Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedr. regional udvikling
den 10. juni 2015 kl. 14:00
i MedTech Innovation Center, Tueager 1, 8200 Aarhus N

Der var afbud fra Keld Marstrand.

 

Lone Langballe og Niels Erik Iversen deltog i mødet fra kl. 14.19

 

Mødet blev hævet kl. 17.15.


Sagnr.: 1-00-22-14

1. Temadrøftelse om sundhedsinnovation (kl. 14.00-15.00)

Sagsfremstilling

Region Midtjylland har arbejdet med sundhedsinnovation siden regionens start.

Det foregår på hospitalerne; på tværs at kommuner, praktiserende læger og hospitaler og i OPI-projekter (Offentlig-Privat Innovation).

 

Som indledning til temadrøftelsen vil der blive præsenteret to initiativer:

 

Trine Winterø fra MedTech Innovation Center vil fortælle om erfaringerne med at udvikle virksomhederne fra 2009–14 og om, at det fra 2015 er lykkedes at samle alle parterne i et økosystem på tværs af Universitet, VIA, kommunerne og hospitalerne for at fremme arbejdet med sundhedsinnovation.

 

Martin Vesterby vil bidrage med erfaringerne fra Inno-X, Healthcare, der er regionens kompetenceudviklings platform indenfor sundhedsinnovation med fokus på tværfaglighed.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik oplæg om sundhedsinnovation i Region Midtjylland. Direktør Trine Winterø orienterede om Medtech Innovation Consortium (MTIC). MTIC blev etableret i 2009 og er en non-profit virksomhed, som fungerer som en kommerciel sparringspartner for de virksomheder, der udvikler, producerer og sælger sundhedsteknologiske produkter. Formålet er at sikre, at nye ideer bliver til nationalt og internationalt markedsinteressante produkter. Udvalget fik en præsentation af konkrete cases, og drøftede herunder ophavsrettigheder, kommuneinvolvering m.v.

 

Efterfølgende fik udvalget et oplæg om Inno-X, Healthcare. Innovation manager Martin Vesterby orienterede om Inno-X, som er et nyt forsknings-, uddannelses- og innovationscenter med inspiration fra Stanford University. Centret tager udgangspunkt i hospitalernes reelle kliniske behov og udvikler derfra konkrete markedsrettede produkter til brug direkte i sundhedsvæsnet. Udvalget blev bl.a. også præsenteret for BioMedical Design-uddannelsen, som er en innovationsuddannelse målrettet sundhedssektoren. 

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

2. Temadrøftelse om tilskud og tilskudskriterier indenfor området regional udvikling (kl. 15.00-15.45)

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 13. maj 2015 efterspurgt et oplæg om tilskud og tilskudskriterier indenfor området regional udvikling.

 

Administrationen vil på mødet holde oplæg om tilskud indenfor for erhvervsudvikling, uddannelse og kultur, herunder lovgivning, kriterier for tilskud, politikker og handlingsplaner, annoncering m.v. Oplægget understøttes af konkrete eksempler.

 

Oplæg ved kontorchef Elinor Bæk Thomsen og vicekontorchef Pia Fabrin.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik oplæg om tilskud og tilskudskriterier inden for området regional udvikling i Region Midtjylland. Udvalget blev orienteret om lovgivning, retningslinjer, annoncering m.v. i forhold til tilskud fra de regionale udviklingsmidler til erhvervsfremme, uddannelse og kultur.

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

3. Godkendelse af referat fra møde den 13. maj 2015

Resume

Godkendelse af referat fra møde den 13. maj 2015.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling den 13. maj 2015 godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 13. maj 2015, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, er vedlagt til godkendelse.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 13. maj 2015.

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-9-4-14

4. Drøftelse af ny kulturpolitik

Resume

Det midlertidige udvalg vedrørende kultur fremlægger forslag til kulturpolitik for Region Midtjylland.

Direktionen indstiller,

at forslag til kulturpolitik drøftes.

Sagsfremstilling

Baggrund for ny kulturpolitik

Det midlertidige udvalg vedrørende kultur har i sit kommissorium fået til opgave at udarbejde et forslag til kulturstrategi, som skal indgå i regionsrådets vækst- og udviklingsstrategi. I sit arbejde med udformningen af en ny kulturpolitik har udvalget taget udgangspunkt i erfaringerne fra regionens første politik for kulturområdet, som blev vedtaget i 2008. Denne første politik blev formuleret ud fra regionens særlige rolle i samspillet med kommunerne og staten. Med en indsats for netværk, udvikling og internationalt udsyn er det sammen med regionens kulturinstitutioner lykkedes at skabe en lang række banebrydende projekter, der har løftet og udviklet måder at arbejde og samarbejde på inden for kulturområdet. I dette perspektiv valgte regionen også at engagere sig i Aarhus som Kulturhovedstad 2017.  

 

Det midlertidige udvalg vedrørende kultur har på baggrund af en række møder med oplæg fra administrationen og repræsentanter fra regionens kulturliv udarbejdet et forslag til en ny kulturpolitik.

 

Heri har udvalget valgt dels at fastholde de hidtidige indsatsområder: Udvikling, netværk og internationalt udsyn. Dels har udvalget valgt at inddrage to nye indsatsområder, nemlig talentudvikling og kreativitet samt samspillet mellem kulturen og øvrige samfundsområder. 

Dermed ønsker udvalget at fortsætte og udbygge en kulturpolitik, der er med til at definere en særlig opgave for regionen samtidig med, at den lægger op til et frugtbart samarbejde med staten og kommunerne. 

 

Et centralt aspekt heri er fortsat det regionale netværksperspektiv, hvor man med en målrettet indsats skaber rammerne for, at kulturens institutioner og aktører i fællesskab kan arbejde med udvikling af kvalitet og kompetencer – og ad den vej være med til at skabe et attraktivt kulturmiljø i regionen.

 

I forlængelse heraf foreslår udvalget endvidere, at den strategiske indsats på kulturområdet styrkes. Det betyder, at der i modsætning til den hidtidige politik kun vil være én pulje på kulturområdet. Af denne pulje vil der kunne gives tilskud dels til større strategiske projekter dels til mindre eksperimenterende projekter, der kan fungere som pilot- eller forprojekter for de større.  

 

Et rigt og udviklende kulturliv

Med forslaget ønsker udvalget at placere kulturpolitikken som et vigtigt element i regionsrådets strategi for vækst- og udvikling i Midtjylland. Kunst og kultur bidrager til at styrke kreativitet og innovation, skubber til traditionelle antagelser og viser nye veje. Kulturlivet kan skabe vækst, udvikling, demokrati og fællesskab. Samtidig byder kunsten og kulturen på unikke oplevelser. Det giver større livskvalitet, og gør regionen attraktiv for borgere, virksomheder og gæster.  

 

Kulturpolitikken har fået titlen Et rigt og udviklende kulturliv og indeholder følgende fem strategiske indsatsområder:

 

  • Udvikling – af nye produkter, samarbejder og værktøjer

  • Netværk – på forskellige kunst- og kulturområder

  • Talent og kreativitet – kreative kompetencer på alle niveauer

  • Samspil – et innovativt samspil mellem kulturen og resten af samfundet

  • Udsyn – internationale netværk og samarbejdsprojekter

  



Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede udkast til kulturpolitik og anbefalede, at det midlertidige udvalg vedrørende kultur udarbejder klare retningslinjer for ansøgninger til kulturpuljen, herunder overvejer om der eksempelvis skal udmeldes temaer for ansøgningsrunder. Ligeledes kan det overvejes at anvende projektværkstedsmodellen, som den kendes fra uddannelsesområdet.

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-38-14

5. Uddannelsesdebatten 2015

Resume

Region Midtjylland, VIA University College og Lemvig Kommune er den 11. og 12. september 2015 værter for det fælles arrangement "Uddannelsesdebatten 2015".

 

Regionsrådet har mulighed for at deltage i arrangementet i sin helhed og mere specifikt i en paneldebat om "Ungdomsuddannelserne i Danmark" fredag den 11. september 2015.

 

Det Midlertidige Udvalg for Borgerdialog har drøftet arrangementet på sit møde den 11. maj 2015 og anbefaler, at regionsrådet er repræsenteret i paneldebatten fredag den 11. september 2015.

Direktionen indstiller,

at det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøfter muligheden for at deltage i Uddannelsesdebatten og specifikt i paneldebatten fredag den 11. september 2015. Temaet for debatten er Ungdomsuddannelser i Danmark.

Sagsfremstilling

I oktober 2014 afholdt VIA University, Lemvig Kommune, Skolebyen Nørre Nissum og Region Midtjylland for første gang uddannelsesdebatten med det formål at skabe en platform for debat om uddannelse på tværs af institutioner og aktører og med fokus på det sammenhængende uddannelsessystem.

 

Arrangementet gentages den 11. og 12. september 2015. Der forventes op til 1.000 deltagere, og administrationen vurderer, at arrangementet vil være en oplagt lejlighed for regionsrådet i forhold til at drøfte den regionalpolitiske uddannelsesdagsorden med uddannelsesinstitutioner, lokale og nationale politikere, erhvervsliv, unge og deres forældre.

Det foreslås, at regionsrådet deltager i fredagens hovedtema:

 

Ungdomsuddannelserne i Danmark - kl. 10.45-12.00 

Her vil der blive afholdt en paneldebat under ledelse af Clement Kjersgaard.

Fokus for debatten vil være:

 

Ungdomsuddannelserne i Danmark - er der brug for en samlet reform, og hvordan skulle et nyt uddannelsessystem eventuelt struktureres?

De unge - hvilke krav stiller de unge til deres uddannelse? Kan systemet håndtere deres krav? Er de unge vokset fra uddannelsessystemet?

 

Fremtidens arbejdsmarked - uddannes de unge til at kunne manøvrere på et arbejdsmarked, som er præget af en vækstdagsorden? Og hvordan sikrer vi, at alle kan finde en plads på arbejdsmarkedet?

 

Det endelig program er endnu ikke fastlagt. De øvrige paneldeltagere vil være repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner, erhvervslivet og lokale, regionale og nationale politikere med interesse for uddannelsesområdet.

 

Formålet med deltagelsen vil blandt andet være at få input til det kommende arbejde med udmøntningen af den regionale vækst- og udviklingsstrategi og deltage i debatten med regionale perspektiver og synspunkter i forhold til uddannelsesområdet, behovet for uddannelse til alle unge, behovet for kvalificeret arbejdskraft på tværs af Region Midtjylland samt sammenhæng mellem erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik.

 

Eftermiddagens program vil udgøres af en debat om læreruddannelsen, og eftermiddagen forventes afsluttet med underholdning ved Anders Lund Madsen.

 

Der forventes 300 tilhørere og deltagere til dagens debatter.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orientering om uddannelsesdebatten til efterretning og besluttede, at udvalgsformanden deltager i paneldebatten.

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-10-76-3-15

6. Erhvervsuddannelser i Region Midtjylland - udbudsrunde i 2017

Resume

Med aftalen om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser er det besluttet at gennemføre en ny udbudsrunde af erhvervsuddannelser i 2017.

 

Kriterierne for tildeling af udbud har Undervisningsministeriet ikke helt færdigudviklet, men tager udgangspunkt i målsætningen for reformen af erhvervsuddannelserne: bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser.

 

Regionsrådet har i forbindelse med udbudsrunden en koordinerende funktion i relation til den geografiske placering af udbuddet af ungdomsuddannelser, herunder erhvervsuddannelsernes grundforløb og uddannelsesinstitutioners kapacitet med henblik på at sikre et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til alle unge.

Direktionen indstiller,

at det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Gennemførelsen af udbudsrunden

Alle hidtil godkendte udbydere af erhvervsuddannelser indbydes af Undervisningsministeriet primo 4. kvartal 2015 til at ansøge om at blive godkendt til fra 1. august 2017 at udbyde:

 

  • 1. del af uddannelsernes grundforløb inden for et eller flere hovedområder

  • 2. del af grundforløbet i en eller flere uddannelser

  • Hovedforløb i en eller flere uddannelser.

 

Grundlæggende skal ansøgerne dokumentere, hvordan de lever op til målene med erhvervsuddannelsesreformen:

 

  • Flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9./10. klasse

  • Flere skal fuldføre en erhvervsuddannelse

  • Erhvervsuddannelserne skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan

  • Tilliden til og trivslen på erhvervsskolerne skal styrkes.

 

Herudover gennemføres parallelt med udbudsrunden en runde, hvor skolernes godkendelse til at fungere som praktikcenter for en eller flere uddannelser vil blive revurderet.

 

Regionernes koordinerende rolle omfatter grundforløbets 1. og 2. del. Regionernes rolle omfatter ikke hovedforløb samt godkendelse af erhvervsskoler til at være praktikcentre.

 

Det er undervisningsministeren, der på baggrund af indstillinger fra henholdsvis regionsrådene og Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, træffer afgørelse om udbudsplacering af grundforløbenes 1. del (hovedområder), 2. del og hovedforløb. Det er også undervisningsministeren, der træffer afgørelse om godkendelse til at varetage opgaver som praktikcenter.

 

Regionsrådet skal således behandle ansøgningerne fra de midtjyske erhvervsskoler på sit møde i december 2015 eller januar 2016. Regionsrådets anbefalinger fremsendes herefter til Undervisningsministeriet.

 

Administrationen planlægger en række møder med erhvervsskolerne med det formål at drøfte sammenhængen mellem udbud af erhvervsuddannelser, behovet for arbejdskraft, den demografiske udvikling og behovet for at opretholde et tilstrækkeligt og varieret udbud af ungdomsuddannelser i Region Midtjylland.

 

Udvalget vil løbende blive orienteret om og inddraget i dette arbejde forud for drøftelsen i regionsrådet i december 2015.

 

Kort om erhvervsuddannelsernes struktur efter reformen "Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser"

Der indføres adgangskrav, så elever skal have mindst 02 i henholdsvis dansk og matematik, dog med mulighed for optagelsesprøve og -samtale, hvis man ikke opfylder adgangskravene og direkte adgang, hvis den unge har en praktikaftale eller en anden ungdomsuddannelse.

 

De 12 fællesindgange nedlægges, og der etableres fire hovedområder: Omsorg, sundhed og pædagogik, Kontor, handel og forretningsservice, Fødevarer, jordbrug og oplevelser samt Teknologi, byggeri og transport.

 

Grundforløbet består af to dele på i alt 40 uger for unge, der kommer fra 9. eller 10. klasse i op til et år efter afsluttet skolegang. Andre elever begynder direkte på grundforløbets 2. del og får dermed et grundforløb på 20 uger.

 

Mere og bedre undervisning gennem et timeløft (25 klokketimer fra 2015 og 26 klokketimer fra 2016), tydeligere sammenhæng mellem skoleundervisning og praktikuddannelse, mere differentieret undervisning, kompetenceløft af lærere samt ledelses- og institutionsudvikling.

 

EUX indføres på alle relevante uddannelser, og der bliver flere højniveaufag

 

Der vil blive oprettet en ny erhvervsrettet 10. klasse (EUD10) og en ny kombineret ungdomsuddannelse til unge, som ikke har kompetencerne til at gennemføre en anden ungdomsuddannelse

 

Uddannelsesgaranti vil blive styrket sammen med garantien for en praktikplads.

 

Kort om praktikcentre

Den 1. september 2013 startede 50 praktikcentre. Praktikcentre er for de elever, der ikke har en ordinær praktikplads hos en arbejdsgiver. I stedet kan eleven kombinere skolepraktik med kortere eller længere praktikforløb hos en arbejdsgiver. Praktikcentrene er etableret på 50 af landets erhvervsskoler.

 

Praktikcentre betyder en omlægning af skolepraktikken, så skolerne får en større del af ansvaret for at sammensætte en elevs samlede uddannelse, hvis eleven ikke har fået en ordinær uddannelsesaftale hos en arbejdsgiver for hele uddannelsen. Centret skal formidle uddannelsesaftaler, hvor den unge f. eks. arbejder på en byggeplads for den lokale tømrervirksomhed 3-6 måneder og derefter kommer til en ny arbejdsplads eller tilbage til skoleundervisning eller praktikuddannelse på praktikcenteret. Centrene skal arbejde for, at så mange elever som muligt kommer i praktikuddannelse – meget gerne ude i virksomhederne.

 

Arbejdsgiveropgaven - SOSU-området

I forlængelse af reformen af erhvervsuddannelserne vil regionen og kommunerne som arbejdsgivere fra august 2015 få hele ansvaret for opgaven med at optage og ansætte social- og sundhedsassistentelever.

 

Hidtil har de seks social- og sundhedsskoler i regionens område stået for at optage eleverne, som efter optagelse er blevet ansat i regionen eller en af de 19 kommuner. Arbejdsgivernes opgave har hidtil været at udarbejde uddannelsesaftaler ud fra oversigter fra skolerne, samt de efterfølgende sædvanlige arbejdsgiveropgaver med at lønadministrere, følge fravær, holde samtaler i forhold til helhedsevalueringer m.v.

 

På nuværende tidspunkt er der stadig nogle forhold, der er uafklaret, men der er en god dialog med både skoler og kommuner, og der er ved at tegne sig et mere klart billede af opgaven og de forskellige muligheder for at varetage den.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orientering om udbud af erhvervsuddannelser i Region Midtjylland til efterretning. 

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-3-14

7. Vækstforums handlingsplan 2015 - orientering om sager på vej til forretningsudvalget den 14. august 2015

Resume

Vækstforum afholder sit næste møde den 17. juni 2015.

 

Temaerne for mødet vil være henholdsvis Cirkulær økonomi og Status for turismeindsatsen.

Direktionen indstiller,

at det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Tema: Cirkulær Økonomi, potentialer og barrierer

Temadrøftelsen tager udgangspunkt i både erfaringer fra Vækstforums og regeringens initiativer og i de udfordringer og muligheder, cirkulær økonomi giver på virksomheds- og samfundsniveau. Vækstforum har med sine hidtidige initiativer på området sat så positive spor, at Region Midtjylland er anerkendt som foregangsregion nationalt og internationalt på cirkulær økonomi.

 

Region Midtjylland er anerkendt såvel nationalt som internationalt som foregangsregion på Cirkulær Økonomi og har indtil nu igangsat og medfinansieret fire initiativer med afsæt i CØ-tankegangen: Rethink Business, Challenge:Water, Grønne Industrisymbioser og Grønne Forretningsmodeller.

 

Cirkulær økonomi indgår i den regionale vækst- og udviklingsstrategi og vil være en del af Vækstforums handlingsplan til udmøntning af de erhvervsrettede dele af strategien.

 

Resultatkontraktopfølgning marts 2015

Regionsrådet og Vækstforum har igangsat erhvervsudviklingsprojekter inden for syv af handlingsplanens otte indsatsområder: Energi og miljø, Fødevarer, Velfærd, Turisme, Innovation og forretningsudvikling, Iværksætteri samt Uddannelse og kompetenceudvikling.

 

En række af projekterne medfinansieres af henholdsvis EU's Regionalfond og Socialfond. Størstedelen af de igangsatte projekter under strukturfondsperioden 2007-2013 er blevet afsluttet siden resultatkontraktopfølgningen september 2014. Det forventes, at alle projekter er afsluttet pr. 31. december 2015.

 

Indsatsområderne forløber generelt som forventet, dog er der i enkelte tilfælde brug for at følge økonomien nøje med det formål at sikre, at eventuelle overskydende midler overføres mellem projekterne, således at midlerne anvendes så effektivt som muligt.

 

Øget praktikpladsindsats - forprojektgruppens forslag til initiativer

Forprojektgruppen har ikke afsluttet sit arbejde. Pia Fabrin vil på udvalgets møde redegøre for projektet.

 

Styrket vestdansk samarbejde

Der lægges op til styrket samarbejde mellem Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Syddanmark via en samarbejdsaftale inden for de fire fokusområder: Fødevarer, Energi, Sundheds- og velfærdsteknologi samt Fremtidens industri. Målet er, at virksomhederne oplever, at de uanset geografisk tilhørsforhold har mulighed for at deltage i relevante aktiviteter med henblik på udvikling af virksomheden.

 

Konkret indebærer samarbejdsaftalen, at de tre vestdanske regioner hver især dækker eventuelle udgifter til alle virksomheders deltagelse i støtteordninger og programmer. Det vil sige, den enkelte region skeler ikke til det geografiske tilhørsforhold for den enkelte virksomhed, men betaler for at virksomheder fra de to andre regioner deltager i aktiviteterne.

 

Hver region udarbejder årligt en opgørelse over regionens samlede forbrug af midler til virksomheder uden for regionen. De tre regioner evaluerer ordningen efter et års forløb og tager stilling til, hvorvidt ordningen skal fortsætte.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orientering om sager på vej til forretningsudvalgsmødet i august 2015 til efterretning.

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

8. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering.

Beslutning

Udvalgets studietur til Tyskland

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik oplæg om udvalgets studietur i september 2015, herunder et oplæg om eksport til Tyskland ved internationaliseringsrådgiver Katrine Dalsgaard Skovly, Udenrigsministeriet.

 

Byplanmødet 2015

Orientering om byplanmødet 2015. Program for byplanmødet kan hentes på: http://www.byplanlab.dk/byplanmoede2015    

Mobilitet og infrastruktur på Djursland

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling ønskede en orientering på et kommende møde omkring arbejdet med mobilitet og infrastruktur på Djursland.

 

Keld Marstrand var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen