Udvalg Vedr. Regional Udvikling 08. juni 2016 (Referat)
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum
til
mødet i
den 8. juni 2016 kl. 14:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale F7, stuen, Skottenborg 26, 8800 Viborg
Alle medlemmer var mødt undtagen, Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe, der havde meldt afbud.
Ole Jepsen forlod mødet kl. 16.24 efter behandling af punkt 2.
Mødet blev hævet kl. 17.00.
Jørgen og Elin Arfelt havde foretræde for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling. Udvalget blev præsenteret for problemstillinger i forhold til, at Region Midtjylland har foreslået udlagt et område ved parrets ejendom som råstofgrav. Jørgen og Elin Arfelt ønsker, at Region Midtjylland ikke udlægger området til råstofområde, idet der allerede er etableret en råstofgrav tæt på parrets ejendom. Parret oplever en række gener i form af støj og støv fra den eksisterende råstofgrav og har haft flere klagesager mod den nuværende entreprenør for råstofgraven. Jørgen og Elin Arfelt mener ikke, at det er rimeligt, at den nuværende råstofgrav udvides set i forhold til de mange klagesager og påbud, der har været mod entreprenøren.
1. Drøftelse af høring af forslag til Råstofplan 2016 # (Kl. 14.10-15.30)
Resume
Regionsrådet har besluttet at revidere den gældende Råstofplan 2012 i form af, at der udarbejdes en Råstofplan 2016. Forslag til Råstofplan 2016 har været forelagt regionsrådet den 16. december 2015.
Administrationen ønsker, at det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøfter de konfliktområder, som er dukket op i forbindelse med høringen af forslag til Råstofplan 2016.
Direktionen indstiller,
at | det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøfter udvalgte indkomne bemærkninger til fremtidige råstofgraveområder i Råstofplan 2016. |
Sagsfremstilling
Revision af Råstofplan 2012
Regionsrådet skal i henhold til råstofloven i hver valgperiode vurdere, om der er behov for at revidere den gældende råstofplan. Til brug for vurderingen har Region Midtjylland i første kvartal 2015 haft en redegørelse i høring. I samme periode har Region Midtjylland haft et debatoplæg i høring med henblik på at indkalde idéer og forslag m.v. til en eventuel revision af råstofplanen.
På baggrund af høringerne besluttede regionsrådet på sit møde den 27. maj 2015, at Råstofplan 2012 skulle revideres i form af, at der udarbejdes en Råstofplan 2016, og at et Forslag til Råstofplan 2016 skulle forelægges regionsrådet i 4. kvartal 2015 med efterfølgende høring. Forslag til Råstofplan 2016 har været forelagt regionsrådet den 16. december 2015.
Høring af Forslag til Råstofplan 2016
Den gennemførte høring i perioden 5. februar 2016 til 10. april 2016 samt en ekstra periode fra den 26. april til den 4. maj 2016 af forslag til Råstofplan 2016 har resulteret i, at Region Midtjylland har modtaget godt 100 bemærkninger og indsigelser til planforslaget. Et (ufuldkomment) resumé af de indkomne bidrag er vedlagt som bilag 1. Resumé (Hvidbog) og alle indkomne bidrag vil i slutningen af juni blive tilgængelige på regionens hjemmeside på http://www.raastofplan-midt.rm.dk.
Udvalgte råstofgraveområder, som fremstår markeret med gult i bilag 1 ønskes drøftet med udvalget. Administrationens umiddelbare indstilling fremgår af farvekoder på oversigtskortet bilag 2
- Røde områder: indstilles til ikke at indgå i Råstofplan 2016, men ønskes drøftet med det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling.
- Gule områder: indstilles til at indgå i Råstofplan 2016, men ønskes drøftet med det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling.
- Grønne områder markerer nye områder fra Forslag til Råstofplan 2016, hvor der har været få eller ingen indsigelser, og derfor indstilles til at indgå i RP2016 uden drøftelse.
Administrationen har afholdt tre offentlige møder vedrørende råstofgraveområderne Haldum i Favrskov Kommune, Fårvang i Silkeborg Kommune og Jeksen i Skanderborg Kommune. Udvalgsformand for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling deltog i de to sidstnævnte møder.
I hele planforløbet har administrationen afholdt fem møder med en følgegruppe. Det seneste møde blev afholdt den 12. maj 2016. Referater fra følgegruppemøderne kan ses på hjemmesiden.
Statslig indsigelse mod planforslagets råstofgraveområde Herrup Syd
Administrationen har afholdt møde med Naturstyrelsen, som varetager de statslige interesser. Staten kan som den eneste myndighed nedlægge veto mod planforslaget (det være sig retningslinjer og/eller råstofgraveområder).
Naturstyrelsen har den 14. marts 2016 fremsendt sine umiddelbare bemærkninger til planforslaget. Administrationen har den 8. april 2016 kommenteret styrelsens bemærkninger/indsigelser.
Den 20. april 2016 har Naturstyrelsen fremsendt statens endelige bemærkninger til planforslaget. Heraf fremgår bl.a., at staten nedprioriterer råstofindvinding på statsejede skov, og meddeler derfor, at planforslagets råstofgraveområde Herrup Syd skal tages ud af planen inden den endelige vedtagelse. Af notatet fremgår, at "administrationen vil derfor indstille til regionsrådet, at dette område ikke medtages i den endelige Råstofplan 2016 for Region Midtjylland". Statens høringssvar med aftalenotat med dialogen mellem regionen og Naturstyrelsen er vedlagt som bilag 3 og 4.
Råstofgraveområde Herrup ønskes drøftet i udvalget.
Tidsplan
Administrationen forventer, at den fastlagte tidsplan overholdes, og at Råstofplan 2016 kan forelægges regionsrådet til godkendelse på mødet den 28. september 2016. Herefter skal Råstofplan 2016 offentliggøres i 4 uger fra medio oktober 2016.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede indkomne høringssvar til forslag til Råstofplan 2016. Det blev besluttet, at fortsætte drøftelserne på udvalgets næste møde den 10. august 2016.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Bilag
2. Temadrøftelse om kreative erhverv # (Kl. 15.30-16.30)
Sagsfremstilling
I vækstplanen 2016-2020 indgår de kreative erhverv som et af fire fokusområder.
Indsatsen More Creative er en videreudvikling af den kreative klynge og målrettet de stærkeste kreative partnerskaber i Region Midtjylland. I den nuværende indsats er der fokus på design, mode, arkitektur samt interaktive digitale industrier og animation.
Kl. 15.30 - Oplæg om de kreative erhverv ved projektleder Mette Boel.
- Hvad er de kreative erhverv?
- Hvad går den nuværende indsats ud på?
- Hvad er perspektiverne efter 2017?
Kl. 15.45 - Hvad gør, og hvad siger virksomhederne i More Creative? Oplæg ved designer Lars Vejen.
Mange produktionsvirksomheder fx Cembrit, Dansign, Ege, Fermacell, Innolux, Vahle og Veksø har via samarbejde og Lars Vejens design opnået konkurrencefordele og tilført ”added value” til deres produkter.
Analyse af potentialer og vækstbarrierer for kreative erhverv i Region Midtjylland er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik oplæg fra administrationen omkring programmet More.Creative, herunder formål, organisering, udfordringer, gevinster m.v. Udvalget blev præsenteret for udviklingen af og potentialet i de kreative erhverv i Region Midtjylland.
Efterfølgende fik udvalget et oplæg fra arkitekt Lars Vejen, som orienterede om sine erfaringer med at skabe netværk og samarbejder på tværs af brancher. Lars Vejen fortalte om de succeser, han har opnået i form af samarbejde mellem sit eget arkitektfirma og nationale og internationale produktionsvirksomheder. Udvalget drøftede efterfølgende Region Midtjyllands indsats i forhold til at facilitere møder og netværk mellem de kreative erhverv og de mere traditionelle produktionserhverv.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
3. Godkendelse af referat fra mødet den 11. maj 2016 #
Resume
Godkendelse af referat fra møde den 11. maj 2016.
Direktionen indstiller,
at | referatet fra mødet den 11. maj 2016 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 11. maj 2016, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, er vedlagt til godkendelse.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 11. maj 2016.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Ole Jepsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
4. Gensidig orientering #
Sagsfremstilling
Gensidig orientering.
Beslutning
Intet til punktet.