Abonnér

Referat
til
mødet i Udvalg vedr. regional udvikling
den 7. juni 2012 kl. 15:00
i Mødelokale F1, stuen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

 


Sagnr.: 1-00-12-11

1. Besøg i en grusgrav

Sagsfremstilling

Besøg i grusgrav ved Ans

 

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling er inviteret på besøg i grusgraven Ans Bodalen, som en del af udvalgets temadrøftelse omkring jord og råstoffer.

 

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling bliver transporteret i bus fra Regionshuset Viborg til Ans Bodalen, og tilbage igen, for efterfølgende at holde udvalgsmøde i Regionshuset Viborg.

 

Program:  

Kl. 11.45

  • Afgang med bus fra Regionshuset Viborg - der serveres sandwich i bussen.

  • Hans Fredborg og Lars Kristiansen, Regional Udvikling orienterer i bussen om arbejdet med råstofkortlægningen.

 

Kl. 12.15

  • Ankomst ved Ans Bodalen, Handal 15, 8643 Ans.

  • Rundvisning og orientering om råstofområdet ved lodsejer Preben Eriksen og Gorm Pedersen, Entreprenørfirmaet Harry Andersen & Søn.

  • Præsentation af Region Midtjyllands borerig ved Henrik Rud Larsen og Frederik Ahrenkiel, Regional Udvikling.

 

Kl. ca. 14.00

  • Afgang i bus fra grusgraven til Regionshuset Viborg.

 

Kl. ca. 15.00 - 17.00

  • Udvalgsmøde i Regionshuset Viborg, lokale F1, stuen.

 

HUSK praktisk fodtøj til besøget i grusgraven.

 

[image]

 

[image]

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling var på besøg i grusgraven Ans-Bodalen, hvor udvalget bl.a. fik en rundvisning af den tidligere og nuværende ejer af grusgraven. Derudover fik udvalget vist, hvorledes Region Midtjylland borerig fungerer.

Bjarne Schmidt Nielsen, Henning Gjellerod, Vagn Larsen og Michael Thomsen var forhindrede i at deltage i besøget i grusgraven.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-11

2. Godkendelse af referat fra møde den 16. maj 2012

Resume

Godkendelse af referat fra møde den 16. maj 2012 forelægges til godkendelse.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet den 16. maj 2012 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 16. maj 2012, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.

Beslutning

Referatet fra mødet den 16. maj 2012 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling blev godkendt.

Bjarne Schmidt Nielsen, Henning Gjellerod og Vagn Larsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-1-12

3. Godkendelse af den regionale udviklingsplan 2012 (sag til forretningsudvalget)

Resume

Den regionale udviklingsplan 2012 vedlægges til godkendelse.

 

Forslag til regional udviklingsplan 2012 for Region Midtjylland har været i høring i perioden 1. februar til 28. marts 2012. Der er indkommet en række høringssvar, som har givet anledning til enkelte justeringer. Generelt har høringssvarene været positive, både når det gælder processen og indholdet.

Direktionen indstiller,

at den regionale udviklingsplan 2012 for Region Midtjylland godkendes.

Sagsfremstilling

Forslag til regional udviklingsplan 2012 for Region Midtjylland har været i høring i perioden 1. februar til 28. marts 2012. Der er indkommet en række høringssvar, som har givet anledning til enkelte justeringer. Generelt har høringssvarene været positive, både når det gælder processen og indholdet.

 

Bilag med kommenterede høringssvar og den regionale udviklingsplan vedlægges.

 

Efter temadrøftelse i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling den 16. maj 2012, har den administrative styregruppe vedrørende den regionale udviklingsplan den 21. maj 2012 tilsvarende drøftet høringssvar og tilretninger af den regionale udviklingsplan for Region Midtjylland.

 

Den regionale udviklingsplan indeholder otte indsatsområder, som samlet skal virke for indfrielse af visionen om, at Region Midtjylland i 2030 er en international vækstregion i et sammenhængende Danmark. Indsatsområderne er:

 

  • Klimatilpasning

  • Miljø og energi

  • Uddannelse

  • Byer og landskab

  • Mobilitet

  • Erhverv og turisme

  • Kultur

  • Sundhed

 

Den regionale udviklingsplan fortæller for hvert indsatsområde, hvad kommuner og region er enige om at gøre for at indfri visionen. På en række områder vil det i praksis være grupper af kommuner og andre regionale aktører, der vil indgå i projekter.

 

Den regionale udviklingsplan kan, hvis den anvendes aktivt, således være et værktøj til at sikre sammenhæng og fællesskab om regionens udvikling såvel på strategisk niveau som i konkret handling. Flere af høringssvarene indeholder tilsagn om samarbejde om implementeringen.

 

Efter godkendelse af den regionale udviklingsplan sender administrationen et brev til alle høringsparter om, hvordan deres høringssvar har påvirket den regionale udviklingsplan. I bilag 2 er alle høringssvar kommenteret, og det, der er markeret med kursiv, vil fremgå i brevene til høringsparterne.

 

Den regionale udviklingsplan indeholder en række anbefalinger til staten og til regionale aktører fra regionen og de 19 kommuner. Administrationen sender efter endelig vedtagelse anbefalingerne med uddybning fra den regionale udviklingsplan til de nævnte parter, herunder bl.a. staten og Vækstforum.

 

Region Midtjylland er selv en vigtig aktør i realiseringen af den regionale udviklingsplan og er med til at skabe den kultur og de initiativer, der skal til for at realisere visionen. Derfor indeholder den regionale udviklingsplan en række indikationer af betydning for regionens dispositioner på egen bane, f.eks. i forhold til indkøb. Den regionale udviklingsplan fremmer derved sammenhæng og virker som afsæt for det fremtidige arbejde på alle politikområder.

 

Efter endelig vedtagelse publiceres den regionale udviklingsplan - også i en engelsksproget udgave.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

Bjarne Schmidt Nielsen, Henning Gjellerod og Vagn Larsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-34-76-6-11

4. Godkendelse af Råstofplan 2012 for Region Midtjylland med tilhørende miljøvurdering (sag til forretningsudvalget)

Resume

"Råstofplan 2012 for Region Midtjylland" er vedlagt til godkendelse. I forhold til indkomne høringssvar er råstofplanen justeret således, at St. Bredlund nedjusteres til råstofinteresseområde og råstofgraveområderne Hornum og Røde Mølle i Hedensted Kommune, Albæk og Høgildgård Plantage i Herning Kommune, Isenvad i Ikast-Brande Kommune og Ans Bodalen i Silkeborg Kommune arealmæssigt reduceres i forhold til udkast til Råstofplan 2012.

 

Råstofplan 2012 forventes offentliggjort i 3. kvartal 2012, og der vil efterfølgende være en klagefrist på 4 uger.

Direktionen indstiller,

at den østlige del af råstofgraveområde St. Bredlund nedgraderes til et råstofinteresseområde, således at Statens veto efterkommes,

 

at råstofgraveområderne Hornum og Røde Mølle i Hedensted Kommune, Albæk og Høgildgård Plantage i Herning Kommune, Isenvad i Ikast-Brande Kommune og Ans Bodalen i Silkeborg Kommune arealmæssigt reduceres i forhold til planforslaget, og

 

at Råstofplan 2012 for Region Midtjylland med Miljøvurdering godkendes og offentliggøres i 3. kvartal 2012.



Sagsfremstilling

Godkendelse af Råstofplan 2012 for Region Midtjylland

Råstofplan 2012 for Region Midtjylland med tilhørende miljøvurdering skal godkendes af regionsrådet. Råstofplan 2012 er vedlagt som bilag 1.

 

Råstofplan 2012 kan få væsentlige indvirkninger på miljøet, og derfor er der udarbejdet en miljøvurdering som bilag til Råstofplan 2012. Miljøvurdering er vedlagt som bilag 2.

 

Som bilag til Råstofplan 2012 er der udarbejdet et samlet overblik over eksisterende og nye råstofgraveområder m.v. Oversigten er vedlagt som bilag 3.

 

Høring

Råstofplan 2012 har været i høring fra 17. januar 2012 til 21. marts 2012, og der er indkommet i alt 117 høringssvar. Oversigt over indkomne høringssvar er vedlagt som bilag 4 (Hvidbogen). I bilag 5 er der en oversigt over de områder, der har givet flest indsigelser.

 

Administrationen har deltaget i to offentlige møder: et vedrørende råstofgraveområde Albæk i Herning Kommune med 23 deltagere, og et ved Røde Mølle i Hedensted Kommune med ca. 75 deltagere.

 

På Region Midtjyllands hjemmeside http://raastofplan-midt.dk/dkplan/dkplan.aspx er en oversigt over alle indkomne høringssvar mv.

 

Veto fra Staten (Naturstyrelsen Aarhus)

Staten har nedlagt veto mod den østlige del af det ny udlagte råstofgraveområde ved St. Bredlund. Det bemærkes, at kun indsigelser fra Staten kan udløse et veto, og at Råstofplan 2012 ikke kan godkendes, før der er opnået enighed mellem Region Midtjylland og Staten.

 

Administrationen har overfor Staten tilkendegivet, at den østlige del af råstofgraveområdet St. Bredlund foreslås nedklassificeret til råstofinteresseområde. Hvis dette godkendes i regionsrådet, vil Staten frafalde sit veto.

 

Derudover foreslår administrationen, at råstofgraveområderne Hornum og Røde Mølle i Hedensted Kommune, Albæk og Høgildgård Plantage i Herning Kommune, Isenvad i Ikast-Brande Kommune og Ans Bodalen i Silkeborg Kommune reduceres i forhold til udkastet til Råstofplan 2012.

 

Referat fra dialogmøde mellem Region Midtjylland og Staten (Naturstyrelsen Aarhus) vedrørende Råstofplan 2012 er vedlagt som bilag 6.

 

Lodsejere, som bliver berørt af de arealmæssige reduktioner af råstofgraveområderne jævnfør ovenstående, er blevet orienteret i maj 2012. Resumé af bemærkninger fra disse berørte parter kan ses sidst i Hvidbogen - bilag 4.

 

Offentliggørelse

Efter tidsplanen offentliggøres Råstofplan 2012 for Region Midtjylland i 3. kvartal 2012. Herefter er der en klagefrist på 4 uger.

 

Proces

Råstofplanen fastlægger, hvor der i Region Midtjylland kan gives tilladelse til at indvinde regionens naturgivne råstoffer - dvs. sand, grus, sten, kvartssand, ler, moler, plastisk ler, tørv og kalk. Råstofplanen skal omfatte en periode for mindst 12 år.  

 

I forbindelse med arbejdet med revisionen af den regionale udviklingsplan skal regionsrådet, i henhold til råstofloven, i hver valgperiode vurdere, om der er behov for at revidere den gældende råstofplan.

 

Regionsrådet har i første kvartal 2011 haft en redegørelse i høring omkring behovet for en eventuel revision af "Råstofplan 2008". I samme periode har Region Midtjylland haft et debatoplæg i høring med henblik på at indkalde idéer og forslag mv. til udarbejdelse af en eventuel Råstofplan 2012.

 

På baggrund af høringssvarene besluttede regionsrådet på sit møde den 25. maj 2011, at Råstofplan 2008 skal revideres i form af, at der udarbejdes en Råstofplan 2012.

 

Råstofplan 2012 har været i høring i 1. kvartal 2012 og vedlægges til godkendelse.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

Bjarne Schmidt Nielsen, Henning Gjellerod og Vagn Larsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-2-12

5. Orientering om status for letbaneprojektet i Aarhus-området (sag til forretningsudvalget)

Resume

Den 8. maj 2012 blev Lov om Aarhus Letbane vedtaget i Folketinget. Hermed er lovgrundlaget for at stifte anlægsselskabet, der skal anlægge første etape af letbanen, på plads. Den formelle stiftelse af anlægsselskabet forventes at finde sted i forbindelse med møde i bestyrelsen i løbet af juni 2012.

 

Virkningerne af ny budgetlov kan risikere at reducere mulighederne for Region Midtjylland for at overføre uforbrugte midler mellem budgetårene. På baggrund heraf er administrationen ved at undersøge mulighederne for, at Region Midtjylland kan indbetale en større andel af anlægsindskuddet i 2012, afhængig af den konkrete udmøntning af ny budgetlov.

Direktionen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Den 8. maj 2012 blev Lov om Aarhus Letbane vedtaget i Folketinget. Hermed er lovgrundlaget for at parterne, Aarhus Kommune, Staten og Region Midtjylland kan stifte det anlægsselskab, der skal anlægge første etape af letbanen, på plads. Anlægsselskabet stiftes i henhold til loven som et interessentskab med ovenstående parter som interessenter. Lov om Aarhus Letbane vedlægges.

 

Den formelle stiftelse af anlægsselskabet forventes at finde sted i forbindelse med møde i bestyrelsen i løbet af juni 2012. Vedtægter for selskabet er under udarbejdelse. Forslag til vedtægter vedlægges.

 

Med vedtagelse af loven er der hjemmel til, at Region Midtjylland kan indbetale indskud til letbaneselskabet. Regionsrådet har tidligere - 14. december 2011 - besluttet,

 

  • at Region Midtjylland optager et fastforrentet lån på 62,4 mio. kr. med en for Region Midtjylland fordelagtig løbetid (PL 2009 – beløbet opskrives med Statens anlægsindeks) til startanlægsindskud i Letbaneanlægsselskabet. Det forudsættes, at Økonomi- og Indenrigsministeriet giver lånedispensation hertil, og 

  • at Region Midtjyllands startindskud i letbaneanlægsselskabet, for så vidt angår den andel, der ikke lånefinansieres, finansieres af reservepulje til letbaneformål.

 

Virkningerne af den nye budgetlov kan risikere at reducere mulighederne for Region Midtjylland for at overføre uforbrugte midler mellem budgetårene. På baggrund heraf er administrationen ved at undersøge mulighederne for, at Region Midtjylland kan indbetale en større andel af anlægsindskuddet i 2012, afhængig af den konkrete udmøntning af den nye budgetlov.    

 

I henhold til loven skal anlægsselskabet ledes af en bestyrelse bestående af fem medlemmer, fordelt med to til Aarhus Kommune, en til Staten, en til Region Midtjylland og en til Midttrafik. Parallelt med lovarbejdet i Folketinget har parterne udpeget medlemmer til bestyrelsen:

 

  • For Aarhus Kommune: Direktør for Teknik og Miljø, Erik Jespersen, Aarhus Kommune og tidligere direktør Erik Elsborg, Aarhus Kommune.

  • For staten: Viceadministrerende direktør Anne-Grethe Foss, Metroselskabet.

  • For Region Midtjylland: Direktør med særligt ansvar for regional udvikling, Lars Hansson, Region Midtjylland.

  • For Midttrafik: Direktør Jens Erik Sørensen, Midttrafik.

  • Som suppleant til bestyrelsen har Staten udpeget direktør Christian Merrild, DFDS og Region Midtjylland har udpeget afdelingschef Henrik Brask Pedersen, Region Midtjylland.

  

En af bestyrelsens første væsentlige opgaver bliver at fastlægge udbudsstrategi for udbud af anlægsopgaver og materiel.  

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

Bjarne Schmidt Nielsen, Henning Gjellerod og Vagn Larsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-17-12

6. Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Regionsrådet ansøges om 25 mio. kr. af de regionale erhvervsfremmemidler til projektet Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

 

Regionsrådet har i august 2011 givet en hensigtserklæring på i alt 35 mio. kr. af de regionale erhvervsfremmemidler til projektet. Denne ansøgning vedrører de 25 af de 35 mio. kr. Administrationen ansøger om de resterende 10 mio. kr. senere.

 

Bevillingen på de 25 mio. kr. af de regionale erhvervsfremmemidler gives under forudsætning af, at Aarhus vinder titlen som Europæisk kulturhovedstad 2017, og at der opnås tilsagn om den samlede stipulerede offentlige finansiering på ca. 400 mio. kr.

Direktionen indstiller,

at der af de regionale erhvervsfremmemidler bevilges 5 mio. kr. i 2013, 10 mio. kr. i 2014 og 10 mio. kr. i 2015, i alt 25 mio. kr. til Fonden Aarhus 2017 til projektet Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og 

 

at bevillingen gives under forudsætning af, at Aarhus udpeges til Europæisk Kulturhovedstad, samt at der opnås tilsagn om den samlede stipulerede offentlige finansiering på ca. 400 mio. kr.

Sagsfremstilling

Hensigtserklæring

I august 2011 vedtog regionsrådet en hensigtserklæring om tilskud til projektet Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 (Aarhus 2017) på i alt 55 mio. kr. fordelt med 20 mio. kr. fra kulturmidlerne og 35 mio. kr. fra de regionale erhvervsfremmemidler.

 

Regionsrådet har på sit møde den 30. maj 2012 godkendt en bevilling på i alt 20,5 mio. kr. af kulturmidlerne til Aarhus 2017.

 

Regionale erhvervsfremmemidler i Aarhus 2017 

De regionale erhvervsfremmemidler bevilges til Fonden Aarhus 2017 (Fonden 2017). Der vil blive udarbejdet en resultatkontrakt mellem Region Midtjylland og Fonden 2017 med fokus på, at de regionale erhvervsfremmemidler gives i overensstemmelse med Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi og handlingsplan. Det betyder bl.a., at Fonden 2017 kan give tilskud til projekter, som:

 

  • Styrker den økonomiske og beskæftigelsesmæssige vækst i de kreative erhverv.

  • Styrker de traditionelle erhverv gennem samarbejde med kreative erhverv.

  • Styrker det kreative vækstlag.

  • Styrker rammebetingelserne for de kreative erhverv.

 

Projekterne skal endvidere organiseres som forretningsbaserede konsortier/partnerskaber, der bygger på en høj grad af tværfaglighed og har fokus på samspil mellem offentlige og private aktører. Det er desuden afgørende, at projekterne har en tilstrækkelig høj risikoprofil, således at der gives det bedst mulige grundlag for udvikling og innovation.

 

Projekterne skal dække hele Region Midtjylland eller som minimum flere kommuner. Samtidig skal projekterne kunne indgå i en tværregional, national og international sammenhæng. Endelig skal projekterne være skalerbare.

 

Aarhus som Europæisk kulturhovedstad i 2017

I august 2012 tildeles enten Sønderborg eller Aarhus titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Det sker efter anden ansøgningsrunde med ansøgningsfrist den 15. juni 2012. En jury med repræsentanter fra EU og kulturministeriet træffer afgørelse i sagen på baggrund af de indsendte ansøgninger og på baggrund af et besøg i kandidatbyerne i august 2012. Aarhus’ ansøgning indsendes i samarbejde med Region Midtjylland og regionens øvrige kommuner.

  

Aarhus 2017 har ”Rethink” eller ”Gentænk” som tema, og der er oprettet en hjemmeside, som løbende opdateres med informationer omkring projektet. Hjemmesiden har adressen:

http://www.aarhus2017.dk/

  

Økonomi 

Projektet Aarhus 2017 har et samlet budget på ca. 500,5 mio. Kr.

 

Tabel 1. Finansiering

Mio. kr.
2012
2013
2014
2015
2016
2017
I alt
Region Midtjylland
Erhvervsfremmemidler
 
 
5,0
 
10,0
 
10,0
 
5,0*
 
5,0*
 
35,0
Region Midtjylland Kulturpulje
 
 
 
2,5
 
2,5
 
2,5
 
2,5*
 
2,5*
 
12,5
Region Midtjylland
Kulturudviklingsmidler
 
1,5
 
1,0
 
1,0
 
1,5
 
1,5*
 
1,5*
 
8,0
Aarhus Kommune
 
 
 
 
 
 
100,0
Øvrige Kommuner
 
 
 
 
 
 
45,0
Staten
 
 
 
 
 
 
200,0
Øvrige
 
 
 
 
 
 
100,0
Finansiering i alt
 
 
 
 
 
 
500,5

* Bevillinger til 2016-2017 vil blive forelagt regionsrådet i 2015.

 

Behovet for regional medfinansiering vil være størst i årene frem mod 2017, hvor der som nævnt er særlig fokus på netværk og udvikling. 


Vækstforum behandler denne sag på deres møde den 7. juni 2012.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.

Bjarne Schmidt Nielsen, Henning Gjellerod og Vagn Larsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-81-6-12

7. Studietur for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling

Resume

Administrationen fremlægger forslag til studietur til Bruxelles og Stuttgart i uge 45. Endelig ramme og indhold drøftes af udvalget.

Direktionen indstiller,

at udkast til program for det rådgivende udvalg vedrørende regional udviklings studietur i 2012 drøftes

Sagsfremstilling

Administrationen fremlægger forslag til studietur for udvalget i uge 45. Studieturens mål vil være Bruxelles og Stuttgart (Baden-Württemberg) med fokus på regionens EU-arbejde gennem Region Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles samt regionale udviklingsmodeller og -projekter i én af Europas vigtigste vækstregioner. På baggrund af fremlæggelsen drøftes endelig ramme og indhold for studieturen.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling drøftede administrationens forslag til program, og godkendte at administrationen arbejder videre med det foreslåede program for studieturen. Programmet for studieturen kommer på regionsrådet senere.

Bjarne Schmidt Nielsen, Henning Gjellerod og Vagn Larsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-11

8. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

Beslutning

Retlig klage

Administrationen orienterede om en indkommen klage. Administrationen har vurderet, at der ikke var tale om en retlig klage. Klagen er behandlet administrativt og vil derfor ikke komme i regionsrådet.

 

Besigtigelsestur den 3. september 2012

Administrationen orienterede om forslag til program for regionsrådets besigtigelsestur den 3.september 2012. Temaet for besigtigelsesturen er uddannelse, og turen vil gå til 1-2 udvalgte uddannelsesinstitutioner i vest. Formiddagen vil være et besøg på uddannelsesinstitutioner og eftermiddagen vil være politisk drøftelse af uddannelsesområdet med både elever, institutionsledere og politikere.

Tilbage til toppen