Region Midtjylland har været partner i projektet Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 siden 2009. Der er bevilget 55,5 mio. kr. (35 mio. kr. fra erhvervsudviklingsmidlerne og 20,5 mio. kr. fra kulturmidlerne) til satsningen, der har et samlet budget på 420 mio. kr. Bevilling af 2. rate til projektet fremgår af anden sag på dagsordenen.
Regionalt samarbejde
Region Midtjylland gik i 2009 ind i projektet ud fra en antagelse om, at projektet ville gavne den regionale udvikling, styrke regionens internationale positionering samt bidrage positivt til vækst og samarbejde. Samtidig var det en hensigt at styrke det regionale kultursamarbejde via netværk, fælles projekter og udviklingsprocesser.
Efterfølgende valgte regionens øvrige 18 kommuner at gå med i projektet, og i løbet af sommeren 2011 blev der truffet byrådsbeslutninger om deltagelse samt bevilget midler til projektet.
Der er nu 14 måneder til, at satsningen kulminerer med den officielle åbning af Kulturhovedstadsåret den 21. januar 2017, og det regionale samarbejde har været i gang i syv år. Der er ingen tvivl om, at netop det regionale samarbejde og den stærke forankring af projektet i kommunerne er en af de største styrker ved projektet. Det bekræftes af såvel EU-panelet, der følger projektet, samt de europæiske partnere, regionen samarbejder med og præsenterer projektet for i forskellige sammenhænge.
Administrativt er samarbejdet forankret i Den Regionale Styregruppe (kommunernes kulturchefer), der mødes 4-6 gange årligt. Gruppens opgave er blandt andet at udvikle den regionale dimension og sikre strategisk forankring i kommunerne. I dette forum tages der primo 2016 hul på drøftelsen af, hvordan et forsat samarbejde kan se ud efter 2017.
Samarbejde på tværs af geografi og brancher er et fokus for Aarhus 2017 i udvælgelsen af projekter, og der er ingen tvivl om, at det regionale samarbejde er styrket betragteligt som en direkte effekt af Aarhus 2017. Der er skabt et kollegialt netværk mellem kommunernes administrationer, der har øget samarbejdet på tværs. Også kulturinstitutioner og andre aktører i relation til kultur har opnået et godt kendskab til hinanden, og der er skabt mange samarbejder og projekter på tværs.
Det europæiske perspektiv er et andet væsentligt fokus, der går på tværs af både program og strategisk samarbejde i forbindelse med Aarhus 2017. Det er et krav til de projekter, der søger ind, at de har et europæisk perspektiv enten i form af europæiske partnere, eller fordi de behandler en fælleseuropæisk tematik. Region Midtjylland har i samarbejde med EU-kontoret ansat en særlig rådgiver (Lone Leth Larsen) i en treårig periode, som har et tæt samarbejde med EU kontoret i forhold til at rådgive projekter og guide aktører til at styrke den internationale dimension og indgå i europæiske samarbejdsprojekter.
Aarhus 2017 har en tæt dialog med tidligere, nuværende og kommende kulturhovedstæder, både på projektniveau og gennem et særligt netværk, der mødes to gange årligt og udveksler erfaringer.
Udbytte
Fonden Aarhus 2017 er ifølge de underskrevne aftaler mellem de enkelte kommuner og Fonden forpligtet til at levere en årlig Return on Investment beregning til kommunerne. Formålet med den årlige beregning er at overvåge, hvorvidt Aarhus 2017 i sin udmøntning af programbudgettet opfylder sin forpligtelse i forhold til at give kommunerne deres investering tilbage minimum krone til krone i form af tilskud til programaktiviteter. Forpligtelsen skal være opfyldt ved projektets ophør, men den årlige opgørelse skal medvirke til at sikre, at målet nås.
Return on Investment beregnes som det tilskud, Aarhus 2017 har ydet til projektaktiviteter (publikums- og udviklingsaktiviteter), der er afholdt inden for den enkelte kommunes kommunegrænse.
I 2015 er der lavet en opgørelse af det kommunale udbytte i 2013 og 2014. Derudover er der lavet en prognose over den forventede fordeling af aktiviteter. Både opgørelse og prognose er baseret på oplysninger, som den enkelte projektejer har indberettet til Aarhus 2017-sekretariatet. Det skal understreges, at prognosen ikke er det endelige resultat. Nogle projekter har endnu ikke fuldført planlægningen af deres aktiviteter, og der vil derfor forventeligt ske justeringer i tallene, når der indsamles data igen i 2016. Der er også en række projekter, som ikke er medtaget i denne udgave af prognosen, herunder de projekter, der bliver inkluderet i programmet via en åben ansøgningsrunde i efteråret 2015.
Overordnet er konklusionen, at det ser fornuftigt ud. Prognosen er baseret på 46 % af programbudgettet, så det er forventningen, at tallene kommer højere op, når der gøres status i 2016, 2017 og 2018.
Prognosen indikerer et Return on Investment på mellem 73 % (Herning) og 708 % (Struer).
- Seks ud af 18 kommuner ligger under 100 % (Favrskov, Hedensted, Herning, Horsens, Silkeborg, Randers).
- Seks kommuner ligger mellem 100 og 200 % (Viborg, Skive, Skanderborg, Odder, Norddjurs, Holstebro)
- To kommuner ligger mellem 200 og 300 % (Syddjurs og Samsø)
- To kommuner ligger mellem 300 og 400 % (Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern)
- To kommuner ligger over 500 % (Lemvig og Struer)
Til sammen har de 18 kommuner indtil nu fået et forventet Return on Investment på 59,7 mio. kr. Af de 18 kommuners samlede investering på ca. 48,6 mio. kr. indikeres 123 % således at komme retur som Return on Investment.
Det er vigtigt at pointere, at Return on Investment opgørelsen udelukkende siger noget om fondens økonomiske investering i aktiviteter inden for den enkelte kommunegrænse. Den siger ikke noget om de enkelte projekters art, omfang eller kvalitet. Den siger heller intet om de øvrige effekter, som investeringerne gerne skulle have herunder øget tværkommunalt samarbejde, kompetenceløft i kommuner og institutioner, turismeeffekter, øget stolthed eller tværsektorielt samarbejde.
Aarhus 2017 har derfor indgået et strategisk samarbejde med Aarhus Universitet om evaluering og følgeforskning i forbindelse med projektet: RethinkIMPACTS2017. Evalueringen bygger på eksisterende forskning og erfaringer fra tidligere kulturhovedstæder og vil undersøge en bred vifte af effekter (økonomiske, kulturelle, image- og identitet, sociale samt politiske og organisatoriske effekter). RethinkIMPACTS2017 vil også udvikle nye metoder til at undersøge effekter af investering i kultur og kreativitet i et tæt samarbejde med europæiske partnere. Evaluering undervejs i processen og ikke blot i 2018 skal bidrage til udviklingen af Aarhus 2017 frem mod kulturhovedstadsåret. Samarbejdet er forankret i en styregruppe, hvor Region Midtjylland er repræsenteret.
Erhvervsudvikling i forbindelse med Aarhus 2017 - More Creative
De bevilgede erhvervsudviklingsmidler udmøntes via initiativet More Creative, der er Region Midtjyllands satsning i forhold til de kreative industrier og indgår som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. More Creative har i 2013-2015 medvirket til at udvikle og synliggøre regionens styrkeposition på feltet: Regionen tegner sig for ca. 25 % af beskæftigelsen inden for de kreative erhverv i Danmark, kun overgået af Region Hovedstaden.
Virksomhederne Manto og Seismonaut er operatører på vegne af Aarhus 2017 og Region Midtjylland - og faciliterer forretningsudvikling, tværgående netværkssamarbejde, talent- og kompetenceudvikling for en række kreative erhvervsklynger, herunder The Architecture Project (Arkitektur), Business By Design (Design), SharePlay (Digitale Visuelle Medier) og Headstart Fashion (Mode).
Fra 2016-2018 vil et nyt operatørskab stå for videreudvikling af selvbærende klyngeaktører inden for de fire områder. Fokus vil bl.a. være på, at vækstorienterede virksomheder inden for de kreative erhverv kobles på relevante regionale virksomheds- og netværksprogrammer, og at de kreative virksomheder får sat internationalisering øverst på dagsordenen.
Operatøren skal også understøtte klyngerne i at bringe kreative kompetencer i spil i forhold til traditionelle industrier. Ligeledes skal initiativet, dets aktører og aktiviteter bringes i spil i hele regionen, både i forhold til relevante virksomheder og aktører, kommuner etc. Endelig skal More Creative og Aarhus 2017 samarbejde om en række synlighedsskabende aktiviteter i kulturhovedstadsåret, hvor rethink-temaet skal inspirere til kreative løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Det gælder bl.a. i forbindelse med fødevarer, da regionen er blevet tildelt titlen "European Region of Gastronomy" i 2017. Med HKH Prins Henrik og kokken Wassim Halal som ambassadører skal titlen bl.a. bruges til at vise, hvordan fødevarer og gastronomi udgør en regional styrkeposition og en vigtig rolle i samfundsudviklingen.
Det gælder også arkitektur. Arkitekturen bidrager til det gode liv ved at skabe rammerne for vores liv, arbejde og tænkning. Ved at tænke på tværs når vi bygger, skaber vi rammer som proaktivt kan holde vores kroppe og sind smidige og stærke. I 2017 spørger vi f.eks. Hvordan kan byplanlægning være en del af vores strategi mod tidlig aldring? Hvordan tilføjer arkitekturen en dimension til vores kreativitet ved at inspirere til leg og bevægelse?
Udbytte
Den regionale beskæftigelse inden for de kreative erhverv er på ca. 43.651 arbejdspladser svarende til 7 % af den samlede beskæftigelse i regionen, og værditilvæksten er på ca. 18 mia. kr. svarende til 12 % af den samlede værditilvækst i regionen. Dertil kommer, at regionen høster stor anerkendelse for det strategiske fokus på de kreative erhverv - senest november i år på den nationale konference ”A More Creative Denmark”.
Programmet for kulturhovedstadsåret i 2017 vil være fyldt med publikumsvenlige udstillingsplatforme og events for de kreative erhverv, og som kulminationen på Region Midtjyllands indsats for at fremme innovation afholdes den betydningsfulde internationale konference Creativity World Forum den 1.-2. november 2017 i Aarhus. Konferencen tiltrækker årligt 2.000-3.000 deltagere fra hele verden og er således et fremragende udstillingsvindue for Region Midtjyllands kreative erhverv, der forventes at placere regionen solidt på verdenskortet som et kreativt kraftcenter.