Udvalg Vedr. Regional Udvikling 13. april 2016 (Referat)
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum
til
mødet i
den 13. april 2016 kl. 14:00
i Maabjerg Energy Center Biogas, Energivej 13, 7500 Holstebro
Alle medlemmer var mødt undtagen Keld Marstrand Christensen, der havde meldt afbud.
Lone Langballe forlod mødet kl. 16.00 efter behandlingen af punkt 1.
Morten Flæng forlod mødet kl. 17.35 efter behandlingen af punkt 5.
Mødet blev hævet kl. 18.00.
1. Besøg hos MEC-Biogas #
Sagsfremstilling
Maabjerg Energy Concept er planen om et storskala demonstrationsanlæg, hvor restbiomasse fra landbrug, husholdninger og erhverv bruges til at erstatte fossile brændsler og materialer. Projektets grundtanke er at producere biobaserede brændsler og brændstof og at udnytte de næringsstoffer, som er i råvarerne, på den mest effektive, værdiskabende og miljørigtige måde. Maabjergværket, som producerer kraftvarme og MEC-biogas, integreres med et anlæg, der vil producere 2. generations bioethanol baseret på den halm, der i dag ikke udnyttes. 2. generations bioethanol skal i første omgang iblandes benzin, men på sigt vil ethanolen også kunne bruges som platform for udvikling af f.eks. fødevareingredienser. Tilsammen vil de tre produktionsanlæg udgøre et højeffektivt bioraffinaderi.
Allan Lunde er chefkonsulent i Vestforsyning A/S og arbejder med råvareforsyning og råvarelogistik i forbindelse med planerne om det ny bioethanolanlæg. Ved mødet vil Allan give en præsentation af konceptet for samproduktion af biogas - ethanol - kraftvarme og en status for projektets realisering. Samtidig vil han uddybe hvilke miljøpotentialer, forretningspotentialer, muligheder for arbejdspladser og videreudviklingsmuligheder, der er forbundet med konceptet. Allan Lunde vil dernæst give en rundvisning på MEC Biogas, som er et af verdens største industrielle biogasanlæg.
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling og det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling har fælles besøg på MEC-Biogas, Energivej 13, 7500 Holstebro. Efter besøget på MEC-biogas holder det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling udvalgsmøde på Nupark 51, 7500 Holstebro.
Tidsplan for mødet
Kl. 14.00-14.45 | Oplæg ved chefkonsulent Allan Lunde, Vestforsyning A/S Sted: MEC-Biogas, Energivej 13, 7500 Holstebro - mødelokalet |
|
|
Kl. 14.45-15.30 | Rundvisning ved chefkonsulent Allan Lunde, Vestforsyning A/S |
|
|
Kl. 15.30-15.45 | Opsamling og afslutning i mødelokalet. |
|
|
Kl. 15.45-16.00 | Gåtur til Nupark 51, 7500 Holstebro - mødelokale B1 |
|
|
Kl. 16.00-17.00 | Ordinært udvalgsmøde Sted: Nupark 51, 7500 Holstebro - mødelokale B1. |
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling og det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling fik oplæg fra chefkonsulent, Allan Lunde, Vestforsyning A/S om Maabjerg Energy Concept, herunder historien bag visionen om at skabe verdens største anlæg for bioenergi. I foråret 2009 etablerede Vestforsyning Varme A/S og Struer Forsyning Fjernvarme A/S selskabet Maabjerg BioEnergy Drift A/S til at stå for opførelse og drift af anlægget. Byggeriet begyndte i 2010 og stod færdigt i 2012. I 2015 skiftede anlægget navn til MEC Biogas. Formålet med anlægget var blandt andet at etablere et renseanlæg for landbrugets regionale husdyrproduktion og hermed reducere landmændenes udledning af næringsstoffer ved at behandle rågyllen i et biogasanlæg. Rågyllen skulle bruges til at producere biogas som erstatning for traditionelle brændstoffer til energiforsyning.
Allen Lunde orienterede endvidere om visioner, udfordringer og potentialer for, at Maabjergværket integreres med et anlæg, der producerer 2. generations bioethanol, og herunder skabe et højeffektivt bioraffinaderi.
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling og det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling blev efterfølgende vist rundt på biogasanlægget.
Keld Marstrand Christensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.
Bilag
2. Drøftelse af mål og budget for området regional udvikling #
Resume
Der ønskes en drøftelse af udfordringerne for budget 2017 for Regional Udvikling.
Direktionen indstiller,
at | udfordringerne i budget 2017 for Regional Udvikling drøftes. |
Sagsfremstilling
Den 25. april 2016 holder regionsrådet temamøde om mål for Regional Udvikling. Den 18. maj 2016 er der budgetseminar for regionrådet. Som optakt til de to arrangementer giver administrationen et oplæg til det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling om udfordringer og perspektiver i budget 2017 for Regional Udvikling. Forudsætningen for budget 2017 er, eksklusive Regional Udviklings andel af fællesudgifterne, på i alt 608,2 mio. kr.
Udfordringer og muligheder
Det er usikkert, om regionen også i 2017 rammes af et omprioriteringsbidrag på 1 %, svarende til minus 6 mio. kr.
Pris- og lønudviklingen kan påvirke budgettet i både negativ og positiv retning. I 2015 fik regionen en negativ PL-regulering svarende til minus 6 mio. kr.
Regeringen er p.t. ved at gennemføre et eftersyn af erhvervsfremmesystemet. Det er fortsat usikkert, hvad eftersynet kan betyde for regionen. Omvendt kan regeringens vækstplan og efterårets aftale om en ny vækstpartnerskabsaftale skabe muligheder for eventuel statslig medfinansiering til erhvervsudviklingsinitiativer.
Det forudsættes, at regionens budget til den kollektive trafik overholdes. Der er dog behov for en drøftelse af serviceniveau, idet der er en tendens til faldende indtægter på de regionale ruter.
På miljøområdet er der et pres på at få gennemført en total oprydning af Høfde 42. Der er løbende forhandlinger med ministeriet om en statslig medfinansiering af oprydningen.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede mål og budget for området regional udvikling.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
3. Status og Årsrapport 2015 for Aarhus Letbane
Resume
I forbindelse med det ordinære interessentskabsmøde den 15. april 2016 har Aarhus Letbane I/S fremsendt Årsrapport 2015. Udover årsrapporten orienteres om letbanens økonomi og status for anlæg og driftsforberedelse.
Direktionen indstiller,
at | orienteringen tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Der er afsat 3,6 mia. kr. til anlæg af Aarhus Letbane inklusive letbanetog og bygninger. De årlige driftsudgifter er hidtil anslået til 214 mio. kr. I 2015 blev anlægsselskabet og driftsselskabet for Aarhus Letbane sammenlagt til ét selskab, der nu - efter statens udtræden af anlægsselskabet - ejes af Region Midtjylland og Aarhus Kommune med hver 50 %.
Drifts- og anlægsøkonomi
I forbindelse med sammenlægningen af de to selskaber bestilte Aarhus Letbane en ekstern vurdering af selskabernes budgetter. PriceWaterhouseCoopers har i december 2015 foretaget en budgetgennemgang af driftsbudgettet 2015-2018. Parallelt hermed har Ernst & Young foretaget en budgetgennemgang af budget 2016 for anlægsdelen. Hovedkonklusionerne fremgår af vedlagte notat. Forudsætningen for driftsbudgettet var, at den fremadrettede drift af Aarhus Letbane skulle kunne holdes indenfor den eksisterende økonomi. Driftsomkostningerne skulle således kunne dækkes af passagerindtægter og interessenternes hidtidige tilskud til bus- og togdrift samt statens kompensation for drift af Grenaabanen.
På baggrund af gennemgangen af budgetterne har Aarhus Letbane igangsat udarbejdelse af et revideret driftsbudget. Aarhus Letbane har oplyst, at det reviderede driftsbudget forventes at foreligge i maj 2016.
Økonomien, såvel anlæg som den fremadrettede drift af Aarhus Letbane, er af stor interesse for interessenterne Region Midtjylland og Aarhus Kommune. I interessentkontrakten/principaftalen for det sammenlagte selskab lægges der særligt vægt på selskabets økonomistyring, og at interessenterne får tilgængeligt information stillet til rådighed om selskabets økonomistyring, status, fremdrift og risici. Interessenterne har i brev til Aarhus Letbane specificeret ønskerne.
Region Midtjylland afventer afrapportering fra Aarhus Letbane, der modsvarer de stillede krav. Herunder er der ikke modtaget kopi af afrapporteringer sendt til Transport- og Bygningsministeriet.
Årsrapport 2015
Aarhus Letbane har fremsendt selskabets Årsrapport 2015 til interessenterne. (Vedlagt). Der er ikke nævnt eventuelle risici for økonomi og tidsplan. Årsrapporten behandles på det ordinære interessentskabsmøde den 15. april 2016.
Tidsplan
I henhold til den foreliggende tidsplan forventes letbanedrift igangsat på den indre strækning i maj 2017 og på hele letbanen i oktober 2017. Administrationen har ikke hørt forlydender om overskridelser af den overordnede tidsplan.
Status i øvrigt
I vedlagte notat er en oversigt over letbaneprojektets status og fremdrift på følgende områder:
- Dimensionering af Aarhus Letbane til fremtidig drift
- Trafikplaner Aarhus og Djursland
- Nye krydsningsstationer
- Forberedelse af letbanedrift
- Lukning af togdrift på Odder- og Grenaabanen
- Vedligeholdelse af infrastruktur
- Rigsrevisionens undersøgelse
- Udbygningsetaper
- Tidsplan
- Anlægsudfordringer.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede status og årsrapport for letbaneselskabet. Udvalget ser frem til, at letbanen kan medvirke til betjene borgerne i området.
Udvalget ser med bekymring på udgifterne til driften af letbaneselskabet, idet Region Midtjyllands udgifter til kollektiv trafik generelt er under pres.
Udvalget ønsker at blive løbende orienteret om letbanens økonomi.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede status og årsrapport for letbaneselskabet. Udvalget ser frem til, at letbanen kan medvirke til betjene borgerne i området.
Udvalget ser med bekymring på udgifterne til driften af letbaneselskabet, idet Region Midtjyllands udgifter til kollektiv trafik generelt er under pres.
Udvalget ønsker at blive løbende orienteret om letbanens økonomi.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Tidligere Politisk Behandling
På møde i regionsrådet den 17. december 2014, sag nr. 20 om "Status for Letbaneprojektet efter lovændring og afsluttet anlægsudbud", blev regionsrådet orienteret om foreløbige forventninger til driftsøkonomi for letbanen.
Bilag
4. Djurs Mobilitetsstrategi - udvikling af mobiliteten på Djursland
Resume
Djurslands Udviklingsråd har præsenteret et udkast til Djurs Mobilitetsstrategi. Midttrafik og Region Midtjylland har været involveret i processen med udarbejdelse af mobilitetsstrategien.
Projektledelsen for Djurs Mobilitetsstrategi har anmodet Region Midtjylland om kommentarer til udkastet til mobilitetstrategi.
Direktionen indstiller,
at | Region Midtjyllands udkast til brev med kommentarer til Djurs Mobilitetsstrategi godkendes. |
Sagsfremstilling
Norddjurs og Syddjurs kommuner har i regi af Djurslands Udviklingsråd præsenteret udkast til Djurs Mobilitetsstrategi.
Djurs Mobilitetsstrategi præsenteres som en fælles strategisk overligger for kommunernes indsats for udvikling af mobiliteten på Djursland frem mod 2025. Udover den foreliggende strategi vil de to kommuner senere fremlægge og behandle et projektkatalog i tilknytning til strategien. Midttrafik og Region Midtjylland har bidraget til processen med udarbejdelse af mobilitetsstrategien.
Projektledelsen for Djurs Mobilitetsstrategi har på vegne af styregruppen for mobilitetsstrategien anmodet Region Midtjylland om at drøfte udkastet til mobilitetstrategi og afgive anbefalinger eller kommentarer, som kan indgå i behandlingen af mobilitetsstrategien i kommunalbestyrelserne i Norddjurs og Syddjurs i juni 2016.
Udkastet til mobilitetsstrategi blev præsenteret på et fællesmøde i februar 2016 med deltagelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer, Midttrafiks formandskab, medlemmer af det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling, repræsentanter for erhvervslivet samt medlemmer af Djurslands Udviklingsråd. Udkastet blev debatteret i et panel bestående af de to borgmestre, Midttrafiks bestyrelsesformand og regionsrådsformanden.
På mødet var der stor politisk opbakning til strategien, blandt andet på grund af strategiens fokus på forbedringsmuligheder inden for de enkelte transportformer, samspillet mellem transportformerne og samarbejdet med borgere, institutioner og erhvervsliv.
På baggrund af mødet vil der blive indarbejdet følgende tilføjelser i udkastet til mobilitetsstrategi:
Strategien vil få en stærkere erhvervsprofil.
Strategien vil få et særskilt afsnit om klima.
Strategien vil få et særskilt afsnit om digital infrastruktur.
Administrationen finder, at mobilitetstrategien indeholder mange spændende forslag til styrkelse af mobiliteten på Djursland. I forhold til den kollektive trafik er letbanen central, og der er fokus på at etablere gode skiftemuligheder mellem forskellige transportformer, letbane, bus, personbil, cykel osv. Det er første gang i Danmark, at man uden for de største byer arbejder strategisk med mobilitet. På den måde kan Djurs Mobilitetsstrategi være til inspiration for andre dele af regionen.
Geografisk er Djurslands omkranset af vand til tre sider og fungerer som arbejdskraftopland for to store centre, Aarhus og Randers. Administrationen finder det derfor oplagt at anbefale, at kommunerne udnævner Djursland til et testområde for nye mobilitetsløsninger.
Projekter kan for eksempel omfatte:
- Forbedringer af stationer og stoppesteder, venteforhold, tryghed, samt bil- og cykelparkering.
- Tilpasning af lokale busruter som tilbringere til det overordnede net bestående af letbane og regionalruter, suppleret med flextur, delebiler, el-cykler og privat samkørsel, hvor passagerunderlaget er lavt.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
5. Tilskud til forprojektet "Tid til læsning"
Resume
Læseforeningen søger tilskud til forprojektet ”Tid til læsning”. Formålet er at udvikle en bæredygtig forretningsmodel for brugen af ”Guidet fælleslæsning” til at forebygge psykiske lidelser og styrke mental sundhed. Samtidig vil Aarhus Universitet gennemføre et parallelt forskningsprojekt, der dokumenterer effekten.
Forprojektet løber indtil udgangen af 2016. Region Midtjylland ansøges om 394.000 kr.
Direktionen indstiller,
at | der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 394.000 kr. i 2016 til Læseforeningen til forprojektet for tid til læsning. |
Sagsfremstilling
Guidet fælleslæsning
Guidet fælleslæsning handler om at bringe folk sammen i ugentlige læsegrupper, hvor deltagerne lytter til oplæsning af digte og korte tekster og taler sammen om dem. Litteraturen bliver et fælles udgangspunkt, hvor deltagerne får mulighed for at blive klogere på sig selv, teksten og hinanden og indgår i et fællesskab, hvis eneste fokus er den æstetiske oplevelse. Det centrale mål for metoden er at give mennesker rum og refleksionstid til at indgå i en meningsfuld oplevelse.
Metoden er udviklet i England af den prisvindende sociale organisation The Reader Organisation og benyttes i dag i en række lande som et tilbud til mennesker, der er i berøring med social- og sundhedsområdet. Engelsk og dansk forskning dokumenterer, at metoden er effektiv til at styrke menneskers mentale sundhed og robusthed - og til at skabe meningsfulde, sociale fællesskaber. Men forskningen er endnu ikke tilstrækkelig til at leve op til evidenskravene i sundhedsvæsenet.
I Danmark har både kommuner, regioner og Kulturministeriet brugt metoden i flere projekter over hele landet, men det har været en stor udfordring at finde fast forankring for indsatsen. Region Midtjylland kan med kulturmidlerne være med til at skabe en bæredygtig model for et varigt samarbejde mellem kultur og sundhed. Det skal i dette projekt ske ved at inkludere folkebibliotekerne i fremtidens sundhedsfremmende velfærdsudvikling ved hjælp af bibliotekernes kerneydelser, litteraturen og det fælles sociale rum.
Tid til læsning
I projektet vil Læseforeningen uddanne bibliotekarer og andre relevante personer, som skal kunne tilbyde guidet fælleslæsning, blandt andet til patienter med moderate psykiske lidelser og socialt isolerede henvist af praktiserende læger. Der vil desuden blive udviklet et netværk, der kan sikre løbende vidensdeling og uddannelse af disse. Sideløbende skal der gennemføres følgeforskning, der kan skabe den nødvendige evidens.
Projektet gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet og fire kommuner: Holstebro, Herning, Horsens og Ikast-Brande. Derudover forventes bibliotekarer fra Randers, Viborg, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov og Hedensted kommuner at deltage.
Det kræver et grundigt forarbejde at etablere de samarbejder, der er nødvendige for gennemførelsen af tid til læsning. Derfor har Læseforeningen i første omgang søgt tilskud til et forprojekt med følgende aktiviteter:
- Netværksdannelse, kompetence- og ressourceafdækning mellem læseguides på biblioteker i de midtjyske kommuner
- Udvikling og planlægning af uddannelsesforløb samt produktion af hjemmeside og introducerende kursusmaterialer
- Definition af målgrupper
- Udvælgelse af skønlitterære tekster til brug for forskningsprojektet
- Udarbejdelse af kommunikations- og informationsmateriale, f.eks. til de praktiserende læger og regionspsykiatrien
- Udvikling af ”showcases” til demonstration af læsegruppemetoden for relevante interessenter
- International netværksdannelse, blandt andet til England og i Skandinavien.
Forprojektet skal således undersøge, om der er perspektiver i at arbejde videre med et større, strategisk projekt.
Regionens rolle
I regionens nye kulturpolitik er der særligt fokus på samspillet mellem kunst og kultur og den øvrige samfundsudvikling. Samtidigt har det midlertidige udvalg for kultur anbefalet, at regionen gør en særlig indsats for at styrke samspillet mellem kultur og sundhed. Tid til læsning kan give regionen nogle af de første, vigtige erfaringer med at kombinere opgaverne indenfor sundhed og kultur.
Ansøgningen ønskes behandlet nu, inden den ordinære ansøgningsfrist til kulturudviklingsmidlerne i september 2016, da projektet har strategisk betydning for regionens fremadrettede aktiviteter indenfor kulturpolitikkens nye fokusområde samspil, herunder kultur og sundhed. Projektet vil desuden søge den nye satspulje Kultur på recept, der har deadline i maj. Her vurderes det, at et samarbejde som dette mellem region og kommuner vil kunne hjælpe ansøgningen på vej.
Økonomi
Der søges om i alt 394.000 kr. i 2016 til forprojektet. Budget og finansiering fremgår af nedenstående tabel.
Oversigt over kulturudviklingsmidler pr. 27. april 2016 er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Lone Langballe var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Bilag
6. Ansøgning Events - VM i Sejlads for olympiske bådklasser 2018 (Indstilling fra Vækstforum)
Resume
Aarhus Kommune søger Region Midtjylland om medfinansiering af det Internationale Sejlsportsforbunds Verdensmesterskab i 2018, (ISAF Worlds 2018). Der søges om 7,5 mio. kr. Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 5,0 mio. kr. i 2016.
Direktionen indstiller, at indstillingen fra Vækstforum tiltrædes således,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 5,0 mio. kr. i 2016 til Aarhus Kommune til medfinansiering af det Internationale Sejlsportsforbunds Verdensmesterskab i 2018. Bevillingen fordeles med 1,5 mio. kr. i 2016, 1,5 mio. kr. i 2017 og 2,0 mio. kr. i 2018. |
Sagsfremstilling
Det er lykkedes Aarhus Kommune at tiltrække VM i Sejlads for olympiske bådklasser 2018 (ISAF Worlds 2018). Eventen afvikles hvert 4. år og er en af verdens største internationale sejlsportsevents. Eventen har et samlet budget på 45 mio. kr. Aarhus Kommune medfinansierer eventen med 10 mio. kr. og søger Region Midtjylland om medfinansiering på 7,5 mio. kr. Administrationen bemærker, at ud fra en vurdering af det økonomiske råderum, er det ikke muligt at støtte ISAF Worlds med mere end 5,0 mio. kr.
Som led i Region Midtjyllands Vækstplan 2016-2020 vil regionen understøtte en indsats om udvikling og gennemførelse af store internationale events i regionen. Udover at skabe synlighed omkring regionen og de regionale styrkepositioner bidrager afholdelse af selve eventen med betydelige økonomiske effekter som indtægter og jobskabelse. Der er opstillet en række kriterier for, hvordan ansøgninger vurderes (oversigt over kriterier er vedlagt som bilag):
1. Turismeøkonomiske effekter
2. Budget og tilskud
3. Kompetent organisation
4. Risikostyring
5. International eksponering
6. Regionale samarbejder.
ISAF Worlds 2018 afholdes over en periode på 2-3 uger fra den 31. juli til den 12. august i 2018. Derudover afholdes en testevent i 2017, som vil indgå i en naturlig sammenhæng til aktiviteterne i forbindelse med Kulturhovedstad Aarhus 2017. Baseret på tal og erfaringer fra tidligere afholdte events forventer arrangørerne en deltagelse af 1.100 sejlbåde, ca. 1.500 deltagere, 350 pressefolk, 1.500 officials, ledere og trænere og op mod 800 frivillige. Endvidere forventes arrangementet at generere ca. 80.000 overnatninger, 500.000 gæster til regionen, hvoraf de 75.000 forventes at være udenlandske gæster og en turismeomsætning på 70-90 mio. kr. Eventen vil desuden blive transmitteret til 46 lande og forventeligt nå ud til over 180 mio. husstande. Der vil blive udarbejdet og gennemført effektmålinger af ISAF Worlds 2018.
I relation til ISAF Worlds 2018 er der planlagt en række tiltag, som skal sikre det erhvervs- og turismemæssige potentiale. Eventen skal blandt andet udnytte det eksisterende potentiale inden for de maritime forretningsområder og blandt andet fremme iværksætteri på området. Der er allerede indgået et samarbejde mellem kommunen, Sailing Aarhus og Incuba Science Park omkring en samlet kortlægning af det maritime innovationsmiljø i regionen med fokus på, hvordan eventen kan bidrage til øget innovation, samarbejde og vækst i sektoren. Der vil desuden blive søgt etableret et samarbejde med fødevarevirksomheder og branchens forsknings- og udviklingsmiljø, vind-, vand- og miljøsektoren samt videninstitutioner.
Ligesom der udover den planlagte markedsføring og mediemæssige eksponering, etableres et samarbejde mellem internationale mediepartnere og uddannelsesinstitutioner, som f.eks. Journalisthøjskolen i Aarhus om udarbejdelse af et nyt koncept for promovering af eventen og sejlsporten. Derudover er der i samarbejde med turisterhvervet og Sport Event Denmark taget initiativ til at tiltrække en af de store internationale konferencer inden for sejlsport til afholdelse i Aarhus i 2017. I samarbejde med en række kulturarrangører vil der blive udviklet og programsat forskellige kulturbegivenheder i forbindelse med eventen, blandt andet afholdelse af en stor åbningsceremoni, en maritim folkefest på havnen m.v.
Det vurderes, at ansøgningen opfylder kriterierne for støtte til events, jf. Region Midtjyllands Vækstplan 2016-2020. Eventen vil medføre et stort antal overnatninger og omsætning i regionen inden for turismebranchen. Endvidere vurderes det, at der er et erhvervsmæssigt potentiale, som på sigt vil medføre øget beskæftigelse og udvikling af nye produkter ved gennemførelse af de nævnte tiltag i ansøgningsmaterialet.
Økonomi
Der ansøges om 7,5 mio. kr. i medfinansiering fra regionsrådet til gennemførelse af ISAF Worlds 2018. Det indstilles, at der bevilges i alt 5,0 mio. kr. til eventen. Budget og finansiering fremgår af nedenstående tabel.
Oversigt over regionale erhvervsudviklingsmidler er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Tidligere Politisk Behandling
Vækstforum drøftede på mødet den 24. februar 2016 ansøgningen fra Aarhus Kommune og besluttede at indstille til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 5 mio. kr. til Aarhus Kommune til gennemførelse af ISAF Worlds 2018. Vækstforum ønsker en bredere inddragelse af de regionale fokusområder, således at potentialet i både fødevarer, energi og klima, de kreative erhverv (især design), ikt og turisme samt smart industri inddrages. Vækstforum ønsker at drøfte opfølgningen på initiativet som baggrund for den fremtidige prioritering af midler til tiltrækning og gennemførelse af events. Sagen forelægges i forbindelse med opfølgning på resultatkontrakten.
Bilag
7. Ansøgning Events - EM i atletik for masters 2017 (Indstilling fra Vækstforum)
Resume
Aarhus Kommune søger Region Midtjylland om medfinansiering af Europamesterskabet i Atletik for Masters (EMACS 2017), som afholdes i 2017. Der søges om i alt 1,0 mio. kr. i 2016. Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 0,5 mio. kr. i 2016 til eventen.
Direktionen indstiller, at indstillingen fra Vækstforum tiltrædes således,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 0,5 mio. kr. i 2016 til Aarhus Kommune til medfinansiering af EMACS 2017. Bevillingen gives inden for rammen af vækstplanen 2016-2020 og styrkepositionen Fødevarer. Bevillingen udmøntes med 250.000 kr. i 2016 og 250.000 kr. i 2017. |
Sagsfremstilling
I et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Aarhus 1900 Atletik/Motion, Dansk Atletik Forbund og Sport Event Denmark er det lykkedes at trække Europamesterskabet i Atletik for Masters 2017 (EMACS 2017) til Aarhus. Eventen har et samlet budget på ca. 5,8 mio. kr.
Aarhus Kommune medfinansierer eventen med 1,0 mio. kr. og søger Region Midtjylland om medfinansiering på 1,0 mio. kr. i 2016. Administrationen bemærker, at ud fra en vurdering af det økonomiske råderum, er det ikke muligt at støtte EMACS 2017 med mere end 0,5 mio. kr. i 2016.
Som led i Region Midtjyllands Vækstplan 2016-2020 vil regionen understøtte en indsats om udvikling og gennemførelse af store internationale events i regionen. Udover at skabe synlighed omkring regionen og de regionale styrkepositioner bidrager afholdelse af selve eventen med betydelige økonomiske effekter som indtægter og jobskabelse. Der er opstillet en række kriterier for, hvordan ansøgninger vurderes (oversigt over kriterier er vedlagt som bilag):
1. Turismeøkonomiske effekter
2. Budget og tilskud
3. Kompetent organisation
4. Risikostyring
5. International eksponering
6. Regionale samarbejder
7. Regional værdi – sammenhæng til Vækst- og Udviklingsstrategien.
EMACS 2017 afholdes over 11 dage i perioden 27. juli til 6. august 2017 og forventes at indgå i det overordnede eventprogram for Aarhus 2017. Eventen har tidligere været afviklet i Aarhus i 2004, og der blev i forbindelse med denne event gennemført en omfattende effektanalyse. På baggrund af denne analyse forventer arrangørerne 4.000 deltagere og 2.500 tilrejsende ledsagere fra mere end 40 nationer og ca. 700 frivillige. Endvidere forventes arrangementet at generere 50.000 overnatninger i regionen og 5.000 overnatninger i det øvrige Danmark samt 50-60 mio. kr. i afledt turismeomsætning og skabelse af mere end 75 årsværk. Aarhus Kommune vil i samarbejde med blandt andet Sport Event Denmark udarbejde en effektanalyse af EMACS 2017.
Eventen bliver markedsført internationalt gennem tilstedeværelse, opstilling af stand og uddeling af informationsmateriale under forskellige lignende mesterskaber i en række lande forud for begivenheden. Dette sker i samarbejde med de relevante turismeorganisationer. Derudover vil markedsføringen have fokus på at få deltagerne til at forlænge deres ophold udover arrangementets normerede dage. Desuden forventes etableret et samarbejde med Aarhus 2017 sekretariat med henblik på at informere gæsterne til eventen omkring regionens kultur- og oplevelsestilbud.
Ansøger vil bruge eventen og den synlighed, der fører med til at øge intensiteten i arbejdet med at generere flere motionsløbere, effekten af livslang/langvarig satsning på træning i samarbejde med videninstitutioner og i den sammenhæng øge folkesundheden. Samtidig har ansøger fokus på at skabe sammenhæng og relation mellem den professionelle idræt og foreningslivet. Derudover forventer ansøger at sætte fokus på eventbaseret innovation, blandt andet gennem udvikling af nye teknologier og metoder i relation til måling og optimering af disciplinerne inden for atletikken.
I forbindelse med EMACS vil ansøger indgå i erhvervsmæssige samarbejder omkring synliggørelse af regionens styrkeposition særligt inden for fødevareområdet, blandt andet med udgangspunkt i, at Region Midtjylland er udpeget som Europæisk Region for Gastronomi i 2017.
Det vurderes, at ansøgningen opfylder kriterierne, og at eventen vil medføre synliggørelse og branding af regionen samt tiltrække et stort antal gæster og overnatninger til regionen. På denne baggrund er den forventede jobskabelse og turismeomsætning realistisk. Erhvervs- og vækstpotentialet vil blive yderligere styrket ved gennemførelse af de nævnte tiltag vedrørende eventbaseret innovation og erhvervsmæssige samarbejder på fødevareområdet.
Økonomi
Der ansøges om 1,0 mio. kr. i 2016 til medfinansiering af det Internationale Sejlsportsforbunds Verdensmesterskab i 2018 (ISAF Worlds 2018). Det indstilles, at der bevilges i alt 0,5 mio. kr. i 2016 til eventen. Budget og finansiering fremgår af nedenstående tabel.
Oversigt over regionale erhvervsudviklingsmidler er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Tidligere Politisk Behandling
Vækstforum drøftede ansøgningen fra Aarhus Kommune og besluttede at indstille til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 500.000 kr. i 2016 til Aarhus Kommune til afholdelse af EM i atletik for masters 2017. Bevillingen gives inden for rammen af Vækstplan 2016-2020 og styrkepositionen Fødevarer. Bevillingen fordeles med 250.000 kr. i 2016 og 250.000 kr. i 2017. Vækstforum betragter ikke sagen som en event, og ansøgningen indstilles finansieret inden for fokusområdet Fødevarer begrundet i det store antal overnatninger.
Bilag
8. Godkendelse af Region Midtjyllands Politik for Grunduddannelser
Resume
For at styrke Region Midtjyllands rolle som uddannelsessted er der udarbejdet en politik for grunduddannelser. Det overordnede formål er at sætte retning for de indsatser, som Region Midtjylland vil prioritere inden for grunduddannelsesområdet. Politikken vil være retningsgivende for den fælles, regionale indsats inden for grunduddannelsesområdet og de lokale indsatser i enhederne, hvor den konkrete implementering finder sted.
Direktionen indstiller,
at | Region Midtjyllands politik for grunduddannelser godkendes. |
Sagsfremstilling
For at styrke Region Midtjyllands rolle som uddannelsessted er der udarbejdet en politik for grunduddannelse. Politikken er udformet i et tæt samarbejde mellem hospitalsenhederne og administrationen og har efterfølgende været til kommentering hos relevante uddannelsesinstitutioner og faglige organisationer.
Med grunduddannelser forstås følgende fem uddannelsesområder: Erhvervsfaglige uddannelser, erhvervsakademiuddannelser, professionsbacheloruddannelser, universitetsbacheloruddannelser og kandidatuddannelser. Hvert år er flere end 6.000 forskellige personer fordelt på 35 forskellige grunduddannelser i praktikophold i Region Midtjylland.
Formålet for Region Midtjylland med at have en politik for grunduddannelsesområdet er:
- at have en ramme for det fortsatte arbejde med at forenkle og skabe større sammenhæng og dermed effektivitet og kvalitet i grunduddannelsesopgaven
- at have en ramme for dialogen med samarbejdspartnere på uddannelsesområdet
- at have et grundlag for en styrket indflydelse i forhold til relevante øvrige samarbejdsparter f.eks. ministerier mv.
Visionen for grunduddannelse er formuleret som:
"Region Midtjylland vil bidrage til at uddanne elever og studerende i praktikophold i regionen, så de kan matche fremtidens sundhedsvæsen og arbejdsmarked."
Et antal pejlemærker understøtter visionen. Derudover beskriver politikken for hvert pejlemærke et antal handlinger, som Region Midtjylland vil tilstræbe i hverdagen.
Region Midtjyllands politik for grunduddannelser er et retningsgivende dokument, der vil betyde større sammenhæng, højere kvalitet og mere effektivitet i grunduddannelsesopgaven i Region Midtjylland og dermed dygtigere dimittender til at løse fremtidige opgaver inden for det sammenhængende sundhedsvæsen, de sociale ydelser og den regionale udvikling.
Region Midtjyllands politik for grunduddannelser implementeres inden for eksisterende interne og eksterne samarbejdsfora og kan udfyldes med blandt andet regionale og lokale retningslinjer inden for Region Midtjyllands kvalitetsstyrings- og dokumenthåndteringssystemer. Derudover kan politikken fungere som støtte ad hoc til at sikre Region Midtjyllands interesser som f.eks. ved den aktuelle revision af de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser.
Politikken implementeres inden for de nuværende budgetrammer.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Anbefaling
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
9. Orientering om status på udbud af erhvervsuddannelser #
Resume
Med erhvervsuddannelsesreformen "Flere og bedre faglærte" er der sat fokus på behovet for faglært arbejdskraft. For at understøtte erhvervsuddannelsesreformens målsætning om flere og bedre faglærte gennemfører Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling en udbudsrunde for erhvervsuddannelser i 2015/2016 med virkning fra den 1. august 2017.
Regionsrådet har i den sammenhæng en koordineringsopgave i forhold til at sikre tilgængeligheden til erhvervsuddannelser og praktikcentre i Region Midtjylland. Regionsrådet har alene indflydelse på placeringen af grundforløb 1 og 2.
Direktionen indstiller,
at | det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tager orienteringen til orientering. |
Sagsfremstilling
Erhvervsuddannelserne udbydes efter reformen under fire hovedområder: Omsorg, sundhed og pædagogik, Handel og servicefag, Landbrug og fødevarer samt Teknologi, byggeri og transport.
Under de fire hovedområder udbydes i alt 108 erhvervsuddannelser, som kan vælges efter første del af grundforløbet - Grundforløb 1.
På grundforløb 1 starter de unge, som vælger en erhvervsuddannelse umiddelbart efter 9. eller 10. klasse. Formålet er her at give eleverne mulighed for at "opbygge modenhed og udvikle elevernes almene og brede erhvervsfaglige kompetencer samt styrke elevernes bevidsthed om fremtidige valg og udfordringer".
Grundforløbets 2. del - Grundforløb 2 - udgøres af de uddannelsesrettede fag. Her kan unge med en uddannelsesaftale eller anden erfaring starte direkte uden først at skulle gennemføre grundforløb 1.
Alle uddannelser afsluttes med et hovedforløb, som foregår dels på erhvervsskolen, dels i praktik hos en virksomhed eller i et praktikcenter.
Ansøgere til det fremtidige udbud har frem til den 21. marts 2016 kunnet ansøge elektronisk til Ministeriet for Børn, Unge og Ligestilling. Fra den 31. marts 2016 har regionerne haft adgang til det samlede ansøgningsmateriale, og administrationen er nu ved at udarbejde et overblik over de ansøgninger, som vedrører Region Midtjylland.
På nuværende tidspunkt er der tre konkrete emner at drøfte. Der vil være flere, der vil blive redegjort for på udvalgets møde den 13. april. Der skal tages endelig stilling til det samlede materiale på regionsrådsmødet den 25. maj 2016.
Emnerne er:
- VIA University College har søgt om at udbyde henholdsvis Pædagogisk Assistent Uddannelse, grundforløb 2. Begrundelsen er at sikre sammenhængen mellem hovedforløb og grundforløb.
- VIA University College har ligeledes søgt om at udbyde Beklædningshåndværkeruddannelsen, grundforløb 1 og 2. Begrundelsen er, at det ikke længere vil være muligt at udlægge undervisningen, som har været tilfældet med samarbejdet mellem Aarhus Tech og VIA University College i Herning.
- Struer Gymnasium har søgt om en lang række grundforløb, hvor det vil være nødvendigt at undersøge baggrunden for ansøgningerne nærmere.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om status på udbud af erhvervsuddannelser til efterretning.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
10. Status på fordeling af STX elever 2016 #
Resume
Den 5. april 2016 mødtes de fire fordelingsudvalg i Region Midtjylland om fordelingen af ansøgere til STX- og HF-uddannelser i Region Midtjylland.
Direktionen indstiller,
at | det rådgivende udvalg for regional udvikling tager orienteringen til orientering. |
Sagsfremstilling
Samlet har der i år været 8.940 ansøgere til STX, HF og Pre-IB mod 9.020 i 2015. Der er således tale om et samlet fald på 0,7 %.
Ansøgerne fordeler sig med 6.960 til STX (6.994 i 2015 – et fald på 0,5 %), 1.746 til HF (1.802 i 2015 – et fald på 2,4 %) og 234 til Pre-IB (224 i 2015 – en stigning på 4,5 %).
Der har i år været en stor stigning i ansøgertallet til Randers Statsskole og Paderup Gymnasium. De to institutioner fik i alt 671 ansøgere, hvilket er en stigning på 142 ansøgere, svarende til 27 %.
For at løse udfordringerne og skabe plads til flest mulige 1. prioritetsansøgere, har fordelingsudvalget i Øst anmodet om, at Randers Statsskole opretter yderligere to klasser, mens Paderup Gymnasium opretter en ekstra klasse. Herved har det kun været nødvendigt at flytte 48 ansøgere til andre skoler, hvoraf hovedparten flyttes til deres 2. prioritet.
I Aarhus, fordelingsudvalg Øst, bliver det nødvendigt at flytte 96 ansøgere ud af et samlet ansøgertal på over 2.000.
I Horsens har Horsens Statsskole fået 292 ansøgere. Her har fordelingsudvalg Syd aftalt, at Horsens Statsskole opretter en ekstra klasse, mens der samlet bliver flyttet 40, hvoraf de 28 flyttes til Horsens Gymnasium.
Herudover har flere af de mindre gymnasier i regionen fået rigtigt pæne søgetal i år. Bjerringbro er gået 18 ansøgere frem (124 mod 106), Tørring er gået 8 frem (134 mod 126), og endelig er Grenå gået 23 frem (120 mod 97). Desværre er billedet ikke helt det samme i den vestlige del af regionen, hvor både Lemvig (106 mod 131) og Ringkøbing Gymnasium (101 mod 128) begge er gået mere end 25 ansøgere tilbage.
På HF skiller særligt Herning, Holstebro og Skive sig ud med stigninger på over 30 %. Til HF i Herning er der i år kommet 207 ansøgere mod 158 i 2015. I Holstebro er der kommet 84 ansøgere mod 62 i 2015, mens der i Skive er kommet 42 mod 31 i 2015.
Endelig har Pre-IB fået en god start på Viborg Katedralskole, hvor der i år, 2. år efter skolen fik lov til at udbyde uddannelsen, er kommet 41 ansøgere mod 15 sidste år. Stigningen har ikke betydet mærkbar nedgang hos de øvrige udbydere af IB hos Langkaer, Grenå, Ikast og Struer.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om status på fordeling af STX elever 2016 efterretning.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
11. Gymnasiereform 2016 - klædt på til videre uddannelse #
Resume
Direktionen indstiller,
at | det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tager orienteringen til orientering. |
Sagsfremstilling
Regeringen ønsker med sit reformudspil at styrke de gymnasiale uddannelser på fem områder:
1. Målrettet indgang til de gymnasiale uddannelser
Der indføres et adgangskrav på 4 i dansk og matematik for de fire gymnasiale uddannelser stx, hhx, htx og hf. Elever, som ikke opfylder adgangskravet, skal kunne optages ved at bestå en faglig optagelsesprøve i dansk og matematik suppleret med en samtale. Karakterkravet indfases over en årrække.
Optagelse på eux-forløb kræver præcis som i dag 2 i dansk og matematik. Eux’en, som kombinerer erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen, fastholdes.
2. Fokuserede studieretninger med fremtidsperspektiv
For at skabe et mere ensartet og overskueligt udbud af studieretninger indføres centralt fastlagte studieretninger tilpasset de videregående uddannelser. Antallet af studieretninger begrænses til 18 studieretninger i stx, 13 studieretninger i hhx og 18 studieretninger i htx.
Der sker et fagligt og niveaumæssigt løft af naturvidenskab og matematik, blandt andet ved at gøre matematik på mindst B-niveau obligatorisk for de fleste elever på stx og hhx og ved at gøre naturvidenskabeligt valgfag på B-niveau obligatorisk for de fleste i stx.
Karakterer fra gymnasial supplering (GSK) skal fremover indregnes i eksamensgennemsnittet, når studenter søger optag på en videregående uddannelse.
3. Styrket faglighed og almendannelse
De gymnasiale uddannelsers tilgang til almendannelse og studieforberedelse moderniseres, blandt andet ved at sætte mål for elevernes innovative, digitale, globale og karrieremæssige kompetencer.
Den faglige fordybelse styrkes, og samspillet mellem fagene forenkles ved at nytænke Studieområdet på hhx og htx og afskaffe Almen Studieforberedelse på stx.
Fremmedsprogene styrkes, blandt andet ved at skabe bedre rammer for faglig fordybelse for de elever, som ønsker en stærk sproglig profil, ved at nytænke sprogundervisningen og ved at styrke fokus på elevernes kommunikative kompetencer i sprogfagene.
Der iværksættes også en national sprogstrategi.
4. Moderne hf med en klar profil
Den toårige hf-uddannelse får en ny og stærk faglig og professionsorienteret profil målrettet erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne, som uddannelsen giver adgang til.
Hf-uddannelsen får flere timer i dansk og matematik, uddannelsen opdeles i semestre, og der indføres fagpakker specifikt målrettet forskellige erhvervsakademi- og professionsbachelorområder. Elevernes afklaring og faglige kvalificering understøttes af projektforløb og er praktikorienteret mod videreuddannelsesområderne.
Adgang til universitetsuddannelser kan opnås gennem en overbygning på op til et halvt år på hf-enkeltfag.
Der indføres et adgangskrav på 4 i både dansk og matematik.
5. Nationale mål og styrket kvalitetsudvikling
Der fastsættes tre nationale mål for de gymnasiale uddannelser 1) Gymnasieskolerne skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan, 2) En større andel af eleverne skal påbegynde en videregående uddannelse, 3) Trivslen i de gymnasiale uddannelser skal styrkes.
For at it kan spille en mere aktiv rolle i udvikling af undervisningen og i skolernes kvalitetsudvikling, udvikles der fælles it-standarder, så digitale platforme og studieadministrative systemer kan arbejde sammen. Muligheder for mere dataunderstøttet læring undersøges, og erfaringerne med it udbredes.
Udvalget vil på sit møde den 13. april 2016 blive orienteret om konsekvenserne af reformen.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om gymnasiereformen 2016 til efterretning.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
12. Sager på vej til Vækstforum den 18. april 2016 #
Sagsfremstilling
Vækstforum afholder sit kommende møde den 18. april 2016 med temaet digitalisering.
Temadrøftelse
Med udgangspunkt i fire oplæg vil Vækstforum drøfte rammerne og indhold for en kommende digitaliseringsindsats.
- Big Data – Hvad er Big Data?, Potentialer og vækstmuligheder samt nyt dansk Big Data innovationscenter
v/Kaj Grønbæk, professor, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet
- DI’s digitaliseringsfokus – digitalisering på virksomhedernes og politikernes dagsorden
v/Adam Lebech, branchedirektør, DI Digital
- Regeringens digitaliseringstiltag
v/Katrine Winding, vicedirektør for Erhvervsudvikling, Regulering og Tilsyn, Erhvervsstyrelsen
- Virksomhedsperspektiv: Hvad har it-virksomhederne brug for, og hvordan får man SMV'erne med på digitaliseringsbølgen
v/Jens Jacob Aarup, CEO/Partner, Inspari.
Dagsordenspunkter på vej til regionsrådet
Danske Turismekompetencer - Dansk Kyst- og Naturturisme
Initiativet "Danske Turismekompetencer" er et tværregionalt samarbejdsinitiativ, som har til formål at øge kompetenceniveauet i turismeerhvervet. Det skal ske ved en afdækning af virksomhedernes vækstrettede kompetencebehov og en efterfølgende kompetenceudvikling af virksomhedernes ledere og medarbejdere.
Projektet går på tværs af de tre forretningsområder i dansk turisme: Storbyturisme, Erhvervs- og mødeturisme samt Kyst- og naturturisme. Ansøger er Den Erhvervsdrivende Fond Dansk Kyst- og Naturturisme. Region Syddanmark har påtaget sig en koordinerende funktion i relation til indstilling til Erhvervsstyrelsen og videre opfølgning på ansøgningen på vegne af de øvrige regioner.
Region Midtjylland ansøges om 5.904.818 kr. fra EU-Strukturfonde, Socialfondsmidler. De øvrige regioner deltager med: Bornholms Regionskommune 646.718 kr., Region Hovedstaden 3.430.000 kr., Region Nordjylland 5.398.692 kr. og Region Syddanmark 6.748.365 kr. Såfremt ansøgningen ikke bliver godkendt i ét eller flere vækstfora, forventes projektet igangsat med nedskrevne aktiviteter og budget.
Turismebranchen - fra potentiale til vækst via kompetencer
Ansøgning om regionale erhvervsudviklingsmidler til projekt "Danske Turismekompetencer" fra Dansk Kyst- og Naturturisme skal læses i sammenhæng med ansøgningen til socialfondsprojektet ”Danske Turismekompetencer”, og de to projekter skal ses som ét samlet projekt. I forbindelse med det nationale projekt ”Danske Turismekompetencer” vil der i alle de deltagende regioner være behov for at udføre understøttende aktiviteter. Denne ansøgning omhandler de midtjyske aktiviteter, og udviklingsprojektet har fokus på at støtte de virksomheder, som ikke umiddelbart kan visiteres til at deltage i den vækstrettede kompetenceudvikling under socialfondsprojektdelen. Der ansøges om 796.000 kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til at medfinansiere projektet "Turismebranchen - fra potentiale til vækst via kompetencer".
Innovativ brug af Big Data
Formålet med initiativet ”Innovativ brug af Big Data” er at skabe en stigende opmærksomhed hos de midtjyske virksomheder i forhold til potentialerne i Big Data. Initiativet skal understøtte, styrke og modne private og offentlige virksomheders kompetencer inden for brugen af Big Data og på den baggrund understøtte udviklingen af konkurrencedygtige og innovative produkter og services, der kan øge omsætning, eksport, produktivitet og jobskabelse. Der er indkommet to ansøgninger til operatørrollen, hvor henholdsvis Alexandra Instituttet og Aarhus Universitet, Institut for forretningsudvikling og teknologi er ansøgere. Ud fra en samlet vurdering indstilles Alexandra Instituttet som operatør på initiativet med et samlet budget på 13,5 mio. kr., heraf 4,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 4,5 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.
Innovationsdrevet vækst hos virksomheder, der leverer til sundheds- og velfærdsområdet
Initiativets formål er primært at forbinde markedets og kundernes behov for sundhedsinnovation med forskning og gøre det nemmere for virksomheder at samarbejde med brugerne om udviklingen af løsninger og services, der kan nå det globale marked og effektivisere det danske sundhedsvæsen. Vækstforum har afsat en ramme på 6 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 12 mio. kr. fra EU-regionalfondsmidler. Der forventes en medfinansiering på 6 mio. kr. Der er kommet én ansøgning fra Foreningen MedTech Innovation Consortium.
Konjunktursituationen i Region Midtjylland
"Konjunktursituationen i Region Midtjylland 1. kvartal 2016" tager den aktuelle temperatur på det midtjyske erhvervsliv. Publikationen er vedlagt som bilag og beskriver kort den seneste udvikling i beskæftigelse, ledighed, omsætning og eksport og beskriver desuden de midtjyske virksomheders egne forventninger til det kommende kvartal.
Målrettet erhvervsfremmeindsats
Vækstforums formandskab drøftede på sit møde den 30. marts 2016 det statslige initiativ Målrettet erhvervsfremmeindsats. Regeringen offentliggjorde den 23. november 2015 sin strategi for "Vækst og udvikling i hele Danmark". Strategien er regeringens samlede udspil og indeholder 100 forskellige initiativer, som har til formål at øge mulighederne for vækst og udvikling i hele landet og bidrage til at gøre det lettere at bo og arbejde i alle dele af Danmark. Et af 16 indsatsområder i vækstplanen er "Målrettet erhvervsindsats i områder præget af stærk tilbagegang". Denne indsats iværksættes nu i samarbejde med de regionale vækstfora, således at der åbnes for ansøgninger fra 24 kommuner, som ligger uden for de større byer, og som har mistet arbejdspladser i 2012-2014 og har en erhvervsindkomst pr. indbygger på maksimalt 90 % af landsgennemsnittet. I Region Midtjylland drejer det sig om kommunerne Norddjurs, Samsø, Skive og Struer.
I første omgang udpeges op til tre områder forskellige steder i landet. Udpegningen sker i to trin. I første trin sender en eller flere af de pågældende kommuner en ansøgning til det regionale vækstforum. Vækstforum prioriterer på baggrund af de nedenstående kriterier mellem de indkomne ansøgninger og indstiller ét område i regionen til en målrettet erhvervsindsats. I trin to træffer erhvervs- og vækstministeren på baggrund af de regionale vækstforas indstillinger den endelige afgørelse om, hvilke områder der vil blive omfattet af en målrettet erhvervsindsats. Afgørelsen vil bygge på de samme kriterier, som er anvendt af vækstfora til at vurdere de kommunale ansøgninger, kombineret med en vurdering af regionens engagement i indsatsen, herunder hvordan denne indsats understøtter regionens udviklingsstrategi.
Vækstforum behandler sagen på sit møde den 15. juni 2016 og skal i forbindelse med sin indstilling til Erhvervs- og Vækstministeriet beskrive regionens egen rolle i den målrettede erhvervsindsats. Efter ministeriets udpegning, vil Erhvervsstyrelsen tage kontakt til de pågældende vækstfora og kommuner med henblik på at aftale det videre forløb. Arbejdet forventes indledt med en opstartskonference i hvert af de tre områder med deltagelse af erhvervs- og vækstministeren, borgmestre, ledende virksomhedsledere m. fl. Herefter sættes det konkrete arbejde i gang i form af en handlingsplan for det enkelte område, udvikling og gennemførelse af konkrete initiativer. Initiativerne skal styrke den private vækst i området med det overordnede formål at øge den private job- og værdiskabelse i området. De konkrete initiativer vil afhænge af de særlige lokale udfordringer og potentialer.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om sager på vej til Vækstforum den 18. april 2016 til efterretning.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
Bilag
13. Godkendelse af referat fra mødet den 9. marts 2016 #
Resume
Godkendelse af referat fra møde den 9. marts 2016.
Direktionen indstiller,
at | referatet fra mødet den 9. marts 2016 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 9. marts 2016, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, er vedlagt til godkendelse.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 9. marts 2016.
Keld Marstrand Christensen, Lone Langballe og Morten Flæng var forhindrede i at deltage i sagens behandling.
14. Gensidig orientering #
Sagsfremstilling
Gensidig orientering.
Beslutning
Intet til punktet.