Udvalg Vedr. Regional Udvikling 13. november 2013 (Referat)
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum
til
mødet i
den 13. november 2013 kl. 15:00
i Mødelokale F1, stuen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg
Referat fra møde den 13. november 2013 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling.
Alle medlemmer var mødt bortset fra Esther Jakobsen, der havde meldt afbud.
Mødet blev hævet kl. 17.00.
1. Temadrøftelse om museumsloven
Sagsfremstilling
Folketinget vedtog i 2012 en ny museumslov, som blandt andet indebærer en ny tilskudsstruktur og en ny rådgivningsstruktur. Formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd Jørgen Smidt-Jensen vil orientere om museumsloven og dens betydning for de midtjyske museer.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede den nye museumslov efter oplæg fra Jørgen Smidt-Jensen, formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
2. Godkendelse af referat fra sidste møde den 9. oktober 2013
Resume
Godkendelse af referat fra møde den 9. oktober 2013.
Direktionen indstiller,
at | referatet fra mødet den 9. oktober 2013 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 9. oktober 2013, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 9. oktober 2013.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
3. Bevilling til opstart af Danish Food Cluster (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Etableringen af Danish Food Cluster har et nationalt perspektiv og er endnu et element, der bygger ovenpå Region Midtjyllands egen fødevareindsats, hvor Future Food Innovation er en central operatør. Future Food Innovation vil medvirke til at opbygge Danish Food Cluster og får en central rolle i udviklingen af klyngen.
Ved at medvirke til etableringen af Danish Food Cluster sikres regionens virksomheder og videninstitutioner adgang til et nationalt netværk med internationale perspektiver.
Samtidig får nationale og internationale virksomheder bedre adgang til de særlige kompetencer, der er forankret her i regionen.
Der søges om i alt 1,0 mio. kr. i 2013.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 1,0 mio. kr. i 2013 til Agro Business Park på vegne af Danish Food Cluster, til opstart af Danish Food Cluster. Midlerne fordeles med udbetaling af 0,03 mio. kr. i 2013, 0,485 mio. kr. i 2014 og 0,485 mio. kr. i 2015. |
Sagsfremstilling
Region Midtjylland ønsker i samarbejde med Arla, Landbrug & Fødevarer, Aarhus Universitet og Aarhus Kommune at etablere en formel klyngeorganisation omkring en samlet dansk fødevareklynge, under titlen Danish Food Cluster. Etableringsperioden er 2013-2015, hvorefter klyngeorganisationen vil være medlems- og aktivitetsfinansieret. De fem partnere indskyder alle et opstartsbidrag. Konsortiet ansøger om i alt 910.000 kr. i opstartsbidrag samt medlemskontingent i 3 år på i alt 90.000 kr.
Formål og indhold – Danish Food Cluster
Formålet med Danish Food Cluster er at udnytte og udbygge udvalgte erhvervsmæssige vækstpotentialer og styrke innovationssamarbejdet på tværs af viden og virksomheder. Derfor etableres en formel, dansk klyngeorganisation (Danish Food Cluster) med fysisk udgangspunkt i Agro Food Park og med ansættelse af en Cluster Manager/CEO i Agro Business Park/Future Food Innovation.
Klyngeorganisationen skal:
sikre national og international synlighed samt markedsføring af de unikke kompetencer og viden, der findes i klyngen
agere mødested for virksomhederne på tværs af størrelse og erhvervsmæssige specialiseringer
skabe en fælles vision og temaer på tværs af virksomheder, videnaktører og andre aktører i klyngen
facilitere samarbejder med virksomheder i andre klynger – også på tværs af erhvervsmæssige specialiseringer
hjælpe med internationalisering, markedsanalyser, klyngens specielle tilbud mm.
På sigt vil driften af Danish Food Cluster være medlemsfinansieret, mens midler til større, konkrete erhvervsfremmeindsatser kan komme fra både virksomheder, fonde, stat, regioner og EU.
I opstartsfasen er der udover Region Midtjylland bidrag fra ARLA, Aarhus Universitet, Aarhus Kommune, Landbrug og Fødevarer (Agro Food Park), ligesom der forudsættes midler i form af kontingent fra et antal virksomheder. Dansk Industri, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet er alle aktivt støttende i forhold til bestræbelserne, ligesom flere andre markante virksomheder.
Future Food Innovation er på nuværende tidspunkt under certificering som bronze-klynge. Det er intentionen, at udviklingen af Danish Food Cluster vil kvalificere aktiviteterne til at blive certificeret som guld-klynge i 2017.
Fødevarerådets faglige anbefaling
Fødevarerådet har på sit møde den 16. september 2013 afgivet en faglig anbefaling i forhold til opstart af Danish Food Cluster klyngeorganisationen i perioden 2013-2015.
Fødevarerådet anbefaler den foreliggende indstilling til Vækstforum, idet det tilrådes, at Danish Food Cluster i størst muligt omfang under dannelsen sikrer en bred forankring gennem inddragelse af alle relevante interessenter, herunder serviceerhverv, detailhandel, universiteter samt relevante erhvervsorganisationer.
Fødevarerådet anbefaler endvidere,
at aktiviteterne i Danish Food Cluster i størst muligt omfang koordineres med implementeringen og videreudviklingen af Region Midtjyllands satsning ”Klog hverdagsmad”
at aktiviteterne i Danish Food Cluster udvikles på en måde, så de sikrer synergi til øvrige erhvervsudviklingsprogrammer og innovationsinitiativer.
Økonomi
Der søges om i alt 1,0 mio. kr. i 2013, heraf 910.000 kr. i opstartsbidrag og 90.000 kr. i medlemskontingent for 3 år. Budget og finansiering af Danish Food Cluster fremgår af tabel 1.
Vækstforum har behandlet sagen på sit møde den 23. oktober 2013.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
4. Regionalt-statsligt program grønne forretningsmodeller (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Regeringen og regionernes vækstfora har med Vækstpartnerskabsaftalerne 2013 besluttet at etablere samarbejde om at fremme grønne forretningsmodeller i erhvervslivet. Der gennemføres et program i 2013-2015, hvor staten finansierer første fase med i alt 10,0 mio. kr., mens regionerne finansierer fase 2 for de virksomheder, der er beliggende i de respektive regioner. Virksomhederne medfinansierer begge faser.
Et relativt stort antal virksomheder fra Region Midtjylland forventes at være potentielle deltagere i programmet. Der indstilles bevilget 5,0 mio. kr. til Væksthus Midtjylland til gennemførelse af programmet.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 5,0 mio. kr. i 2013 til Væksthus Midtjylland til at gennemføre program for grønne forretningsmodeller i Region Midtjylland indenfor rammerne af Vækstpartnerskabsaftalen 2013. |
Sagsfremstilling
Det landsdækkende program for grønne forretningsmodeller gennemføres i et samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen/Grøn Omstillingsfond og vækstfora/regionerne i to faser i 2014-2015. Programmet er en udmøntning af Vækstpartnerskabsaftalen mellem regeringen og Vækstforum for Region Midtjylland.
Grønne forretningsmodeller har til formål at understøtte grøn omstilling i virksomhederne og skabe udvikling og beskæftigelse. En grøn forretningsmodel skal sikre både en mindre påvirkning af miljøet og være økonomisk rentabel. Fokus er på at minimere ressourceforbruget i et eller flere led af forretningen – leverandører, kunder eller i selve fremstillingsprocessen.
Grønne forretningsmodeller i Region Midtjylland
Program for grønne forretningsmodeller giver mulighed for at supplere og forstærke den vægtede indsats inden for grøn omstilling og cirkulær økonomi i Region Midtjylland, hvor der i forvejen arbejdes med blandt andet Rethink Business og Grøn Industrisymbiose. Flere virksomheder fra disse projekter vurderes at kunne profitere af programmet. Som et særligt vilkår for Region Midtjylland kan virksomheder fra Rethink Business-projektet, hvor der arbejdes med Cradle to Cradle-forretningsmodeller, søge direkte til fase 2 i grønne forretningsmodeller.
Administrationen vurderer, at der umiddelbart er tale om et attraktivt tilbud for virksomhederne i Region Midtjylland. Der er både mulighed for at opnå langvarig og intensiv sparring omkring grøn forretningsudvikling og for at få tilskud til projektledelse, ekstern bistand til udvikling, test m.m. af en ny grøn forretningsmodel. Samtidig vurderes det, at Region Midtjylland er hjemsted for et stort antal virksomheder i den potentielle målgruppe for programmet. Endelig viser erfaringerne fra de nuværende projekter inden for cirkulær økonomi/grøn omstilling en spirende interesse hos virksomhederne for grønne forretningsmodeller m.v.
Derfor forventes et relativt stort antal virksomheder fra regionen at deltage i grønne forretningsmodeller. Det forventes, at cirka 10 virksomheder fra Region Midtjylland vil deltage i fase 1. Med 5,0 mio. kr. til fase 2 og tilskud på max. 1,0 mio. kr. pr. virksomhed ventes minimum fem virksomheder i Region Midtjylland at få gavn af programmets fase 2.
Som operatør får Væksthus Midtjylland bl.a. til opgave at bistå ved markedsføring og udvælgelse af virksomheder til programmet samt løbende tilskudsadministration i fase 2.
Økonomi
Der gennemføres markedsføring og ansøgningsrunde på ”grønne forretningsmodeller” sidst i 2013, hvorefter programmet gennemføres i to faser i 2014-2015. En landsdækkende facilitator, Deloitte, skal yde bistand til virksomhederne og varetage markedsføring, rekruttering, evaluering m.m. igennem hele forløbet.
Fase 1 finansieres og administreres af staten ved Erhvervsstyrelsen/Grøn Omstillingsfond. Der er afsat 10,0 mio. kr. til fase 1, heraf dækkes den samlede udgift til facilitator og evaluering af hele programmet på i alt 2,5 mio. kr. Der regnes med cirka 30 virksomheder i alt i fase 1. Fase 1 varer omkring seks måneder til medio 2014. I fase 1 ydes et tilskud pr. virksomhed på op til 250.000 kr. til udarbejdelse af en business case og en skitse til grøn forretningsmodel.
Fase 2 finansieres og administreres af regionerne/de regionale vækstfora. På landsplan forventes 15-20 virksomheder at kvalificere sig til fase 2, hvor der ydes tilskud fra den region, den enkelte virksomhed er beliggende i. Regionerne medvirker desuden til markedsføringen af programmet. Fase 2 varer omkring et år frem til september/oktober 2015. I fase 2 ydes et tilskud på maksimum 1,0 mio. kr. pr. virksomhed til udvikling og test af en grøn forretningsmodel.
Vækstforum har behandlet sagen på sit møde den 23. oktober 2013.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
5. Fortsættelse af INNO-X Healthcare (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
INNO-X Healthcare (tidligere Bio-X Denmark) er en platform for samarbejde om kommercieltrettet innovationsarbejde og kompetenceudvikling med Aarhus Universitet, MedTech Innovation Center (MTIC) og Region Midtjylland.
INNO-X Healthcare startede i april 2013, blandt andet med en bevilling fra Region Midtjylland til MTIC. INNO-X er kommet godt fra start. Biomedical Design efteruddannelsen, som er en af platformens hovedaktiviteter, er i gang, og der har været kontakt til en del private virksomheder og arbejdet koncentreret med at styrke de internationale relationer både i USA og Europa.
Der søges om i alt 3,474 mio. kr. i 2014.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 3,474 mio. kr. i 2014 til MedTech Innovation Center (MTIC) til en fortsættelse af initiativet INNO-X Healthcare. Midlerne fordeles med udbetaling af 1,841 mio. kr. i 2014 og 1,633 mio. kr. i 2015. |
Sagsfremstilling
Baggrund
Der blev i 2013 givet et tilsagn på 4,996 mio. kr. til platformen INNO-X Healthcare, hvoraf der blev udmøntet en bevilling på 1,522 mio. kr. til MedTech Innovation Center (MTIC) til etableringsfasen. Den resterende del af tilsagnet på 3,474 mio. kr. ønskes nu bevilget til MTIC til den fortsatte udvikling.
Det centrale for INNO-X’s aktiviteter er at sikre markedsrelevant, behovsdrevet innovation, og forsknings- og udviklingsarbejde inden for medico- og velfærdsteknologi. Derudover handler initiativet om at tilføre sundhedsvæsenet ny viden og nye kompetencer i erhvervsrettet sundhedsinnovation og produktudvikling. Målgruppen for INNO-X Healthcare er forskningsinstitutioner, hospitaler, virksomheder og entreprenante personer med lyst og kompetencer til at udvikle sig til iværksættere i medico- og velfærdssektoren.
Navneskiftet fra Bio-X Denmark til INNO-X Healthcare er sket, fordi Uppsala Bio, Sverige har taget european trademark på Bio-X.
Hovedresultater i perioden 1. april til 1. september 2013
Initiativet har officielt været i gang siden april 2013. Der er ansat en projektleder og en innovationsleder, og der er blevet oprettet en hjemmeside http://innox.au.dk
Biomedical Design efteruddannelsen er startet op med otte studerende (fellows) med forskellige faglige baggrunde herunder læger, ingeniører, fysikere m.v. Disse skal lave feltstudier på Aarhus Universitetshospital, og de følger en nøje planlagt undervisningsplan. (vedlagt som bilag).
Bio-Medical Design er en efteruddannelse i sundhedsinnovation. Inspirationen er hentet i Stanford Universitets meget succesfulde Biodesign program.
Der er pt. skabt kontakt til 24 private virksomheder og lavet aftaler af forskellig karakter med seks. Disse kontakter vedrører undervisningsbidrag, udviklingsprojekter, udvikling af kursusforløb i sundhedsinnovation og kontakter, der kan støtte op om BioMedical Design fellows, når de er færdige med efteruddannelsen.
INNO-X har arbejdet meget med at få etableret internationale relationer og bygget videre på samarbejdet med Stanford University. Der er også påbegyndt et tæt samarbejde med Uppsala Bio, som er en større offentlig- privatfinansieret organisation i Uppsala regionen med 700 virksomheder inden for sundheds- og biotekområdet.
Økonomi
Der søges om i alt 3,474 mio. kr. i 2014. Budget og finansiering af det samlede projekt INNO-X Healthcare fremgår af tabel 1.
Vækstforum har behandlet sagen på sit møde den 23. oktober 2013.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
6. Dicte II - udvikling af det erhvervs- og turismemæssige potentiale i forbindelse med film/TV-serien (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Aarhus Kommune søger midler til udnyttelse af det erhvervs- og turismemæssige potentiale i forbindelse med filmatiseringen af krimi tv-serien "DICTE II". TV-serien er baseret på Elsebeth Egholms romanserie med journalisten Dicte i hovedrollen. Serien sendes på dansk TV2 og i Skandinavien og forventes endvidere vist i en række andre lande efterfølgende.
DICTE II forventes at kunne bidrage til at profilere regionen og bidrage til at tiltrække flere turister og dermed skabe øget omsætning. DICTE II kan endvidere bidrage til at give Aarhus det rette image som Europas kulturhovedstad i 2017.
Der søges om i alt 1,0 mio. kr. i 2013.
Direktionen indstiller,
at | der af Region Midtjyllands midler til erhvervsudvikling bevilges 1,0 mio. kr. i 2013 til Aarhus Kommune til udnyttelse af det erhvervs- og turismemæssige potentiale i forbindelse med krimi tv-serien DICTE II, og |
at | midlerne bevilges under forudsætning af, at den øvrige lokale finansiering tilvejebringes, og at der ved indgåelse af producentkontrakt sikres de bedste muligheder for anvendelse af billed- og andet materiale til lokal og regional profilering/markedsføring. |
Sagsfremstilling
Vækstforum og regionsrådet besluttede på møder henholdsvis den 26. april og 25. maj 2011, at der bevilges 1,0 mio. kr. til udnyttelse af det turisme- og erhvervsmæssige potentiale i forbindelse med en krimi tv-serien DICTE i Aarhus.
Aarhus Kommune søger om 1,0 mio. kr. til udnyttelse af det turisme- og erhvervsmæssige potentiale i forbindelse med filmatiseringen af 2. del af krimi tv-serie DICTE II i Aarhus. Serien er baseret på Elsebeth Egholms romanserie med Iben Hjeile som journalisten Dicte.
Serien er en skandinavisk co-produktion, og visning i Skandinavien er dermed garanteret. Endvidere er der et betydeligt potentiale med hensyn til salg til andre nærmarkeder på turismeområdet, først og fremmest Tyskland.
DICTE II produceres som 10 afsnit à 45 minutter og forventes sendt i primetime. Det forventede seertal er vurderet til 1,2-1,5 mio. pr. afsnit.
DICTE I er set af gennemsnitlig 1,2 mio. seere pr. afsnit. På TV4 i Sverige var seertallet på ca. 850.000 pr. afsnit. Udover Norge og Sverige er DICTE I solgt til Tyskland, Benelux (Belgien, Holland og Luxemburg) Letland og Estland.
Den forventede regionale omsætning i forbindelse med DICTE II vurderes til 30-35 mio. kr. af et samlet budget på 70 mio. kr. Omsætningen er primært forbundet med lokale lønninger, leje af udstyr, overnatninger m.v. Hertil kommer de effekter, der udspringer af de PR- og kommunikationsindsatser, der vil omkranse serien, og som skal bringe seere, borgere, turister, gæster og erhvervsfolk tættere på Aarhus og regionen før, under og efter serien. Endelig vil der være cross media spin-off muligheder, som blandt andet kan udnyttes af aktører i det regionale produktionsmiljø, herunder aktører med tilknytning til Filmby Aarhus.
Projektet DICTE II har tre naturlige faser, der griber ind i hinanden - før, under og efter tv-serien - og i alle tre faser vil tværfaglig organisering og samarbejde om de strategiske målsætninger være nødvendig. Netop initiativer, der følger op på eksponeringen, er vigtige for tiltrækningen af turister. De skaber genkendelse og er med til at udvikle turister og andre målgruppers associationer og oplevelser af byens centrale ikoner. Det er muligt at planlægge en række oplevelser og iscenesættelser rundt omkring i byen, som støtter op om den overordnede by-branding og forlænger effekten af DICTE. Disse aktiviteter tænkes ind i satsningen på erhvervsturisme i blandt andet Aarhus og passer strategisk ind i denne.
Organisering
Organiseringen og ledelsen af projektet samles i Filmby Aarhus’ regi. Det er Miso Film ApS der filmatiserer tv-serien med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, TV2/Danmark og en række TV- og Filmselskaber.
Økonomi
Det samlede budget for tv-krimiserien er på 68 mio. kr. Heraf er 1,0 mio. kr. fra Region Midtjylland og 6,0 mio. kr. fra Aarhus Kommune, Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje. Budget og finansiering fremgår af tabel 1.
Vækstforum har behandlet sagen på sit møde den 23. oktober 2013.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
8. Ny regional partnerkreds til MedTech Innovation Center (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Den anden evaluering af Medtech Innovation Center (MTIC) vurderer, at programmet giver regionen dens investering 1:4 igen og må betragtes som succesfuld.
Evalueringen understreger dog, at der er behov for at skabe et stærkere partnerskab og en bredere forankring til sundhedsklyngens udvikling, hvis der fremover skal skabes en succesfuld indsats på området.
På baggrund af denne anbefaling, og det faktum at regionsrådets bevilling af erhvervsudviklingsmidler udløber med udgangen af 2014, arbejdes der på at Aarhus Universitet, de midtjyske kommuner og Region Midtjylland går ind som centrale bidragsydere til MTIC og skaber en fælles vision og strategi for området.
Direktionen indstiller,
at | Region Midtjylland retter henvendelse til de 19 midtjyske kommuner og Aarhus Universitet med det formål, at kommunerne, Aarhus Universitet og Region Midtjylland tilsammen bevilger et årligt bidrag på 6,0 mio. kr. til MedTech Innovation Center, og |
at | budgetforligets pulje til sundhedsinnovation på 1,3 mio. kr. i 2014 afsættes til MedTech Innovation Center samt at der i overslagsårene 2015-2017 årligt afsættes 1,3 mio. kr. til MedTech Innovation Center. |
Sagsfremstilling
Medtech Innovation Center er en central aktør i realiseringen af Region Midtjyllands ambitioner inden for sundhedsinnovation. Derfor ønsker Region Midtjylland på baggrund af den seneste evaluerings anbefalinger at etablere et stærkt regionalt partnerskab omkring MTIC, der kan være med til at skabe en bedre koordinering af klyngefremmende initiativer, ansøgninger til nationale og internationale puljer, fælles markedsføring, analyser m.v. Så der på tværs af institutioner og sektorer kan skabes optimale vilkår for sundhedsinnovation i regionen.
Evaluator peger på flere områder, hvor MTIC's indsats er lykkedes. MTIC har fået bygget et kompetent team op med stor ekspertise inden for de områder, hvor brugerne har kompetencemæssige udfordringer. Fokus på de forretningskritiske kompetencer har været rigtigt, da det udgør en afgørende vækstbarriere for de sundhedsteknologiske virksomheder.
MTIC tilbyder et ambitiøst og værdifuldt program for udviklingen af unge, sundhedsteknologiske virksomheder. Det betyder, at virksomhederne oplever en hurtigere udvikling og et løbende samarbejde om håndtering af virksomhedernes udfordringer.
MTIC har medarbejdere placeret ude på hospitaler i regionen, hvilket er en central ressource til at fremme sundhedsinnovation. Modellen har vist sig at være en effektiv og succesfuld måde at styrke offentlig-privat innovation, både til gavn for den offentlige sektor og det private erhvervsliv.
Evalueringen slår fast, at der er et stort behov for en specialiseret enhed som MTIC, da sundhedsinnovation har lange og komplekse udviklingsforløb og kræver noget udover de generelle ydelser, der findes i det øvrige erhvervsfremmesystem.
Anbefalinger til forbedringer af indsatsen
Evaluator har benchmarket det midtjyske økosystem med regionerne Uppsala og Barcelona. De to regioner ligner meget den midtjyske i forhold til kompetencer, ydelser og fokus. Konklusionen er, at det midtjyske økosystem er klart det svageste, fordi aktørerne i det midtjyske økosystem ikke arbejder godt nok sammen, og fordi samarbejdet er præget af en vis indbyrdes konkurrence.
Det midtjyske økosystem er præget af, at de enkelte aktører ikke har fået skabt et fælles miljø, hvor de kan mødes uformelt eller formelt på jævnlig basis. Der er desuden ingen fælles vision for klyngesamarbejdet, og der arbejdes ikke fælles strategisk på at bidrage til pipelinen i de væsentlige programmer inden for området.
Det videre arbejde
Region Midtjylland vil rette henvendelse til Aarhus Universitet og de 19 midtjyske kommuner, med henblik på at skabe et partnerskab omkring MTIC.
Partnerskabet skal være hovedbidragsydere og tilsammen bevilge et årligt grundbidrag på 6 mio. kr.
I forhold til budgetforliget for Region Midtjylland 2014 er der afsat 1,3 mio. kr. til en pulje for sundhedsinnovation. Disse midler vil indgå som Region Midtjyllands bevilling til MTIC.
Det aftales konkret, hvilke ydelser bidragsyderne kan modtage for deres bidrag til grundbidraget, så længe disse ikke er i uoverensstemmelse med fondens vedtægter.
Ligeledes skal hovedbidragsyderne være med til at bestemme sammensætning og antal af bestyrelsesmedlemmer.
MTIC skal derudover skaffe finansiering fra Region Midtjyllands erhvervsudviklingsmidler, eksterne fonde og gennem fakturering for konkrete ydelser, og det kan besluttes af bestyrelsen at indføre brugerbetaling.
Denne model skal give MTIC en bæredygtig finansieringsmodel og samtidig bidrage til at skabe et økosystem for innovation, hvor der samarbejdes tæt og de relevante kompetencer bliver udnyttet optimalt.
Fakta om Medtech Innovation Center
MTIC er et initiativ, der blev startet i 2009. Der er i alt bevilget 54 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til initiativet og ca. 20 mio. kr. fra EU Strukturfonde. Formålet er at skabe erhvervsmæssig vækst, styrke virksomhederne internt gennem kompetenceopbygning og hjælpe dem med deres forretningskritiske problemstillinger og dermed sikre, at nye ideer bliver til nationalt og internationalt markedsinteressante produkter.
MTIC beskæftiger sig primært med virksomheder inden for klyngen vedrørende sundhedsinnovation. Klyngen består i dag af 178 virksomheder med en omsætning på i alt 6,2 mia. kr. og en beskæftigelse på 4.400 ansatte.
MTIC har blandt andet flere af sine medarbejdere udstationeret på regionens hospitaler for at fremme offentligt-private innovationssamarbejder.
MTIC fik på baggrund af en succesfuld, uvildig evaluering i 2011 forlænget den første 3-årige bevilling til ultimo 2014.
MTIC er en fond. I fondens vedtægter under punkt 3.3 fremgår det, at ”Fonden vil basere sig på støtte fra danske og internationale offentlige støtteprogrammer, tilskud og bidrag fra fonde, virksomheder og private personer.” Denne bestemmelse åbner således op for, at forskellige bidragsydere kan fremkomme med bidrag til fonden, herunder at en aktør kan indbetale et fast bidrag til fonden, blot må den konkrete aftale med aktøren herom ikke være i strid med fondens formålsbestemmelse, fondens vedtægter samt fondsloven.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
9. Vision for letbanens udbygningsetaper (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Letbanesekretariatet i Midttrafik har på vegne af Letbanesamarbejdet i Østjylland fremsendt ”Samspil 2025” til politisk behandling i de enkelte kommuner i Letbanesamarbejdet, Region Midtjylland og Midttrafik.
”Samspil 2025 - Vision for en sammenhængende og bæredygtig mobilitet i Østjylland” er Letbanesamarbejdets udspil til en plan for Letbanens udbygningsetaper, der tager højde for de statslige planer for baneudbygning i Østjylland.
I vedlagte forslag til høringssvar lægges op til, at regionen tilslutter sig Letbanesamarbejdets udspil.
Direktionen indstiller,
at | forslag til høringssvar til Midttrafik vedrørende Letbanesamarbejdets "Samspil 2025", godkendes. |
Sagsfremstilling
Letbanesekretariatet i Midttrafik har på vegne af Letbanesamarbejdet i Østjylland fremsendt ”Samspil 2025”, som er Letbanesamarbejdets udspil til en plan for sammenhængende og bæredygtig mobilitet i Østjylland.
I udspillet er der lagt vægt på sammenhængen mellem Aarhus Letbanes udbygning, Togfonden DK og planerne om en ny bane Aarhus-Galten-Silkeborg samt på kombinationsrejser mellem kollektiv og individuel transport.
Oplægget er godkendt af Letbanesamarbejdets styregruppe og politiske følgegruppe, som har besluttet at fremsende oplægget til politisk behandling i de enkelte kommuner i Letbanesamarbejdet, Region Midtjylland og Midttrafik.
Oplægget er præsenteret for Folketingets Transportudvalg i forbindelse med udvalgets besøg i Aarhus den 18. september 2013, hvor den politiske følgegruppe deltog.
Baggrund
Med lancering af Togfonden DK lægger regeringen op til en opgradering af baneinfrastrukturen med henblik på at realisere Timemodellen om en times rejsetid mellem København-Odense, Odense-Esbjerg, Odense-Aarhus og Aarhus-Aalborg.
Blandt de konkrete tiltag i Region Midtjylland er en ny bane fra Hovedgaard nord for Horsens til Hasselager syd for Aarhus udenom Skanderborg.
Derudover har staten i forbindelse med trafikplan for den statslige jernbane 2012-2027 tilkendegivet at gennemføre en undersøgelse af en ny bane Aarhus-Galten-Silkeborg.
Hermed frigives der kapacitet på de nuværende skinner for øget regionaltogsdrift i Østjylland blandt andet på strækningen mellem Aarhus og Skanderborg og videre sydpå, hvor den eksisterende kapacitet i dag er fuldt udnyttet.
Letbanesamarbejdet har besluttet at tilrette visionerne for videre udbygning af letbanen i forhold til de muligheder Timemodellen åbner op for. Letbanesamarbejdet er et samarbejde mellem Region Midtjylland, Midttrafik og kommunerne Favrskov, Norddjurs, Odder, Randers, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Aarhus.
De tilrettede udbygningsvisioner er præsenteret i vedlagte pjece ”Samspil 2025 – Vision for en sammenhængende og bæredygtig mobilitet i Østjylland. Overvejelserne bag visionerne er mere uddybende beskrevet i vedlagte notat om ”Sammenhæng mellem Letbanens udbygningsetaper og de statslige planer for baneudbygning i Østjylland”.
Væsentlige elementer i visionen er, at Skanderborg by ikke længere indgår i udbygningsplanerne for letbanen, men at den pågældende letbanestrækning afkortes i Hasselager, hvor der etableres en ny terminal samt et Parker & Rejs-anlæg. Terminalen bliver centralt placeret for omstigning mellem letbane, busser, regional- og fjerntog.
Tilsvarende foreslås etableret en terminal ved Brabrand og et Parker & Rejs-anlæg ved E45 tæt ved Søften, så bilister kan efterlade bilen og tage letbanen til Skejby-området og videre ind til Aarhus.
Da Skanderborg Kommune bliver væsentlig berørt af ændringerne i den tilpassede vision, er byrådet forud for lanceringen af ”Samspil 2025” blevet orienteret. Byrådet er positiv over for ændringerne i visionen og har taget orienteringen til efterretning.
Derudover skal det bemærkes, at det er administrationens opfattelse, at de statslige planer er i overensstemmelse med ønsket om at styrke den regionale togbetjening, som beskrevet i Region Midtjylland og de 19 kommuners indspil til de strategiske analyser fra foråret 2013.
En terminal i Hasselager vil også være attraktiv som alternativ eller supplement til Timemodellen, hvis det besluttes at bygge en fast Kattegatforbindelse.
I vedlagte forslag til høringssvar til Letbanesekretariatet i Midttrafik lægges op til, at Region Midtjylland tilslutter sig Letbanesamarbejdets "Samspil 2025 - Vision for en sammenhængende og bæredygtig mobilitet i Østjylland".
Transportministeren har i september og oktober 2013 på debatmøder i en række byer præsenteret regeringens forslag til Togfonden DK og Timemodellen. Administrationen har derfor været afventende for eventuelle udmeldinger af betydning for regionsrådets behandling af Letbanesamarbejdets udspil til Samspil 2015.
Konsekvensen er, at Midttrafiks anmodning om tilbagemelding senest den 29. november 2013 ikke kan imødekommes. Administrationen har aftalt med Midttrafik, at der efter sagens behandling i forretningsudvalget gives et foreløbigt svar til Midttrafik med forbehold for regionsrådets godkendelse. Region Midtjyllands høringssvar fremsendes umiddelbart efter regionsrådets møde den 3. december 2013.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
10. Status på udvalgets arbejde 2012-2013
Resume
Funktionsperioden for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling er ved at nå sin ende, og i den forbindelse vil administrationen gerne have en tilbagemelding fra udvalget omkring udvalgsbetjeningen.
Direktionen indstiller,
at | udvalgets arbejde i funktionsperioden 2012-2013 drøftes, herunder en tilbagemelding til administrationen omkring udvalgsbetjeningen. |
Sagsfremstilling
Formål og opgaver
Det rådgivende udvalg for regional udvikling har overordnet haft som formål at følge udviklingen inden for området Regional udvikling. Udvalget skulle gennem sin virksomhed bidrage til at styrke den politiske beslutningsproces i forhold til sager, der skal behandles i forretningsudvalget.
Udvalget skulle i forhold til forretningsudvalget og regionsrådet rådgive og udtale sig om alle væsentlige forhold inden for området regional udvikling. Derudover kunne udvalget drøfte og udtale sig om temaer, som indgik i strategi oplæg fra EU og Vækstforum m.v. Grundlaget har især været den regionale udviklingsplan.
Udvalget forventes at bidrage til løsningen af en række opgaver:
Den internationale strategi, samt resultater og erfaringer med internationale samarbejder.
Klimaudfordringerne.
Kulturstrategien samt fordeling af midler fra kulturpuljen.
Uddannelsesstrategien og fordeling af midler fra uddannelsespuljen.
Kapacitetsfastsættelse, dimensioneringer, driftsoverenskomster m.m. inden for uddannelsesområdet.
Den kollektive trafikplan.
Strategi for jordforurening i henhold til jordforureningsloven og en revision af råstofplanen.
Vækstforums aktiviteter, herunder innovation, iværksætteri samt afgivelse af udtalelse om Vækstforums indstillinger til regionsrådet om bevilling.
Ovenstående er uddrag af udvalgets kommissorium. Det fulde kommissorium er vedlagt som bilag.
Udvalgets arbejde
Udvalget har gennem funktionsperioden fået en række oplæg fra administrationen omkring udvalgte sager på den pågældende dagsorden, blandt andet om KompetenceKompas midt 2020, råstofplan og jordforureningsstrategi, Uddannelsespuljer, Uddannelsespolitisk handlingsplan, CLIWAT, Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, Kulturhandlingsplan, Kulturpolitikken, Interreg, Smart Region, Landdistriktsudvikling, Job i landdistrikter, Rejsekortet, Koncernstrategi for internationalisering, Regnskabspraksis i forhold til ny budgetlov m.v.
Derudover har udvalget haft en række temadrøftelser, hvor udvalget fik oplæg om udvalgte emner. Der har blandt andet været temadrøftelse om Den Regionale Udviklingsplan, Sundhedsplanen, Kultur i Region Midtjylland, Uddannelse, ”KRAFT – Explore the Powers of Nature, Samspil mellem byger med udgangspunkt i kulturhovedstad 2017, Sammenhæng mellem regional erhvervsudvikling og LAG indsatsen, Erhvervsudvikling, Folkesundhed i realiseringen af den regionale udviklingsplan, Samspil mellem byer og oplande i realiseringen af den regionale udviklingsplan, Vækstforums fødevaresatsning. Vækst- og udviklingsstrategien, Den ny mueseumslov m.v.
Udvalget har holdt møder både i Regionshuset Viborg, og uden for huset. Udvalget har blandt andet besøgt Museum Jorn i Silkeborg, VIA University College, Campus Viborg, Grusgraven Ans Bodalen, Godsbanen i Aarhus, Havets Hus i Grenaa, Agro Business Park i Foulum m.v.
Endelig har udvalget været på studietur til Tyskland til henholdsvis Bayern, Baden-Württemberg og Hamburg i november 2012.
Udvalget har i funktionsperioden 2012-2013 afholdt 21 udvalgsmøder og behandlet 247 åbne og 6 lukkede sager. Udvalget har haft fællesmøde med det midlertidige udvalg vedrørende energi og miljø og fællesmøde med LAG formænd, LAG koordinatorer og kommuner.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede udvalgets arbejde fra 2012-2013, herunder blandt andet snitfladen til Vækstforum, sammenhængen til de midlertidige udvalg og processen i forbindelse med udarbejdelse af den regionale udviklingsplan.
Udvalget drøftede også kommende opgaver for det nye udvalg, herunder blandt andet udarbejdelse af Vækst- og udviklingsstrategien, fokus på uddannelsesområdet og udvalgets mulighed for at drøfte prioritering af midlerne inden for området regional udvikling forud for budgetdrøftelserne i regionsrådet.
Esther Jakobsen var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
11. Gensidig orientering
Sagsfremstilling
Gensidig orientering til udvalgets medlemmer.
Beslutning
Intet til punktet.