Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedr. regional udvikling
den 13. september 2017 kl. 14:00
i VIA University College, Læreruddannelsen & hf i Nørre Nissum, lokale Flexica

Alle var mødt.

 

Rækkefølgen på behandling af punkter: Tillægsdagsordenen blev behandlet efter punkt 2 på den åbne dagsorden.

 

Ivar Dreyer og Morten Flæng forlod mødet efter behandling af tillægsdagsordenen.

 

Mødet blev hævet kl. 17.20.

 

Foretræde

Arne Lægaard havde foretræde for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling. Udvalget blev præsenteret for problemstillinger i forhold til, at Region Midtjylland ikke ønsker at overtage driften af togstrækningen Holstebro-Vemb-Skjern.

 

Arne Lægaard ønskede at gøre udvalget opmærksom på, hvor vigtigt det er for Midtjyske Jernbaner, at regionen overtager driften af togstrækningen Holstebro-Vemb-Skjern. Region Midtjylland bør overtage driften på de forudsætninger, som Midtjyske Jernbaner har angivet i høringsbrev til regionen.

 

Arne Lægaard mente, at hvis regionen overtager driften på de givne forudsætninger, så vil økonomien for regionens vedkommende hænge sammen.


Sagnr.: 1-30-75-3-09

1. Mulig overdragelse af ansvaret for togstrækningen Holstebro-Vemb-Skjern til Region Midtjylland

Resume

Folketinget har indgået politisk aftale om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland. Med aftalen får Region Midtjylland mulighed for at overtage ansvaret for strækningen Holstebro-Vemb-Skjern med virkning fra køreplanskiftet i december 2020. Regionsrådsformanden har sendt brev til transport-, bygnings- og boligministeren med anmodning om en drøftelse af de trafikale og økonomiske forudsætninger for en aftale. Ministeren har fremsendt svar, hvoraf fremgår, at regionen alene kan anvende det statslige tilskud til togtrafik på strækningen Holstebro-Vemb-Skjern, og at regionen påtager sig den økonomiske risiko i forhold til passagerudviklingen.

Direktionen indstiller,

at Region Midtjylland meddeler Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, at regionen ikke ønsker at overtage ansvaret for togstrækningen Holstebro-Vemb-Skjern.

Sagsfremstilling

Folketinget har indgået vedlagte aftale om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland for en otteårig periode med option på forlængelse i yderligere to år. Med aftalen får Region Midtjylland mulighed for at overtage ansvaret for indkøb af trafik på strækningen Holstebro-Vemb-Skjern med virkning fra køreplanskiftet den 13. december 2020. Togdriften vil kunne varetages af Midtjyske Jernbaner eller anden operatør. Aftalen er indarbejdet i et udkast til ændring af lov om trafikselskaber.

 

Forretningsudvalget behandlede sagen på møde den 15. august 2017. Da flere forhold for en regional overdragelse var uafklarede, vedtog forretningsudvalget, at man først ville behandle sagen, når der forelå et bedre beslutningsgrundlag.

 

Efter mødet i forretningsudvalget sendte regionsrådsformanden brev til transport-, bygnings- og boligministeren med anmodning om et møde for drøftelse af forudsætningerne for en overdragelse af togstrækningen. Ministeren har fremsendt vedlagte svar, hvoraf følgende fremgår:

 

  • Region Midtjylland kan alene anvende betalingen til at udføre togtrafik på strækningen Holstebro-Vemb-Skjern
  • En forbedring af sporforholdene ved etablering af en transversal ved Vemb Station vil først være mulig efter 2021
  • Staten stiller det nødvendige antal tog til rådighed ved opretholdelse af samme frekvens som i dag
  • Region Midtjylland påtager sig den økonomiske risiko forbundet med udviklingen i passagerindtægter
  • Region Midtjylland skal senest den 22. september 2017 give besked om interesse for overdragelse af trafikkøberansvaret.

 

Ministeren forholder sig ikke til regionsrådsformandens forslag om et møde.

 

Den politiske aftale om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland indeholder følgende statslige betingelser for overdragelse af driften til Region Midtjylland:

 

  • Regionen modtager en årlig nettobetaling på 29 mio. kr. svarende til, hvad staten anvender på strækningen
  • Regionen kan kun anvende betalingen til togtrafikken på strækningen. Der stilles ikke krav til trafikomfanget
  • Staten stiller det antal tog til rådighed for regionen, der er nødvendigt for at opretholde den nuværende timedrift, og staten vil bistå med eventuelt fælles indkøb af nye tog til Lemvigbanen og Østbanen på Sjælland
  • Regionen skal senest et år før driftsstart dokumentere, at den er klar til at overtage betjeningen i december 2020. Kan regionen ikke dette, overdrages strækningen til den vindende operatør i det statslige udbud, og regionen bærer alle omkostninger ved sen tilbageførsel.

 

Midtjyske Jernbaner og Midttrafik er med visse forbehold positive overfor en regional overtagelse af togstrækningen. Holstebro og Lemvig Kommuner er tilsvarende positive, mens Ringkøbing-Skjern Kommune er betænkelig. 

 

Der vil skulle indgås en aftale mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Region Midtjylland om de nærmere forhold om en overdragelse af togstrækningen.

 

Administrationen anbefaler, at Region Midtjylland ikke tager i mod tilbud om overdragelse af togstrækningen Holstebro-Vemb-Skjern på baggrund af følgende:

 

  • Usikkerhed om passagerudviklingen i den kollektive trafik i området, jævnfør den demografiske udvikling med en negativ udvikling i befolkningstallet og en generel afmatning i passagerudviklingen i den kollektive trafik.
  • Manglende mulighed for at anvende det statslige tilskud på Lemvigbanen, blandt andet til ombygning af værkstedet.
  • At der trafikalt ikke ses nogen store fordele ved en samdrift mellem Lemvigbanen og togstrækningen Holstebro-Vemb-Skjern med de betingelser, staten stiller.
  • Den meget korte tidsfrist for en nærmere afklaring af konsekvenserne ved en overdragelse, herunder at der ikke foreligger et udkast til aftale mellem ministeriet og regionen.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler til forretningsudvalget, at regionsrådet skriver til transport-, bygnings-, og boligministeren, at Region Midtjylland ønsker at overtage driften for togstrækningen Holstebro-Vemb-Skjern under følgende forudsætninger:

 

  • Overtagelsen skal ske på samme vilkår, som der gør sig gældende i aftalen mellem staten og Region Nordjylland.
  • Billetindtægter skal dokumenteres i bedre omfang, da det er Region Midtjyllands vurdering, at de er alt for høje.
  • Personalet følger strækningen, så de virksomhedsoverdrages til Midtjyske Jernbaner ved driftsstart og til en eventuel anden operatør ved kontraktophør.
  • Eventuelle levetidsforlængelser samt større reinvesteringer skal være en del af statens toglevering, så det alene er det løbende vedligehold, der påhviler Midtjyske Jernbaner.

 

Arne Lægaard var inhabil og deltog ikke i behandlingen af sagen.

Tidligere Politisk Behandling

Behandlet på møde i forretningsudvalget den 15. august 2017.

Tilbage til toppen