Udvalg Vedr. Regional Udvikling 07. oktober 2015 (Referat)
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum
til
mødet i
den 7. oktober 2015 kl. 14:00
i Væksthuset Herning, Birk Centerpark 15, 7400 Herning, lokale C01 i Innovatorium
Der var afbud fra Keld Marstrand Christensen og Arne Lægaard.
Lone Langballe forlod mødet under punkt 2.
Mødet blev hævet kl. 16.45
1. Temadrøftelse om iværksætteri i uddannelser (kl. 14.00-15.30) #
Sagsfremstilling
Tidsplan for temadrøftelsen
Kl. 14.00-14.30 | Rundvisning og præsentation af Innovatorium ved daglig leder Gulle Rasmussen. |
Kl. 14.30-15.00 | Oplæg om Region Midtjyllands iværksætterindsats ved chefkonsulent Ruth Irene Strøm. |
Kl. 15.00-15.30 | Oplæg om Studentervæksthus og Incubationsmiljøet ”Eliten” i Innovatorium ved Jan Kvist Martinsen og Henrik Sevelsted. |
Uddannelse og iværksætteri
Uddannelsessektorens rolle i forhold til at stimulere innovation og entreprenørskab ses som helt central for den fremtidige vækst og udvikling. Uddannelse i entreprenørskab skal stimulere de unges evne til at tænke nyt, se muligheder og omsætte deres ideer til værdi og dermed være med til at skabe flere nye virksomheder og flere vækstiværksættere.
Vækstforum har i flere år prioriteret en indsats, der skal styrke entreprenørskab i uddannelsessystemet. Temadrøftelsen tager udgangspunkt i erfaringer med den hidtidige indsats, men vil også omfatte de perspektiver og muligheder, der er for en yderligere udvikling af initiativerne.
Entreprenørskab i undervisningen er til gavn for alle, også selv om man ikke har intentioner om at starte egen virksomhed. Kompetencer som kreativitet, kommunikation, samarbejde, problemløsning samt evnen til at tage beslutninger og handle på disse styrkes gennem undervisning i entreprenørskab. Det er evner, som elever og studerende ikke kan stå foruden i fremtiden.
Der har i flere år været fokus på at fremme undervisning i entreprenørskab i det danske uddannelsessystem og der er blevet gennemført en række initiativer for at styrke området, både nationalt og regionalt.
I 2009 etablerede regeringen Fonden for Entreprenørskab, som skulle skabe en sammenhængende indsats for uddannelse i entreprenørskab – fra folkeskole til universitet – og blive et nationalt videncenter for uddannelse i entreprenørskab. Fonden for Entreprenørskab har netop udarbejdet en ny strategi for indsatsen frem til 2020. Udbredelse af entreprenørskabsundervisning vil i årene fremover stadig være Fondens primære indsatsområde, men der vil også fokuseres på aktiviteter, der foregår i området mellem uddannelse og egentlig virksomhedsetablering, og som ligger ved siden af uddannelserne, f.eks. inkubationsmiljøer, mentorordninger, talentprogrammer m.v.
Vækstforums indsats har ligeledes fokuseret på at fremme entreprenørskab i hele uddannelsessystemet, og indsatsen har bygget oven på den nationale indsats, da denne mangler volumen for at nå bredt ud i hele uddannelsessystemet. Vækstforums indsats havde til formål at sikre, at de studerende forlader uddannelsessystemet med kompetencerne til både at skabe nye virksomheder og innovere i eksisterende virksomheder.
Dertil har Vækstforums indsats haft fokus på aktiviteter, der foregår i området mellem uddannelse og erhvervsliv, f.eks. innovationssamarbejder mellem studerende og virksomheder og etablering af studentervæksthuse, hvor studerende med en virksomhedsidé kan få hjælp til udvikling og realisering af idéen, herunder tilknytning af en mentor fra en eksisterende virksomhed.
Indsatsen for at fremme entreprenørskab i undervisningen er forholdsvis ny, men de foreløbige resultater viser gode effekter af indsatsen. Således viser både nationale og internationale undersøgelser, at uddannelse i entreprenørskab er centralt i forhold til at skabe vækstvirksomheder, idet entreprenørskabsundervisning øger lysten til at blive iværksætter hos de studerende, det øger sandsynligheden for, at den enkelte bliver iværksætter, og det øger sandsynligheden for, at den enkelte vil arbejde med innovation i etablerede virksomheder.
Baggrund
Iværksættere og vækstvirksomheder spiller en vigtig rolle i forhold til jobskabelse, øget konkurrence, produktivitet og dynamik i økonomien. Det er de nye og unge virksomheder, der skaber nye job, de skaber nye produkter og teknologier og bidrager dermed til øget innovation.
Iværksættere og især vækstiværksættere bidrager positivt til den midtjyske vækst og udvikling, og Vækstforum har derfor gennem flere år prioriteret en indsats, der skal sikre gode vilkår for iværksætteres etablering, udvikling og vækst.
Vækstforum har gennemført en sammenhængende iværksætterindsats, som har fokuseret på de tre vigtigste forudsætninger for at skabe en stærk iværksætterregion: Der skal være en stærk iværksætterkultur, så flere får kompetencer og motivation til at starte egen virksomhed, der skal være adgang til rådgivning for at sikre bedre overlevelse og vækst hos de nye virksomheder, og der skal være adgang til risikovillig kapital for at sikre finansieringen af de nye virksomheders udvikling og vækst.
Vækstforum har gennemført følgende initiativer:
Iværksætteri i uddannelser - Udvikling af undervisningsmaterialer, kompetenceudvikling af undervisere, samarbejde med erhvervslivet, etablering af studentervæksthuse ved de videregående uddannelser.
Rådgivning til vækstiværksættere - start- og vækstpakker med køb af privat rådgivning i forbindelse med etablering og udvikling af virksomhed, netværksforløb, vækstgrupper, mentorforløb m.v.
Kapitalformidling - Tilknytning af Kapitalcoaches, Business Angel netværk, Midtjysk Iværksætterfond – risikovillig kapital til iværksættere. Samlet kapitaltilsagn i Fonden på 110 mio. kr.
Beslutning
Som opfølgning på det rådgivende udvalgs studietur til München, Tyskland fik udvalget en række oplæg omkring iværksætteri- og investeringsfremmeindsatsen i regionen.
Innovatorium
Udvalget fik først et oplæg om Innovatorium af daglig leder Gulle J. Rasmussen. Hun fortalte om husets historie, formål og udfordringer. Innovatorium tilbyder kontorlejemål på normalt tre år til unge nystartede virksomheder. Ideen er at skabe attraktive og optimale vækstvilkår for de nye virksomheder. Huset fungerer som en form for træningscenter, hvor iværksætterne får sparing, rådgivning og hjælp i forhold til at etablere en virksomhed. Huset hjælper også iværksætterne med at komme i kontakt med mulige investorer.
Der er pt. ca. 70 virksomheder/institutioner, og ca. 450 personer som har deres daglige gang i huset.
Udvalget blev efterfølgende vist rundt i Innovatorium.
Region Midtjyllands indsats i forhold til iværksætteri
Udvalget fik derefter et oplæg om Region Midtjyllands indsats i forhold til iværksætteri, herunder uddannelse i entrepreneurskab i det samlede uddannelsessystem, etablering af studentervæksthuse m.v. Chefkonsulent Ruth Strøm, Regional Udvikling fortalte om, at regionen har fokus på at styrke rammerne for iværksætteri. Dette sker bl.a. i forhold til styrke undervisning i entrepreneurskab i ungdomsuddannelserne. Derudover arbejder regionen for at skabe optimale vilkår for iværksætterne bl.a. ved rådgivning, kompetenceudvikling, hjælp til søgning af finansiering m.v.
I 2014 blev der på landsplan etableret 15.000-20.000 nye virksomheder, heraf 4.000 i Region Midtjylland.
ELITEN
Innovatorium har et incubationsmiljø kaldet ELITEN. ELITEN har til formål, at støtte nye virksomheder inden for IT, e-handel, apps og web services. Udvalget fik oplæg af direktør Jan Fly Sevelsted, som selv er en succesfuld iværksætter. Han har en mission om, at etablere et IKT-netværk i Herning, et netværk bygget på en vinder-kultur og en hjælp-hinanden-kultur.
ELITEN er et program, som har til formål at støtte nystartede it-virksomheder. Programmet har fokus på at skabe et stærkt netværk, hvor iværksætterne får mulighed for at præsentere deres ideer for mulige investorer, banker m.v. Programmet har en mentorordning, hvor ideen er, at det er erfarne iværksættere, som underviser, rådgiver og coacher de nye iværksættere.
Der deltager ca. 10 virksomheder om året i programmet.
Business Factory, Aarhus Universitet
Lektor på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi og centerleder på Business Factory Jan Kvist Matinsen fortalte udvalget om Aarhus Universitets indsats i forhold til at uddanne de studerende til at blive gode iværksættere.
Centret Business Factory er et studentervæksthus/inkubationscenter, som har til formål at inspirere og støtte de studerende til at realisere deres forretningsidé. Centret skal medvirke til at fremme innovationskulturen, foretagsomhedskulturen og selvstændighedskulturen på universitetet og i resten af Region Midtjylland. Derudover vil centret udvikle undervisning i iværksætteri, så undervisningskompetencerne er af høj international klasse.
Centret underviser de studerende i bl.a. forretningsudvikling, projektledelse, teknisk og markedsfokuseret produktudvikling, kreativitet, struktureret idéskabelse og idéudvikling m.v. De studerende har mulighed for i undervisningen at arbejde med udviklingen af deres egen idé. Dette giver de studerende en unik mulighed, både i forhold til den studerendes tid og økonomi, for at prøve sig selv af som iværksætter.
Centret blev etableret i 2015 og arbejder fokuseret på at gøre uddannelse i iværksætteri til en integreret del af f.eks. ingeniøruddannelsen.
Keld Marstrand Christensen og Arne Lægaard var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
2. Invest in Denmark (kl. 15.30-16.15) #
Sagsfremstilling
Udenlandske investeringer er vigtige for Danmarks vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne. Når udenlandske virksomheder investerer i Danmark, giver det arbejdspladser, tilfører ny viden og forbedrer produktiviteten. Selvom de udenlandske virksomheder kun udgør ca. én procent af alle virksomheder i Danmark, står de for en fjerdedel af eksporten og en femtedel af arbejdspladserne i den private sektor. Samtidig er udenlandske investeringer med til at styrke den generelle internationalisering af dansk erhvervsliv og kan også være med til at give danske virksomheder endnu bedre adgang til eksportmarkederne. Derfor er det nødvendigt med et skarpt fokus på tiltrækning og fastholdelse af udenlandske investeringer.
For et lille land som Danmark er det afgørende med en målrettet og velkoordineret investeringsfremmeindsats, som gør opmærksom på, hvad vi kan, og åbner de internationale investorers øjne for mulighederne i hele landet.
Samarbejdet mellem Invest in Denmark og Foreningen Vestdansk Investeringsfremme er et godt eksempel på, hvordan man effektivt kan binde den lokale, regionale og nationale investeringsfremmeindsats sammen og opnå gode resultater med tiltrækning og fastholdelse af investeringer i de tre vestdanske regioner. De tre vestdanske regioner og udenrigsministeriet financierer i fællesskab Foreningen Vestdansk Investeringsfremme. Regionernes årlige bidrag på 8 mio. kr. financierer hjemmeapparatet, mens Udenrigsministeriet (Invest in Denmark) financierer udeapparatet.
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme har til formål at sikre en stærk og sammenhængende international profilering af de vestdanske spidskompetencer. Målet er at tiltrække flere udenlandske investeringer og samtidig sikre en tæt og professionel opfølgning på udenlandske henvendelser. Til det formål er der ansat et antal projektmedarbejdere placeret i vestdanske udviklingsmiljøer. Projektmedarbejdernes arbejde udføres i tæt samarbejde med Invest in Denmark under Udenrigsministeriet i henhold til den til enhver tid gældende samarbejdsaftale mellem Foreningen og Invest in Denmark.
Resultaterne har siden 2007, hvor samarbejdet i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme blev etableret, levet op til forventningerne om i gennemsnit på tre år, at tiltrække mindst 1.400 arbejdspladser i Vestdanmark. Med udgangspunkt i dette samarbejde er det Invest in Denmarks og Foreningen Vestdansk Investeringsfremmes ambition at arbejde endnu tættere sammen med de danske kommuner for derved at strømline og optimere den samlede danske investeringsfremmeindsats yderligere. Det er erfaringen, at mange projekter i sidste ende afhænger af et både professionelt og gearet modtage- og fastholdelsesapparat, og at kommunerne i den sammenhæng spiller en helt afgørende rolle. Der er blevet etableret et kommunalt rejsehold, hvor medarbejdere fra Invest in Denmark i samarbejde med de regionale projektledere ansat i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme tilbyder et tjek af kommunens beredskab i forbindelse med kontakt med og besøg af mulige udenlandske investorer.
Senest har Foreningen Vestdansk Investeringsfremme ansat en niende projektleder med fokus på fødevarer. Der er forventninger om at hente yderligere investeringer til Danmark, som matcher de stærke danske kompetencer i fødevaresektoren, som i dag udgør grundlaget for en markant del af Danmarks eksport. Den nye medarbejder er placeret hos Danish Food Cluster i Aarhus for at sikre et godt samspil med de mange aktører indenfor branchen.
Oplæg ved Jeppe Solmer, Invest in Denmark og Malou Munkholm, Regional Udvikling.
Beslutning
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme
Specialkonsulent, Malou Munkholm, Regional Udvikling præsenterede kort udvalget for Foreningen Vestdansk Investeringsfremme (FVI). Foreningen har til formå at tiltrække flere udenlandske investeringer og skabe flest mulige vidensbaserede arbejdspladser i Vestdanmark. De vestdanske regioner har en række kompetencer indenfor grøn teknologi, IT og sundhed/velfærdsteknologi, hvilket giver grundlag for at tiltrække udenlandske investorer.
Der er pt. ansat otte regionale projektledere, som er placeret i syv forskellige vestdanske udviklingsmiljøer.
Siden 2007 har Foreningen Vestdansk Investeringsfremme (FVI) og Invest in Denmark samarbejdet i forhold til at samle investeringsfremmeindsatsen.
Invest in Denmark
Teamleder Jeppe Solmer præsenterede udvalget for Invest in Denmark. Invest in Denmark er den nationale organisation, som arbejder for at tiltrække udenlandske investeringer og bevare danske arbejdspladser. Invest in Denmark er forankret i Udenrigsministeriet som en del af Eksportrådet.
Invest in Denmark er en global organisation med medarbejdere i mere end 13 lande. Derudover har organisationen medarbejdere i seks danske byer.
Jeppe Solmer fortalte, at samarbejdet med Foreningen Vestdansk Investeringsfremme bl.a. har medført, at der er etableret et stærkt netværk af lokale aktører. Dette netværk giver mulighed for at, man kan reagere hurtig, hvis der eksempelvis er interesse fra en udenlandsk investor i forhold til at opkøbe en dansk virksomhed, etablere en virksomhed m.v. Udvalget drøftede i denne sammenhæng successen i forhold til, at Apple planlægger at etablere et datacenter i Viborg.
Keld Marstrand Christensen og Arne Lægaard var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
3. Tilskud til projekt Kobra (Indstilling fra Vækstforum)
Resume
Der søges om 1,6 mio. kr. til analyseprojektet KOBRA, der er en skandinavisk overbygning på KOMPETENCEFORSYNINGmidt. Mens KOMPETENCEFORSYNINGmidt giver støtte til de midtjyske uddannelsesinstitutioners opsøgende virksomhed, handler KOBRA om at analysere virksomhedernes fremtidige behov for arbejdskraft på baggrund af opsøgende arbejde i både Danmark, Norge og Sverige. Region Midtjylland er leadpartner på projektet, der løber frem til 2018.
Direktionen indstiller, at indstillingen fra Vækstforum tiltrædes, således
at | der i 2016 bevilges i alt 1,6 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler til Regional Udvikling som leadpartner og administrator af projekt KOBRA (tidligere kaldt Viden til Vækst), og |
at | tilskud til projektets videreførelse i 2017 og 2018 bevilges på baggrund af statusopfølgninger. |
Sagsfremstilling
Vækstforum indstillede på sit møde den 18. februar 2015 en bevilling på 4,8 mio. kr. til analyseprojektet Viden til Vækst (nu KOBRA - Kompetencebaseret regional analyse). Sagen kommer først til regionsrådet nu, da administrationen har afventet budgetforhandlingerne vedrørende budgettet for 2016. I mellemtiden er forudsætningen om støtte fra EU Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak kommet på plads, da projektet blev godkendt her den 24. juni 2015.
KOBRA er et samarbejde mellem 26 regioner, kommuner og uddannelsesinstitutioner fra regionerne Halland og Västra Götaland i Sverige og Arendal og Larvik kommuner i Norge. Fra Danmark deltager ni midtjyske uddannelsesinstitutioner. Region Midtjylland var leadpartner på et tidligere Interreg-projekt SkanKomp fra 2010-2013, hvilket har opbygget nogle gode relationer til de øvrige partnere, som derfor har bedt regionen om også at lede projekt KOBRA.
Region Midtjylland kan i henhold til erhvervsfremmeloven deltage i grænseoverskridende erhvervsudviklingssamarbejder. Det betyder, at regionen som leadpartner forventer at ansætte en projektleder, som skal styre KOBRA-projektet i de tre år. Projektlederen er ansat i regionen, men afrapporterer til sekretariatet for EU Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak i Sverige i forhold til projektets fremdrift og økonomi.
KOMPETENCEFORSYNINGmidt arbejder med de midtjyske uddannelsesinstitutioners virksomhedsrettede indsats for at fremme kompetenceudviklingen i virksomhederne. KOBRA tilføjer et skandinavisk niveau og en analysedimension til indsatsen på uddannelses- og beskæftigelsesområdet, fordi vi gerne vil lære af de erfaringer, man har i Norge og Sverige, som er lande, vi typisk sammenligner os med. Projektets analyseresultater skal blandt andet bruges til at opkvalificere virksomhedskonsulenter hos Væksthuset, lokal erhvervsservice, jobcentre osv.
Projektet skal etablere en Midtjysk Kompetenceportal med alle aktuelle kompetencedata (beskæftigelsesstatistik, uddannelsesstatistik, brancheanalyser etc.), som skal kunne bruges af eksempelvis jobcentre, uddannelsesinstitutioner og erhvervsorganisationer. Region Midtjylland vil varetage den videre drift af kompetenceportalen efter projektperioden.
En vigtig del af de deltagende uddannelsesinstitutioners arbejde i projektet bliver at udføre 250 kvalitative virksomhedsinterviews, som skal bruges til en eller flere analyser af virksomhedernes muligheder og strategier for at tiltrække, fastholde og udvikle kompetencer. Projektet vil derefter udarbejde branchebaserede fremskrivningsanalyser, der skitserer den aktuelle og forventede udvikling i beskæftigelsen og i behovet for kompetent arbejdskraft i udvalgte brancher.
Resultaterne af analyseaktiviteterne vil blive fremlagt for alle de midtjyske aktører med virksomhedsopsøgende arbejde, således at Region Midtjylland fremadrettet kan tilbyde virksomhederne den nyeste viden om tendenser og muligheder på arbejdsmarkedet, der kan styrke deres udvikling og vækst samt sikre dem de kompetencer, som de til enhver tid har behov for.
Økonomi
Projektet KOBRA har et samlet budget på 54 mio. kr. EU’s Interreg-program for Öresund-Kattegat-Skagerrak har den 24. juni 2015 besluttet at støtte projektet med 27 mio. kr.
Den midtjyske andel af projektet udgør 15,8 mio. kr. Der søges om 4,8 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler. Interreg-programmet støtter med 7,9 mio. kr., mens de resterende 3,1 mio. kr. finansieres af projektets deltagere. Som leadpartner i projektet betaler Region Midtjylland ikke egenfinansiering.
Af hensyn til budgetlovens regel om straksbogføring ved tilsagnstidspunktet indstilles kun bevillingen for 2016 på 1,6 mio. kr. til godkendelse i regionsrådet. Der vil blive udarbejdet en resultatkontrakt mellem de ni deltagende uddannelsesinstitutioner og regionen. Regionsrådet skal på baggrund af opfølgninger i november 2016 og 2017 tage stilling til projektets videreførelse med henholdsvis 1,6 mio. kr. i 2017 og 1,6 mio. kr. i 2018.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Arne Lægaard og Lone Langalle var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Arne Lægaard og Lone Langalle var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
4. Foretræde for rådgivende og midlertidige udvalg
Resume
Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog foreslår, at det bliver muligt for borgere at få foretræde for de rådgivende og midlertidige udvalg i Region Midtjylland. Hermed fremlægges forslag til dette. Foretræde er en mulighed for borgerne i Region Midtjylland til at fortælle politikerne, hvad man mener om en given sag.
Direktionen indstiller,
at | forslag til foretræde for rådgivende og midlertidige udvalg godkendes, |
at | ordningen løber frem til udgangen af indeværende valgperiode, hvor den evalueres, og |
at | standardforretningsorden for særlige udvalg opdateres med muligheden for foretræde. |
Sagsfremstilling
På baggrund af drøftelser i det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog fremlægges hermed et forslag til, hvordan foretræde for de rådgivende og midlertidige udvalg kan fungere i Region Midtjylland.
Det foreslås, at ordningen fungerer i indeværende valgperiode, med evaluering i slutningen af perioden. På baggrund af evalueringen træffer regionsrådet beslutning om, hvorvidt ordningen skal gøres permanent.
Indførelse af muligheden for foretræde kræver en ændring af standardforretningsorden for særlige udvalg, hvilket vil ske ved indsættelse af en ny § 5: "Der er mulighed for at få foretræde for de særlige udvalg. De nærmere bestemmelser vedrørende dette findes i bilag 1". Forretningsorden med bilag 1 om foretræde er vedlagt dagsorden.
Vedtager regionsrådet indstillingen, vil beslutningen blive kommunikeret via en pressemeddelelse, der fortæller om de nye muligheder. Samtidig kommunikeres muligheden for foretræde løbende i den annonce, som hver måned indrykkes i regionale medier. Også regionens hjemmeside og facebook-side vil blive taget i brug for at minde borgerne om muligheden for foretræde.
Under forudsætning af, at regionsrådet godkender indstillingen, vil foretræde blive muligt umiddelbart derefter.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget, idet udvalget anbefaler, at foretrædet skal afvikles inden for maksimum 15 minutter og indledes ved, at borgeren/borgerne giver en kortfattet redegørelse for sine synspunkter. Herefter kan udvalget stille spørgsmål til borgeren/borgerne. Der foregår ikke en egentlig forhandling, og borgeren/borgerne må ikke diskutere med eller stille spørgsmål til udvalgets medlemmer.
Når foretrædet er slut, forlader borgeren/borgerne lokalet, og udvalget har lejlighed til at drøfte oplægget og tage stilling til, om fremlæggelsen eventuelt har givet anledning til, at udvalget anbefaler regionsrådet, at sagen behandles politisk.
Keld Marstrand Christensen, Arne Lægaard og Lone Langalle var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Det rådgivende udvalg vedrørende nære sundhedstilbud anbefaler direktiones indstilling til forretningsudvalget.
Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Henrik Qvist, Susanne Gaarde, Nicolaj Bang og Karina Due var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
5. Opfølgning på studietur til München, Tyskland #
Resume
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har været på studietur til München, Tyskland den 23.-25. september 2015. Erfaringer fra turen drøftes.
Direktionen indstiller,
at | udkast til rapport for udvalgets studietur til München, Tyskland drøftes. |
Sagsfremstilling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøfter erfaringer fra studieturen til München, Tyskland den 23.-25. september 2015. På baggrund af studieturen skal der udarbejdes en rapport med udvalgets anbefalinger til regionsrådet. Udkast til rapport for udvalgets studietur eftersendes inden mødet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede erfaringer og observationer fra udvalgets studietur den 23.-25. september 2015 til München, Tyskland. Udvalget ønskede, at der tilføjes, at udvalget foreslår, at Vækstforum anmoder administrationen om at udarbejde et forslag til en målrettet indsats i forhold til at styrke de regionale virksomheders adgang til det sydtyske marked, enten i eksisterende programmer eller i form af en særligt tilrettelagt indsats.
Derudover tilføjes et afsnit omkring mødet med Ketil Vesterlund, Hoyer Motors og Søren Hovmann, Hovmand A/S.
Udvalgets rapport fra turen sendes til godkendelse i regionsrådet i november 2015.
Keld Marstrand Christensen, Arne Lægaard og Lone Langalle var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
6. Godkendelse af referat fra møde den 16. september 2015 #
Resume
Godkendelse af referat fra møde den 16. september 2015.
Direktionen indstiller,
at | referatet fra mødet i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling den 16. september 2015 godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 16. september 2015, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, er vedlagt til godkendelse.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 16. september 2015.
Keld Marstrand Christensen, Arne Lægaard og Lone Langalle var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Bilag
7. Sager på vej til Vækstforum #
Resume
Vækstforum afholder sit kommende møde den 21. oktober 2015.
Temaet er her betydningen af eksport. Der skabes i Danmark og Region Midtjylland, sammenlignet med udlandet, for få internationalt orienterede vækstvirksomheder. De små og mellemstore virksomheder kan hjælpes til at blive langt bedre til at udnytte nye internationale vækst- og eksportmuligheder. Det gælder både virksomheder, der i dag ikke har eksport, og etablerede eksportvirksomheder, der kan se muligheder på nye vækstmarkeder.
Eksportforeningen og Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms, Aarhus Universitet har udviklet en "opskrift på eksportens DNA". Sebastian Schwarz, chef for Medlems- og Direktionsservice, Eksportforeningen og professor Phillip Schröder, Aarhus Universitet vil præsentere "opskriften", og Niels Erik Andersen, kontorchef i Regional Udvikling, Region Midtjylland, vil præsentere de regionale internationaliseringsprogrammer.
Derudover drøfter vækstforum sin kommende Vækstplan 2016-2020, som er udmøntningen af de erhvervsrettede spor af den regionale vækst- og udviklingsstrategi.
Direktionen indstiller,
at | det rådgivende udvalg for regional udvikling tager punktet til orientering. |
Sagsfremstilling
Vækstplan 2016-2020
Vækstforum og regionsrådet har i fællesskab udarbejdet den regionale vækst- og udviklingsstrategi 2015-2025, som efter høring hos Danmarks Vækstråd er sendt i offentlig høring frem til den 26. oktober 2015.
Vækstforum har ifølge Lov om erhvervsfremme og regional udvikling til opgave at udarbejde en handlingsplan for de erhvervsrettede spor af den regionale vækst- og udviklingsstrategi.
Vækstforum drøfter et forslag til Vækstplan 2016-2020 på mødet den 21. oktober.
Valg af operatør og bevilling - "Innovationssamarbejde som forretningsstrategi"
Der er gennemført annoncering efter en operatør til "Innovationssamarbejde som forretningsstrategi" for den treårige periode 2016-2018.
Formålet med det initiativ, der efter vækstforums godkendelse på augustmødet blev annonceret, er at øge antallet af innovative virksomheder inden for fødevareområdet via øget samarbejde mellem virksomheder og viden for derved at skabe øget omsætning, produktivitet, eksport og flere arbejdspladser. Initiativet adresserer den udfordring, at danske fødevarevirksomheder, herunder fra Region Midtjylland, har et ikke udnyttet innovationspotentiale.
Der er indkommet én operatøransøgning fra et konsortium med Agro Business Park som ansøger. Det indstilles, at vækstforum godkender Agro Business Park som operatør, og at der bevilges 21,4 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 30 mio. kr. af EU's Regionalfondsmidler til gennemførelse af initiativet i 2016, 2017 og 2018.
Bevilling til at udvikle fiskeri- og akvakultursektorerne i Danmark
I Vestdanske Regioners samarbejdsaftale er det på fødevareområdet aftalt, at Region Midtjylland samarbejder med Region Nordjylland om at udvikle fiskeri- og akvakultursektorerne i Danmark. Region Nordjylland har en vækstpartnerskabsaftale med regeringen om arbejdet. De to regioner fremlægger en fælles status for udviklingsarbejdet med etableringen af faglige netværksfora, udarbejdelse af to indsatskataloger og model for koordination. Endvidere fremlægges forslag til implementeringsplan, herunder tages initiativ til møde med miljø- og fødevareministeren om fælles udviklingstiltag i forlængelse af den tværregionale proces, hvor centrale problemstillinger er identificeret af værdikædens parter i de to sektorer. Endelig foreslås tilknytning af tværregional vejlednings- og faciliteringsfunktion til at understøtte sektorudviklingen.
Det indstilles, at der bevilges 0,5 mio. kr. til et fælles udviklingsprojekt af fiskeri- og akvakultursektorerne i Danmark i 2016 og 2017.
Ansøgning om støtte til EVINN II
Vækstforum har tidligere støttet EVINN I projektet, i perioden 2012-2014 med 1,0 mio. kr. Projektet havde fokus på eventbaseret innovation, og der blev skabt nye regionale og interregionale samarbejder omkring udvikling af events, nye sportseventprodukter samt turismetiltag med events som omdrejningspunkt. Active Institute ansøger nu om støtte fra de regionale erhvervsudviklingsmidler til medfinansiering af projekt EVINN II, et projekt under EU’s KASK-program, som er en videreudvikling af EVINN I projektet og derfor skal ses i sammenhæng med denne indsats.
Hvor det tidligere projekt havde fokus på at udvikle produkter og skabe mere viden om eventbaseret innovation, har EVINN II i højere grad fokus på at udvikle og skabe modeller for samarbejde og vidensoverførsel mellem forsknings- og innovationsmiljøerne og eventarrangører, herunder kommunale og regionale myndigheder, udarbejde modeller for effektanalyser af events, at skabe regional økonomisk vækst på baggrund af events, blandt andet gennem udvikling af nye produkter, samt at udvikle tværfaglige organisationsmodeller med afsæt i kommune/regioner.
Der ansøges om i alt 2,2 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler til EVINN II.
ACTIVE institute er en forening, som har til formål at skabe, drive og deltage i innovationsprojekter og testning inden for sundhed, fysisk aktivitet og elitesport i et match mellem forskning, sportens organisationer, offentlige og private virksomheder.
Bevilling til Midtjysk Erhvervsakademi
Midtjysk ErhvervsudviklingsAkademi, MEA, har siden 2008 stået for kompetenceudvikling og videndeling i forhold til offentlige konsulenter inden for erhvervsfremme-, uddannelses- og beskæftigelsessystemet via fælles kurser og konferencer. Væksthus Midtjylland, kommunerne i regionen og Region Midtjylland står bag indsatsen.
Målet er, at virksomhederne i Region Midtjylland møder et samlet, sømløst system, hvor de kan få den hjælp, de har behov for i forhold til at skabe øget vækst. Dette mål stemmer godt overens med Væksthusaftalen 2016, som blandt andet har fokus på væksthusenes rolle som knudepunkt mellem aktørerne i systemet.
Hidtil er MEA's udgifter til aktiviteter blevet finansieret af de regionale virksomhedsudviklingsprogrammer støttet af EU. Da det ikke kan lade sig gøre med de nye strukturfondsregler, indstilles i det følgende til, at der bevilges på 2,5 mio. kr. i 2016 til Væksthus Midtjylland til fortsættelse af samarbejdet under MEA.
Valg af operatør og bevilling til Rummelig imidt
Der er gennemført annoncering efter operatør til Rummelig imidt for den treårige periode 2016-2018.
Formålet med Rummelig imidt er at udvide den tilgængelige arbejdsstyrke i Region Midtjylland. Arbejdsstyrken skal udvides ved at få borgere på kanten af eller helt udenfor arbejdsstyrken til igen at blive en aktiv del af arbejdsstyrken.
Projektet har tre indsatsområder, der skal sikre, at projektet når sine mål:
- Aktiviteter, der skal sikre, at flere virksomheder bidrager aktivt med at inkludere borgere på kanten af eller udenfor arbejdsstyrken.
- Aktiviteter for borgere på kanten af eller udenfor arbejdsstyrken, som skal facilitere deres vej ind på eller tilbage på arbejdsmarkedet.
- Aktiviteter, der skal understøtte etableringen og overlevelsen for socialøkonomiske virksomheder.
Der er indkommet en ansøgning med LO Århus som operatør på vegne af LO Midtjylland. LO Århus har samtidig indsendt en socialfondsansøgning, Rummelig imidt, som indeholder løsninger for de udfordringer og indsatsområder, som er beskrevet i programmet INKLUSIONmidt. Rummelig imidt har tre indsatsfelter: Flere virksomheder skal arbejde aktivt med inklusion af borgere på kanten af eller udenfor arbejdsmarkedet; Borgere på kanten af eller udenfor arbejdsmarkedet skal i indslusningsforløb tilpasset den enkelte borger og i tæt samarbejde en virksomheder; Der skal skabes bedre vejledningsmuligheder og netværk for socialøkonomiske virksomheder, så der etableres flere virksomheder, og deres overlevelsesrate øges.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om kommende sager på vej til Vækstforum til efterretning.
Keld Marstrand Christensen, Arne Lægaard og Lone Langalle var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
8. Gensidig orientering #
Sagsfremstilling
Gensidig orientering.
Beslutning
Udvalgsformanden orienterede kort om deltagelse på energikonferencen – Energidebatten – i Silkeborg den 5. oktober 2015.
Keld Marstrand Christensen, Arne Lægaard og Lone Langalle var forhindrede i at deltage i sagens behandling.