Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedr. regional udvikling
den 15. april 2015 kl. 14:00
i Viden Djurs, Østerbrogade 71, 8500 Grenaa

Der var afbud fra Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork.

 

Mødet blev hævet kl. 17.00


Sagnr.: 1-00-22-14

1. Temadrøftelse - uddannelse i Region Midtjylland

Resume

Med udgangspunkt i den kommende regionale vækst- og udviklingsstrategi drøftes rammer og temaer for den regionale uddannelsespolitik 2015-2017.

 

Vækst- og udviklingsstrategien har som et af sine spor Uddannelse og behovet for kvalificeret arbejdskraft.

 

Regionsrådet kan med sin uddannelsespolitik og udviklingspulje vedrørende ungdomsuddannelser bidrage væsentligt til udmøntning af den regionale vækst- og udviklingsstrategi.

Direktionen indstiller,

at det rådgivende udvalg for Regional Udvikling drøfter rammer og temaer for den regionale uddannelsespolitik 2015-2017.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg for Regional Udvikling afholder den 15. april sit møde hos Viden Djurs.

 

Temadrøftelsen indledes med en rundvisning på Viden Djurs ved direktør Ole Svit.

 

Efterfølgende vil vicekontorchef Pia Fabrin, Regional Udvikling, præsentere uddannelsessporet i udkastet til den kommende regionale vækst- og udviklingsplan, samt introducere til en drøftelse af den kommende regionale uddannelsespolitik 2015-2017.

 

Et andet emne vil være en introduktion til den kommende udbudsrunde på erhvervsuddannelsesområdet. Her vil en række scenarier danne grundlag for en drøftelse af placeringen af et kommende udbud af erhvervsuddannelser.

 

Med udgangspunkt i den kommende regionale vækst- og udviklingsstrategi drøftes rammer og temaer for den regionale uddannelsespolitik 2015-2017.

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik en rundvisning på VidenDjurs og blev orienteret om VidenDjurs' arbejde i forhold til at styrke iværksætteri inden for spiludvikling.

 

Efterfølgende fik udvalget oplæg fra administrationen om rammer og temaer for den regionale uddannelsespolitik 2015-2017 i forlængelse af eller med udgangspunkt i den regionale Vækst- og Udviklingsstrategi.

 

Derudover fik udvalget en kort orientering om det kommende udbud af erhvervsuddannelserne.

 

Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-7-15

2. Ansøgning til kulturprojektet Europæiske Kulturbørn (sag til forretningsudvalget)

Resume

Kulturprinsen i Viborg søger regional medfinansiering til et internationalt udviklings- og forskningsprojekt, Europæiske Kulturbørn. Formålet er at udvikle nye måder at arbejde på i skoler og børnehaver, så de 0-8 årige møder kunsten i deres dagligdag og bliver bedre til at arbejde med kunstneriske udtryksformer. Som en integreret del af projektet gennemføres et ph.d. forløb, der skal facilitere og dokumentere udviklingsprojektet.

 

Projektet er planlagt til at løbe over tre år med afslutning i 2018. Det samlede budget er 7,63 mio. kr., heraf er 1,98 mio. kr. afsat til forskningsforløbet. Region Midtjylland vil blive ansøgt om i alt 1,49 mio. kr., heraf 330.000 kr. til forskningsforløbet. I 2015 ansøges der om 690.000 kr. fra regionen.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 690.000 kr. i 2015 til Kulturprinsen til gennemførelse af projektet Europæiske Kulturbørn,

 

at bevillingerne for projektets sidste faser bevilges i 2016 og 2017 på baggrund af statusopfølgninger, og

 

at bevillingerne gives under forudsætning af, at den øvrige finansiering falder på plads, så projektet kan gennemføres efter planen.

Sagsfremstilling

De 0-8 årige børn skal møde kunsten i deres dagligdag, og de skal have bedre muligheder for at arbejde med kunstneriske udtryksformer. Det er formålet med Europæiske Kulturbørn.

I projektet skal der gennemføres lokale udviklingsforløb i et samarbejde mellem skoler, børnehaver, kunstnere, kulturinstitutioner og forskere. Forløbene gennemføres i første omgang i kommuner i Region Midtjylland, herefter hos internationale samarbejdspartnere. Udviklingsprojektet tager for alle deltagere udgangspunkt i den samme metode, aktionslæring. Metoden sikrer en fælles oparbejdning af erfaringer, viden og kompetencer blandt deltagerne. Aktiviteterne på skolerne i Midtjylland, i Norden og blandt de øvrige europæiske deltagere bindes sammen gennem kompetenceudvikling, gensidige besøg og jobbytte, konferencer og et fælles forskningsforløb. Aktiviteter og metode er indgående beskrevet i ansøgningen.

 

Når projektet er afsluttet i 2018, forventes det, at 750 lærere, pædagoger, kunstnere og kulturformidlere blandt alle europæiske deltagere har deltaget i de fagligt udviklende netværk. Samtidigt forventes det, at der er indført en ny praksis i de deltagende institutioner. Forskningsforløbet skal dokumentere resultaterne og bidrage med ny viden om, hvordan voksne professionelle kan styrke børns kreative kompetencer.

 

Kulturprinsen i Viborg er ansøger, og i projektet indgår seks kommuner i regionen: Viborg, Silkeborg, Hedensted, Ikast-Brande, Skive og Struer. Viborg og Silkeborg kommuner er projektets ”kernekommuner”, og her vil hoveddelen af udviklings- og forskningsprojektet finde sted. De øvrige kommuner er ”klyngekommuner” og deltager i den fælles videndeling, men udformer i højere grad selv de aktiviteter, der gennemføres i skoler og institutioner.

 

Økonomi

Det samlede budget er 7,63 mio. kr. Der er bevilget et tilskud på 950.000 kr. fra Aarhus 2017, Kulturprinsen bidrager med 600.000 kr., og de deltagende kommuner med i alt 600.000 kr. Hovedparten af ph.d. forløbet finansieres af VIA University College (990.000 kr.) og Syddansk Universitet (660.000 kr.). Udviklingsprojektet er endnu ikke fuldt ud finansieret, og der er søgt midler fra EU og to nordiske puljer.

 

Region Midtjylland vil blive ansøgt om i alt 1,49 mio. kr. I 2015 søges der om 690.000 kr. Af hensyn til budgetlovens regel om straksbogføring ved tilsagnstidspunktet indstilles kun bevillingen for 2015 til godkendelse i regionsrådet. Der vil blive udarbejdet en resultatkontrakt mellem Kulturprinsen og Region Midtjylland. I november 2015 og 2016 bliver der gennemført kontraktopfølgninger, og på den baggrund tager regionsrådet stilling til projektets videreførelse i januar 2016 og i januar 2017.

 

[image]



Beslutning

Det rådgivende udvalg anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Keld Marstrand tog forbehold.

 

Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-14-14

3. Ansøgning om tilskud til afholdelse af VM i håndbold for kvinder i 2015 (Indstilling fra Vækstforum) (sag til forretningsudvalget)

Resume

Vækstforum har afsat 10 mio. kr. om året af de regionale erhvervsudviklingsmidler i perioden 2014-2017 til udvikling og gennemførelse af større events. Herning Kommune har på seneste regionsrådsmøde fået bevilget 5 mio. kr. til gennemførelse af VM i ishockey for herrer i 2018 og ansøger nu om 2 mio. kr. til gennemførelse af VM i håndbold for kvinder i 2015.

Direktionen indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 2 mio. kr. i 2015 som medfinansiering til Herning Kommune til afholdelse af VM i håndbold for kvinder i 2015, og

 

at bevillingen gives under forudsætning af, at Herning Kommune indgår et samarbejde med relevante aktører for at sikre udnyttelsen af erhvervspotentialet i forbindelse med afvikling af VM i håndbold for kvinder i 2015.

Sagsfremstilling

Dansk Håndboldforbund har vundet værtskabet for VM i håndbold for kvinder i 2015.

Herning Kommune medfinansierer arrangementet med 2 mio. kr., og ansøger eventpuljen om 2 mio. kr. i 2015 til gennemførelse af eventen.

 

Arrangementet gennemføres i fire værtsbyer: Frederikshavn, Næstved, Kolding og Herning.

Herning er vært for Danmarks puljekampe og slutspil. Eventen gennemføres i perioden

5.-20. december 2015 og har et samlet budget på ca. 35 mio. kr., heraf medfinansierer de øvrige værtsbyer arrangementet med 3,2 mio. kr.

 

På baggrund af evalueringsrapporten for EM i herrehåndbold i 2014, som blev afviklet i Jyske Bank Boxen, blev den samlede turismeomsætning på 155 mio. kr., heraf kom de 66 mio. kr. fra udenlandske håndboldturister. Turismeforbruget skabte 87 årsværk på nationalt plan, og på kommunalt og regionalt plan blev der skabt 62 årsværk på baggrund af denne event.

 

På baggrund af disse erfaringer forventer Herning Kommune stor turismemæssig effekt og omsætning i regionen ved gennemførelse af VM i håndbold for kvinder. Arrangementet vil tiltrække 10.000 tilskuere pr. dag, heraf minimum 1.000 udenlandske gæster/turister pr. dag i perioden for eventen. Dertil kommer antallet af hotelovernatninger for deltagerne, hvilket samlet set forventes at skabe en markant stigning i antallet af overnatninger i regionen.

 

Endvidere vil kommunen bruge eventen til, i samarbejde med Herning og Ikast-Brande Erhvervsråd, at understøtte erhvervsturismesatsningen og skabe bedre erhvervskontakt til kunder og leverandører samt gennemførelse af konkrete kongresaktiviteter.

 

Samlet set har eventen et stort markedsføringsmæssigt samt erhvervs- og turismemæssigt potentiale.

 

Det er et krav for medfinansiering, at ansøger udarbejder effektmåling og stiller datamateriale til rådighed for den videre regionale indsats om event.

 

Økonomi

Der ansøges om 2 mio. kr. fra eventpuljen til gennemførelse af VM i håndbold for kvinder i 2015. Det samlede budget er på 35 mio. kr. Budgettet for arrangementet er efter ønske fra Herning Kommune og Dansk Håndboldforbund fortroligt.

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 2,0 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler til Herning Kommune som medfinansiering til VM i håndbold for kvinder i 2015. Indstillingen blev betinget af, at ansøger fremsender et detaljeret budget.

 

Bevillingen gives desuden under forudsætning af, at Herning Kommune indgår et samarbejde med relevante aktører for at sikre udnyttelsen af erhvervspotentialet i forbindelse med afvikling af VM i håndbold for kvinder i 2015.

Beslutning

Det rådgivende udvalg anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Keld Marstrand tog forbehold.

 

Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-51-71-2158-09

4. Ekspropriation i forbindelse med afværge af pesticidforurening som truer Malling og Ajstrup Vandværker (sag til forretningsudvalget)

Resume

Der er fundet pesticidforurenet grundvand på landbrugsejendommen Fløjstrupvej 88, 8340 Malling. Forureningsfanen er på vej mod Malling og Ajstrup vandværkers indvindingsboringer.

 

Aarhus Vand, der driver vandværkerne, har anmodet Region Midtjylland, som ekspropriationsmyndighed, om at gennemføre en ekspropriation, således der kan etableres to afværgeboringer på landbrugsjorden samt nedgraves vandledninger til bortledning af det forurenede grundvand. Ekspropriationen skal endvidere give uhindret adgang til eftersyn og vedligeholdelsesarbejder på anlægget.

Direktionen indstiller,

at administrationen bemyndiges til at påbegynde en ekspropriation og afholde åstedsforretning på Fløjstrupvej 88, 8340 Malling for at afværge en pesticidforurening, der truer Malling og Ajstrup Vandværker,

 

at regionen gennemfører ekspropriationen, hvis der ikke indgås en frivillig aftale, og

 

at der udpeges et medlem af regionsrådet til at lede åstedsforretningen.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland kortlagde ejendommen Fløjstrupvej 88, 8340 Malling på vidensniveau 2 (konstateret forurening) efter jordforureningslovens bestemmelser i januar 2010, idet der ved en undersøgelse var fundet forurening med pesticider omkring bygningerne på ejendommen. Forureningen er sket for år tilbage ved vaskepladsen, hvor der blev blandet sprøjtemidler og vasket maskiner. Der anvendes ikke pesticider på ejendommen i dag, da den drives økologisk.

 

Det kortlagte areal ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser og i indvindingsoplandet til Malling Vandværk og Ajstrup Vandværk. Det har ved senere undersøgelser vist sig, at pesticidforureningen transporteres med grundvandet ned mod vandværkernes indvindingsboringer.

 

Aarhus Vand har forsøgt at opnå en frivillig aftale med lodsejeren om at etablere to afværgeboringer samt vandledning på ejendommens marker nord for det kortlagte areal

til bortpumpning af forurenet grundvand. Det har ikke været muligt for Aarhus Vand at opnå en frivillig aftale med lodsejeren herom, hvorfor Aarhus Vand i efteråret 2014 rettede henvendelse til Region Midtjylland og anmodede regionen om at gennemføre en ekspropriation.

 

Region Midtjylland har efter henvendelsen fra Aarhus Vand forsøgt at opnå en frivillig aftale med lodsejeren, men forgæves. Han er derfor blevet oplyst om, at han herefter må forvente en ekspropriation.

 

Konsekvenser for lodsejeren

En ekspropriation, som ønsket af Aarhus Vand, indebærer et servitutbelagt areal på 2 x 3 m rundt om hver af de to ønskede afværgeboringer samt 0,5 m på begge sider af ledningsanlægget på ca. 240 m til bortledning af det oppumpede vand. Inden for det servitutbelagte areal må der ikke bygges eller iværksættes noget, der kan være til skade for anlægget. Aarhus Vand skal have ret til uhindret adgang til eftersyn og vedligeholdelsesarbejder. Skader i forbindelse hermed erstattes efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

 

Ekspropriationserstatningen afholdes af Aarhus Vand og er opgjort til godt 35.000 kr. (2014-tal) på baggrund af landsaftalen 2014 mellem Landbrug & Fødevarer, Dansk Vand- og Spildevandsforening og Foreningen af Vandværker i Danmark om erstatninger for anbringelse af vandforsynings- og spildevandsanlæg i almindelig landbrugsjord.

 

Administrationens vurdering 

Det er administrationens vurdering, at der er tale om godt og værdifuldt grundvand i indvindingsoplandet til vandværkerne, og at regionen bør støtte op om Aarhus Vands ønske om at nedbringe risikoen for spredning af pesticidforureningen til indvindingsboringerne. Administrationen finder, at det her og nu er en god løsning at etablere de påtænkte afværgeboringer med afløb til et nærliggende regnvandsbassin fra Malling by som anført af Aarhus Vand.

 

Administrationen vil sideløbende med Aarhus Vands afværgeboringer gennemføre yderligere undersøgelser på ejendommen med henblik på en afklaring af omfanget af pesticidforureningen. Lodsejer er indforstået med disse undersøgelser.

 

Lovgrundlag 

Efter jordforureningslovens § 22, stk. 4 kan regionen - til fordel for en vandforsyning, der vil gennemføre projekter med henblik på at sikre nuværende eller fremtidig vandindvinding - til eje eller midlertidig brug ekspropriere rettigheder over fast ejendom. Dette gælder, uanset om de pågældende arealer indgår i oversigten over den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats, som regionen skal udarbejde hvert år, jf. § 18, stk. 1.

 

Det fremgår endvidere af § 22, stk. 5, at ved gennemførelse af en ekspropriation efter stk. 2 eller 4 finder bestemmelserne i lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49 tilsvarende anvendelse, idet det dog er regionen, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

 

Gennemførelse af en ekspropriation 

Rent praktisk betyder henvisningen til lov om offentlige veje i jordforureningslovens § 22, stk. 5, at der med mindst fire ugers varsel skal afholdes en åstedsforretning. Åstedsforretningen skal ledes af et af regionsrådet udpeget regionsrådsmedlem.

 

Efter åstedsforretningen har ejer en frist på tre uger til at fremkomme med bemærkninger.

 

Administrationen vil herefter indstille ekspropriationssagen til regionsrådets endelige beslutning.

Beslutning

Det rådgivende udvalg anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget, idet udvalget anbefaler, at udvalgsformanden udpeges til at lede åstedsforretningen.

 

Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-3-13

5. Midttrafiks regnskab 2014 (sag til forretningsudvalget)

Resume

Midttrafik har den 20. marts 2015 fremlagt regnskab 2014. Det samlede merforbrug i forhold til godkendt budget er 14,0 mio. kr. og dermed væsentligt højere end de 5,3 mio. kr., regionsrådet blev orienteret om på regionsrådsmødet den 25. marts 2015.

 

Merforbruget er resultatet af flere bevægelser, men skyldes i hovedsagen mindreindtægter gennem bus-tog samarbejdet.

 

Merforbruget kan dækkes af den regionale reservepulje, der henstår hos Midttrafik.

Direktionen indstiller,

at merforbruget på 14,0 mio. kr. efter Midttrafiks regnskab 2014 finansieres af reservepuljen, der henstår hos Midttrafik.

Sagsfremstilling

Regionsrådet blev på mødet den 25. marts 2015 orienteret om Midttrafiks forventede regnskab 2014 og justerede budget 2015.

 

Midttrafiks regnskab 2014 foreligger nu og er behandlet af bestyrelsen den 20. marts 2015. Merforbruget er større end de forventede 5,3 mio. kr., der blev oplyst på martsmødet i regionsrådet. Merforbruget er, i forhold til høringsbudgettet, på 14,0 mio. kr., men kan stadig holdes indenfor reservepuljen.

 

Der er ingen ændringer i Midttrafiks justerede budget 2015, og der vil blive orienteret om håndteringen af merforbruget i regionsoverblikket for 1. kvartal 2015.

 

Merforbruget i 2014 er et resultat af flere modsatrettede bevægelser, men skal i al væsentlighed findes på indtægtssiden.

 

  • Der er mindre udgifter på i alt 3,1 mio. kr. i bus- og togdriften i forhold til høringsbudgettet med fald i indeks som hovedforklaringen.

  • Der er mindre indtægter på 11,4 mio. kr. i busdriften, sammensat af mindre indtægter i bus-tog trafikselskabsrejser på -14,9 mio. kr., mens der er en beskeden, men positiv udvikling på ca. 3,5 mio. kr. på øvrige områder.

  • Der er merindtægter på 0,9 mio. kr. i togdriften.

  • Der er mindre udgifter på 2,9 mio. kr. på rejsekortet - nedjusteringen skyldes mindre udgifter til udstyr og lavere afgifter som følge af lavere omsætning på rejsekort end forventet.

  • Der er en eventualforpligtigelse i regnskabet til afregning af et efterkrav fra bus-tog samarbejdet for 2012 på 9,2 mio. kr.

 

Der er afholdt møde mellem bestyrelsesformændene for DSB og Midttrafik den 6. marts 2015, men uden positivt resultat, da DSB stod fast på sine krav. Eventualforpligtigelsen bliver derved til en faktisk udgift.

 

[image]

 

Note: En forsikringsudgift vedrørende de statslige togsæt på Odderbanen var forudsat afholdt af Midttrafik. Udgiften er afholdt af regionen, og rammen til udbetaling til Midttrafik er reduceret tilsvarende.

 

Selvom merforbruget i forhold til høringsbudgettet er 14,0 mio. kr. skal der reelt afregnes et større beløb mellem Midttrafik og regionen efter regnskab 2014 idet:

 

  • Midttrafik i 2014 har opkrævet mindre aconto end indeholdt i høringsbudgettet - resten er tilført reservepuljen med en effekt af 1,7 mio. kr.

  • mindreforbruget på rejsekortprojektet som vedrører investeringerne hensættes og afregnes først i 2016 med en effekt af 0,6 mio. kr.

 

Den reelle efterbetaling efter regnskab 2014 er således 16,4 mio. kr.

 

Der er etableret en reservepulje jævnfør regionsoverblikket 3. kvartal 2014. Ultimo 2014 udgør puljen 18,4 mio. kr. Puljen er derfor tilstrækkelig til at dække merforbruget.

Beslutning

Det rådgivende udvalg anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

 

Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

6. Status på arbejdet med Vækst- og udviklingsplanen

Sagsfremstilling

Vækstforum og regionsrådet igangsatte i efteråret 2014 arbejdet med den kommende regionale vækst- og udviklingsstrategi med en række workshops og arrangementer med det formål at inddrage partnerskabet bag vækstforum og en lang række nationale, regionale og lokale aktører i processen.

 

Udgangspunktet har været de fire udfordringer Konkurrenceevne, Klima og ressourcer, Velfærd samt Demografi og geografisk balance.

 

På baggrund af efterårets arrangementer vedtog vækstforum og regionsrådet fire strategiske spor for det videre arbejde: Bæredygtig omstilling, Sammenhængende byudvikling, Viden og kompetencer samt Fokuseret vækst.

 

Vækstforum drøfter et første udkast til den kommende vækst og udviklingsstrategi på sit møde den 13. april 2015.

 

Udviklingsdirektør Lars Vildbrad vil give det rådgivende udvalg for regional udvikling en kort status for arbejdet den 15. april 2015.

Beslutning

Det rådgivende udvalg tog orienteringen om status på arbejdet med Vækst- og udviklingsstrategien til efterretning.

 

Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

7. Godkendelse af referat fra møde den 11. marts 2015

Resume

Godkendelse af referat fra møde den 11. marts 2015.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling den 11. marts 2015 godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 11. marts 2015, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, er vedlagt til godkendelse.


Beslutning

Det rådgivende udvalg godkendte referatet fra mødet den 11. marts 2015.

 

Arne Lægaard, Torben Nørregaard og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

8. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering.

Tilbage til toppen