Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedr. regional udvikling
den 3. marts 2014 kl. 09:00
i mødelokale F1, stuen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen, der havde meldt afbud.

 

Ole Jepsen forlod mødet kl. 12.28 under behandlingen af punkt 12.

 

Mødet blev hævet kl. 12.31.


Sagnr.: 1-00-11-13

1. Godkendelse af referat fra mødet den 5. februar 2014

Resume

Godkendelse af referat fra mødet den 5. februar 2014.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet den 5. februar 2014 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 5. februar 2014, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 5. februar 2014.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-11-13

2. Temadrøftelse om uddannelse

Sagsfremstilling

Temadrøftelsen om uddannelse vil tage udgangspunkt i regionsrådet opgaver i forhold til uddannelsesområdet, herunder erfaringerne med de regionale udviklingsmidler til uddannelsesområdet.

 

Regionsrådet har en koordinerende rolle i forhold til at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser og forberedende voksenundervisning, herunder for så vidt angår den geografiske placering af udbuddet og kapaciteten på uddannelserne med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud i regionen.  

 

Regionsrådet kan i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 937 af 22. september 2008 yde formåls- og tidsbestemt udviklingstilskud til institutioner, der udbyder almene og erhvervsrettede ungdomsuddannelser samt voksenuddannelser.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik oplæg fra administrationen om uddannelse, herunder regionsrådets opgaver inden for uddannelsesområdet og det regionale mål om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse og 60 % skal gennemføre en videregående uddannelse. I Region Midtjylland gennemfører 88,3 % af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse og 56,6 % en videregående uddannelse. Udvalget drøftede muligheder i forhold til at nå målet på de 95 %, herunder retningslinjer og temaer for uddeling af midler fra regionens udviklingspulje til uddannelse.

 

Udvalget drøftede den kommende erhvervsskolereform, herunder fokus på inklusion af de unge, og fokus på at erhvervsskolerne også skal kunne tilbyde talentprogrammer indenfor de erhvervsfaglige uddannelser.

 

Udvalget drøftede antallet af unge, der efter endt studentereksamen, ikke læser videre på universitet. Udvalget ønskede en beskrivelse af, hvor mange unge det drejer sig om, og hvis muligt information om, hvor denne gruppe af unge går hen efter gymnasiet.

 

Derudover drøftede udvalget geografien i forhold til uddannelsestilbud i regionen, herunder de unges transporttid til uddannelsesinstitutionerne. Udvalget efterspurgte en beskrivelse af den demografiske udvikling for de 15-19 årige i Region Midtjylland for perioden 2008-2013.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-11-13

3. Temadrøftelse om råstoffer og jordforurening

Sagsfremstilling

Temadrøftelsen tager udgangspunkt i de opgaver, Region Midtjylland har ansvaret for på miljøområdet. Det er hovedsageligt inden for råstofloven og jordforureningsloven.

 

Region Midtjylland laver en råstofplan for regionen. Den nuværende råstofplan er Råstofplan 2012. Planen kan revideres i hver valgperiode og arbejdet med Råstofplan 2016 forventes at blive igangsat i begyndelsen af 2015. I planen udlægges råstofgraveområder, hvor der kan gives tilladelse til indvinding af råstoffer.

 

I råstofplanen udlægges også råstofinteresseområder, hvor der er mulighed for at finde gode råstoffer. Region Midtjylland kortlægger, hvor råstofferne findes i regionen.

 

Region Midtjylland kan i en række tilfælde give dispensationer i forhold til råstofloven. Det gælder, hvis der skal graves råstoffer uden for et grave- eller interesseområde, eller hvis man vil bygge et anlæg f.eks. en vindmølle inden for et af områderne. Endelig kan Region Midtjylland i begrænsede tilfælde give dispensation efter jordforureningslovens § 52 til at deponere ren jord i råstofgrave.

 

Fra 1. juli 2014 overtager Region Midtjylland opgaven med at give tilladelser til råstofindvinding fra kommunerne.

 

Region Midtjylland har ansvaret for at finde og håndtere risikoen ved jordforurening. Det gælder risikoen for grundvandet og for menneskers sundhed og fra 1. januar 2014 også risikoen for natur og overfladevand. Administrationen laver hvert år forslag til en jordforureningsplan som gennemgås på mødet.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik oplæg fra administrationen om uddannelse, herunder regionsrådets opgaver inden for uddannelsesområdet og det regionale mål om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse og 60 % skal gennemføre en videregående uddannelse. I Region Midtjylland gennemfører 88,3 % af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse og 56,6 % en videregående uddannelse. Udvalget drøftede muligheder i forhold til at nå målet på de 95 %, herunder retningslinjer og temaer for uddeling af midler fra regionens udviklingspulje til uddannelse.

 

Udvalget drøftede den kommende erhvervsskolereform, herunder fokus på inklusion af de unge, og fokus på at erhvervsskolerne også skal kunne tilbyde talentprogrammer indenfor de erhvervsfaglige uddannelser.

 

Udvalget drøftede antallet af unge, der efter endt studentereksamen, ikke læser videre på universitet. Udvalget ønskede en beskrivelse af, hvor mange unge det drejer sig om, og hvis muligt information om, hvor denne gruppe af unge går hen efter gymnasiet.

 

Derudover drøftede udvalget geografien i forhold til uddannelsestilbud i regionen, herunder de unges transporttid til uddannelsesinstitutionerne. Udvalget efterspurgte en beskrivelse af den demografiske udvikling for de 15-19 årige i Region Midtjylland for perioden 2008-2013.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-50-71-1-12

4. Orientering om sagsbehandling af ansøgninger om tilførsel af jord til råstofgrave

Resume

Det er ifølge Jordforureningsloven forbudt at tilføre såvel forurenet som ikke forurenet jord til råstofgrave. Regionsrådet kan under visse forudsætninger, blandt andet at der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg, meddele dispensation fra forbuddet.

 

Administrationen har i perioden 2012- 2013 truffet 21 afgørelser, og der er givet afslag på otte ansøgninger og dispensation til 13 af ansøgningerne.

Direktionen indstiller,

at orienteringen om administrationens afgørelser vedrørende ansøgninger om tilførsel af jord til råstofgrave i perioden 2012-2013 tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Af Jordforureningslovens (Bekendtgørelse af lov om forurenet jord) § 52 fremgår at: ”Tilførsel af såvel forurenet som uforurenet jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave er forbudt.”  Regionsrådet kan meddele dispensation fra forbuddet.

 

Administrationens afgørelser baserer sig stort set alene på paragraffens stk. 2, nr.3, hvoraf det fremgår, at ”såfremt der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af grundvand, der forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.”

 

Administrationen lægger således afgørende vægt på det grundvandsmæssige aspekt, dels i form af administrationens egen geologiske vurdering, dels på basis af indhentet drikkevandmæssig udtalelse fra den pågældende kommune, inden en afgørelse træffes. 

 

Administrationen har i perioden januar 2012 til december 2013 behandlet 21 ansøgninger om tilførsel af jord til råstofgrave. Der er i perioden 2012- 2013 meddelt:

 

  • otte afslag

  • fem tilladelser til konkrete projekter – dvs. til éngangs projekter

  • otte tilladelser til generelt at må modtage ren jord.

 

En tilladelse meddeles på en række (standard)-vilkår. Samtlige afgørelser kan ses under afgørelser på regionens hjemmeside www.raastoffer.rm.dk  

 

Behandlingen er udført efter Jordforureningslovens § 52 og efter regionsrådets bemyndigelse i overensstemmelse med ”Delegerings- og kompetencefordelingsregler i Region Midtjylland. Oktober 2009”.

 

En dispensation (støjvold til Fårup MotoCross bane i tidligere sandgrav/fyldplads) er påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet (NMKN). NMKN har omgjort denne dispensation sammen med to dispensationer til grusgrav i Dalgas Plantage, som blev givet i 2009 og 2010 (alle tre klagenævnsafgørelser kom i 2012). NMKN har derudover i 2013 stadfæstet et af regionens afslag, som blev meddelt i 2009.

 

NMKN har med deres behandling af klagesager anlagt en meget restriktiv linje for dispensation af tilførsel af jord til råstofgrave. Dette afspejler sig nu i administrationens sagsbehandling med et væsentlig højere antal afslag end tidligere. Dertil skal lægges administrationens mundtlige information til potentielle dispensationsansøgere, at der er stor sandsynlighed for et afslag, med mindre der ingen risiko er for grundvandsforurening (uanset grundvandets kvalitet i øvrigt).

 

Et af standardvilkårene er, at dispensationsindehaveren hvert år skal indberette modtagne returjordsmængder til regionen.

 

Administrationen samler de indberettede oplysninger og sender hvert år herefter den samlede oversigt til Miljøstyrelsen.

 

 

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om sagsbehandling af ansøgninger om tilførsel af jord til råstofgrave til efterretning.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-51-71-681-13

5. Godkendelse af udkast til indberetning om jordforurening 2013 og jordforureningsstrategi 2014 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Regionsrådet udarbejder en årlig indberetning til Miljøministeriet om planlagte indsatser på jordforureningsområdet og om gennemførte aktiviteter i det forgangne år. Politikerne vedtager de strategiske fokuspunkter, som administrationens indsats og handlingsplaner baseres på.

Region Midtjylland vil i 2014 fastholde målsætningerne på grundvand og sundhed, samtidig med at der også fra 2014 tages hensyn til natur og overfladevand.

 

Region Midtjylland vil fastholde udvikling af nye metoder, der kan effektivisere arbejdet herunder digitalisering.

 

Region Midtjylland vil samarbejde bredt og helhedsorienteret omkring løsning af opgaverne. Kommunerne er vigtige samarbejdspartnere på jordforureningsområdet også i forhold til klimatilpasning og arbejdet med Region Midtjyllands kommende Vækst- og udviklingsstrategi.

Direktionen indstiller,

at indberetning om jordforurening 2013 og udkast til jordforureningsstrategi 2014 godkendes.

Sagsfremstilling

Forslag til strategiske tiltag i 2014
Administrationen har i 2014 udarbejdet en samlet strategi for jordforureningsområdet med fokus på tre strategiske områder:

 

  • Region Midtjylland vil fastholde målsætningerne på grundvand og sundhed, samtidig med at der også fra 2014 tages hensyn til natur og overfladevand.

 

  • Region Midtjylland vil fastholde udvikling af nye metoder, der kan effektivisere arbejdet herunder digitalisering.

 

  • Region Midtjylland vil samarbejde bredt og helhedsorienteret omkring løsning af opgaverne. Kommunerne er vigtige samarbejdspartnere på jordforureningsområdet også i forhold til klimatilpasning og arbejdet med Region Midtjyllands kommende Vækst- og udviklingsstrategi.

Strategiske tiltag

I forhold til grundvandet er der regionalt stor forskel på, hvor godt grundvandet er beskyttet. Fra Østjylland med lerede og beskyttede områder til mere ubeskyttede grundvandsmagasiner på sandjordene i Vestjylland. Tilsvarende er der forskelle på presset på grundvandsressourcen. Administrationen har en målsætning om at sikre rent drikkevand til de nuværende og kommende generationer.

 

Administrationen vil følge kommunernes indsatsplanlægning gennem en kvalificeret indsats via partnerskaber med vandsektoren. Det kan give en mere helhedsorienteret grundvandsbeskyttelse og bidrage til en fortsat udvikling til grundvandskortlægning og til håndtering af jord- og grundvandsforureninger.

 

Det er hensigten at udarbejde en langsigtet detailstrategi, der vil beskrive principper for prioritering overfor den fremtidige indsats på grundvandsområdet.

 

På indeklima og kontaktrisikoområdet er det målsætningen at opspore, undersøge og om nødvendigt oprense gamle jordforureninger, så berørte borgere så hurtigt som muligt får vished om risikoen på deres grunde. Det skal ske i et tæt samarbejde med kommunerne (myndighed for indeklima) og med embedslægeinstitutionen (sundhedsfaglig myndighed).

Kontaktrisikosager vil administrationen generelt prioritere lavere end sager med indeklimaproblemer, med mindre der på grunde konstateres risiko for kontakt med meget giftige stoffer.


Endvidere påbegyndes en langsigtet detailstrategi for indsatsen på forurenede boliggrunde.

Overfladevand og natur er efter ændring af jordforureningsloven placeret i regionernes ansvarsportefølje for jordforureninger, der truer overfladevand og internationale naturbeskyttelsesområder. Frem til 2018 skal regionen lave kildeopsporing, risikovurdering og eventuelt akut indsats samt prissætte indsatsen.


Det er administrationens målsætning at videreudvikle de rangeringsprincipper, som er udarbejdet på bolig- og grundvandsområdet, så de også kan anvendes på overfladevand- og naturindsatsen i et tæt samarbejde med kommuner og stat.

 

Gennem klimatilpasning samarbejder administrationen om en helhedsorienteret indsats, som tager klimaforandringer og ændrede hydrologiske forhold i betragtning, når forureninger undersøges og prioriteres. Det vil derfor inspirere kommunerne i opgaven med at udmønte klimatilpasningsplaner.

 
Ny viden er administrationens drivkraft i udvikling af miljøområdet, der skal sikre større nytteværdi og øget beskyttelse af borgere, miljø og samfund. Det er målsætningen, at der løbende bruges 5-10 % af driftsudgifterne på udviklingsprojekter, og at det sker med ekstern medfinansiering.

 

Det er målet at udvikle den tekniske og faglige viden på højt internationalt niveau samt at udveksle viden nationalt og internationalt og anvende denne viden aktivt. Regionen vil være initiativtager til mange projekter og samarbejder med rådgivere, vandsektoren, universiteter og andre aktører i udvikling af ny viden for at understøtte sammenhæng og evidensbaseret udvikling.

 

Teknologiudviklingen skal satse på de effektive, bæredygtige og gode administrative løsninger. Det er afgørende, at også den digitale udvikling er af højeste kvalitet, så den kan medvirke til optimering af planlægning og prioritering. Det er målsætningen at afslutte digitaliseringen af papirrapporter mv. ved udgangen af 2017. Der udarbejdes en detailstrategi på digitaliseringsområdet i 2014.


Dialog er grundlaget for samarbejde med borgere, virksomheder, rådgivere, institutioner, kommuner, staten og øvrige regioner.

 

Gennem mere synlighed vil administrationen arbejde for at være en værdifuld og troværdig samarbejdspartner og skabe gode betingelser for at løse opgaver. Jordforureningsdata stilles til rådighed for offentligheden og samarbejdspartnere. Derved forbedres og optimeres data løbende.

 

Handlingsplan 2014
Det er planlagt at udføre ca. 160 indledende undersøgelser ligeligt fordelt mellem indsats for areal og grundvand. De 145 lokaliteter er prioriteret og fremgår af aktivitetsliste (se bilag 2). Det er planen, at administrationen øger hjemtagning af undersøgelser.

 

Der er prioriteret 80 nye lokaliteter til videregående undersøgelser, heraf 35 arealundersøgelser og 45 grundvandsundersøgelser. Det forventes dog, at flere lokaliteter vil blive prioriteret i løbet af 2014.

 

Der er 24 lokaliteter med afværge, to grundvand og 22 areal.

 

Det er administrationens målsætning så vidt muligt at gennemføre komplette oprensninger, hvor restforureninger alternativt vil føre til løbende afværge og monitering. Det skal mindske risikoen for, at der i fremtiden skal allokeres store driftsudgifter til afværgeanlæg og monitering.

 

Region Midtjylland fortsætter med at igangsætte og deltage i udviklingsprojekter på jordforurenings- og grundvandsområdet. Det skal ske i samarbejde og med samfinansiering fra relevante partnere. Som eksempel kan nævnes, at Region Midtjylland har opnået støtte fra EU og Miljøstyrelsen til demonstrationsprojektet NorthPestClean. Samarbejdet med andre regioner i EU i f.eks. ENCORE vil fortsætte i 2014.

 

Region Midtjylland har i en årrække kontrolleret og afværget en række store forureninger. Denne indsats videreføres i 2014.

 

Der vil i 2014 fortsat være fokus på at yde service af højt kvalitet til borgere og andre interessenter til administrationen på jordforureningsområdet. Det forventes, at der vil blive serviceret tusindvis af grundejere pr. telefon og mail, samt at der vil blive trukket ca. 30.000 attester på ejendomme via regionens hjemmeside.

 

Region Midtjylland vil fortsætte med at prioritere et effektivt og tillidsfuldt samarbejde med kommunerne og Naturstyrelsen. Det skal ske gennem en videreudvikling af det tætte samarbejde på både på jord- og grundvandsområdet, blandt andet via samarbejdsforaerne Jord-ERFA.Midt, og Grundvands-ERFA-Midt.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-50-71-1-14

6. Orientering om ansøgninger om indvinding af råstoffer uden for udlagte råstofgraveområder (Sag til forretningsudvalget) *

Resume

Kommunerne skal høre Region Midtjylland om indvinding af råstoffer uden for de i Råstofplan 2008/Råstofplan 2012 udlagte råstofgraveområder, inden der træffes afgørelse efter råstofloven, idet regionsrådet skal tillade, at der indvindes råstoffer uden for de udlagte områder. Administrationen har behandlet seks ansøgninger.

Direktionen indstiller,

atorienteringen om administrationens beslutninger vedrørende ansøgninger i perioden januar 2012 til december 2013 om indvinding af råstoffer uden for udlagte råstofgraveområder tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Når kommunerne i regionen modtager ansøgninger om indvinding af råstoffer uden for de i Råstofplan 2008/Råstofplan 2012 udlagte råstofgraveområder, skal kommunerne høre Region Midtjylland, inden der træffes afgørelse efter råstofloven, idet regionsrådet skal tillade, at der indvindes råstoffer uden for de udlagte områder.

 

Regionsrådet vedtog på sit møde den 17. december 2008 vedrørende behandlingen af henvendelser om råstofindvinding uden for udlagte områder, at

 

  • administrationen, såfremt det fremsendte ligger inden for intentionerne i råstofplanen eller strategi for jordforurening, meddeler afsenderen dette

  • administrationen, såfremt det vurderes, at der er uoverensstemmelse mellem det fremsendte og råstofplan eller strategi for jordforurening, tager initiativ til en dialog herom med afsenderen, idet forretningsudvalget orienteres herom

  • resultatet af dialogen, i tilfælde af fortsat uoverensstemmelse, forelægges regionsrådet til beslutning.

 

Administrationen har i perioden januar 2012 til december 2013 behandlet seks ansøgninger om indvinding af råstoffer uden for de udlagte råstofgraveområder. I overensstemmelse med de fastlagte retningslinjer i Råstofplan 2008/2012 er der givet afslag på én ansøgning, og accept af fem ansøgninger. Forretningsudvalget har på møde den 14. august 2012 behandlet sagen på matrikel 1a Ørumgård Hgd., Ørum i Hedensted Kommune om accept.  

I to af områderne var der tale om, at arealerne ikke var udlagt som graveområde i råstofplan 2008, men alene i den af regionsrådet vedtaget Råstofplan 2012, som på det pågældende tidspunkt stadig var under behandling i Natur- og Miljøklagenævnet.

 

Derudover har administrationen behandlet 10 ansøgninger om midlertidige aktiviteter i udlagte råstofgraveområder. Det drejer sig om opførelse af vindmøller i seks tilfælde, to tilfælde med kabel-/biogastracé, et tilfælde med skovrejsning og endelig accept af en gylletank i et udlagt graveområde. Administrationen har i alle 10 tilfælde accepteret de midlertidige aktiviteter.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-5-14

7. Ansøgning om tilskud til Interact - Fælles digitalt formidlingsprojekt mellem ARoS, Heart og Mapping the Archive (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Et partnerskab bestående af kunstmuseerne ARoS og Heart samt netværket Mapping the Archive ansøger om tilskud til et fælles udviklingsprojekt om formidling og ny teknologi.

 

Der ansøges om et udviklingsbeløb, der fordeles mellem de tre delprojekter samt et beløb til projektledelse og koordinering. Projektledelsen varetages af museernes fælles udviklingsorganisation Meaning Making Experience, der samtidig har rollen som projektets operatør. Det samlede budget er 2,35 mio. kr. Der søges om i alt 1,35 mio. kr. i 2014.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges 1,35 mio. kr. i 2014 til museernes fælles udviklingsorganisation Meaning Making Experience til gennemførelse af projektet Interact.

Sagsfremstilling

Interact vil med udgangspunkt i tre forskellige delprojekter undersøge fremtidens digitale løsninger til inddragelse af publikum i museernes formidling. De tre projekter er i udgangspunktet startet hver for sig, og de forfølger hver sit formidlingsmæssige mål, men da der er en tydelig fællesnævner mellem de tre projekter, er de gået sammen om et fælles projekt.

 

Samarbejdet mellem de tre projekter skaber mulighed for at undersøge publikums adfærd, teste ny teknologi og nye interaktionsformer på tværs af tre selvstændige projekter, hvis fælles omdrejningspunkt er brugerinvolvering. Gennem fælles udvikling, kvalificering, erfarings- og vidensdeling vil de enkelte projekter få tilført viden og kompetencer, som de ellers ikke ville have adgang til.

 

Projektet understøtter således Region Midtjyllands kulturpolitiske målsætning om udvikling og samarbejde.

 

Formål

I arbejdet med fremtidens museer og udvikling af nye formidlingsformer spiller inddragelsen af publikum en central rolle. Ny teknologi og digitale medier bidrager med en ny slags oplevelser og helt nye måder at interagere med publikum. Det betyder, at publikum nu i langt højere grad får indflydelse på den måde, de møder kunsten, kulturhistorien og naturhistorien.

 

Interact vil i dette perspektiv undersøge nye oplevelsesrige adgange til museernes data om udvalgte kunstværker og genstande. De tre museer vil sammen skabe en model for et digitalt vidensreservoir, som det almindelige publikum har adgang til. Modellen giver blandt andet eksempler på, hvordan man organiserer og skaber meningsskabende indgange til store datamængder. Datamængder, der ofte kendetegnes ved “information overload”, og som fra et brugerperspektiv umiddelbart er svært tilgængelige.

 

Det er samtidig projektets mål at udvikle ny almen viden om dette område gennem afprøvning af ny teknologi, nye interaktionsformer og nye fortælleformer. Denne viden vil via Meaning Making Experience (www.mmex.dk) blive stillet til rådighed for alle landets museer. Således vil projektets resultater blandt andet blive præsenteret på et seminar foråret 2015.

 

De specifikke mål med det fælles projekt er, at

 

  • skabe en model for anvendelse af indhold på tværs af kulturinstitutioner

  • udvikle, afprøve og dokumentere nye præsentationsformer og nye former interaktion og brugerinvolvering.

  • afprøve ny teknologi i forbindelse med de to ovenstående målsætninger.

 

De fælles mål vil blive udmøntet som konkrete oplevelsestilbud til publikum i forbindelse med de enkelte delprojekter.

 

Delprojekterne 

HEART- På sporet af kunsten er et tilbud til elever i folkeskolen. Det er projektets mål at skabe en digital ”Discovery–sti”, hvor leg og læring går hånd i hånd. Stien skal ved hjælp af tablets formidle skulpturparken i museumsområdet ved Birk Centerpark. Eleverne får mulighed for med fortællinger, virtuelle malerier, anmeldelser og fysiske opgaver at dele den opnåede viden indbyrdes og har mulighed for at arbejde med skulpturerne før, under og efter.

 

ARoS - ART-Advice er et projekt, som har til mål at realisere en platform for brugergenereret videndeling. Med rejse-webstedet ”Trip-advisor” som inspiration, vil ARoS udvikle en ART-advisor, hvor brugere før, under og efter besøget kan kommentere museets værker. Museets udvalgte historier vil sammen med brugernes egne ideer og associationer være det styrende element for brugerens oplevelse. Ved siden af ART-advisoren udvikles en platform for spilbaseret leg og læring, der kan niveauinddeles på brugerens præmisser.

 

Mapping the archive (MTA) - Fælles digitalt vidensreservoir er et projekt, der har til mål at udvikle en fælles digital løsning - et “vidensreservoir”, som på nye måder kan præsentere, formidle og genbruge museernes historier uafhængigt af platforme og på tværs af institutioner. Reservoiret skaber nye muligheder for historiefortælling og for anvendelsen af regionens kulturarv på et utal af forskellige platforme, der rækker ud over det enkelte museum. Der vil blive udviklet en prototype, der i praksis kan håndtere viden og historiefortælling på tværs.

 

Meaning Making Experience er ansvarlig for fælles projektledelse samt videndeling med landets øvrige museer. 

 

Økonomi

Der er som tidligere nævnt tale om tre delprojekter, der ved siden af det fælles projekt forfølger hver deres egne formidlingsmæssige mål. De tre projekter er således også finansieret fra forskellige kilder, og graden af medfinansiering er forskellig.

 

Budget og finansiering for projektet Interact samt delprojekter for 2014 fremgår af nedenstående tabel 1.

 

[image] 

 

Note: Mapping the Archive er et partnerskab mellem Meaning Making Experience, designfirmaet Kollision, Teater Katapult, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Naturhistorisk Museum Aarhus og Museum Østjylland. Mapping the Archive deltager endvidere i Region Midtjyllands erhvervssatsning More.Creative og modtager støtte herigennem. Støtten herfra går dog til koncept- og forretningsudvikling, og der er ikke indregnet medfinansiering fra More.Creative i nærværende projekt.

 

Oversigt over Region Midtjyllands kulturudviklingsmidler er vedlagt som bilag.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-6-14

8. EU-kultursatsning i Region Midtjylland 2014-2017 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Region Midtjylland ønsker i samarbejde med Central Denmark EU Office (CDEU) og Fonden Aarhus 2017 at etablere et udviklingsprojekt, der skal bane vejen for en permanent indsats til opkvalificering af regionens, kommunernes og kulturinstitutionernes indsats i forhold til EU og internationalt samarbejde. Indsatsen skal medvirke til at skabe adgang til EU-finansiering af kulturprojekter, og den skal medvirke til at sikre kulturpolitisk og kulturfaglig relevans og kvalitet i de projekter, der sættes i gang med støtte fra EU.

EU-kultursatsningsprojektet skal afvikles i perioden 2014-2017, og vil i perioden beløbe sig til i alt 3,0 mio. kr. Bevillingerne vil ske årligt på baggrund af regionsrådets evaluering af indsatsen. I 2014 bevilges 670.000 kr.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 670.000 kr. i 2014 til Central Denmark EU Office til EU-kultursatsning i Region Midtjylland 2014-2017. Efterfølgende års bevillinger vil på baggrund af en årlig evaluering blive forelagt regionsrådet. 

Sagsfremstilling

Formålet med projektet er at styrke internationalt udsyn og samarbejde på kulturområdet og at bidrage til målsætningen om Midtjylland som en international vækstregion. Mere specifikt ønsker man med et stærkere internationalt engagement at styrke nytænkning og innovation på kulturområdet.

 

Baggrund

Omdrejningspunkterne for den kulturpolitiske indsats i Region Midtjyllands kulturpolitik er netværk, udvikling samt internationalt udsyn og samarbejde. Regionen er siden 2007 kommet et godt stykke i forhold til realisering af både netværks- og udviklingsdelen, men udviklingen af det internationale samarbejde er stadigvæk en udfordring. Det gælder ikke kun for regionen selv, men også for regionens kommuner og kulturinstitutioner.

 

I dag er der således lav aktivitet omkring EU kultur-ansøgninger og projekter. Det skyldes dels usmidige medfinansieringsmuligheder og dels manglende mandskabsmæssige og økonomiske ressourcer på institutionerne. Mange aktører er for små til at løfte et projekt alene. Endelig mangler der også viden og især erfaring i forhold til håndtering af ansøgninger og gennemførelse af projekter.

 

Men der er også tale om en positiv udfordring, idet man i højere grad skal anskue de kulturelle udviklingsprojekter, der er i gang i Region Midtjylland, som projekter med et internationalt perspektiv og format. Regionen og regionens kulturinstitutioner har en interesse i at indgå i udviklings- og læreprocesser i fællesskab med andre regioner i EU og verden. Samtidig har udpegningen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 aktualiseret behovet for en styrket international indsats på kulturområdet. Dels fordi 2017 medvirker til en mobilisering af projekter, som har internationalt potentiale, dels fordi Kulturhovedstaden i sig selv betyder øget international bevågenhed.

 

Strategi 

Udfordringerne kan imødegås ved at samle kræfterne, styrke viden, være mere adrætte og ved at udnytte det momentum, der eksisterer i kraft af Fonden Aarhus 2017.

 

At samle kræfterne - Da de fleste institutioner, organisationer og kommuner ikke har tilstrækkelige ressourcer til at engagere sig i større EU-projekter, anbefales det, at projekter fortrinsvis sker med udgangspunkt i klynger og konsortier i regionen. Klynger og konsortier kan bestå af samarbejder mellem f.eks. kulturinstitutioner, virksomheder, forskningsinstitutioner, kommuner og Region Midtjylland.

 

De projekter, som vil have en mulighed for EU-finansiering, skal have volumen og kvalitet. Derfor vil det være nødvendigt for Region Midtjylland/Fonden Aarhus 2017 at prioritere mellem projekterne og satse på relativt få projekter, der har strategisk betydning for regionen.

 

Identifikation og prioritering af indsatsområder skal ske med udgangspunkt i regionens styrkepositioner og/eller de nye aktivitetsområder, som kan forventes at få strategisk betydning. Der kan f.eks. være tale om:

 

  • Digitaliseringsstrategier (kulturarv, cross media, film, spil, animation)

  • Smart strategier: Smart City, Smart Region, Smart Culture (eller Kultur 3.0) Herunder også byudviklingsprojekter

  • Kunstnerisk udvikling

  • Publikumsinddragelse og mangfoldighed

  • Bæredygtighed

  • Privat-offentligt samarbejde, kreative partnerskaber

  • Frivillighed

 

Der er allerede formuleret projekter inden for disse områder i projektporteføljen til Fonden Aarhus 2017, og enkelte projekter er allerede i gang. Det vil være hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i disse projekter med henblik på en konkret prioritering af aktiviteter. Men det kan også blive aktuelt at samle aktører om nye projektmuligheder, hvor styrker i regionen matcher muligheder i EU.

 

At styrke viden - For at imødekomme kravet om mere viden på området, skal der skabes et grundlag for en permanent indsats. Målet er på sigt at skabe et tværgående team, der kan understøtte internationalisering. Derfor skal medarbejdere fra CDEU, Fonden Aarhus 2017 og regionen fra starten involveres i indsatsen. Det betyder blandt andet, at regionen aktivt skal engagere sig i de projekter, der med regional støtte opnår finansiering fra EU og andre internationale kilder. Projekterne skal ikke kun hjælpes i gang, de skal følges fra start til slut. Dels for at give nødvendig rådgivning og sparring til projekterne, mens de står på, dels for at sikre erfaringsopsamling og videndeling omkring projekterne. Derfor vil der i projektperioden kun blive iværksat et begrænset antal projekter, men disse skønnes til gengæld at have særlig strategisk betydning for den regionale kulturindsats.

 

At være adrætte - Det er vigtigt at kunne agere hurtigt i forhold til indkaldelse af EU-ansøgninger. Og det er vigtigt at være i stand til at vælge de rigtige partnerskaber. Ofte er der kun kort tid til det. Derfor er samarbejdet med CDEU-kontoret afgørende. De ved, hvad der sker i Bruxelles, og de kan hjælpe med de rigtige kontakter.

 

At udnytte momentum i Aarhus 2017 - Kulturhovedstadsprojektet giver en øget synlighed og bevågenhed både med hensyn til kontakter og finansiering. Chancen for, at en satsning på det internationale arbejde og EU vil give bonus, er formentlig større nu, end den vil være på noget andet tidspunkt.

 

Forankring - Udviklingsprojektet er et forsøgsprojekt, en afprøvning i praksis af metoder til udvikling at en stærkere international satsning. Som nævnt skal projektet lede frem til en permanent indsats på det internationale kulturarbejde. I praksis vil dette kunne ske dels ved at samle de kræfter, der i dag er beskæftiget i det regionale kulturarbejde og i Aarhus 2017, omkring et øget international fokus, dels ved et øget samarbejde mellem kulturområdet, regionens internationale afdeling og Central Denmark EU Office.

  

Økonomi

EU-kultursatsningen vil beløbe sig til i alt 3,0 mio. kr. i perioden 2014-2017. Der søges om en bevilling på i alt 670.000 kr. i 2014. Regionsrådet vil blive forelagt en evaluering af indsatsen. På baggrund heraf vil regionsrådet få fremlagt eventuelle bevillinger for 2015-2017.

 

Oversigt over Region Midtjyllands kulturudviklingsmidler er vedlagt som bilag.

 


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-10-14

9. Ansøgning om tilskud til konferencen Musikundervisningens muligheder (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Favrskov Musikskole søger på vegne af Videnscenter for Musik om tilskud til en konference, der skal undersøge og belyse musikundervisningens muligheder for at skabe inkluderende, fleksible og kreative læringsmiljøer og inspirere til nye samarbejder på tværs af traditionelt adskilte læringsrum.

 

Det samlede budget er i alt 103.000 kr. Der søges om i alt 43.000 kr. i 2014.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 43.000 kr. i 2014 til Favrskov Musikskole/Videnscenter for Musik til afholdelse af konferencen Musikundervisningens muligheder.

Sagsfremstilling

Temaet inklusion er højaktuelt i samfundsdebatten og ikke mindst et påtrængende emne i forbindelse med den nye heldagsskole. Konferencen Musikundervisningens muligheder – muligheder med musikundervisning giver et bud på musikundervisningens rolle og muligheder i forhold til netop inklusion.

 

Den nye folkeskolelov udfordrer traditionelle faglige afgrænsninger og fagforståelser, idet lærere fra forskellige læringsmiljøer nu skal samarbejde. Konferencen vil belyse musikundervisningens muligheder for at skabe nye læringssammenhænge med udgangspunkt i begrebet transformativ læring, der tager udgangspunkt i elevernes egne forudsætninger.

 

Der vil på konferencen være oplæg om transformativ læring (ved Knud Illeris, Roskilde Universitetscenter), musikundervisningens plads i heldagsskolen, skabelse af nye læringsrum i skolen via musikundervisning og sangen som fælles, inkluderende rum i skolen.

 

Konferencen holdes på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus som en integreret del af SPOT Festival 2014 og forventes at kunne tiltrække minimum 100 deltagere. Den henvender sig til alle typer af musikundervisere (på videregående musikuddannelser, gymnasier, folkeskoler og musikskoler) samt til skoleledere, SFO-ledere og -pædagoger i Region Midtjylland.

 

Formål

Formålet med konferencen er ifølge ansøgeren at vise, hvordan og med hvilke midler musikundervisningen kan overskride de forskellige traditioner gennem inklusion af forskellige læringstilgange og -miljøer. Hvilke kompetencer rummer de forskellige tilgange, og hvordan kan de forskellige miljøer få øje for hinandens faglige styrker?

 

Ideen til konferencen er opstået i Videncenter for Musik, der er et netværkssamarbejde mellem musikskolerne, VIA University College, Musikvidenskab på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium. Udviklingen af Videncentret foregår i tæt samarbejde med Region Midtjylland. Videncentret har valgt at fokusere på inklusion i perioden 2013-2015, og konferencen indgår i en række af initiativer.

 

Det er administrationens vurdering, at netop Videncentrets tværinstitutionelle sammensætning gør det oplagt at anlægge et helhedssyn på blandt andet musikundervisningen, dens udfordringer og muligheder. Derved illustreres styrken af Region Midtjyllands satsning på netværk og samarbejde.

 

Samarbejdet med SPOT Festival

Sammenhængen til SPOT Festival er ifølge ansøgeren vigtig af flere årsager. Festivalen tilbyder en relevant musikfaglig ramme for konferencen. Konferencens tilstedeværelse på SPOT giver mulighed for at sætte musikalsk inklusion og pædagogisk mangfoldighed på dagsordenen i et forum, der repræsenterer musikbranchen i bred forstand. Dermed kan konferencen være med til at sende et vigtigt signal om, at musiklærere, musikelever og musikpædagogik har en vigtig rolle at spille i udviklingen af Danmarks musikliv.

 

Økonomi

Favrskov Musikskole ansøger på vegne af Videnscenter for Musik om et tilskud på 43.000 kr. fra Region Midtjylland. Det samlede budget er 103.000 kr. Budget og finansiering af projektet fremgår af tabel 1.

 

[image]

 

Oversigt over eksisterende bevillinger og indstillede beløb fra kulturudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-3-12

10. Godkendelse af forslag til ændring af regionale buskøreplaner fra juni 2014 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Midttrafik har udarbejdet forslag til ændringer i de regionale buskøreplaner gældende fra køreplanskiftet den 29. juni 2014. For hovedparten af de regionale ruter er der tale om mindre justeringer af afgange og ruteomlægninger.

 

Ændringerne vurderes samlet set at medføre en årlig udgiftsreduktion på cirka 1,0 mio. kr., heraf bidrager ophør af forsøg med pendlerbusrute 901X mellem Silkeborg og Aarhus N med størstedelen.

Direktionen indstiller,

at forslag til ændringer i de regionale buskøreplaner gældende fra køreplanskiftet i juni 2014 godkendes.

Sagsfremstilling

Hvert år i januar måned gennemfører Midttrafik en offentlig høring af forslag til nye køreplaner gældende fra det kommende sommerkøreplanskifte. Borgerne orienteres om høringen via pressemeddelelser, hængeskilte i busser og Midttrafiks hjemmeside. Som et nyt tiltag har kunder kunne indsende deres bemærkning til alle busruter, uanset om der er indarbejdet ændringer eller ej. I år har enkelte ruter været i høring i februar måned.

Midttrafik har modtaget i alt cirka 1.800 henvendelser om forslag til køreplaner, der træder i kraft den 29. juni 2014.

 

Principper for behandling af køreplanændringer

Midttrafik og administrationen har aftalt principper for behandling af ændringer i køreplanerne. Det betyder, at mindre tilpasninger i køreplanerne, f.eks. tilpasning af busafgangstider i forhold togankomst, eller justering af køretiden på en rute, ikke behandles politisk. De økonomiske konsekvenser af sådanne mindre køreplanændringer er generelt ikke store.

 

Derimod vil oprettelse eller nedlæggelse af ruter, større omlægninger på ruterne samt nedlæggelse eller indsættelse af ture blive forelagt til politisk behandling. Høringskommentarer, som Midttrafik modtager fra borgere, busentreprenører, kommuner og andre, indgår i sagsbehandlingen.

 

Udgangspunktet for køreplanlægningen for de regionale busruter har været at fastholde det nuværende serviceniveau, dog således at der er foretaget køreplanjusteringer, hvor det anses for hensigtsmæssigt, bl.a. for at sikre overholdelse af køreplanerne i takt med stigende trængsel på vejene. For de fleste ruter er der således tale om mindre justeringer i afgangs- og køretider. På nogle ruter er antallet af ture reduceret, som følge af få passagerer. På andre ruter er antallet af ture øget, hvor behovet vurderes at være til stede. For enkelte ruter er der gennemført større ændringer og en enkelt rute, der har kørt som et forsøg, nedlægges.

 

For de køreplaner, der har været i høring med henblik på ikrafttræden den 29. juni 2014, er der større ændringer på følgende ruter:  

 

  • 26 Holstebro - Spjald – Skjern

  • 28 Holstebro - Haderup – Viborg

  • 53 Viborg - Karup - Kølvrå – Herning

  • 62 Viborg - Ørum – Randers

  • 103 Aarhus - Odder – Hou

  • 117 Horsens - Tørring - Give – Billund

  • 235 Randers - Spentrup - Mariager - Assens - (Hadsund)

  • 901X Universitetet - Skejby Sygehus - Harlev - Skovby - Galten - Silkeborg Vest

  • 913X Aarhus - Silkeborg - Billund Lufthavn - (Legoland)

  • 918X Aarhus - Randers - Hadsund – Aalborg

  • 928X Holstebro - Viborg – Randers

  • 953X Herning - Karup – Viborg

 

Vedrørende rute 901X skal bemærkes, at ruten blev etableret i januar 2011 med støtte fra Trafikstyrelsens puljemidler til forbedring af den kollektive trafik. Målsætningen var, at ruten efter 3 år skulle være selvfinansierende. Dette mål er ikke nået, da passagerbenyttelsen kun har vist sig tilfredsstillende på enkelte afgange. Ruten foreslås derfor nedlagt.

 

På baggrund af erfaringerne fra forsøget med rute 901X er det dog administrationens anbefaling, at der opretholdes en tur, der kører direkte fra Silkeborg til Skejby og Aarhus Universitet om morgenen og retur om eftermiddagen.

 

Der er vedlagt høringsblade, udarbejdet af Midttrafik, hvor administrationen har påført sine anbefalinger til regionsrådets godkendelse.

 

Det er vanskeligt at vurdere den samlede økonomiske effekt af forslag til ændringer i de regionale buskøreplaner, især hvad angår de indtægtsmæssige konsekvenser. Det er administrationens vurdering, at en gennemførelse af de anbefalede ændringer vil medføre en reduktion i udgifterne på cirka 1,0 mio. kr. pr. år. Heraf udgør ophør af forsøg med pendlerbusrute 901X mellem Silkeborg og Aarhus N størstedelen.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-76-22-11

11. Orientering om indsats på infrastrukturområdet

Resume

Region Midtjylland har siden regionens dannelse arbejdet sammen med de 19 kommuner i regionen om fælles indspil til statslige investeringer i infrastrukturen. Der er udarbejdet to indspil: I 2007 til Infrastrukturkommissionen og igen i 2013 i forbindelse med de strategiske analyser og trafikforhandlingerne.

Direktionen indstiller,

at orienteringen om indsats på infrastrukturområdet drøftes.

Sagsfremstilling

For Region Midtjylland og de 19 kommuner har det lige siden kommunalreformen i 2006 været vigtigt at stå sammen om fælles anbefalinger til statslige investeringer på infrastrukturområdet.

 

Allerede i 2007 udarbejdede man et fælles indspil til Infrastrukturkommissionen. Indspillet indeholdt fem anbefalinger til statslige investeringer i infrastrukturen samt fem forudsætninger.

 

De fem anbefalede prioriteringer var:

  • En fast Kattegatforbindelse til hurtigtog og biler

  • Letbane i Aarhus-området

  • Motorvej mellem Herning og Holstebro Nord

  • Udvidelse af E45 til seks spor mellem Kolding og Randers

  • Opgradering af rute 26 til højklasset vej/motorvej mellem Aarhus og Viborg.

 

De fem forudsætninger var projekter, som i princippet var besluttede, men endnu ikke finansierede. Det var:

  • Færdiggørelse af motorvejen Aarhus-Silkeborg-Herning

  • Færdiggørelse af motorvejen Herning-Vejle

  • Etablering af det nordlige motorvejshængsel ved Randers, Sdr. Borup-Assentoft

  • Tunnel under Marselis Boulevard og udvidelse af Åhavevej i Aarhus

  • Modernisering af de eksisterende hovedjernbanestrækninger.

 

Senere er de fem forudsætninger blevet besluttet og igangsat på nær Marselistunnelen, hvor finansieringen er på plads, men man arbejder for at finde det mest gunstige tidspunkt for opstart af projektet.

 

De fem anbefalinger har vi siden arbejdet for at få realiseret på forskellige måder, bl.a. ved henvendelser til og møder med de skiftende transportministre.

 

Der er nedsat en særskilt Kattegatkomité, som arbejder for, at Folketinget snarest træffer en principbeslutning om en fast Kattegatforbindelse. Komitéen er en sammenslutning af politikere og af interesser i det private erhvervsliv, organisationer, vidensinstitutioner mv. med ligelig repræsentation fra Jylland og Sjælland. Komitéen arbejder for en beslutning om anlæg af en fast forbindelse til hurtigtog og biler over Kattegat mellem Jylland og Sjælland.

 

Arbejdet foregår på mange forskellige fronter i forhold til folketingspolitikere og offentligheden. Således har der været afholdt et par store konferencer, og der er udarbejdet diverse analyser om visionen om et sammenhængende Danmark, forventet trafik på forbindelsen og økonomien for en fast Kattegatforbindelse.

 

I 2013 blev indspillet revideret og præciseret i forbindelse med de statslige trafikforhandlinger og de strategiske analyser. I den forbindelse blev bl.a. Hærvejsmotorvejen en del af prioriteringerne, ligesom der kom yderligere fokus på jernbanerne, idet der var enighed om, at fremtidens infrastrukturinvesteringer skal koncentreres om både jernbaner og veje.

 

Indspillet bygger oven på de fem anbefalinger fra 2007, men blev udvidet med supplerende anbefalinger både på vejsiden og på jernbanesiden.

 

Der var stadig fuld enighed om de fem hovedanbefalinger fra 2007, mens andre forslag, som var med i indspillet fra 2007, blev konkretiseret. Det drejer sig om:

  • Elektrificering af jernbanen mellem Fredericia og Aalborg

  • 2 + 1 veje på udvalgte strækninger på ruterne 11, 15, 16, 21 og 34.

 

Endelig var der enighed om følgende tre nye anbefalinger:

  • Opgradering af regionalbanerne

  • Ny jernbane mellem Silkeborg og Aarhus

  • Ny midtjysk motorvejskorridor – Hærvejsmotorvej, hvor det forudsættes, at der startes med etapen mellem Viborg og Aarhus-Herning motorvejen.

 

Siden er der kommet forskellige tiltag:

  • Motorvejen mellem Herning og Holstebro Nord er besluttet og igangsat.

  • 1. etape af letbanen er under opbygning, og der planlægges flere etaper.

  • Der er udarbejdet VVM-undersøgelse for strækninger på rute 26 mellem Aarhus og Viborg.

  • Der er udarbejdet en strategisk analyse for Hærvejsmotorvejen.

  • Der er kommet mindre undersøgelser af opgradering af vejstrækninger mellem Herning og Ringkøbing samt mellem Aarhus og Tirstrup.

 

I januar 2014 er der indgået en aftale om Togfonden DK, som skal forbinde landets største byer med én times transporttid med tog, København-Odense, Odense-Aarhus, Aarhus-Aalborg og Odense-Esbjerg samt elektrificering af hovedbanenettet. Her i regionen betyder det, at jernbanen mellem Fredericia og Frederikshavn og strækningen mellem Vejle og Struer elektrificeres. Desuden sker der en opgradering af de regionale jernbaner, så der sikres gode forbindelser fra resten af regionen ind til timemodelbyerne. Endelig er der afsat midler til en forundersøgelse af en helt ny direkte jernbane mellem Aarhus og Silkeborg.

 

De forskellige indspil med anbefalinger til investeringer i infrastrukturen har været forankret i Kontaktudvalget, som er det naturlige forum, når det drejer sig om at nå frem til fuld enighed mellem Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen.

 

Selv om nogle af projekterne allerede er iværksat, er der fortsat god grund til at arbejde for gennemførelsen af de resterende og presse på for, at der træffes en politisk beslutning. Med Togfonden DK er der sket meget på jernbaneområdet, mens beslutningen om en fast Kattegatforbindelse og de større vejprojekter stadig lader vente på sig.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede indsats på infrastrukturområdet.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-11-13

12. Orientering om Vækst- og udviklingsstrategien

Resume

Den 1. februar 2014 trådte den nye lov om erhvervsfremme og regional udvikling

i kraft. Den nye lov, der betyder, at regionerne skal udarbejde regionale

vækst- og udviklingsstrategier.

 

Administrationen holder oplæg om arbejdet med hensyn til udarbejdelse af Region Midtjyllands vækst- og udviklingsstrategi.

Direktionen indstiller,

at orientering om Vækst- og udviklingsstrategien tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Den nye lov om erhvervsfremme og regional udvikling trådte i kraft 1. februar

2014. De nye tiltag i loven skal ses som en opfølgning på evalueringen af

kommunalreformen og den efterfølgende politiske aftale mellem alle Folketingets

partier.

 

Loven lægger op til, at der i højere grad skal bygges bro mellem erhvervsudvikling,

beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen, infrastruktur, klima og miljø

samt byer og yderområder. Med loven får regionerne en ny strategi: Den regionale

vækst- og udviklingsstrategi. De nye strategier skal give regionsrådene et

solidt afsæt for at udvikle effektive regionale initiativer, der kan omsætte regionale

styrkepositioner til udvikling, vækst og beskæftigelse.

 

Den nye lov kan således blive et afsæt for regionerne til at betragte opgaven

med at skabe vækst og udvikling fra nye vinkler. Loven lægger op til et bredere

perspektiv på vækst, der knytter flere indsatsområder sammen. Det forudsætter,

at mange aktører arbejder sammen.

 

Notat fra Danske Regioner om lov om erhvervsfremme og regional udvikling er vedlagt som bilag.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om Vækst- og udviklingsstrategien til efterretning.

 

Torben Nørregaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Ole Jepsen forlod mødet kl. 12.28 under behandlingen af punkt 12.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-11-13

13. Gensidig orientering

Beslutning

Intet til punktet.

Tilbage til toppen