Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedr. regional udvikling
den 11. september 2013 kl. 14:00
i Agro Business Park, Niels Pedersens Allé 2, Foulum, 8830 Tjele

Referat fra møde den 11. september 2013 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling. 

Alle medlemmer var mødt bortset fra Jørgen Nørby, der havde meldt afbud.

 

Henning Gjellerod forlod mødet under behandling af punkt 10.

 

Mødet blev hævet kl. 17.30.


Sagnr.: 1-00-17-12

1. Temadrøftelse om Vækstforums fødevaresatsning

Sagsfremstilling

Temadrøftelse om Vækstforums fødevaresatsning

Som optakt til udvalgets temadrøftelse er der følgende oplæg:

  

  1. Intro til Vækstforums fødevaresatsning ”Klog hverdagsmad” ved chefkonsulent Lars Haahr Jensen, Regional Udvikling. 

 

  1. Vækstforums fødevareråd ved formand for fødevarerådet, direktør Greta Jakobsen, Højmarklaboratoriet.

 

  1. Future Food Innovation (FFI) – et regionalt innovationsmiljø på fødevareområdet ved formand for FFI’s styregruppe Lars Visbech Sørensen, Agro Business Park og innovationschef i FFI Gyda Bay.

  2. Hvor er fødevaresatsningen på vej hen? ved afdelingschef Erik Sejersen, Regional Udvikling.

Baggrund

Vækstforums fødevaresatsning har under overskriften "Klog hverdagsmad som sund forretning" eksisteret siden 2010 og der er igangsat og gennemført en lang række initiativer. På mødet får det rådgivende udvalg for regional udvikling en præsentation af de mange initiativer. Der bliver også mulighed for dialog med nogle af de centrale aktører i satsningen om status og perspektiver for arbejdet med innovation og værdiløft inden for fødevarebranchen - set med regionale briller.

 

Vækstforums fødevaresatsning bygger på indsatser inden for 3 områder: Innovation, differentiering og kompetence. Der er inden for disse områder iværksat en lang række initiativer med det mål at styrke innovationskompetencer, vækst og konkurrenceevne i de regionale fødevarevirksomheder.

 

Initiativerne omfatter:

  • Future Food Innovation - et regionalt innovationsmiljø, der bl.a. omfatter pulje med støtte til innovative projekter, kompetenceudviklingsaktiviteter i virksomheder, netværk og matchmaking mellem virksomheder og viden - også internationalt. Operatør er Agro Business Park i spidsen for et konsortium med AgroTech, Aarhus Universitet, Teknologisk Institut og Videncenter for Fødevareudvikling (VIFU).

  • FØDEVAREmidt - specialiseret rådgivningsprogram for fødevarevirksomheder. Operatør er Væksthus Midtjylland sammen med VIFU.

  • Grøn Vækst Fødevarer - fire tværkommunale netværksprojekter.  

  • To innovationspuljeprojekter

  • Regional deltagelse i Food4Future KIC - på vej mod et europæisk Knowledge and Innovation Community fra 2016

  • Udviklingsaktiviteter på baggrund af analyser af fremtidens uddannelses- og komptencebehov inden for fødevareområdet  

  • Food Festival - fokus på innovationsaktiviteter

  • Food Universe.

 

Derudover har Region Midtjylland på flere måder udøvet regionalt strategisk lederskab, og der er med Regeringens og Vækstforums partnerskabsaftale fra 2013 tildelt Region Midtjylland en særlig national rolle på fødevareområdet.    

 

Til at rådgive Vækstforum, skabe fremdrift i fødevaresatsningen og fungere som dens ambassadører er der nedsat et fødevareråd. Medlemmerne består af repræsentanter for en række brancheorganisationer samt en række personligt udpegede medlemmer. Fødevarerådet spiller en proaktiv rolle, og har særligt i perioden frem mod 2015 en central opgave med at komme med strategiske og faglige anbefalinger til Vækstforum om den regionale erhvervsfremmeindsats på fødevareområdet efter 2014.

 

I 2012 blev der gennemført en midtvejsevaluering af Klog hverdagsmad, der har givet grundlag for en styrkelse og justering af de igangværende initiativer.

 

I 2013 gennemførte REG X i samarbejde med Agro Food Park, Region Midtjylland og Future Food Innovation en "smart specialization analyse" af fødevareområdet i regionen. Såvel midtvejsevaluering som smart specialization analysen indgår i den strategiproces, der pågår pt. frem mod Vækstforums beslutning om en regional fødevareindsats fra 2015. De nuværende initiativer og programmer udløber for størstedelens vedkommende med udgangen af 2014. 

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling havde en temadrøftelse om Vækstforums fødevaresatsning, herunder præsentationer af de tiltag der er gennemført og de tanker, der er for fødevaresatsningen fremadrettet.

 

Udvalget fik et kort oplæg fra administrationen om Region Midtjyllands indsats i forhold til udvikling og implementering af strategien og handlingsplanen: Klog hverdagsmad som sund forretning. Udvalget blev også præsenteret for de kommende ideer og ønsker til fødevareindsatsen Klog hverdagsmad version 2.0, som løber fra 2015.

 

Formanden for Vækstforums fødevareråd orienterede blandt andet udvalget om de forskellige ordninger og programmer, som fødevarevirksomheder i regionen kan benytte sig af. Udbuddet af ordninger er stort. Der skal derfor være fokus på, at virksomhederne får den rette rådgivning til at kunne udnytte ordningerne optimalt, således det overordnede mål om udvikling af virksomhederne nås. Derudover skal der mere fokus på samspillet og synergierne mellem virksomhedsordningerne og de øvrige indsatsområder, som eksempelvist energi, miljø og informationsteknologi.

 

Future Food Innovation (FFI) orienterede blandt andet udvalget om ”The Golden Moment” for fødevareindustrien i Region Midtjylland, herunder at regionen er et spirende kraftcenter indenfor fødevareområdet. FFI præsenterede en række udviklingsprojekter, som er sat i gang med støtte fra FFI.

 

Afslutningsvist drøftede udvalget fødevaresatsningen fremadrettet, herunder udfordringerne ved at en regional satsning skal kunne fungere i nationale og internationale strømninger.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-17-12

2. Godkendelse af referat fra sidste møde den 7. august 2013

Resume

Godkendelse af referat fra møde den 7. august 2013.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet den 7. august 2013 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 7. august 2013, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra den 7. august 2013.

 

 Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-1-13

3. Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad - bevilling fra Region Midtjylland og staten (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Region Midtjyllands økonomiske støtte til Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 er givet under en forudsætning af, at der i projektet opnås tilsagn om den samlede stipulerede offentlige finansiering på ca. 400 mio. kr. Tilsagn fra alle de 19 deltagende kommuner er på plads, mens der endnu ikke foreligger noget statsligt tilsagn. Aktiviteterne i projektet strækker sig fra 2013-2018, og der er derfor behov for frigivelse af midler til projektets indledende faser.

Direktionen indstiller,

at der af de reserverede kulturmidler på i alt 20,5 mio. kr. udbetales 3,5 mio. kr. i 2013 og 3,5 mio. kr. i 2014 til Aarhus 2017-Fonden, og

 

at der af de reserverede erhvervsudviklingsmidler på i alt 35 mio. kr. udbetales 5,0 mio. kr. i 2013 og 10,0 mio. kr. i 2014 til Aarhus 2017-Fonden.

Sagsfremstilling

Aarhus er valgt som Europæisk Kulturhovedstad 2017, men den statslige finansiering er ikke på plads endnu, og det forhindrer, at aktiviteterne, der skal foregå 2013-2018, kan planlægges og begynde. Den kommunale finansiering af aktiviteterne er på plads, idet der er bevilget 100 mio. kr. fra Aarhus Kommune og tilsammen 45 mio. kr. fra de øvrige 18 kommuner. Hertil kommer 55,5 mio. kr. fra Region Midtjylland og en forventet bevilling fra staten på 200 mio. kr. og yderligere 100 mio. kr. fra private, fonde mv.

 

Aarhus er Danmarks officielt udpegede deltager i programmet Europæisk Kulturhovedstad, men trods dette er der endnu ikke fundet nogen national medfinansiering til projektet. Parternes bidrag var en integreret del af den ansøgning, som Aarhus blev udvalgt på baggrund af.

 

I august 2011 vedtog regionsrådet en hensigtserklæring om tilskud til projektet Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 (Aarhus 2017) på i alt 55,5 mio. kr. fordelt med 20 mio. kr. fra kulturmidlerne og 35 mio. kr. fra de regionale erhvervsfremmemidler.

 

Den 20. juni 2012 vedtog regionsrådet, at der af de regionale erhvervsfremmemidler bevilges 5 mio. kr. i 2013, 10 mio. kr. i 2014 og 10 mio. kr. i 2015, i alt 25 mio. kr. til Fonden Aarhus 2017 til projektet Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og at bevillingen gives under forudsætning af, at Aarhus udpeges til Europæisk Kulturhovedstad, samt at der opnås tilsagn om den samlede stipulerede offentlige finansiering på ca. 400 mio. kr. 

 

Det må konstateres, at det trækker ud med at få et konkret tilsagn fra staten, og da Fonden Aarhus 2017's arbejde er langsigtet, og fra det regionale perspektiv drejer sig mere om samarbejde og udvikling end om events, vurderer administrationen, at det er hensigtsmæssigt, at de regionale tilskud, der kommer fra både erhvervsudviklingsmidlerne og kulturmidlerne for årene 2013 og 2014, gøres uafhængige af et statsligt tilsagn om, hvor meget man vil støtte med. Jævnfør henvendelsen fra Aarhus Kommune, der er vedlagt som bilag.

 

Region Midtjylland har spillet en afgørende rolle i forhold til at få samlet alle 19 kommuner om dette samarbejde, og de regionale udviklingsstrategier og metoder er i vid udstrækning arbejdet ind i grundlaget for Aarhus 2017. Det er derfor også essentielt, at det momentum omkring samarbejde og udvikling, der er skabt i løbet af forberedelsesprocessen, ikke tabes som følge af statens manglende engagement i initiativet.

 

Administrationen foreslår, at der bevilges 5,0 mio. kr. fra erhvervsfremmemidlerne og 3,5 mio. kr. fra kulturmidlerne i 2013 henholdsvis 10,0 mio. kr. fra erhvervsfremmemidlerne og 3,5 mio. kr. fra kulturmidlerne i 2014 til trods for, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger et statsligt tilsagn om medfinansiering.

Der indgås på vanlig vis resultatkontrakt om erhvervsudviklingsmidlernes anvendelse.

 

Økonomi

Projektet Aarhus 2017 har et samlet budget på omkring 500,5 mio. Kr. Idet alle midler indgår i en fond, hvorfra der efter ansøgning udbetales støttemidler, er der ikke udarbejdet et detaljeret budget, men alene et finansieringsbudget for fonden. Tabel 1 viser finansieringen fra 2012-2017.

 

[image]*Bevillinger til 2016-2017 vil blive forelagt regionsrådet i 2015


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget, idet udvalget anbefaler, at der i indstillingen tilføjes: at yderligere frigivelse af midler efter 2014 forudsætter statslig medfinansiering.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-21-4-12

4. Rethink Business (Cradle to Cradle) – ansøgninger til kommunepuljen (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Tre kommuner har ansøgt om midler fra Vækstforums pulje på 2,5 mio. kr. til gennemførelse af eksperimenter, der skal skabe grønne vækstmuligheder for erhvervslivet gennem intelligent, offentlig efterspørgsel.

 

Indsatsen er en del af projektet Rethink Business (tidligere "Cradle to Cradle som forretningsudvikling"). Idéen er at øge kommunernes efterspørgsel efter løsninger, der tager vare om ressourcerne i cirkulære processer. Herning Kommune vil forlænge levetiden og øge genanvendelsesværdien for arbejdsbeklædning. Samsø Kommune vil øge effektivitet og genanvendelse af pumper gennem nye leasingmodeller. Skive Kommune vil sikre genanvendelsen af bygningsmaterialer og samtidig opbygge en helt ny erhvervsklynge.

Direktionen indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 1.887.500 kr. i 2013 til gennemførelse af tre offentlig-private eksperimenter. Fordelt med 300.000 kr. til Herning Kommune, 200.000 kr. til Samsø Kommune og 1.387.500 kr. til Skive Kommune. Der resterer således 612.500 kr. af puljen.

Sagsfremstilling

Tre kommuner har indsendt ansøgninger til kommunepuljen under Rethink Business. Herning Kommune vil udarbejde en cirkulær forretningsmodel for arbejdsbeklædning inden for det tekniske driftsområde. Tøjet skal have en længere levetid, og når det ikke længere kan bruges som beklædning, skal der findes nye anvendelsesområder for stoffet, før det bliver til twist. Projektet gennemføres sammen med De Forenede Dampvaskerier, TEKO m.fl., og indebærer bl.a. ændringer i indkøbsaftaler, så én leverandør kan overtage beklædning fra en anden; adfærdsændringer, så brugt tøj bliver mere acceptabelt; en teknisk løsning til let at fjerne logoer og et udviklingsarbejde for at finde nye måder at bruge stoffet på.

 

Samsø Kommune vil udvikle nye forretningsmodeller for leasing af pumper. Herved kan man på den ene side sikre, at pumperne er up-to-date og så energieffektive som muligt. Og på den anden side sikre, at leverandøren tager pumperne tilbage og genanvender materialerne. Projektet gennemføres i samarbejde med Grundfos og en lokal installatør og kan indebære design af nye pumpetyper, der lettere kan genanvendes.

 

Skive Kommune vil udvikle nye metoder til at genbruge bygningsmaterialer. Det indebærer bl.a., at kommunen skal stille krav til sortering og genanvendelse ved nedrivning, og at der opbygges en klynge af virksomheder, som kan forarbejde og videresælge materialerne. Projektet gennemføres sammen med flere private virksomheder, bl.a. Gamle Mursten ApS og Troldtekt A/S.

 

De tre ansøgninger er vedlagt i bilag 1, 2 og 3.

 

Kommunepuljen skal styrke intelligent, offentlig efterspørgsel efter bæredygtige løsninger, udviklet efter principperne i cirkulær økonomi og cradle to cradle. Formålet er at skabe innovative, grønne vækstmuligheder for erhvervslivet ved at fokusere kommunernes efterspørgsel og købekraft. Puljen er en del af Vækstforums projekt "Rethink Business", hvor virksomheder tilbydes rådgivning til at udvikle cirkulære forretningsmodeller. På den måde arbejder Rethink Business både med efterspørgsel og udbud af cradle to cradle produkter og løsninger.

 

Økonomi 

Det er administrationens vurdering, at alle tre projekter vil kunne bidrage væsentligt til kommunepuljens formål og skabe vigtige erfaringer på området. Udviklingscenter for Træ og Møbler (UMT), der er operatør på Rethink Business, har behandlet ansøgningerne sammen med den rådgivende gruppe og anbefaler alle tre projekter (se bilag 4, 5 og 6). På den baggrund anbefales det, at alle tre projekter bevilges det ansøgte beløb. Alle tre kommuner medfinansierer projekterne med 50 %.

 

[image]

 

Vækstforum har behandlet sagen på sit møde den 27. august 2013.




Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-4-13

5. Ny supportfunktion for danske klyngeorganisationer (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Et punkt i den danske klyngestrategi "Strategi for samarbejde om Danmarks klynge- og netværksindsats" er, at der skal oprettes en fælles supportfunktion, som danske klyngeorganisationer kan trække på.

 

Der er opstillet en fordelingsnøgle mellem vækstforaene og Rådet for Teknologi og Innovation, som skal godkendes de respektive steder, inden et udbud kan igangsættes med henblik på at finde en fremtidig operatør på supportfunktionen.

 

Det foreslås, at de fem regioner og Bornholms Regionskommune skal bidrage med i alt 2,4 mio. kr. årligt i perioden 2014-2016 med mulig forlængelse i yderligere to år, og at Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser skal bidrage med 2,6 mio. kr. årligt i samme periode. Region Midtjylland ansøges om i alt 1,5 mio. kr. i 2013.

Direktionen indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 1,5 mio. kr. i 2013 til en ny supportfunktion for danske klyngeorganisationer under forudsætning af godkendelse i de øvrige vækstfora og Rådet for Teknologi og Innovation. Bevillingsmodtager er Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Den økonomiske ramme fordeler sig med 0,5 mio. kr. pr. år i årene 2014, 2015 og 2016.

Sagsfremstilling

Som led i innovationsstrategien har regeringen i samarbejde med vækstforaene nedsat et forum for klynge- og netværksindsatsen i Danmark (klyngeforum). I vækstpartnerskabsaftalen for 2013 mellem Vækstforum og regeringen er samarbejdet omkring klyngeforum også nævnt.

 

Klyngeforum skal ”understøtte klyngeudviklingen i Danmark og sikre sammenhæng og synergi mellem lokale, regionale, nationale og internationale klyngeindsatser”. Forummet skal med andre ord udmønte den nationale klyngestrategi.

 

En af de opgaver, som klyngeforum har arbejdet med i 2013, er at beskrive, hvilke krav og behov der vil være til en supportfunktion for klyngeorganisationer. Tanken er, at de danske klyngeorganisationer skal kunne trække på én operatør og opnå viden og sparring på samme vis, som klyngeorganisationer i dag kan benytte sig af Netmatch og Reg X, hvis kontrakter udløber i 2014.  

 

Målgruppen for supportfunktionen er de sekretariater for klynger og netværk, der har opnået et EU kvalitetsstempel efter ECEI-standarden for deres organisering af arbejdet med klynger jævnfør den nationale klyngestrategi. 

 

Effekter

Supportfunktionen skal fremme udviklingen af kompetente klyngeorganisationer, således at virksomhederne i klyngerne får hjælp til hurtigere at skabe innovationer og kommercielle succeser, der vil bidrage til at løse samfundsmæssige problemstillinger og skabe øget vækst og beskæftigelse i Danmark.

 

Supportfunktionen skal også bidrage til, at danske klyngeorganisationer bliver mere internationalt orienterede gennem netværk med andre internationale klyngeorganisationer, således at virksomhederne støttes i deres internationalisering.

 

Aktiviteter

Supportfunktionen skal imødekomme de behov, som danske klyngeorganisationer har, for støtte til professionalisering, skabelse af netværk med andre klynger regionalt, nationalt og internationalt, skabelse af netværk med øvrige aktører i erhvervsfremme- og innovationssystemet samt bidrage til at skabe synlighed omkring danske klynger.

 

Supportfunktionen skal løse følgende obligatoriske opgaver:

 

  • Videnindsamling, analyser, monitorering af resultater, benchmarkanalyser, certificering af klynger i henhold til ECEI-standarden.

  • Videnformidling til klyngerne, samarbejde med andre innovations- og erhvervsfremmeaktører, samarbejde med Enterprise Europe Network og andre landes supportfunktioner.

  • Markedsføring af de danske klynger, formidling af succeshistorier, repræsentere én fælles indgang til danske klynger og netværk – både i Danmark og internationalt.

  • Fungere som sparringspartner overfor klyngeforum med henblik på at indsamle og systematisere erfaringer fra udvikling af danske klyngeorganisationer.

 

Derudover kan supportfunktionen hjælpe klyngeorganisationerne med opgaver inden for:

 

  • Kompetenceudvikling, internationalisering, professionalisering (f.eks. udvikling af fælles it-værktøjer), synergi og netværk med andre klynger.

 

De klyngeorganisationer, som er forankret i Midtjylland, forventes stadig at deltage i Midtjysk ErhvervsudviklingsAkademis (MEA) kompetenceudviklingskurser, hvor det har relevans.

 

Organisering

En styregruppe bestående af de finansierende parter nedsættes. Styregruppen deltager i et udbud med henblik på valg af operatør. Når operatøren er valgt, mødes styregruppen et par gange årligt og udstikker retningen for supportfunktionens arbejde i det kommende år.

 

Budget og finansiering

Det samlede årlige budget er på 5 mio. kr. Under forudsætning af godkendelse i de seks vækstfora og Rådet for Teknologi og Innovation vil basisfinansieringen blive delt, således at regionerne tilsammen bidrager med 2,4 mio. kr. pr. år, og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser bidrager med 2,6 mio. kr. pr. år. Finansieringen gælder fra 2014-16 med mulighed for forlængelse i yderligere to år. 

 

[image]

 

Vækstforum har behandlet sagen på møde den 27. august 2013.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-3-12

6. Høring af Midttrafiks trafikplan 2013-2017 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Midttrafik har sendt udkast til trafikplan 2013-2017 i høring hos region og kommuner. Trafikplanen indeholder mål for udviklingen i den kollektive trafik og anbefalinger til, hvordan disse mål nås. Der fokuseres særligt på flere tilfredse kunder, bedre sammenhæng, public service og bæredygtig kollektiv transport. Det indstilles, at regionen tilslutter sig trafikplanen med administrationens bemærkninger. Trafikplanen forventes godkendt i Midttrafiks bestyrelse den 13. oktober 2013.

Direktionen indstiller,

at Region Midtjylland i sit høringssvar til Midttrafik meddeler positiv tilslutning til Midttrafiks trafikplan med de af administrationen anførte bemærkninger.

Sagsfremstilling

På baggrund af borgerhøring, temamøder med deltagelse fra region, kommuner og busselskaber samt analyser af bl.a. den fremtidige befolkningsudvikling har Midttrafik udarbejdet en trafikplan for perioden 2013-2017.

 

I henhold til lov om trafikselskaber, skal trafikselskaberne mindst hvert fjerde år udarbejde en plan for serviceniveauet for den offentlige servicetrafik, der varetages af trafikselskabet. Trafikplanen skal udarbejdes med udgangspunkt i den statslige trafikplan for jernbanetrafikken. Regionsrådet har tidligere, i december 2012, afgivet bemærkninger til statens trafikplan, som efter endt høring blev offentliggjort i februar 2013.

 

Trafikplanen indeholder fire mål for udviklingen om flere tilfredse kunder, bedre sammenhæng, fokus på public service og bæredygtig kollektiv transport. For hvert af disse mål peger Midttrafik på tiltag, som kan sættes i værk for at nå disse mål.

 

Det gennemsnitlige antal kunder pr. køreplantime skal stige fra 38 i 2012 til 40 i 2017, og andelen af tilfredse kunder skal i 2017 være på samme niveau som de nuværende 92 %. Dette forudsætter bl.a., at grundproduktet er af høj kvalitet, og at der fokuseres på kundeservice og image.

 

Midttrafik sætter ikke tal for mål om bedre sammenhæng, men der fokuseres på samarbejde om initiativer, der kan udvikle og udbrede transportformer og samarbejde om infrastruktur. Der peges bl.a. på, at den kollektive trafik fra start skal indgå ved alle ny- og ombygninger af bolig- og erhvervsområder samt uddannelsessteder, ligesom der skal skabes bedre fremkommelighed for busserne.

 

Midttrafik ser public service forpligtelsen i forhold til de unges transport til uddannelse, tilgængelighed for flest muligt og flextur som en alternativ transportløsning på steder og tider, hvor efterspørgslen er begrænset.

 

Midttrafik ønsker, at den kollektive bustransport får en grønnere profil. Bl.a. skal brændstofforbruget i perioden reduceres med 10 % pr. kørt kilometer. Dette skal ske via kontrakterne med busselskaberne i en kombination af krav og incitamenter. Endvidere skal det undersøges, om fleksibiliteten i busanvendelsen kan øges på tværs af ruterne.

 

På baggrund af en analyse af den demografiske udvikling fremhæver Midttrafik tre særlige fokusområder.

 

Det skal vurderes, om der er bedre samfundsøkonomi i at erstatte store busser med flextur, teletaxa eller mindre busser i områder, hvor antallet af kunder bliver færre. Omvendt i de større byer, hvor antallet af kunder stiger, skal den kollektive trafik fungere effektivt med hyppige afgange og god fremkommelighed. Midttrafik anbefaler endvidere, at det overordnede net på tværs af regionen i særlig grad indrettes efter pendlernes behov med direkte og hyppig betjening.

 

Det er administrationens vurdering, at trafikplanen giver en god ramme for de mere konkrete drøftelser, der er mellem bestillerne og Midttrafik om udviklingen af den kollektive trafik, herunder den årlige køreplanlægning og udbud af buskørsel.

 

Trafikplanen er i tråd med regionens og kommunernes anbefalinger i regionale udviklingsplan om mobilitet.

 

Administrationen finder dog, at trafikplanen kunne gøre mere ud af at beskrive kravene til rollefordeling mellem bestillere og Midttrafik, i overensstemmelse med afrapportering som den daværende trafikstyregruppe afgav i april 2010, og som kommunerne og regionen efterfølgende tilsluttede sig. Det drejer sig bl.a. om:

 

  • At bestillerne fremover angiver deres ønsker til kørsel i overordnede principper og servicekrav samt den økonomiske ramme. Midttrafiks rolle er at omsætte disse overordnede ønsker til konkret køreplanlægning, der koordinerer og tilgodeser alle bestillernes ønsker. Dette arbejde vil ske i tæt samarbejde med den enkelte bestiller.

  • Det skal sikres, at der samlet set arbejdes på at etablere de bedste løsninger for den kollektive bustrafik i Midttrafiks område indenfor de økonomiske rammer, der er til rådighed. Forskellige forslag kan have forskellige konsekvenser for bestillernes økonomi. Der skal arbejdes for at sikre de samlet set mest effektive transportløsninger.

  • Der skal sikres en sammenhæng mellem den enkelte bestillers behov for økonomisk fleksibilitet i forhold til det fælles behov for stabilitet. Bestillerne skal have mulighed for at agere i forhold til den økonomiske udvikling, samtidig med at dette ikke medfører løsninger, der pludseligt og uventet påvirker andre bestilleres serviceniveau eller økonomi.

 

Herudover foreslås det, at målet om fastholdelse af en tilfredshedsgrad på 92 % med fordel kan suppleres med mere objektive mål for rettidighed i busdriften, som det kendes fra togdriften.

 

Administrationen finder det positivt, at trafikplanen har særlig fokus på at skabe gode kollektiv trafikforbindelser til det kommende hospital i Gødstrup.  

 

Trafikplanen forventes godkendt i Midttrafiks bestyrelse den 13. oktober 2013.

       

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-10-76-6-13

7. Høringssvar til Danske Regioner vedrørende regeringsudspillet "Øget indsigt gennem globalt udsyn" (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Regeringen har udsendt sit udspil "Øget indsigt gennem globalt udsyn" i høring hos en række interessenter, heriblandt Danske Regioner.

 

Høringsfristen er den 9. september 2013, og administrationen har fremsendt det vedhæftede bidrag til høringssvar med forbehold for behandlingen i det Rådgivende Udvalg for Regional Udvikling den 11. september 2013 og i Forretningsudvalget den 17. september 2013.

 

Regeringen har ligeledes fremsat et lovforslag vedrørende justering af tilskud til studentermobilitet. Danske Regioner er dog ikke høringspart i denne sag.

 

Administrationens udkast til høringssvar er positivt i forhold til det overordnede formål med regeringsudspillet "Øget indsigt gennem globalt udsyn", men skeptisk i forhold til Lovforslaget vedrørende justering af tilskud til studentermobilitet.

Direktionen indstiller,

at høringssvar til Danske Regioner vedrørende regeringsudspillet "Øget indsigt gennem globalt udsyn" tages til orientering.

Sagsfremstilling

"Øget indsigt gennem globalt udsyn" - regeringens handlingsplan for styrket internationalisering af de videregående uddannelser

Regeringen har den 14. juni 2013 offentliggjort handlingsplanen "Øget indsigt gennem globalt udsyn - Flere studerende på studieophold i udlandet, styrkede internationale læringsmiljøer og bedre fremmedsprogskompetencer". Oplægget er det første af to med fokus på at styrke internationaliseringen af de danske videregående uddannelser. Det andet oplæg følger senere i 2013 og vil fokusere på, hvordan Danmark kan tiltrække og fastholde de dygtigste internationale studerende.

 

Udspillet falder helt i tråd med Region Midtjyllands og Vækstforums visioner om at være  ”en globalt konkurrencedygtig region”.

 

Regionsrådet og Vækstforum har siden 2007 haft fokus på nødvendigheden af en velkvalificeret arbejdsstyrke og har derfor iværksat en række analyser. Her ses det, at der bl.a. er behov for også at tiltrække udenlandsk arbejdskraft for på sigt at kunne imødegå efterspørgslen efter veluddannet arbejdskraft hos både virksomheder og institutioner.

På den baggrund har regionsrådet og Vækstforum iværksat en række initiativer, som bl.a. har til formål at tiltrække og fastholde både udenlandsk arbejdskraft og udenlandske studerende.

 

”Forslag til ændring af lov vedrørende justering af tilskudsprincipper i forhold til international mobilitet”

Endvidere har regeringen den 1. juli 2013 samtidig fremsat ”Forslag til ændring af lov vedrørende justering af tilskudsprincipper i forhold til international mobilitet”. Formålet med lovforslaget er at understøtte, at flere danske studerende tager på et studieophold som led i deres uddannelse.

 

Hidtil har de danske institutioner modtaget taxameter tilskud på grundlag af de studerende, der gennemfører uddannelsesaktiviteter, uanset om de studerende er optaget på en uddannelse på selve institutionen eller er gæstestuderende.

 

Såfremt "Lovforslag til justering af tilskudsprincipper for international studentermobilitet" vedtages, vil institutionerne fremadrettet modtage tilskud på grundlag af de udgående studerendes optjening af merit ved studieophold i udlandet, men ikke for de udenlandske gæstestuderende.

 

Det betyder, at uddannelsesinstitutionerne fremover selv skal finansiere de omkostninger, som relaterer sig til udenlandske studerende, bl.a. undervisnings- og integrationsaktiviteter og administration.

 

Med det foreslåede finansieringsprincip vil incitamentet for at fremme udgående mobilitet ikke være tilstrækkeligt, og det vil have betydning for institutionernes internationale arbejde, bl.a. i forhold til samarbejdsaftaler med vækstlande, hjemtagningen af EU-midler og tilskyndelsen til øget udrejse.

 

Med denne model vil der skabes fokus på økonomisk balance frem for at bevare det mere strategiske fokus på at skabe internationale studiemiljøer, hvor såvel udenlandske som danske studerende kan bidrage til danske virksomheder og institutioners deltagelse i et globalt samfund.

 

Udkast til høringssvar

Administrationen anbefaler derfor i sit udkast til høringssvar, at der i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne udformes en model, som på den ene side kan sikre de danske studerende gode og relevante muligheder for udveksling og samtidig kan understøtte behovet for at tiltrække og fastholde udenlandske studerende. Modellen vil således kunne understøtte regeringens udspil ”Øget indsigt gennem globalt udsyn” og de elementer, som vedrører de studerendes muligheder for studie- eller praktikophold i udlandet og etableringen af stærke internationale læringsmiljøer.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-34-76-1-13

8. Forslag til Landsplanredegørelse 2013 i høring (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Miljøministeren har på regeringens vegne fremlagt forslag til Landsplanredegørelse 2013. Det foreslås at landsplanredegørelsen tydeliggør og uddyber regionernes rolle og opgaver i forbindelse med strategisk klimatilpasning, energiplanlægning mm. Desuden savnes fokus på hvordan det midtjyske vækstcenter forbindes til hovedstadsområdet og til Europa samt en mere ambitiøs tidsplan for digitale infrastruktur. Fristen for regionens høringssvar er 27. september 2013.

Direktionen indstiller,

at udkast til høringssvar godkendes.

Sagsfremstilling

Regeringens forslag til Landsplanredegørelse 2013 er i offentlig høring frem til 27. september 2013.

 

Miljøministeren har udpeget syv temaer for landsplanredegørelsen:

 

  1. Vækst, grøn omstilling og udvikling i hele landet

  2. Danmark i en nordisk og europæisk kontekst

  3. Grøn omstilling, klimatilpasning, ressourcer og grøn energi

  4. Byerne - på vej til bæredygtighed

  5. Udviklingen i hovedstadsområdet

  6. Landdistrikter i udvikling

  7. Det åbne land.

 

Regionsrådet har i maj 2012 bidraget med ideer til i landsplanredegørelsen.

 

Forslag til Landsplanredegørelse 2013 vedlægges samt bilag med udsagn i forslaget om hvad regeringen forventer af regionerne og kommunerne.

 

Udkastet til høringssvar (bilag) relaterer forslaget til Landsplanredegørelse til regionsrådets Regionale Udviklingsplan 2012 samt Vækstforums Erhvervsudviklingsstrategi.

 

På denne baggrund anbefales følgende tilretninger i høringssvaret inden, landsplanredegørelsen finder sin endelige form:

 

  • Mere ambitiøs tidsplan for landsdækkende digital infrastruktur.

  • Anerkendelse af regionernes brede samfundsmæssige rolle. Herunder bl.a. regionens planlægningsopgaver i forhold til klima, energi og miljø, ressourceeffektivitet samt produktion også i det åbne land.  

  • Endnu større fokus på samspillet mellem landets vækstcentre. Herunder at der peges på en fast Kattegatforbindelse.

  • Styrke koblingen til Europa via en jyllandskorridor Aalborg - Hamburg.

  • Udmelder en forventning om at kommunernes planstrategier i et nært samarbejde kobles til regionernes vækst og udviklingsstrategier.

  • Anerkender regionernes rolle i at kunne facilitere samarbejder mellem interesserede kommuner om emner af relevans for den regionale udvikling.

  • Stiller forventning til de nye vækst- og udviklingsplaner om i tæt dialog med kommunerne at skabe funktionelle sammenhængende strukturer på nationalt niveau og i kobling til nabolande.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-14-12

9. Orientering om den internationale kulturpulje og den administrative kulturpulje

Resume

Administrationen har udarbejdet rapporter for 2012 for henholdsvis den internationale kulturpulje og den administrative kulturpulje.

Direktionen indstiller,

at rapport vedrørende den internationale kulturpulje for 2012 og rapport vedrørende den administrative kulturpulje for 2012 tages til orientering.

Sagsfremstilling

Den internationale kulturpulje

Af den internationale kulturpulje på 500.000 kr. er der i 2012 brugt 139.409 kr. Uforbrugte midler er anvendt til afdrag på den negative egenkapital, som følge af den ændrede regnskabspraksis fra 2012.

 

Der er givet støtte til følgende formål:

 

  • Ansøgning til projektet SmartCulture, Regions of Knowledge, Et videndelingsprojekt om Digital formidling om kulturarv under EU-kommissionens forskningsprogram FP 7. Ansøgningen er siden godkendt af EU-kommissionen. Det danske partnerskab har opnået et tilskud på knap 3,0 mio. kr.

  • Ansøgning til SM(ART) et udviklingsprojekt under samme program. Ansøgningen er siden opgivet.

  • Partnerskabsprojektet Danish+ Skandinaviske Partnerskaber.

 

Begrundelsen for at give støtte til henholdsvis SmartCulture og SM(ART) er, at de understøtter Region Midtjyllands indsats i forhold til digital formidling af kulturarv og at de bringer regionens egne institutioner i kontakt med et attraktivt netværk i Europa. Med i projektet er forskningsinstitutioner og udviklingsvirksomheder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Italien og Bulgarien. Fra dansk side deltager Aarhus Universitet, Museernes digitale projektorganisation MMEx og Region Midtjylland.

 

SmartCulture projektet har været i gang siden december 2012 og er nu ved afslutningen af en indledende kortlægning af kultur og kreative industrier i de deltagende regioner.

Ansøgningen SM(ART) projektet blev opgivet, da man ikke skønnede, at partnerskabet, der foruden de danske partnere omfattede de ovennævnte partnere fra Holland og Spanien, var stærkt nok til at gennemføre projektet.

 

Begrundelsen for at støtte Danish+ Skandinaviske Partnerskaber er ønsket om at udvikle en platform for udvikling af seminarer og konferencer omkring børneteater i Norden.

 

Rapport for den internationale kulturpulje er vedlagt som bilag. Rapporten indeholder en oversigt over aktiviteter og udgifter i forbindelse med de projekter, som Region Midtjylland har givet tilskud til.

 

Regionsrådet vedtog beslutning om den internationale kulturpulje i august 2011, i følge beslutningen kan der gives støtte til:

 

  • International partnersøgning og kontakt

  • Kvalificering af ansøgningsarbejde

  • Etablering af partnerskaber og konsortier regionalt og nationalt.

 

Der er afsat en tilsvarende international kulturpulje på 500.000 kr. for 2013.

 

Den administrative kulturpulje

Af den administrative kulturpulje på 400.000 kr. er der i 2012 brugt 369.797 kr. Uforbrugte midler er anvendt til afdrag på den negative egenkapital, som følge af den ændrede regnskabspraksis fra 2012.

 

Puljen er anvendt til en vifte at større og mindre aktiviteter, som understøtter løbende udviklingsaktiviteter og netværk på kulturområdet, herunder seminarer, konferencer, rådgivning, projektforberedelse, formidling og internationalt samarbejde: 

  • Billedkunstkongres og billedkunsttænketank

  • Annoncering af kulturpulje

  • Kulturopa - EU rådgivning i Samarbejde CDEU-office

  • Magasinet Kultur i Timen

  • Personalekort til museer

  • Børnekultur

  • Venskabssamarbejde med Ungarn

  • Museum Jorn projektbeskrivelse

  • Rethink Kulturturisme.

 

Rapport for den administrative kulturpulje er vedlagt som bilag. Rapporten indeholder en oversigt over aktiviteter og udgifter i forbindelse forbruget af den administrative kulturpulje.

 

Regionsrådet vedtog beslutning om den administrative pulje i december 2011. Ifølge beslutningen kan der gives tilskud til afholdelses af seminarer, panelmøder og fremme af kulturaktiviteter i øvrigt indenfor kulturområdet.

 

Der er afsat en tilsvarende administrativ kulturpulje på 400.000 kr. for 2013.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen til efterretning.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-51-71-3595-08

10. Orientering om jordforureningen på Violvej 6, Viborg

Resume

En grundejer på Violvej har klaget over, at han ikke kan lægge lån om i sin ejendom på grund af, at den er kortlagt. Der gives på mødet en kort gennemgang af prioriteringen af sager og af omstændigheder der kan påvirke prioriteringen.

 

Området har tidligere været en grusgrav og der har været planteskole/frugtplantage/ gartneri i dele af området. Forureningen findes mest som tjærestoffer, tungmetaller og olieprodukter.

 

Grunden er tilmeldt værditabsordningen, men der er 10-12 års ventetid på oprydning. Grunden er desuden med i Region Midtjyllands prioritering, men er endnu ikke prioriteret til oprydning i den nærmeste fremtid. Endelig kan grundejer også vælge selv at foretage foranstaltninger på grunden, eventuelt i samarbejde med Region Midtjylland.

Det er administrationens indstilling at prioriteringen af sagerne fastholdes.

Direktionen indstiller,

at orienteringen om jordforurening på Violvej 6, Viborg tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Violvej 6 – 8800 Viborg

En grundejer på Violvej har klaget over, at han ikke kan lægge lån om i sin ejendom på grund af, at den er kortlagt. Ejendommen er kortlagt på V2. Den er nuanceret til F2, fordi der er tjærestoffer, tungmetaller og olieprodukter i overfladen. Det medfører også, at der er offentlig indsats på grunden.

 

Grundejer er utilfreds med, at grunden ikke er prioriteret til oprydning, idet den efterfølgende kunne opnå en boligerklæring på F0/F1 nuancering. Boligerklæringen gør det nemmere at låne penge på ejendommen.

  

Der gives på mødet en kort gennemgang af prioriteringen af sager, som ligner Violvej 6 i Viborg.

 

Der gives på mødet en kort gennemgang af omstændigheder, der kan påvirke prioriteringen.

 

Forureningen

Hele området har tidligere været en grusgrav, som efterfølgende er fyldt op. Der har desuden været planteskole/frugtplantage/gartneri i dele af området.

 

Der er i alt undersøgt 26 ejendomme (matrikler), hvoraf seks er kortlagt som forurenet og en er udgået. De resterende ejendomme er fortsat under behandling. Forureningerne findes mest som tjærestoffer, tungmetaller og olieprodukter både i overfladen og i dybden.

 

Der er forurening tre steder på Violvej 6:

 

  • Baghaven: i den øverste halve meter er der fundet tungmetaller, olie og tjærestoffer. Forureningen er ikke endeligt afgrænset

  • Omkring terrassen: Der er forurening med olie, tungmetaller og tjærestoffer under terrassen – ikke direkte tilgængelig, men medfører V2 kortlægning. Omkring terrassen og ved garagen er der en dybere liggende forurening (mere en 0,5 mut). I den øverste halve meter er der i et mindre område vest for terrassen fundet forurening med tjærestoffer.

  • Indkørslen: forurening med tjærestoffer fra 0- minimum 3 mut. Ikke direkte tilgængelig.

 

Grundejer er i afgørelsen orienteret om muligheden for F0 (boligerklæring) ved at lægge fliser eller lignende, og at han er tilmeldt værditabsordningen til afværge.

 

Hvis grundejer lægger fliser oven på forureningen, vil der ikke være indsats fra det offentlige efterfølgende.

 

Grunden er tilmeldt værditab til afværge, der skønnes at være 10-12 års ventetid. Oprydningen sker kun "til nuværende benyttelse" og det vil i praksis sige, at vi graveren halv meter forurenet jord væk og efterfylder med ren jord. Dybere forurening gør vi ikke noget ved og det er grundejers ansvar at sørge for, at den halve meter rene jord vedbliver med at være ren. Prisen skønnes p.t. at være ca. 160.000 kr. for denne grund.

 

Grunden er med i Region Midtjyllands prioritering, men er ikke prioriteret til 2013, da vi bl.a. har afværger overfor påvirkninger af indeklima og grundvand. Oprydningen vil svare til oprydningen under værditabsordningen, både i omfang og pris.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen til efterretning.

 

Jørgen Nørby var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-17-12

11. Orientering om projekter bevilliget af regionsrådet i Nord- og Syddjurs kommuner

Resume

Administrationen har efter henvendelse fra Vagn Skovdal Larsen udarbejdet en oversigt over regionsrådets bevillinger fra erhvervsudviklingsmidlerne, uddannelsespuljen og kulturmidlerne til Nord- og Syddjurs kommuner.

Direktionen indstiller,

at oversigten over bevilgede projekter i Nord- og Syddjurs kommuner tages til orientering.

Sagsfremstilling

Regionsrådsmedlem Vagn Larsen har henvendt sig til administrationen om at få et overblik over regionsrådets bevillinger fra erhvervsudviklingsmidlerne, uddannelsespuljen og kulturmidlerne til Nord- og Syddjurs kommuner.

 

En oversigt er vedlagt som bilag.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen til efterretning.

 

Jørgen Nørby og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-17-12

12. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering til udvalgets medlemmer.

 

Foreløbig orientering om museumsloven jævnfør spørgsmål fra Vagn Skovdal Larsen.

Beslutning

Jørgen Nørby og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen