Udvalg Vedr. Regional Udvikling 09. april 2014 (Referat)
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum
til
mødet i
den 9. april 2014 kl. 14:00
i Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C, mødelokale Remisen
1. Temadrøftelse om turisme
Sagsfremstilling
Regionsrådet i Region Midtjylland vedtog i december 2010 en strategi for udviklingen af turismen i Region Midtjylland, som efterfølgende er konkretiseret i en handlingsplan vedtaget af Vækstforum i marts 2011.
Målet for strategien er at udvikle turismen i regionen til et konkurrencedygtigt erhverv i international klasse.
Handlingsplanen indeholder udvikling af de tre forretningsområder:
Stærke feriesteder (Destination Hvide Sande og Djursland)
Erhvervsturisme (Aarhus og Herning)
Mersalg (Gudenåen, Hærvejen og Limfjorden)
Samt en tværgående udviklingsindsats gennemført af den regionale operatør Midtjysk Turisme.
Der er i perioden 2011 til og med 2014 afsat ca. 218 mio. kr. til indsatsen, heraf ca. 69 mio. kr. regionale erhvervsudviklingsmidler.
Der er med udgangspunkt i handlingsplanen efter en annoncering udvalgt aktører inden for de enkelte forretningsområder herunder Midtjysk Turisme, som er regional operatør med ansvar for generelt at fremme turismen i regionen.
Hovedparten af de igangsatte projekter hos operatørerne afsluttes med udgangen af 2014 eller i begyndelsen af 2015.
Der er i 2013 igangsat en større evaluering af den regionale handlingsplan for turismen for at afdække effekten af de enkelte projekter hos operatørerne men også af handlingsplanen for at vurdere om effekterne på handlingsplan niveau kan opnås. Evalueringen udgør et vigtigt grundlag for beslutning om fastlæggelse af den fremtidige turismeindsats på regionalt niveau. Evalueringen afsluttes med udgangen af 2014.
Regeringen har i januar 2014 fremlagt en vækstplan for dansk turisme. Vækstplanen skal bidrage til at styrke udviklingen af dansk turisme gennem en række konkrete initiativer og en ændret organisering af dansk turisme.
Vækstplanen indeholder følgende elementer:
Dansk Turisme skal være kvalitetsturisme
Væksten i storby- og erhvervsturisme skal øges gennem tiltrækning af flere turister
Kyst- og naturturismen skal udvikles for at tiltrække flere nye turister fra vores nabolande
Turismefremmeindsatsen skal organiseres bedre og samordnes efter en samlet national strategi.
Vækstplanen indeholder 19 konkrete initiativer inden for områderne kvalitetsturisme, storby- og erhvervsturisme samt natur- og kystturisme. Herudover indeholder vækstplanen en central indsats med fire initiativer for en bedre organisering af turismen i Danmark.
Organisatorisk etableres der et nyt Nationalt Turismeforum, som får en strategisk og koordinerende rolle bl.a. med at samordne den statslige, regionale og kommunale turismefremmeindsats.
Der etableres desuden tre udviklingsselskaber for:
Dansk Kyst- og Naturturisme
Dansk Erhvervs- og Mødeturisme (MeetDenmark)
Dansk Storbyturisme (Wonderful Copenhagen).
Under Udviklingsselskabet for Kyst- og Naturturisme etableres der et partnerskab for udvikling af turismen på Vestkysten og et samarbejde omkring Østersøen.
Der lægges op til, at der i efteråret 2014 kommer en ny lov om turisme, der skal fastlægge arbejdsdeling og opgaver for de forskellige dele af den offentlige turismefremmeindsats.
Det er administrationens opfattelse, at de 19 initiativer kun delvist og ikke særlig fokuseret møder turismens udfordringer med hensyn til kvalitet og service i forhold til pris. Det findes desuden uforståeligt, at Rethink 2017 (Aarhus som europæisk kulturhovedstad) ikke nævnes i forbindelse med kulturturisme. Det er vanskeligt at se Herning og Aarhus' rolle i forbindelse med møde- og kongresturisme samt Aarhus i forbindelse med storbyturisme. Østkystens turisme (Destination Djursland m.m.) nævnes ikke, og dens placering som en del af et Østersøsamarbejde giver udfordringer.
Administrationen er enig i behovet for et bedre samarbejde på tværs af kommuner og regioner, herunder etablering af et Vestkystpartnerskab. Der er fortsat stor uafklarethed om de organisatoriske ændringer og deres betydning for den regionale turismefremme. Region Midtjylland indgår i drøftelser med andre regioner om etablering af et udviklingsselskab for kyst- og naturturisme.
En fremadrettet regional opgave er at få inddraget de regionale erfaringer fra evalueringen og en regional beslutningskompetence på erhvervsfremmeområdet ind i en ny national organisering af turismen.
På mødet gives der en status for arbejdet med organisering af den nye offentlige turismefremme og især selskabet for Kyst- og naturturisme.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik et oplæg omkring turismeindsatsen i Region Midtjylland, herunder forretningsområder, operatører og regeringens vækstplan m.v.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
2. Temadrøftelse om kulturen og Aarhus som Europæisk kulturhovedstad 2017
Sagsfremstilling
Region Midtjylland er partner i satsningen Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 og har siden 2009 spillet en nøglerolle i forhold til det regionale samarbejde om projektet. Økonomisk har regionen bidraget med 55 mio. kr. i årene 2013-2018. 35 mio. kr. fra erhvervsfremmemidlerne og 20 mio. kr. fra kulturmidlerne. Derudover bidrager regionen med udlånte medarbejdere i perioden 2009-2018.
I 2013 er projektet overgået til en erhvervsdrivende fond, Fonden Aarhus 2017, med en bestyrelse bestående af 13 medlemmer, 7 politisk udpegede og 6 eksterne. Fonden har i 2013 ansat det ledelsesteam, der skal gennemføre projektet i samarbejde med de involverede parter: Adm. direktør Rebecca Matthews og programdirektør Gitte Just.
Ved temadrøftelsen deltager Rebecca Matthews og Gitte Just, hvor de vil give udvalget en status på projektet.
Statusnotat for Aarhus 2017 marts 2014 er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik et oplæg fra administrationen omkring Aarhus 2017 set i forhold til Region Midtjyllands engagement i projektet. Regionen er en central partner, som både bidrager med 55 mio. kr. i 2013-2018 og udlåner medarbejdere til Sekretariatet for Fonden Aarhus 2017.
Udvalget fik efterfølgende et oplæg fra administrerende direktør i Fonden Aarhus 2017 Rebecca Matthews. Der blev orienteret om konceptet for hele projektet, herunder organisering og finansiering.
Endelig fik uvalget et oplæg fra programdirektør Gitte Just, som præsenterede programmet for kulturhovedstadsprojektet. Der blev blandt andet talt om, hvordan kulturen kan bruges til at løse morgendagens udfordringer, herunder hvordan man kan bruge projektet til især udvikling af netværk, innovation, kreative erhverv, turisme m.v. – både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
3. Godkendelse af referat fra mødet den 3. marts 2014
Resume
Godkendelse af referat fra møde den 3. marts 2014.
Direktionen indstiller,
at | referatet fra mødet den 3. marts 2014 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 3. marts 2014, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 3. marts 2014.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
4. Vækstforum for Region Midtjylland - udpegning af formand for Vækstforum (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Vækstforum udpeges af regionsrådet og har i overensstemmelse med sin forretningsorden efterfølgende konstitueret sig og udpeget vækstforums formand blandt vækstforums medlemmer.
Ifølge vækstforums forretningsorden udpeger regionsrådet, efter inddragelse af vækstforums medlemmer, vækstforums formand blandt vækstforums medlemmer.
Direktionen indstiller,
at | regionsrådet tiltræder Vækstforums indstilling og udpeger Bent Hansen som formand for Vækstforum. |
Sagsfremstilling
Vækstforum for Region Midtjylland har afholdt sit konstituerende møde den 5. marts 2014, og har peget på Bent Hansen som formand for Vækstforum.
Vækstforum består derudover af følgende medlemmer:
Ulla Diderichsen, Regionsrådet
Henrik Gottlieb Hansen, Regionsrådet
Alette Algreen-Ussing, Dansk Industri
Lars Aagaard, Dansk Industri (medlem af formandskabet)
Vibeke D. Hansen, Dansk Erhverv
Tina Grangaard, Dansk Byggeri
Heine Back, Finansrådet
Brian Bech Nielsen, Aarhus Universitet (medlem af formandskabet)
Harald Mikkelsen, Via University College
Kirsten Holmgaard, Mercantec
Viggo Thinggaard, LO i fællesskab med FTF og AC (medlem af formandskabet)
Thor Jensen, LO i fællesskab med FTF og AC
Jørgen Gaarde, kommunerne
H. C. Østerby, kommunerne
Jacob Bundsgaard, kommunerne
Erik Flyvholm, kommunerne
Claus Wistoft, kommunerne
Iver Enevoldsen, kommunerne (medlem af formandskabet)
Peer H. Christensen, Dansk Arbejdsgiverforening (medlem af formandskabet)
Nicolai Hansen, Landbrug & Fødevarer
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
5. Regionalt-statsligt initiativ Grøn Industrisymbiose (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Regeringen og Vækstforum for Region Midtjylland har med vækstpartnerskabsaftalen besluttet at etablere et samarbejde om at fremme øget genanvendelse og ressourceeffektivitet, herunder Grønne Industrisymbioser. Det første symbiose-initiativ blev gennemført i 2013 med positive resultater.
Der gennemføres derfor i 2014-2015 et nyt symbiose-initiativ. Staten og den enkelte region finansierer indsatsen med hver 925.000 kr. Desuden etablerer Erhvervsstyrelsen en virksomhedsrettet tilskudsordning på 3,5 mio. kr. Der forventes en forlængelse af initiativet i 2016.
På basis af de igangværende aktiviteter i regionen inden for grøn omstilling forventes mange virksomheder fra Region Midtjylland at ville deltage.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 650.000 kr. i 2014 til Væksthus Midtjylland til initiativet Grøn Industrisymbiose (Bevillingen fordeles med 300.000 kr. i 2014 og 350.000 kr. i 2015), og |
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 275.000 kr. i 2014 til en teknisk-faglig konsulent, der identificeres via et udbud varetaget af Erhvervsstyrelsen. (Bevillingen fordeles med 120.000 kr. i 2014 og 155.000 kr. i 2015). |
Sagsfremstilling
Det landsdækkende initiativ Grønne Industrisymbioser gennemføres i et samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen/Grøn Omstillingsfond og vækstfora/regionerne og er en udmøntning af Vækstpartnerskabsaftalen 2013 mellem regeringen og regionerne. Initiativet gennemføres i 2014-2015 med mulighed for forlængelse i 2016 på baggrund af evaluering i 2015.
Grøn Industrisymbiose har til formål at fremme øget genanvendelse og ressourceeffektivitet og dermed understøtte grøn omstilling i erhvervslivet. Initiativet har fokus på at skabe grønne industrisymbioser med udnyttelse af overskydende materialer og affald mellem virksomheder.
Virksomhederne tilbydes et ressourcetjek og matchmaking. Indsatsen gennemføres via en task force, der består af en koordinerende enhed i Erhvervsstyrelsen, regionen, en proces- og netværkskonsulent samt en teknisk-faglig konsulent.
Grøn Industrisymbiose i Region Midtjylland
Grøn Industrisymbiose giver Region Midtjylland mulighed for at supplere og forstærke indsatsen inden for grøn omstilling og cirkulær økonomi. I regionalt regi arbejdes der i forvejen med blandt andet Rethink Business og Grønne forretningsmodeller.
I et samarbejde mellem regionerne og Erhvervsstyrelsen gennemførtes et første symbiose-initiativ med positive resultater i 2013. Erfaringerne viser, at der er et stort uudnyttet potentiale for virksomheder ved at indgå i industrisymbiosesamarbejder. I Region Midtjylland har 60 virksomheder i 2013 fået kortlagt deres ressourcestrømme. Der er identificeret 14 match mellem virksomheder. Heraf har tre virksomheder i 2013 modtaget tilskud fra Erhvervsstyrelsen til det videre samarbejde; yderligere ni ansøgninger er indsendt. Disse behandles, når ny tilskudspulje åbner i 2014; og endelig er der lavet to cases for match, hvor der ikke er søgt om tilskud. Der er lavet symbioser med udveksling af plast, træ, beton og varme.
Væksthus Midtjylland varetager i dag operatørfunktionen på Grønne Forretningsmodeller, som også gennemføres i 2014-2015. Grønne Forretningsmodeller er i lighed med Grøn Industrisymbiose et samarbejde mellem staten og regionerne under Erhvervsstyrelsens Grønne Omstillingsfond, der udmønter flere af regeringens grønne omstillingsinitiativer.
I samarbejdsaftalen mellem regionerne og Erhvervsstyrelsen om Grønne Industrisymbioser forudsættes tæt koordinering mellem indsatsen under Grøn Industrisymbiose og de øvrige muligheder under Grøn Omstillingsfond, og koordinatoren skal kunne vejlede virksomhederne om de øvrige tilskudsmuligheder inden for grøn omstilling både nationalt og regionalt.
I det nye Grønne Symbiose-initiativ får Væksthus Midtjylland som koordinator blandt andet til opgave at varetage indledende kontakt til virksomheder; være kontaktperson for erhvervsaktører som de lokale erhvervsråd, virksomhedsnetværk inden for miljø, fagorganisationer med flere, der kan bidrage til at identificere og motivere virksomheder til deltagelse i industrisymbioser; samt koordinere med andre initiativer og tilskudsmuligheder.
Udover koordinatorfunktionen skal der tilknyttes en teknisk-faglig konsulent til Grøn Industrisymbiose. Konsulenten skal have faglige kompetencer i forhold til ressourceeffektivitet og miljøregulering og kunne vejlede virksomheder i at anvende overskydende ressourcer mellem hinanden. Den teknisk-faglige konsulent identificeres via et udbud, der foretages af Erhvervsstyrelsen.
Budget og finansiering
Erhvervsstyrelsen og Region Midtjylland samfinansierer det 2-årige initiativ ”Grøn Industrisymbiose”. Region Midtjylland indkøber i Væksthus Midtjylland en koordinator og netværkskonsulent for kr. 650.000 samt en teknisk-faglig konsulent for kr. 275.000 via udbud varetaget af Erhvervsstyrelsen. Regionens samlede bevilling er på kr. 925.000. Erhvervsstyrelsen medfinansierer på den teknisk-faglige konsulent med kr. 925.000. Initiativets samlede udgifter fordeles ligeligt mellem stat og region med hver kr. 925.000.
Herudover etablerer staten en tilskudsordning på cirka 3,5 mio. kr., hvor virksomheder kan ansøge om tilskud til indkøb af teknisk, juridisk eller finansiel rådgivning i forhold til at etablere industrisymbiosesamarbejder.
Sagen blev behandlet på Vækstforums møde den 5. marts 2014. Vækstforum besluttede at indstille til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 925.000 kr. i 2014 til initiativet Grøn Industrisymbiose.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
6. Interactive Denmark (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Interactive Denmark er en national satsning med fokus på digitale virksomheder med internationalt vækstpotentiale. Satsningen har til formål at lette adgangen til eksempelvis højt specialiserede og internationalt orienterede accelerationsforløb og venturekapital.
Interactive Denmark er således en overbygning på Region Midtjyllands og Region Nordjyllands fælles regionale satsning Shareplay og medfinansieres af Markedsmodningsfonden under Erhvervsministeriet.
Hovedformålet med Shareplay er at skabe innovationsbaseret vækst i medievirksomhederne inden for oplevelsesøkonomien, baseret på øget samarbejde på tværs af brancheskel samt en stærkere kobling til videninstitutioner.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 1,8 mio. kr. i 2014 til Komiteen for stiftelse af Interactive Denmark i til gennemførelse og forankring af det nationale initiativ Interactive Denmark. |
Sagsfremstilling
Shareplay er blevet stiftende partner i Interactive Denmark. Region Midtjylland har sammen med Region Nordjylland, Region Hovedstaden og Københavns Kommune bakket op om etableringen og har i 2013 bl.a. indføjet det i den årlige vækstpartnerskabsaftale med regeringen.
Mål for Interactive Denmark
Målet for Interactive Denmark er, at der over de næste fem år skabes 2.000 nye arbejdspladser, hvoraf de 750 er i de kreative kernevirksomheder, de øvrige i beslægtede industrier.
Mindst lige så vigtigt er målet om at styrke danske virksomheders konkurrenceevne ved at understøtte deres adgang til de nødvendige kompetencer i forhold til kreative digitale løsninger for eksempel inden for onlinesalg, kommunikation, markedsføring og produktudvikling.
Aktiviteter i Interactive Denmark
Indsatsen koncentreres på tre hovedområder:
Forretningsudvikling/markedsmodning
Internationalisering
Kapitalfremskaffelse
Indsatsen er specialiseret og gennemføres i samarbejde med det eksisterende erhvervsstøttesystem, herunder Væksthus Midtjylland.
Forretningsudvikling
Shareplay tilbyder i dag en række regionale iværksætterinitiativer inden for digitale medier. Med Interactive Denmark kan disse initiativer udbygges med målrettede inkubationsforløb for virksomheder, der har brug for hjælp til afklaring af deres forretningspotentiale, og accelerationsforløb for etablerede virksomheder. Begge forløbstyper er højt fagligt specialiserede med inddragelse af internationale kompetencer og er rettet mod de virksomheder, der har et internationalt vækstpotentiale.
Internationalisering
Udviklingen af digitale distributionskanaler kræver, som andre erhverv, internationale kompetencer og netværk. Med oprettelsen af ’Growing Investors workshop’, et internationalt ambassadør- og mentorkorps samt en række eksportmissioner, vil Interactive Denmark arbejde med at tiltrække international kapital, skabe netværk og øge opmærksomheden på de danske kreative digitale virksomhedsmiljøer.
Herudover vil Interactive Denmark skabe internationalt samarbejde med beslægtede projekter i andre lande og hente ny viden om forretningsmodeller, finansiering mv.
Interactive Denmark vil arbejde for oprettelsen af et internationalt besøgsprogram for kreative digitale udviklere i Danmark, der kan tiltrække internationale talenter og øge samarbejdet mellem danske og internationale virksomheder.
Kapitalfremskaffelse
Interactive Denmark vil arbejde for mere og bedre målrettet kapital med det formål at skabe bedre vækstmuligheder for de digitale virksomheder.
Målsætningen er i første omgang en selvstændig specialiseret investeringsfond med en kapitalbase på 100 mio. kr. Fonden skal især operere i pre-seed/seed segmentet og skal i form af både kapitalindskud og lånekapital give især de mindre virksomheder mulighed for øget adgang til risikovillig kapital. Fonden skal etableres med både private og offentlige investorer.
Regionale aktiviteter
De regionale midler skal finansiere gennemførelsen af en forholdsmæssig andel af aktiviteter i Region Midtjylland.
Aktivitetsmål
Årlige mål/leverancer for Interactive Denmark:
25 inkubationsforløb
2 accelerationsforløb (minimum)
8 Growing Games workshops
5 Gå hjem møder (nationalt)
1 opkvalificerings workshop af nationale klynge inkubationstilbud
Etablering af investeringsfond med privat og offentlig medfinansiering
2 Growing Investors workshops
5 internationale klyngeambassadører/personer
2 internationale mentorforløb/personer
2 internationale eksportmissioner (klyngedeltagelse i konferencer, studieture mm.)
Organisering
INTERACTIVE DENMARK stiftes som en forening og bygger videre på de erfaringer, som er opnået i arbejdet med det nationale initiativ Computerspilzonen, Shareplay samt det nationale innovationsmiljø CAT Innovation. INTERACTIVE DENMARK’s sekretariat forankres fysisk i regi af Producentforeningen og operationaliseres i den decentrale regionale model, der kendes fra Shareplay.
Budget og Finansiering
Den nationale medfinansiering tilvejebringes via tilsagn fra Markedsmodningsfonden under Erhvervsstyrelsen på i alt knap 9 mio. kr. i perioden 2013-16. Midlerne er givet under forudsætning af regional opbakning til Interactive Denmark.
Der er givet tilsagn fra Region Hovedstaden og Københavns Kommune ligesom Region Nordjylland forventes at give tilsagn. Region Sjælland og Region Syddanmark er endnu i en afklarende proces. Tilsagnenes størrelse kan ses i budgettet.
Sagen blev behandlet på Vækstforums møde den 5. marts 2014. Vækstforum besluttede at indstille til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 1,8 mio. kr. i 2014 til initiativet Interactive Denmark.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
7. Ansøgning om tilskud til international konference om arkitekturformidling for børn og unge (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Børnekulturhuset i Aarhus søger om tilskud til en international konference om arkitekturformidling for børn og unge. Konferencen Urban Spaces 3 skal med afsæt i mange års erfaringer med arkitekturprojekter for børn og unge i Region Midtjylland udvide det nationale og nordiske samarbejde på området og sætte gang i udviklingen af nye formidlingsformer gennem international erfaringsudveksling.
Det samlede budget for konferencen er 250.000 kr. Der søges om i alt 60.000 kr. i 2014.
Direktionen indstiller,
at | der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 60.000 kr. i 2014 til Børnekulturhuset til afholdelse af Urban Spaces 3, en internationale konference om arkitekturformidling for børn og unge. |
Sagsfremstilling
Lanceringen af en ny national arkitekturpolitik i marts 2014 har sat arkitekturformidling på dagsordenen. Børne- og ungeområdet omtales for første gang særskilt i politikken, men de fleste tiltag på området tager udgangspunkt i København og Dansk Arkitektur Center (DAC). Den internationale konference ”Urban Spaces 3” vil præsentere en række projekter i Region Midtjylland og dermed sætte regionen på det arkitektoniske landkort.
Konferencen bidrager til Region Midtjyllands strategiske satsning inden for børne- og ungekultur. Regionen har ikke en selvstændig politik for børnekulturområdet, men støtter overvejende projekter, der sætter fokus på børn som medborgere, og hvor børns medindflydelse og medskaben spiller en afgørende rolle. I den forstand er arkitektur spændende, fordi den tilbyder en arena for dialog mellem børn (som brugere af arkitekturen) og voksne beslutningstagere.
Konferencen peger desuden hen mod Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 med arkitekturformidling for børn og unge som et – i europæisk sammenhæng – unikt satsningsområde.
Bag konferencen står Børnekulturhuset og Arkitektskolen i Aarhus samt Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder i samarbejde med regionale partnere, det nordiske netværk ”Børn og arkitektur/by” samt det internationale netværk Playce. Konferencen afholdes over tre dage på Arkitektskolen i Aarhus og er åben for alle interesserede, men prioriterer deltagere fra de regionale, nordiske og europæiske netværk på området.
Indhold og form
Ønsket om, at konferencen skal være et mødested for forskellige netværk og kulturinstitutioner, afspejler sig i dens form og indhold. Programmet veksler således mellem teoretiske oplæg, besøg på kulturinstitutioner/projekter, der arbejder med arkitektur for børn og unge, samt praktiske workshops. Disse vil tage udgangspunkt i de mange erfaringer med arkitekturprojekter i regionen, projekter, som Region Midtjylland i flere tilfælde har givet tilskud til, og som gennem konferencen sikres eksponering. Der vil desuden være god plads til erfaringsudveksling og networking.
Baggrund og formål
Konferencen Urban Spaces 3 fungerer som opsamling på det treårige nordiske netværkssamarbejde ”Børn og arkitektur/by". Arrangørerne ønsker med konferencen at åbne samarbejdet for andre netværk og institutioner og herigennem afsøge mulighederne for et øget internationalt samarbejde inden for området. Formålet hermed er at nå et bredere publikum, styrke formidlingsindsatsen, synliggøre de ressourcer og kompetencer, der findes i børne- og ungekulturen samt at invitere til nye internationale partnerskaber med afsæt i kommunale og regionale netværk og institutioner.
Økonomi
Børnekulturhuset i Aarhus søger om et tilskud på 60.000 kr. fra Region Midtjylland. Det samlede budget er 250.000 kr. Budget og finansiering af projektet fremgår af tabel 1.
Oversigt over eksisterende bevillinger og indstillede beløb fra kulturudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
8. Ansøgning om tilskud til videreudvikling af netværk for børne- og ungekultur (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Kulturprinsen i Viborg søger på vegne af BUM – Netværk for børne- og ungekultur i Region Midtjylland om tilskud til videreudvikling af netværket med fokus på udvidelse og internationalisering. Det overordnede mål er at styrke kvalitet, kompetencer og den europæiske dimension i børne- og ungekulturprojekter. Der er tale om en femårig projektperiode fra 2014-2018. Denne ansøgning angår kun 2014.
Det samlede budget for 2014 er 370.000 kr. Region Midtjylland søges om i alt 145.000 kr. i 2014.
Direktionen indstiller,
at | der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 145.000 kr. i 2014 til Kulturprinsen til videreudvikling af BUM – Netværk for Børne- og Ungekultur i Region Midtjylland. |
Sagsfremstilling
BUM understøtter Region Midtjyllands kulturpolitik, der har fokus på netværk, samarbejde og internationalt udsyn. Netværket er forankret i Børnekulturhuset i Aarhus, Børnekultur Silkeborg, Talentakademiet i Holstebro og Kulturprinsen i Viborg og har 60 medlemmer fra hele regionen. I kraft af sin geografiske, faglige og målgruppemæssige bredde er netværket en vægtig spiller på det børne- og ungekulturelle område, der altid har været en vigtig del af regionens kulturpolitik.
BUM fik i 2013 tildelt midler fra Region Midtjylland og Aarhus 2017 til at opbygge netværket samt etablere en vidensdelingsportal. BUM ønsker i 2014 at videreudvikle netværket ved at arbejde målrettet med internationalisering og tværfaglig udvidelse af netværket. BUM vil kortlægge og kontakte relevante udenlandske netværk med henblik på at gøre dansk børne- og ungekultur mere synlig uden for landets grænser samt, ikke mindst, skabe nye relationer, samarbejder og erfaringsudvekslinger med udenlandske kolleger. BUM vil fremadrettet i langt højere grad facilitere møder mellem aktører på tværs af landegrænser og netværk og rådgive i forhold til etablering af tværgående projekter.
BUM ønsker derudover at udvide netværket ved at invitere kommunale pædagogiske konsulenter samt repræsentanter fra kommunernes biblioteker, kunst-, kultur- og musikskoler ind i netværket. Formålet er at stille fagpersoner til rådighed for hinanden samt at motivere netværkets medlemmer til i langt højere grad at arbejde sammen på tværs af fagligheder. De enkelte projekter vil få højere kvalitet i kraft af den sparring, erfaringsdeling og kompetenceløft, der opnås gennem netværket, og flere projekter vil kunne blive modeller, der kan bruges og videreudvikles af andre aktører og dermed komme endnu flere børn og unge til gode.
BUM ønsker at finde en forretningsmodel, der på længere sigt gør netværket økonomisk bæredygtigt – formentlig som en forening med medlems- og deltagergebyr.
Der foreligger en aktivitetsplan for projektperioden. Hovedaktiviteterne i 2014 er:
Udvikling af konferenceformen (med henblik på at styrke refleksion, dialog og networking)
Kortlægning af børne- og ungekulturprojekter i Region Midtjylland
Udvidelse af netværket
Handleplan for etablering af kontakt til nordiske netværk
Udvikling af strategi for kompetenceudvikling
Udvikling af evalueringsværktøjer.
Der vil blive udarbejdet en kontrakt mellem BUM og Region Midtjylland, der præciserer, hvilke aktiviteter netværket skal gennemføre for bevillingen i 2014.
Økonomi
Kulturprinsen i Viborg ansøger på vegne af BUM om et tilskud på 145.000 kr. i 2014 fra Region Midtjylland. Det samlede budget for 2014 er 370.000 kr.
Oversigt over eksisterende bevillinger og indstillede beløb fra kulturudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
9. Nedlæggelse af stationer på Aarhus Nærbane (Sag til forretningsudvalget)
Resume
På Aarhus Nærbane ønsker Midttrafik og DSB at forbedre regulariteten og gøre togkøreplanen mere robust. Der er især i myldretiden forsinkelser på Aarhus Nærbane. Midttrafik har derfor analyseret konsekvenser ved nedlæggelse af fire stationer på Aarhus Nærbane. Analysen viser, at 2,5 % af kunderne mellem Aarhus og Odder ikke vil kunne benytte toget, men i stedet vil være henvist til at benytte anden kollektiv trafik. Hovedparten af de øvrige kunder vil opleve større regularitet og kortere rejsetid. Med letbanen øges frekvensen, og der indsættes flere tog. Risikoen for forsinkelser vil kunne minimeres med færre stop.
Direktionen indstiller,
at | Midttrafik anmodes om at sende forslag om nedlæggelse af fire stationer på Aarhus Nærbane i offentlig høring, og |
at | regionsrådet efterfølgende får forelagt høringsresultatet med henblik på stillingtagen til forslaget. |
Sagsfremstilling
Driftserfaringerne på Aarhus Nærbane viser, at der specielt i myldretiden er forsinkelser på Aarhus Nærbane. Sammenlægningen af Odderbanen og Grenaabanen kombineret med en stram køreplan gør togdriften mere sårbar overfor uregelmæssigheder i driften, som, når de opstår et sted, hurtigt kan brede sig til andre dele af den enkeltsporede strækning. Ifølge DSB er 4 % af togene forsinkede med mere end tre minutter, og mange tog har mindre forsinkelser.
Midttrafik og DSB ønsker derfor at forbedre regulariteten og gøre togkøreplanen mere robust. Midttrafik har set på konsekvenserne ved at nedlægge fire af de mindst benyttede stationer på strækningen mellem Odder og Aarhus. Det drejer sig om stationerne ved Assendrup, Egelund, Kongsvang og Vilhelmsborg. Midttrafiks analyse er vedlagt.
Region Midtjylland finansierer togdriften og fastlægger serviceniveauet på strækningen mellem Aarhus og Odder.
Midttrafiks analyse viser, at nedlæggelsen vil berøre 2,5 % af kunderne på Aarhus Nærbane. Hovedparten af de øvrige kunder vil opleve større regularitet og kortere rejsetid.
I Assendrup vil en del kunder kunne benytte lokalbus på skoledage. Der er en km til regional busbetjening. Alternativt vil flextur kunne benyttes.
Borgere i Egelund kan benytte regionalruterne 100 og 103 som alternativ til toget.
For borgerne i Kongsvang vil der være mange alternative transportmuligheder med både regionale busser og bybusser. Nedlæggelsen af Kongsvang station åbner mulighed for at øge toghastigheden til 100 km/t.
Nedlægges Vilhelmsborg station vil det berøre kunder, som skal til ridecenteret ved herregården. Flextur vil være en alternativ transportmulighed.
Når letbanen sættes i drift, øges frekvensen, og der skal afvikles dobbelt så mange tog i myldretiden mellem Tranbjerg/Mårslet og Aarhus sammenlignet med i dag. Togene møder i dag hinanden på hver anden station, mens letbanetogene vil skulle forbi hinanden på alle stationer mellem Mårslet og Aarhus. En stram køreplan øger risikoen for forsinkelser.
Midttrafik oplyser, at hvis betjeningen af stationerne opretholdes vil der være behov for rejsekortudstyr samt ændring af perronhøjde i forbindelse med letbanen. Udgifterne hertil vurderes til 3,2 mio. kr.
Trafikstyrelsen har analyseret, hvornår det ud fra en samfundsøkonomisk vurdering vil være relevant at nedlægge en togstation. De fire stationer ligger under målet for, hvornår en station bør opretholdes.
Midttrafik har forelagt forslaget for Midtjyske Jernbaner, som oplyser, at nedlæggelse vil kunne bidrage positivt til en mere robust køreplan og dermed give færre forsinkelser for de rejsende på strækningen. For de fleste af de berørte kunder vil der være alternative rejsemuligheder.
Midttrafik vil sende forslag om nedlæggelse af de fire stationer i offentlig høring, hvis Region Midtjylland anbefaler Midttrafik at arbejde videre med forslaget.
Nedlæggelsen forventes at kunne gennemføres i forbindelse med DSB's ordinære køreplanskifte den 14. december i år.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget, idet udvalget ønsker at sagen udsættes indtil, der foreligger en detaljeret trafikplan mellem nærbanen, letbanen og eventuelle busruter for området. Trafikplanen skal blandt andet indeholde en beskrivelse af eventuelle nedlæggelser af busruter og ombygningsomkostninger ved perroner m.v.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
10. Godkendelse af vedtægtsændringer for foreningen Vestdansk Investeringsfremme (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme er et samarbejde mellem Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Invest in Denmark. Foreningen blev stiftet af de tre regioner i 2006 og er finansieret af de regionale erhvervsfremmemidler gennem de tre Vækstfora og regionsrådene. De tre regioner udgør medlemmerne i foreningen.
Bestyrelsen i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme vedtog gennem en skriftlig procedure efter seneste bestyrelsesmøde nogle vedtægtsændringer. Vedtægtsændringerne var dels begrundet i nogle sproglige præciseringer, dels for at få en tydeligere beskrivelse af sekretariatsfunktionen og endeligt for at opnå en overensstemmelse mellem valgperioden til bestyrelsen og regionsrådets og Vækstforums valgperioder.
Ifølge § 16 i vedtægterne for foreningen skal vedtægtsændringer godkendes af regionsrådet.
Direktionen indstiller,
at | vedtægtsændringerne for Foreningen Vestdansk Investeringsfremme godkendes. |
Sagsfremstilling
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme er et samarbejde mellem de tre vestdanske regioner (Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark) og Invest in Denmark. Foreningen blev stiftet i 2006 og videreført af de tre regioner og er finansieret af de regionale erhvervsfremmemidler gennem de tre Vækstfora og regionsrådene. De tre regioner udgør medlemmerne i foreningen.
Formålet med foreningen
Formålet med samarbejdet er at sikre en mere sammenhængende investeringsfremmeindsats med henblik på at tiltrække og fastholde flere udenlandske investeringer til/i Vestdanmark. Omdrejningspunktet for samarbejdet er primært de otte projektledere, som foreningen finansierer, og som indgår i Invest in Denmarks organisation.
Projektlederne er fysisk forankrede i relevante erhvervsklynger og vidensmiljøer i de respektive regioner, hvorved sikres en styrket international profilering af de tre regioners investeringsmuligheder. I Region Midtjylland er de tre projektledere placeret med en på Alexandra Instituttet, en på Medtech Innovation Center i Aarhus og en på Birk Centerpark i Herning.
Vedtægtsændringer
Behovet for vedtægtsændringerne blev drøftet på seneste bestyrelsesmøde i foreningen.
Vedtægterne afspejlede ikke den reelle opgavefordeling i foreningen. Sekretariatsfunktionen for foreningen er placeret ved Region Nordjylland, der har formandsposten ved Ulla Astman. Region Midtjylland er repræsenteret med en medarbejder i sekretariatsgruppen, der mødes ca. 3-4 gange årligt forud for bestyrelsesmøderne for at forberede dem.
Den oprindelige valgperiode til bestyrelsen på tre år har medført, at der for hver valgperiode har været behov for at udpege til bestyrelsen to gange. Ved at samordne valgperioden med regionsrådet og Vækstforum vil bestyrelsesmedlemmerne kunne indgå i bestyrelsen for hele valgperioden.
Bestyrelsen for foreningen vedtog efterfølgende ved en skriftlig procedure nogle vedtægtsændringer i følgende paragraffer:
§ 2 og § 3 - formuleringsmæssige ændringer.
§ 8 - ændring af beskrivelsen af sekretariatsfunktionen, herunder en præcisering så den afspejler den reelle organisering af arbejdet.
§ 9 - ændring så udpegning af suppleanter fremover er en mulighed og ikke et krav. Desuden blev valgperioden ændret til fire år, så den følger valgperioden til regionsråd og vækstfora.
§ 17 - vedtægternes ikrafttræden blev ændret som følge af vedtægtsændringerne.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
11. Landdistriktsudvikling og Lokale Aktions Grupper (LAG'er) i det nye landdistriktsprogram 2014-2020
Resume
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har sendt et forslag til ny afgrænsning og organisering af Lokale Aktions Grupper (LAG'er) for perioden 2014-2020 i høring.
Direktionen indstiller,
at | orienteringen tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har den 5. marts 2014 sendt et forslag til udpegning af Lokale Aktions Grupper (LAG'er) under det nye Landdistriktsprogram fra 2014-2020 i høring. Dette forslag adskiller sig fra den tidligere udpegning blandt andet ved, at der er færre kommuner omfattet af ordningen i Region Midtjylland, og ved at alle LAG'er er tværkommunale. Der forventes således etableret fem LAG'er i Region Midtjylland omfattende 13 kommuner. I perioden 2007-2013 var der 17 kommuner i Region Midtjylland omfattet af LAG'er.
Det er administrationens opfattelse, at det fortsat er relevant med et regionalt samarbejde med LAG'erne. Med et mindre antal og større LAG'er vil det blandt andet være relevant med et samarbejde f.eks. inden for turisme, fødevareområdet, energiområdet m.m. for at skabe sammenhæng mellem de regionale udviklingsindsatser og LAG'ernes landdistriktsprojekter.
Landdistriktsudvikling understøttes af Landdistriktsprogrammet blandt andet gennem den indsats, der gennemføres af LAG'erne. I den seneste programperiode fra 2007-2013 er der ydet en samlet årlig støtte fra EU og stat på ca. 30,9 mio. kr. til LAG-projekter i Region Midtjylland. LAG'ernes indsats har været koncentreret om at yde støtte til udvikling af attraktive levevilkår og nye arbejdspladser i landdistrikterne.
I den sidste del af programperioden i 2012 og 2013 var der også under Landdistriktsprogrammet afsat midler til kommuners og regioners egne landdistriktsprojekter uden om den ordinære LAG-ordning (programmet for Grøn Vækst). Der har til kommuner i Region Midtjylland og regionen været i alt 46,2 mio. kr. i EU-midler til rådighed til projekter under fem forskellige indsatsområder. En betydelig del af disse midler er anvendt til regional udvikling af turisme og fødevarenetværk, der er medfinansieret af Region Midtjylland og kommunerne.
Den nye LAG-ordning forventes at være på plads med udpegning, etablering af bestyrelser, udarbejdelse af udviklingsplan og godkendelse heraf fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter med udgangen af 2014. Der er for 2015 bevilget ca. 94 mio. kr. til alle LAG'er i Danmark, hvilket svarer til niveauet i den tidligere periode.
Den regionale tilgang til udvikling i landdistrikterne tager udgangspunkt i den Regionale Udviklingsplan og Lov om Erhvervsfremme (der fremadrettet bliver samlet i en regional vækst- og udviklingsstrategi). Den Regionale Udviklings Plan angiver den overordnede strategi for regional udvikling. Da ca. en tredjedel af regionens befolkning bor i landdistrikter (uden for byer med 3.000 indbyggere), har udviklingen i landdistrikterne stor betydning for den regionale udvikling. Lov om erhvervsfremme nævner specifikt udkantsområder som et område, hvor Vækstforum skal overvåge vækstvilkår og kan medfinansiere udviklingsaktiviteter.
I partnerskabsaftalen mellem regeringen og Vækstforum i Region Midtjylland i 2013 omtales ønsket om en tættere sammenhæng mellem Vækstforums erhvervsudviklingsindsats og LAG'ernes landdistriktsindsats.
LAG'erne skal udarbejde en udviklingsstrategi som grundlag for bevilling af støtte til projekter. Udviklingsstrategier, der bl.a. indeholder indsatser inden for turisme, fødevarer og energi, vil kunne understøtte den regionale erhvervsudviklingsindsats.
Region Midtjylland har fra starten af det tidligere program i 2007 haft en løbende dialog med LAG'erne og varetaget fire årlige regionale møder med LAG formænd og koordinatorer samt kommunale landdistriktsmedarbejdere. Endvidere har regionsrådet og Vækstforum i fællesskab udpeget en regional repræsentant til LAG bestyrelser.
Det forventes, at regionsrådet og Vækstforum også i den kommende periode får mulighed for at udpege en regional repræsentant til LAG bestyrelserne.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om Landdistriktsudvikling og Lokale Aktions Grupper (LAG'er) i det nye landdistriktsprogram 2014-2020 til efterretning.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
12. Gensidig orientering
Sagsfremstilling
Gensidig orientering
Beslutning
Der var en kort orientering om en henvendelse til udvalgsformanden vedrørende støtte til et filmprojekt om minerydning i Vestjylland efter 2. verdenskrig. Henvendelsen er sendt videre til administrationen.
Anders Vistisen og Torben Nørregaard var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.