. "Det tredje øje" anbefaler, at der bliver etableret en gennemgående Cost Management gruppe hos totalrådgiver, som gennem hele projektforløbet får ansvar for opfølgning på og styring af projektets anlægsøkonomi. Cost Management-gruppen bemandes af specialister i prissætning og økonomistyring og ikke af de projekterende fagpersoner.

 

Hospitalsenheden Vest

Hospitalsenheden Vest er enig i, at det er rettidig omhu, at der træffes yderligere aftaler, som kan medvirke til en fortsat nedbringelse af usikkerheder på anlægsøkonomien. Hospitalsenheden Vest vil derfor tage "det tredje øjes" anbefalinger op til drøftelse med totalrådgiveren.

 

4. "Det tredje øje" anbefaler, at der allerede i indeværende fase opstilles en kalkulation med et højt detaljeringsniveau. "Det tredje øje" anbefaler desuden, at Cost Manageren sammen med de projekterende fastlægger et budget for resterende komponenter ved de bygningsdele, som kun er delvist defineret. Så kan f.eks. arkitekten, der projekterer gulve, gulvopbygninger og belægninger kende det budget, der skal projekteres indenfor.

 

Hospitalsenheden Vest

Se svar på ovenstående anbefaling.

 

5. "Det tredje øje" anbefaler, at der indføres en sammenhængende struktur for kalkulation, tilbudslister, beskrivelser, 3D tegningsmodeller, så der er 100 % sammenhæng mellem kalkulation og tilbudslister, og der opnås komplette, dækkende tilbud samt kalkulationer.

 

Hospitalsenheden Vest

Se svar på ovenstående anbefaling.

 

6. "Det tredje øje" anbefaler, at anlægsøkonomien løbende gennemregnes og opdateres, minimum en gang pr. måned - ud over ved faseskift.

 

Hospitalsenheden Vest

Se svar på ovenstående anbefaling – dog synes denne anbefaling at være i konkurrence med anbefalingen om etableringen af en Cost Management gruppe, der må formodes løbende at holde anlægsøkonomien opdateret.

 

7. "Det tredje øje" anbefaler, at anlægskalkulationer ved faseskift verificeres ved komplet gennemregning af en tredjepart - eventuelt bygherrerådgiver. Denne verifikation suppleres eventuelt med en yderligere gennemgang/optimering af projektet.

 

Hospitalsenheden Vest

Hospitalsenheden Vest er enig i, at projektets bygherrerådgiver kan bidrage med en verificering af anlægsøkonomien ved faseskift. Bygherrerådgiveren er således bedt om at kommentere på det fremsendte anlægsbudget på byggeprogrammet og dispositionsforslaget.

 

Risici

"Det tredje øje" efterlyser, at der etableres et risikostyringssystem i projektet og har derudover anbefalinger i forhold til håndtering af potentielle risici. På den baggrund har "det tredje øje" følgende fire anbefalinger:

 

8. "Det tredje øje" anbefaler, at bygherren hurtigst muligt implementerer system for risikohåndtering.

 

Hospitalsenheden Vest

Hospitalsenheden Vest er enig, at risikostyring også skal implementeres i etape 2, Psykiatrien. Som også oplyst til "det tredje øje" i forbindelse med udarbejdelse af nærværende "det tredje øje"-rapport, er der allerede truffet aftale herom, der betyder, at totalrådgiveren fra dispositionsforslagets godkendelse den 1. februar 2016 vil indgå i den fungerende risikogruppe for kvalitetsfondsprojektet. Risikostyringen af etape 2 følger den netop reviderede risikovejledning for kvalitetsfondsprojektet og der udarbejdes en selvstændig risikorapport.

 

9. "Det tredje øje" anbefaler, at risici i relation til projektafklaringer håndteres i indeværende fase, så de indgår i grundlaget for bygherrens fasegodkendelse.

 

Hospitalsenheden Vest

Hospitalsenheden Vest er enig i anbefalingen, og det vil blive håndteret i projektet.

 

10. "Det tredje øje" anbefaler, at konsekvensen for psykiatriklyngen af regionens spareplan Spar 2015-19 hurtigst muligt afklares.

 

Hospitalsenheden Vest

Konsekvenserne for psykiatriklyngen er for længst afklaret og meddelt totalrådgiveren. Der udestår ingen afklaringer i den forbindelse.

 

11. "Det tredje øje" anbefaler, at de af totalrådgiveren beskrevne uafklarede organisatoriske forhold afklares, så brugerprocessen ikke bremses yderligere.

 

Hospitalsenheden Vest

Brugerprocessen har udelukkende været forsinket som følge af totalrådgiverens forhold. Der udestår ingen uafklarede organisatoriske forhold i hverken Psykiatrien eller i Projektsekretariatet. Hvis der henvises til uafklarede spørgsmål i forhold til projekteringen, vil disse blive håndteret efter bygherrens samlede kommentering, som afleveres til totalrådgiveren den 18. december 2015. Eventuel opsamling herpå aftales på mødes med totalrådgiveren den 5. januar 2016 med henblik på indgåelse af aftale herom.

 

Procesrapportering

"Det tredje øje" har følgende tre anbefalinger til procesrapportering i projektet.

 

12. "Det tredje øje" anbefaler, at omfang, procedurer og dokumentation for inddragelse af totaløkonomi i beslutningsprocesserne beskrives og implementeres.

 

Hospitalsenheden Vest

Hospitalsenheden Vest er enig i anbefalingen og det vil blive håndteret i projektet.

 

13. "Det tredje øje" anbefaler, at den aftalte ændringslog etableres hurtigst muligt, og at alle væsentlige ændringer i forhold til totalrådgiverens tilbudsprojekt registreres og dokumenteres.

 

Hospitalsenheden Vest

Hospitalsenheden Vest er enig i anbefalingen, og det vil blive håndteret i projektet.

 

14. "Det tredje øje" anbefaler, at et prioriterings- og besparelseskatalog hurtigst muligt opstilles med besparelsesmuligheder i et omfang der modsvarer projektets aktuelle fase/risikoniveau.

 

Hospitalsenheden Vest

Der er udarbejdet en besparelses- og prioriteringsliste, som rådgiverne har været arbejdet med siden sommerferien. Efter dispositionsforslagets godkendelse vil listen skulle gennemgås og opdateres. 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Anbefaling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling. 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-30-06-V

4. Opsigelse af driftsoverenskomsten med bestyrelsen for Filadelfia om driften af Stormly

Resume

Det indstilles, at Region Midtjyllands driftsoverenskomst med Filadelfia om driften af Stormly i Juelsminde opsiges med virkning fra den 1. januar 2017. Det sker i fuld forståelse med Filadelfias bestyrelse. Afviklingen af samarbejdet indebærer bortfald af et fast administrativt bidrag, men har herudover ingen økonomiske konsekvenser for Region Midtjylland.

Direktionen indstiller,

at driftsoverenskomsten med den selvejende institution Filadelfias bestyrelse om driften af Stormly opsiges med virkning fra den 1. januar 2017.

Sagsfremstilling

Regionsrådet indgik driftsoverenskomst med bestyrelsen for den selvejende institution Filadelfia om driften af bo- og aktivitetstilbuddet Stormly i Juelsminde i forbindelse med kommunalreformen. Stormly er et døgntilbud for voksne med svær epilepsi og hjerneskade samt andre former for funktionsnedsættelse efter lov om social service. Stormly er normeret med 24 døgnpladser og 28 dagtilbudspladser. Det årlige budget er i 2016 på knap 20 mio. kr.

 

Samarbejdet med Filadelfias bestyrelsen om Stormly kom i stand i forbindelse med kommunalreformen, hvor der var stor usikkerhed omkring Stormlys driftsmuligheder uden en fast samarbejdspart i det jyske - enten en kommune - eller som det endte med at blive - Region Midtjylland. Filadelfias bestyrelse driver i forvejen to døgntilbud efter lov om social service på Sjælland uden driftsoverenskomst.

 

Det driftsmæssige samarbejde om Stormly har hidtil givet god mening for begge parter, men Filadelfias ønske om en samlet udviklingsplan for Filadelfias socialområde og Region Midtjyllands tilsvarende planer på det sociale område i forbindelse med Social Strategi har gjort det naturligt at genoverveje samarbejdet.

 

Dette har været drøftet administrativt på en række møder, og det er efter fælles analyse og i fuld forståelse med Filadelfias bestyrelse aftalt, at det indstilles til regionsrådet, at driftsoverenskomsten opsiges. Der er tilsvarende enighed om, at det for begge parter vil være hensigtsmæssigt at se bort fra driftsoverenskomstens bestemmelse om toårigt opsigelsesvarsel, og at driftsoverenskomsten efter aftale opsiges med virkning fra den 1. januar 2017.

 

Afviklingen af det administrative samarbejde om Stormly har ingen økonomiske konsekvenser for Region Midtjylland bortset fra, at Stormlys faste bidrag til Region Midtjyllands administration bortfalder. Filadelfia ejer Stormlys bygninger, inventar og køretøjer. Filadelfia har endvidere det fulde personaleansvar og står i forvejen for blandt andet for den administrative service i forhold til løn og bogholderi.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.  

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Anbefaling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.  

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-43-13

5. Orientering om status vedrørende fælles modtagelse af patienter med psykiatriske og somatiske symptomer i Akutafdelingen i Randers *

Resume

Patienter med akutte psykiatriske symptomer i Randers-klyngen har siden den 1. oktober 2015 skullet henvises til akutafdelingen i Randers på linje med øvrige akut syge patienter. Erfaringerne med dette er foreløbig positive.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til orientering.

Sagsfremstilling

På mødet i forretningsudvalget den 14. august 2015 diskuterede udvalget planerne for fælles modtagelse af patienter med akutte psykiatriske og akutte somatiske symptomer på Regionshospitalet Randers. Det blev på dette tidspunkt aftalt, at udvalget omkring årsskiftet skulle have en orientering om de foreløbige erfaringer.

 

Overordnet set er Regionshospitalet Randers og Regionspsykiatrien Randers enige om, at opstarten af projektet har været god. Det faktiske antal patienter med akutte psykiatriske symptomer svarer i det store hele til det forventede.

 

De konkrete erfaringer er nærmere beskrevet i vedlagte bilag.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.  

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling. 

Anbefaling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.   

 

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.  

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling. 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-130-12

6. Orientering om status for udredningsretten

Resume

Arbejdet med at forbedre overholdelse af udredningsretten i somatikken viser positive resultater særligt på regionshospitalerne. Samtidig ses en positiv udvikling i registreringerne af udredningsretten.

 

I psykiatrien er der fortsat høj overholdelse af udredningsretten. Tal for november peger dog på, at niveauet er faldet efter ændringen af udredningsfristen.

 

Der er udarbejdet milepæle for udredningsretten, som fremlægges til godkendelse.

Direktionen indstiller,

at orienteringen om status for udredningsretten tages til orientering, og

 

at forslaget til milepæle for udredningsretten godkendes.

Sagsfremstilling

De seneste måneder har der været stort fokus på udredningsretten. I psykiatrien for at tilpasse aktiviteten til den ændrede udredningsfrist og i somatikken for at sikre en positiv udvikling i overholdelsen af udredningsretten.

 

Udredningsretten i psykiatrien

Udredningsfristen i psykiatrien blev pr. 1. september 2015 ændret til en måned. Tabel 1 viser, at psykiatrien i oktober 2015 fortsat har en høj målopfyldelse på udredningsretten. Det er dog ikke sikkert, at betydningen af en måneds udredningsfrist ses fuldt i oktober. I november 2015, hvor betydningen af en måneds udredningsfrist ses fuldt, falder målopfyldelsen. Sagen opdateres forud for regionsrådets møde den 27. januar 2016 med tal for december 2015. Dette vil kunne vise, om der er tale om et midlertidigt eller mere vedvarende fald i overholdelsen efter ændringen af udredningsfristen.

 

 Data er trukket i BI-portalen den 17. december 2015

 

Som det kan ses af tabel 1, er overholdelsen lavest i børn/unge psykiatrien. Udfordringerne på dette område er dels, at udredningerne i nogle tilfælde skal inddrage andre myndigheder, dels at der i planlægning af udredningsforløbene også skal tages hensyn til forældrenes arbejdstider. Faldet i målopfyldelse i november er dog mindre i børn/unge psykiatrien end i voksenpsykiatrien.

 

Udredningsretten i somatikken

Der har siden sommeren 2015 været stor opmærksomhed på arbejdet med udredningsretten både i forhold til forbedring af registreringer og forbedring af overholdelse. Opmærksomheden har givet udvikling på flere punkter.

 

Et overordnet, væsentligt resultat er, at registreringer og dermed data for udredningsretten er blevet forbedret. Opfølgning på udredningsretten har været udfordret af manglende dataklarhed. Regionsrådet blev den 17. december 2014 orienteret om:

 

  • "at antallet af registrerede udredningsforløb ikke stemmer overens med, hvor mange udredningsforløb der må forventes at være på hospitalerne"
  • "varierende brug af underkoderne til udredningsplaner, det vil sige de koder, der forklarer årsagen til, at patienten har fået udleveret en udredningsplan"

 

På dette område er det nu administrationens og hospitalernes opfattelse, at der er sket en væsentlig udvikling, så de relevante forløb nu i langt højere grad registreres, og underkoderne bruges fast på langt størstedelen af afdelingerne. Det skal dog bemærkes, at registrering af underkoderne er kompliceret, da det ofte ikke er entydigt, hvad der er grunden til, at patienten ikke udredes inden for fristen. Der arbejdes derfor vedvarende på at understøtte korrekt registrering ved at afklare tvivlsspørgsmål.

 

Figur 1 herunder viser udviklingen i antal visiterede til udredning og antal færdigudredte. Der ses en klar stigning i visiterede til udredning, som afspejler, at Task Force, som regionsrådet blev orienteret om i november måned 2015, har skærpet definitionen af, hvornår en patient skal udredes.

 Data er trukket i BI-portalen den 20. november 2015

 

Den skærpede definition kan i en periode presse hospitalernes kapacitet og dermed gøre det vanskeligere at forbedre overholdelsen af udredningsretten. Tabel 1 viser udviklingen i overholdelse fra april til november 2015. Sagen opdateres forud for regionsrådets møde den 27. januar 2016 med tal for december 2015.

 

Tabellen viser, at der på regionshospitalerne overordnet set har været en positiv udvikling i overholdelsen fra september til november 2015. Tabellen viser også, at det betyder, at Region Midtjylland samlet set har stigende overholdelse i november 2015.

 

Data er trukket i BI-portalen den 11. og 15. december 2015. Fællesfunktioner, der varetages af Aarhus Universitetshospital, er inkluderet i tallene for Aarhus Universitetshospital.

 

Hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital har ultimo november 2015 udarbejdet en handleplan, der skal sikre, at der kommer positiv udvikling i overholdelsen af udredningsretten. Handleplanen indebærer:

 

  • styrkelse af organiseringen af arbejdet med udredningsretten både på afdelingerne og for hospitalet samlet
  • tæt datamæssig opfølgning, så afdelinger hurtigt kan se, om indsatser virker
  • læring fra andre hospitaler og de afdelinger på Aarhus Universitetshospital, der har god overholdelse
  • særligt fokus på følgende afdelinger: hjertesygdomme, børneafdelingen, kvindesygdomme og fødsler og hjerte- lunge- og karkirurgi. Disse afdelinger har lav overholdelse og repræsenterer samtidig et stort volumen på hospitalet.

 

Handleplanen i sin helhed er vedlagt som bilag.

 

Det er forventningen, at Aarhus Universitetshospitals handleplan samt de øvrige hospitalers fortsatte indsats vil sikre fortsat stigning i Regions Midtjylland overholdelse af udredningsretten i somatikken.

 

Det bemærkes, at opgørelserne af overholdelse ikke tager højde for de tilfælde, hvor udredningen overskrider 30 dage, fordi patienten selv vælger at vente længere end 30 dage på udredning, eller der er faglige årsager til, at udredningen overskrider 30 dage. Der er fortsat ikke en præcis metode til at opgøre, hvor mange dette drejer sig om. Men estimater viser, at hvis de patienter, der er registreret med en af disse årsager, regnes som overholdte, stiger overholdelsen fra 65,4 % i oktober til 78,1 % og fra 61 % til 74,4 % for 3. kvartal.

 

Milepæle for udredningsretten

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet bad den 30. november 2015 om, at milepæle for udredningsretten blev forelagt regionsrådet i januar 2016. Der er i den forbindelse lavet en række milepæle, som er vedlagt til regionsrådets godkendelse.

 

Milepælene tager udgangspunkt i ambitionen om, at der skal være kontinuerlig forbedring af overholdelsen af udredningsretten, og at udredningsretten i de fleste tilfælde skal overholdes på patientens nærhospital. Der er dog samtidig taget hensyn til de kapacitetsmæssige udfordringer, som de forskellige områder har.

 

Der er derfor forskellige mål for forskellige specialer, således at nogle specialer har fået længere tid til at opnå 90 % overholdelse end andre.

 

Det bemærkes, at det af fremtidige rapporteringer af status til regionsrådet også vil fremgå hvor stor en andel af patienterne, der ikke har fået registreret en udredningskode.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.  

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Anbefaling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.   

 

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.  

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-16-15

7. Udviklingen i ventelisterne inden for voksenpsykiatrien samt børne- og ungdomspsykiatrien pr. 30. november 2015 #

Resume

Antallet af voksne, der venter på udredning og behandling, har siden orienteringen pr. 15. oktober 2015, været faldende, mens henvisningerne har været stigende. For børn og unge har der ligeledes været en stigning i antallet af henvisninger - her sideløbende med en stigning i antallet, der venter på udredning og behandling. I oversigten er for første gang medtaget målopfyldelsesprocenter for udrednings- og behandlingsretten. Disse er uddybet i dagsordenspunktet vedrørende status for udrednings- og behandlingsretten.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Antallet af voksne, der venter på udredning og behandling, er faldet siden den seneste orientering pr. 15. oktober 2015 om udviklingen i ventelisterne. Udviklingen dækker over en mindre stigning i antallet af ventende på udredning fra den 15. november 2015 til den 30. november 2015.

 

Med hensyn til antallet, der venter på behandling, faldt antallet fra den 15. oktober 2015 til den 31. oktober 2015 og er herefter steget igen, dog til et mindre niveau end pr. 15. oktober 2015. Månederne forud var præget af stigning.

 

Antallet af henvisninger er steget i perioden. Grafen neden for viser udviklingen i voksenpsykiatrien i perioden 15. september 2014 til 30. november 2015.

 

 

Som noget nyt vises også en oversigt med målopfyldelsen for udrednings- og behandlingsretten i perioden den 1. januar 2015 til den 30. september 2015 i vedlagte oversigt over ventelisterne i psykiatrien. For så vidt angår voksne ses det, at målopfyldelsen gennemgående har været stigende. Der henvises i øvrigt til dagsordenspunktet om status for udrednings- og behandlingsretten.

 

Børne- og ungdomspsykiatrien

Inden for børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af henvisninger steget i perioden den 15. oktober 2015 til den 30. november 2015. I det lys ses en stigning i antallet af børn og unge, der venter på udredning og behandling.

 

Stigningen er mest udtalt for børn og unge, der venter på udredning, mens antallet af børn og unge, der venter på behandling faldt i perioden den 15. oktober 2015 til den 15. november 2015, hvorefter der er tale om en stigning.

 

Målopfyldelsen i forhold til udrednings- og behandlingsretten er mindre for børn og unge end for voksne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområdet tog orienteringen til efterretning.

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Anbefaling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområdet tog orienteringen til efterretning.

 

Jørgen Winther var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

8. Orientering om arbejdet med aktuelle handleplaner i Social Strategi #

Resume

Der gives en nærmere orientering om det aktuelle arbejde med centrale handleplaner i Social Strategi.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde fik på udvalgets møde den 7. oktober 2015 en foreløbig orientering om status for arbejdet med Social Strategi. Det blev i den forbindelse aftalt, at der på et senere møde i udvalget orienteres nærmere om det aktuelle arbejde med centrale handleplaner.

 

På mødet vil udvalget blive nærmere orienteret om det aktuelle arbejde med implementeringen af Social Strategi med særlig vægt på de seneste initiativer i forbindelse med socialområdets strategi for forskning og udvikling samt en præsentation af socialområdets nye strategi for rekruttering og kompetenceudvikling.

 

Til orientering vedlægges et notat om det netop etablerede netværk for forskning og udvikling, som forventes at omfatte 30 ledere og medarbejdere fra specialområderne på socialområdet. Endvidere vedlægges den nye strategi for rekruttering og kompetenceudvikling for socialområdet i Region Midtjylland, som netop har været behandlet i Psykiatri og Socials HMU og aktuelt drøftes med lederne af specialområderne.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområdet tog orienteringen til efterretning.

 

Jørgen Winther og Henrik Qvist var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-237-15

9. Forslag til kommende planproces for udarbejdelse af psykiatriplan 2017 #

Resume

Der fremlægges forslag til rammerne for udarbejdelse af ny psykiatriplan for Region Midtjylland.

Direktionen indstiller

at forslag til rammer, proces og tidsplan for udarbejdelse af ny psykiatriplan drøftes.

Sagsfremstilling

Rammer for udarbejdelse ny psykiatriplan.

Det indgår i Spareplan 2015-2019, at der i 2016 skal udarbejdes en ny psykiatriplan for Region Midtjylland.

 

Den nuværende psykiatriplan for 2013-2016, der har den overordnede vision " Bedre behandling og længere liv til flere med psykisk sygdom", omfatter 12 temaer.

 

Der er knyttet en række strategier og omkring 80 handleplaner til de 12 temaer. Visionen og strategierne har og giver fortsat god mening, men det har også vist sig, at omfanget og karakteren af handleplanerne nogle gange er blevet overhalet af eksempelvis spareplan og andre udefrakommende opgaver.

 

Visionen og temaerne vil fortsat være aktuelle og have opmærksomhed. Men det foreslås, at den kommende psykiatriplan kommer til at indeholde færre temaer og handleplaner og eksempelvis tager udgangspunkt i 3-4 udvalgte områder, hvor der er særlige udfordringer for psykiatrien.

 

Fokus vil være på at skabe strategisk retning frem for detaljerede handleplaner. Man kan i den forbindelse også overveje, om planperioden skal være kortere end de sædvanlige fire år, eksempelvis to år, således at man kan foretage de fornødne justeringer og tilpasninger i forhold til udviklingen inden for psykiatrien.

 

Proces og tidsplan

Det foreslås, at planarbejdet igangsættes ved et døgnseminar for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde den 13.-14. april 2016.

 

Som forberedelse til døgnseminaret vil der forinden have været dialog med medarbejdere, afdelingsledelser og specialeråd med henblik på at få belyst deres vurdering af udfordringerne.

 

På døgnseminaret i april 2016 vil det rådgivende udvalg blive præsenteret for drøftelserne. Det foreslås endvidere, at der på døgnseminaret holdes et omvendt borgermøde, hvor en række borgere med erfaring som patient eller pårørende, inviteres til at fortælle om deres erfaringer samtidig med, at de indgår i et panel, som det rådgivende udvalg kan stille spørgsmål til. Der vil ligeledes kunne inviteres eksterne samarbejdspartnere.

 

Det foreslås, at døgnseminaret etableres som et "værksted" med forventning om aktiv inddragelse af alle deltagere. Koncern HR bistår med at tilrettelægge og faciliterer døgnseminaret. Seminaret afsluttes med, at det rådgivende udvalg udvælger de områder, der skal indgå i den kommende psykiatriplan.

 

Det samlede forslag til tidsplan fremgår af nedenstående oversigt:

Januar 2016

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatri og social drøfter forslag til procesplan for psykiatriplan 2017

 

Februar- marts 2016

Forberedelser til døgnseminar

 

13.-14. april 2016

Døgnseminar for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatri og det specialiserede socialområde

 

Juni 2016

 

Temamøde i regionsrådet om sporene i den kommende psykiatriplan

Oktober 2016

1. Behandling i det rådgivende udvalg og regionsrådet med henblik på udsendelse i høring 

 

Oktober-november 2016

Psykiatriplanen udsendes i høring

 

December 2016

2. Behandling og godkendelse af psykiatriplanen

 

 

  

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområdet godkendte administrationens forslag til planproces for udarbejdelse af psykiatriplan 2017.

 

Jørgen Winther og Henrik Qvist var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

10. Rapport om udvalgets studietur til Stockholm og Oslo den 8. - 12. september 2015 #

Resume

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde var fra den 8. til den 12. september 2015 på studietur til Stokholm og Oslo. Der er udarbejdet forslag til rapport om studieturen med en række anbefalinger.

Direktionen indstiller,

at forslag til rapport om udvalgets studietur til Stockholm og Oslo godkendes.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde foretog i perioden den 8. til den 12. september 2015 en studietur til Stockholm og Oslo.

 

Udvalget besøgte Psykiatriens Hus ved Akademiska Sjukhuset i Uppsala, den svenske socialstyrelse, Mandometer Klinikken, der arbejder med spiseforstyrrelser, det norske Atferdssenteret og Samhandlingsteamet i Bærum lidt uden for Oslo.

 

Studieturen blev gennemført sammen med Danske Regioners Psykiatri og Socialudvalg.

 

Administrationen har udarbejdet vedlagte rapport om studieturen. Rapporten indeholder en beskrivelse af besøgene på studieturen samt en række anbefalinger:  

 

Etablering af nyt psykiatrisk hospital

Udvalget fik en række konkrete indtryk og erfaringer med fra besøget på det nye psykiatriske hospital i Uppsala, som vil indgå i Region Midtjyllands forberedelser i forbindelse med flytningerne til de nye psykiatriske hospitaler i Skejby og i Gødstrup.

 

Udvalget bemærkede sig, at samlingen af psykiatrien i Uppsala i Psykiatriens Hus helt fra starten ikke kun er set som et bygningsmæssigt projekt, men også som en mulighed for at udfordre vanetænkning og initiere en kulturforandring. Det har medført markante omlægninger i den måde, psykiatrien fungerer på.  

 

Behov for en nærmere belysning af mandometer-metoden

Udvalget noterede sig, at de oplyste resultater med mandometer-metoden på Mandometer Klinikken var meget interessante.

 

Der er samtidig en række elementer i metoden, som passer godt ind i en dansk kontekst for så vidt angår udvikling af teknologiske hjælpemidler (Mandometer tallerkenen), samarbejdet med kommuner, skole, job m.fl. om patienterne, telemedicin og rådgivning via hjemmeside samt mulighed for at bruge konceptet forebyggende.

 

Udvalgets anbefaler, at mandometermetoden undersøges nærmere i nationalt regi.

 

Behov for styrket evidensbaseret viden og praksis på socialområdet

Udvalgets besøg hos Socialstyrelsen i Stockholm og Atferdssenteret i Oslo bestyrkede udvalget i vigtigheden af, at der tilvejebringes mere forskningsbaseret viden om, hvilke tiltag der virker på socialområdet i Danmark.

 

Det er således helt på linje med den særlige fokus der er sat på dette emne på i Region Midtjylland med formuleringen af Strategi for forskning og udvikling på socialområdet fra november 2014.

 

Udvalget anbefaler, at der såvel i Region Midtjylland som på nationalt plan via Danske Regioner sættes yderligere fokus på at understøtte forskning og tilvejebringelse af evidensbaseret viden på det sociale område.

 

Behov for afdækning af geografisk variation i ydelser på psykiatri- og socialområdet

Præsentationen af den svenske Socialstyrelses arbejde med indikatorer gav udvalget en indføring i vigtigheden af, at der på nationalt plan identificeres og opstilles indikatorer, der retvisende kan hjælpe med at identificere indsatsområder på nationalt og lokalt niveau.

 

Med udgangspunkt i de data, der indsamles for de enkelte indikatorer, kan man i Sverige identificere relevante geografiske variationer i befolkningens somatiske og psykiske sundhed samt i de tilbud, der stilles til rådighed for befolkningen i de enkelte regioner og kommuner.

 

Udvalget anbefaler, at Region Midtjylland via Danske Regioner tager initiativ til, at der på nationalt niveau iværksættes et tilsvarende arbejde med indikatorer på sundheds- og socialområdet.

 

Muligheder i styrket samarbejde på tværs af sektorer

Med udgangspunkt i besøget hos Samhandlingsteamet i Bærum blev udvalget bestyrket i behovet for sammenhæng i indsatsen for den enkelte borger på tværs af sektorer mm. Et tema, der arbejdes med aktuelt i Region Midtjylland, hvor det er et af de bærende elementer i Sundhedsaftalen.

 

Udvalget anbefaler, at der i Region Midtjylland arbejdes på at styrke samarbejdet på tværs af sektorer på psykiatriområdet gennem afprøvning af nye samarbejdsformer.

 

Rapporten om studieturen vil sammen med regnskabet for studieturen blive forelagt regionsrådet.

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområdet godkendte med en enkelt præcisering administrationens forslag til rapport for og anbefalinger fra udvalgets studietur til Stockholm og Oslo den 8.–12. september 2015.

 

Jørgen Winther og Henrik Qvist var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-16-15

11. Orientering om sengekapaciteten i Region Midtjyllands psykiatri og den fremtidige psykiatri #

Resume

Der er udarbejdet en redegørelse for den nuværende og fremtidige kapacitet inden for voksenpsykiatrien, det vil sige før og efter spareplan 2015-2019. Der skitseres nogle udfordringer forbundet hermed og tiltag til håndtering af disse udfordringer.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde bad på udvalgets møde den 16. september 2015 om en belysning af sengekapaciteten i psykiatrien i Region Midtjylland.

 

Administrationen har udarbejdet vedlagte notat vedrørende den fremtidige sengekapacitet i voksenpsykiatrien, hvor der blandt andet redegøres for kapaciteten op til budgetreduktionen i psykiatrien og for kapaciteten som følge af spareplanen. Der redegøres for, hvordan behandlingstilbuddet inden for voksenpsykiatrien omlægges, og der fremsættes overvejelser over, hvordan den fremtidige voksenpsykiatri kan tilrettelægges.

 

Spareplan 2015-2019 for Region Midtjylland indebærer omlægninger fra stationær behandling til øget ambulant behandling inden for voksenpsykiatrien. Som følge heraf vil sengekapaciteten i voksenpsykiatrien falde. Dette giver udfordringer i forhold til at få etableret nye behandlingstilbud i takt med, at behandlingstilbud til sengepladserne forsvinder.

 

Kapacitet op til budgetreduktion

Det fremgår af notatet, at Region Midtjylland ligger over landsgennemsnittet med hensyn til det samlede antal patienter i behandling i voksenpsykiatrien (tabel 1 og 2). Alligevel ligger Region Midtjylland på landsgennemsnittet med hensyn til antallet af ambulante besøg og har samtidig det laveste antal sengepladser – målt i forhold til indbyggertal. Region Midtjylland ligger på linje med de øvrige regioner i forhold til indlæggelsestid og antal genindlæggelser (tabel 4).

 

Der tegner sig følgende billede ved en sammenligning mellem Region Midtjylland og øvrige regioner:

  • Stigningen over en fireårig periode i antal patienter har været markant stor for Region Midtjylland – se tabel 1,
  • Antallet af sengepladser er allerede før de planlagte besparelser landets mindste – se tabel 3.
  • Region Midtjylland ligger på niveau med tre andre regioner i forhold til gennemsnitlig indlæggelsestid. Region Nordjylland ligger højere end de fire øvrige regioner – se tabel 4.
  • Region Midtjylland ligger lige under landsgennemsnittet med hensyn til antal genindlæggelser – se tabel 5.

 

Kapacitet som følge af budgetreduktionen

Budgetreduktionen indebærer følgende for psykiatrien:

  • Der nedlægges samlet set otte senge i voksenpsykiatrien – se tabel 10
  • Der omlægges 22 sengepladser fra almenpsykiatriske senge til lavintensive senge – se tabel 10
  • Selvom øvrige regioner også har planer om besparelser, vil Region Midtjylland fortsat have landets laveste antal sengepladser i voksenpsykiatrien pr. 10.000 indbyggere – se tabel 11
  • Den interne fordeling af sengepladserne betyder langt flere sengepladser pr. 10.000 indbyggere i afdelingerne i Risskov og et næsten ensartet antal sengepladser pr. 10.000 indbyggere i de øvrige afdelinger – se tabel 12.

 

Fremtidig voksenpsykiatri

Den fremtidige voksenpsykiatri vil som tidligere rumme en palet af behandlingstilbud. Det nye bliver, at der omlægges et antal skærmede senge til et intensivt ambulant tilbud. Det gør det muligt for patienten at forblive i eget hjem, hvilket erfaringen viser, at patienten har bedst af. Herudover er der igangsat et arbejde med at udvikle og styrke samarbejdet med kommunerne på det akutte psykiatriske område, således at patienterne bedre kan støttes og behandles i eget hjem. Det gør det endvidere lettere at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser. 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde tog orienteringen til efterretning.

 

Jørgen Winther og Henrik Qvist var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

12. Forberedelse af møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg #

Resume

Drøftelse af emner til møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

Direktionen indstiller,

at udvalget drøfter emner til møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

Sagsfremstilling

Drøftelse af emner til møderne i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

 

Sidste møde i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg var den 19. november 2015. Der er møde igen i udvalget den 11. februar 2016.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde drøftede kort mødet i Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg den 19. november 2015 samt det kommende møde den 11. februar 2016.

 

Jørgen Winther og Henrik Qvist var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-7-14

13. Gensidig orientering #

Sagsfremstilling

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

 

Udvalgets mødeplan for 2016

Der er vedlagt en foreløbig mødeplan for 2016 for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde.

 

 

Beslutning

Administrationen orienterede om udvalgets foreløbige mødeplan med mødesteder for 2016.

 

Administrationen orienterede om status i sagen om den vestjyske privatpraktiserende psykiater, der har fået frataget autorisationen.

 

Jørgen Winther og Henrik Qvist var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Tilbage til toppen