Abonnér

Referat
til
mødet i Udvalg vedr. regional udvikling
den 11. marts 2015 kl. 14:00
i Midttrafik, Søren Nymarks vej 3, 8270 Højbjerg

Der var afbud fra Claus Kjeldsen og Tilde Bork. 

 

Mødet blev hævet kl. 16.50


Pkt. Tekst
1 Oplæg fra Midttrafik og temadrøftelse om letbanen
2 Midttrafiks forventede regnskab 2014 og justerede budget 2015 (Sag til forretningsudvalget)
3 Godkendelse af principper for ny organisering af Aarhus Letbane (Sag til forretningsudvalget)
4 Godkendelse af forslag til ændring af regionale buskøreplaner fra juni 2015 (Sag til forretningsudvalget)
5 Erstatningskørsel med bus ved lukning af Grenaabanen (Sag til forretningsudvalget)
6 Status for udrulning af rejsekortet
7 Oprettelse af forlagt SOSU grundforløb i Ringkøbing (SOSU-Herning) (Sag til forretningsudvalget)
8 Godkendelse af indberetning om jordforurening 2014 og udkast til jordforureningsstrategi 2015 (Sag til forretningsudvalget)
9 Ansøgning om tilskud til Strygere i midten - udvikling af regionens strygermiljøer (Sag til forretningsudvalget)
10 Ansøgning om tilskud til Scenekunst på Tværs 2015 (Sag til forretningsudvalget)
11 Ansøgning om tilskud til Scenekunst ind i Den åbne skole (Sag til forretningsudvalget)
12 Ansøgning om tilskud til Herregårdene - Porten til Europa (Sag til forretningsudvalget)
13 Fejring af 100 året for 1915-grundloven (Sag til forretningsudvalget)
14 Ansøgning til eventpuljen (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
15 Bevilling til initiativet øget samspil og synergi mellem regionale og nationale fødevareinitiativer. (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
16 Ansøgninger til kommunepuljen i Rethink Business (cirkulær økonomi) (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
17 Ansøgninger fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Destination Djursland om tilskud til udvikling af de stærke kystferiesteder (Sag til forretningsudvalget)
18 Bevilling til Team VækstDanmark (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
19 Lån til sikring af likviditeten i Midtjysk Iværksætterfond (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
20 Forlængelse af samarbejdet om indstationering af en medarbejder fra Udenrigsministeriet, Eksportrådet i Væksthus Midtjylland (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
21 Bevilling til Enterprise Europe Network i Region Midtjylland for 2015-2016 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
22 Status Dansk Produktions Univers (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
23 Den regionale vækst- og udviklingsstrategi - status for arbejdet
24 Godkendelse af referat fra møde den 4. februar 2015
25 Gensidig orientering
Sagnr.: 1-00-22-14

1. Oplæg fra Midttrafik og temadrøftelse om letbanen

Sagsfremstilling

Oplæg fra Midttrafik

Midttrafik vil først på mødet holde oplæg om drift og udfordringer indenfor den kollektive trafik.

 

Oplæg fra administrationen

Afdelingschef Henrik Brask Lund Pedersen, Regional Udvikling vil efterfølgende holde oplæg om status på letbanen.

 

Forhistorie - I årene fra 1904 og til 1971 kørte der sporvogne i Aarhus. Omkring årtusindskiftet blev der udarbejdet konkrete projektforslag for eventuel genindførelse af sporvognsdrift i Aarhus. I første omgang blev projekterne imidlertid vurderet for ambitiøse og for dyre. Med tilskud fra statslige puljemidler blev der i 2002 som en forløber for kommende letbaner etableret busbaner på de store indfaldsveje, bl.a. Randersvej.

 

Projektforslaget, der ligger til grund for etape 1, med nyanlagt letbane ad Randersvej over Skejby til Lystrup, og som i øvrigt udnytter den eksisterende kapacitet på Grenaabanen og Odderbanen, blev lanceret et par år senere omkring 2005.

 

Letbaneprojektet indgik i den regionale udviklingsplan og som en af fem anbefalinger til infrastrukturinvesteringer, som Region Midtjylland og de 19 kommuner fremsendte til Infrastrukturkommissionen i 2007. Med aftalen om en Grøn transportpolitik fra 2009 og ved et efterfølgende forlig blev der fra statens side afsat 700 mio. kr. til letbanens etape 1, og i oktober 2010 indgik Aarhus Kommune, Region Midtjylland og staten aftale om oprettelse af et fælles anlægsselskab, som blev stiftet i 2012. Samme år besluttede Folketinget at yde tilskud til at muliggøre elektrificering af den samlede letbane.

 

Udbygningsvisioner sammenfattet i Samspil 2025 - Parallelt med anlægget af etape 1 arbejder Region Midtjylland, Aarhus og omegnskommunerne i regi af Letbanesamarbejdet for at virkeliggøre visioner om på sigt at udbygge letbaner og nærbaner til bl.a. Hasselager, Brabrand, Hinnerup og Silkeborg.

 

Status - Anlægget af Aarhus Letbane og planlægningen af den efterfølgende letbanedrift udgør en væsentlig udfordring i den kollektive trafik i Region Midtjylland i de kommende år.

 

Som et vilkår i folketingsbeslutningen fra juni 2014, hvor der blev tilført yderligere 700 mio. kr. til anlægget af letbanen, trækker staten sig ud af Aarhus Letbane I/S. Derefter er det besluttet at anlægs- og driftsselskabet skal lægges sammen i et selskab.

 

Trafikalt vil letbanen betyde store omvæltninger for den kollektive trafik i Aarhus. Derfor har Aarhus Kommune og Region Midtjylland bedt Midttrafik udarbejde en trafikplan med tilpasninger af bybusser og de regionale busruter i de områder, der fremover vil blive betjent af letbanen. Forslag til trafikplan forventes at foreligge sidst på året.

 

For at sikre nødvendig plads til etablering af signalsystem og elektrificering vil togbetjeningen på Grenaa- og Odderbanen blive indstillet fra efteråret 2016, og indtil Letbanen åbner i 2017. I mellemtiden vil der blive indsat busser til at transportere togpassagererne.

 

På mødet vil administrationen orientere om udfordringerne i de kommende år for den kollektive trafik og letbanen.

Beslutning

Midttrafik om målsætninger og udfordringer for den kollektive trafik, herunder bl.a. økonomiske udfordringer i forhold til rejsekortet, letbanen, taksafregning med DSB m.v.

 

Udvalget drøftede efterfølgende de økonomiske udfordringer for den kollektive trafik, herunder muligheder for at få en mere miljøvenlig busdrift bl.a. ved brug af gas- og/eller eldrevne busser.

 

Efterfølgende fik udvalget oplæg fra Anne K. Bach Vestenbæk, Midttrafik om status på letbaneprojektet. Udvalget drøftede bl.a. økonomien i projektet og udfordringer for bus- og biltrafikken i Aarhus i forbindelse med bygning af letbanen.

 

Endelig fik udvalget oplæg fra administrationen omkring status på letbanen set fra regions side, herunder ny organisering, økonomi m.v.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-3-13

2. Midttrafiks forventede regnskab 2014 og justerede budget 2015 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Midttrafik forventes at komme ud af 2014 med et merforbrug på regional kollektiv trafik på ca. 5,3 mio.kr. i forhold til godkendt budget. Samtidig forventes der efter Midttrafiks justerede budget 2015 et forbrug på ca. 10,7 mio.kr. over det godkendte budget. Årsagerne er dels en ændret indtægtsfordeling mellem trafikselskaberne og DSB for kombinerede bus-tog rejser, dels anskaffelse af ekstra rejsekortudstyr. Merforbruget kan dækkes af reservepuljen.

Direktionen indstiller,

at orientering om Midttrafiks forventede regnskab 2014 og forventede budget 2015 tages til efterretning.

Sagsfremstilling

I løbet af efteråret 2014 har forudsætningerne bag budget 2014 og 2015 for regional kollektiv trafik ændret sig.

 

På Midttrafiks bestyrelsesmøde den 11. november 2014 fremlagde Midttrafik et forventet regnskab 2014 med et merforbrug på regional kollektiv trafik på 5,3 mio. kr. i forhold til det godkendte høringsbudget.

 

Midttrafiks bestyrelse vedtog på møde den 6. februar 2015 et justeret budget 2015. Der forventes et merforbrug på 10,0 mio. kr. På samme møde vedtog bestyrelsen køb af reserveudstyr til rejsekortet på 1,5 mio. kr. til anvendelse i 2015, som ikke er indarbejdet i justeret budget.

 

Forventning til regnskabet for 2014

Midttrafiks regnskab 2014 er endnu ikke godkendt af bestyrelsen. Forventningen til 2014 baserer sig her på Midttrafiks 3. kvartalsopfølgning.

 

Midttrafiks indtægter falder markant i forhold til høringsbudgettet, især som følge af en ændret afregning af bus-tog samarbejdet. Det har siden 1997 været muligt at kombinere en rejse med bus og tog på samme billet. Indtægterne fordeles efter en årlig stikprøveundersøgelse, som erfaringsmæssigt viser store udsving fra år til år. DSB har forladt den hidtidige praksis, hvor undersøgelsen dannede udgangspunkt for en efterfølgende forhandling, og har rejst efterkrav mod trafikselskaberne for 2012-2013.

 

DSB's og Midttrafiks bestyrelsesformænd holder møde den 6. marts 2015 om bus-tog afregningen.

 

[image]

 

Efterreguleringen for bus-tog 2012 vil indgå i regnskabet som en eventualforpligtigelse, det vil sige en forpligtigelse, hvor beløbet og forfaldstidspunktet er ukendt og dermed kun oplyses i årsregnskabet som en note.

 

Administrationen forventer, at øvrige indtægter nedskrives ved fremlæggelsen af det endelige regnskab.

 

Justeret budget 2015

Midttrafiks justerede budget indeholder en efterregulering for 2013 på 9,6 mio. kr. og et forhøjet acontobidrag til bus-tog på 9,2 mio. kr. Det bemærkes, at Midttrafik ikke indregner efterreguleringen som en eventualforpligtigelse, men har indarbejdet kravet i det justerede budget.

 

Ved en konkret gennemgang har behovet for rejsekortudstyr i de regionale busser vist sig større end tidligere oplyst. Merudgifterne er 1,2 mio. kr. Midttrafik vurderer derudover, at beholdningen af reserveudstyr er for lille til at kunne garantere stabil drift, og bestyrelsen har den 6. februar 2015 vedtaget at anskaffe reserveudstyr for yderligere 1,5 mio. kr.

 

På øvrige områder er der en sammensat bevægelse som bidrager med mindreudgifter og merindtægter på ca. 13 mio. kr. Ændringen skyldes hovedsageligt faldende oliepris og i mindre grad rentefald.

 

Det skal bemærkes, at justeret budget 2015 ikke indeholder de tilpasninger, Midttrafik blev pålagt ved regionsrådets godkendelse i august 2014. Midttrafik har i efteråret 2014 udarbejdet forslag til besparelser i de regionale buskøreplaner gældende fra juni 2015. Efter høring af køreplanforslag anbefaler administrationen besparelser på 1,5 mio. kr. med halvårseffekt i 2015.

 

[image]

 

Der er således på nuværende tidspunkt et samlet merforbrug på 16,1 mio.kr. med indarbejdelse af eventualforpligtigelser, reserveudstyr og foreslåede besparelser.

 

Der er etableret en reservepulje jævnfør regionsoverblikket 3. kvartal 2014. Ultimo 2014 udgør puljen 18,4 mio.kr. Det kendte merforbrug kan dermed dækkes af reservepuljen.

 

Midttrafiks regnskab 2014 vil blive forelagt regionsrådet, når det foreligger sammen med et samlet forslag til imødegåelse af merudgifterne i regnskab 2014 og justeret budget 2015.  





Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-2-12

3. Godkendelse af principper for ny organisering af Aarhus Letbane (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Der orienteres om vedtagelse af lov om ændring af lov om Aarhus Letbane.

Der forelægges forslag til Principper for sammenlægning af anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S og drifts- og infrastrukturselskabet Aarhus Letbane Drift I/S, udarbejdet i samarbejde med Aarhus Kommune, som Regionsrådet skal tage stilling til.

Direktionen indstiller,

at forslag til Principper for sammenlægning af anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S og drifts- og infrastrukturselskabet Aarhus Letbane Drift I/S godkendes.

Sagsfremstilling

Folketinget har i februar 2015 vedtaget "Lov om ændring af lov om Aarhus Letbane og lov om trafikselskaber (Lov nr. 155 af 18/02/2015)", hvoraf det fremgår, at transportministeren udtræder af Aarhus Letbane I/S. Det fremgår desuden, at kommune og region herefter selv kan træffe beslutning om den fremtidige organisering af Aarhus Letbane. Loven træder i kraft pr. 1. april 2015.

 

På baggrund af lovændringen er de lokale parter enige om, at der skal ske en sammenlægning af de nuværende to selskaber Aarhus Letbane I/S og Aarhus Letbane Drift I/S til en smidig og effektiv organisation, der både kan håndtere anlægs – og driftsspørgsmål for etape 1 samt forestå anlæg og drift af kommende etaper. Parterne er endvidere enige om, at der kun skal være et trafikselskab, Midttrafik, i Region Midtjylland.

 

Organisering efter statens udtræden af Aarhus Letbane:

Aarhus Kommune og Region Midtjylland har udarbejdet forslag til Principper for sammenlægning af anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S og drifts- og infrastrukturselskabet Aarhus Letbane Drift I/S (vedlagt).

 

Sammenlægningen sker med udgangspunkt i følgende overordnede principper:

 

Sammenlægningen tager udgangspunkt i de tidligere vedtagne principper af den 8. august 2013 for etablering af Drifts- og infrastrukturselskabet. Principperne er vedlagt. 

 

Det sammenlagte selskab skal dannes med afsæt i det nuværende anlægsselskab og beholder anlægsselskabets navn: Aarhus Letbane I/S.

 

Den politiske forankring i projektet skal styrkes, og der skal være et stærkt fokus på såvel økonomistyring som projektstyring i forhold til den fastlagte tidsplan. 

 

Det sammenlagte selskab skal i første omgang færdiggøre etape 1 samt stå for den fremadrettede drift. Disse opgaver er grundlag for den første dimensionering af selskabet, så de fremtidige omkostninger minimeres mest muligt under hensyntagen til de nødvendige kompetencer, som selskabet skal have rådighed over for at varetage sine opgaver. Dimensioneringen sker inden for de nuværende selskabers godkendte budgetter. 

 

Det sammenlagte selskab skal derudover varetage opgaver i tilknytning til anlæg og drift af nye etaper af letbanesystemet. Opgaverne finansieres af de parter, som ønsker opgaverne udført. 

 

Inden udgangen af 2. kvartal 2016 mødes parterne for indbyrdes at afstemme vurderinger af muligheder for realisering af yderligere letbaneetaper i umiddelbar forlængelse af etape 1.

 

Byrdefordelingen mellem ejerne af selskabet kan variere efter sammensætningen af de opgaver, det sammenlagte selskab har. I udgangspunktet ligger byrdefordelingen dog fast for anlæg og drift af etape 1. For anlæg af etape 1 er der i Lov om ændring af Lov om Aarhus Letbane fastsat en ejerandel på 87,7 % til Aarhus Kommune og 12,3 % til Region Midtjylland.

 

Ejerforholdet i driftsselskabet er i dag delt ligeligt mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland, så begge parter ejer 50 %. Det ligelige ejerforhold på driftssiden søges som udgangspunkt fastholdt.

 

Den nuværende arbejdsdeling mellem letbaneselskaberne, ejerkredsen og Midttrafik fastholdes, så det sammenlagte selskabs opgaver er at anlægge og drive letbanen. Kommune og region er bestillere af kollektiv trafik hos Midttrafik, og Midttrafik forestår den samlede trafik- og køreplanlægning for både letbane og bustrafik. 

 

Midttrafik kan varetage opgaver for det sammenlagte selskab med baggrund i samarbejdsaftaler godkendt af parterne, hvis interessenterne finder det økonomisk fordelagtigt. Aarhus Kommune og Region Midtjylland er enige om, at Midttrafik indtil videre varetager opgaver knyttet til sekretariatsbetjening af Letbanerådet.

 

Indtil det sammenlagte selskab er realiseret, løses de igangsatte arbejder af de to eksisterende selskaber. Herunder at gennemførelsen af operatørudbudet inklusive kontraktindgåelse med den kommende letbaneoperatør gennemføres af Aarhus Letbane Drift I/S.

 

Bestyrelse og direktion

Der er enighed om en bestyrelse på syv medlemmer bestående af fire politikere og tre øvrige medlemmer med faglige kompetencer.

 

Anlægsselskabets nuværende direktion foreslås at udgøre ledelsen i det sammenlagte selskab. Vilkårene genforhandles når etape 1 er afsluttet.

 

Økonomistyring og -afrapportering

Letbanens etape 1 er både anlægs- og driftsmæssigt kompliceret. Både i relation til færdiggørelsen og driften af etape 1 er der enighed om at fokusere på, at det sammenlagte selskab har ansvar for overholdelse af budgettet.

 

Som fortsat tilskudsgiver har staten et tilsvarende behov for overordnet tilsyn med økonomien, som forventes varetaget af Vejdirektoratet.

 

En afrapportering, svarende til det materiale der tilgår staten, foreslås at tilgå Aarhus Kommune og Region Midtjylland, som herudover er enige om at lade en uafhængig økonomisk/teknisk rådgiver foretage en nærmere analyse af resultaterne. Det vil sige svarende til ”det 3. øje”, som regionen anvender i forbindelse med de store sygehusbyggerier.

 

Tidsplan

Sammenlægningen forventes at ske snarest muligt efter lovens ikrafttræden.



Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-3-12

4. Godkendelse af forslag til ændring af regionale buskøreplaner fra juni 2015 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Midttrafik har udarbejdet forslag til ændringer i de regionale buskøreplaner gældende fra køreplanskiftet den 28. juni 2015. For hovedparten af de regionale ruter er der tale om mindre justeringer af de nuværende køreplaner.

 

Forslaget vurderes samlet set at medføre en årlig udgiftsreduktion på 1,5 mio. kr. med halvårseffekt i 2015.

Direktionen indstiller,

at forslag til ændringer i de regionale buskøreplaner gældende fra køreplanskiftet i juni 2015 godkendes.

Sagsfremstilling

Ved høring af Midttrafiks budget 2015 fremlagde Midttrafik et budget på 310,7 mio. kr. mod en regional ramme på 308,2 mio. kr. Regionsrådet godkendte den 20. august 2014 budgettet på betingelse af, at Midttrafik foretog justeringer i budget 2015 på 2,5 mio. kr., så budgettet svarer til den regionale ramme for kollektiv trafik i 2015.

 

I efteråret 2014 fremlagde Midttrafik et forslag til tilpasning, hvor 0,8 mio. kr. indhentes uden driftsmæssige konsekvenser hovedsageligt som følge af ændrede forudsætninger om indeks, og 1,7 mio. kr. indhentes gennem reduktioner i driften med virkning fra den 28. juni 2015, hvor de nye køreplaner træder i kraft.

 

Midttrafik har i efteråret udarbejdet forslag til nye kommunale og regionale køreplaner. Forslagene har været i offentlig høring i januar, og Midttrafik har modtaget i alt cirka 1.500 henvendelser. På baggrund af høringsbemærkningerne anbefaler administrationen, at der gennemføres besparelser i køreplanerne på 1,5 mio. kr. Der henvises i øvrigt til andet punkt på dagsordenen om forventningen til Midttrafiks regnskab 2014 og justeret budget 2015.

 

Større ændringer i regionale buskøreplaner fremgår af vedlagte høringsblade. Her står også administrationens anbefaling til de enkelte køreplanforslag.

 

Rute 109 Hørning-Aarhus 

På rute 109 forbedres betjeningen af Agro Food Park som konsekvens af forslag til nedlæggelse af rute 124.

 

Rute 113 Aarhus-Galten-Silkeborg

Der etableres kvartersdrift på rute 113 i myldretiden mellem Galten/Skovby og Aarhus for at sikre en mere behovsafstemt betjening. Succeskriteriet er en selvfinansieringsgrad på 75 % efter tre år.

 

Ruterne 114 Aarhus-Hammel-Viborg, 124 Skejby-Hinnerup-Hammel og 200 Skanderborg-Aarhus-Hinnerup

Kørslen på rute 114 udvides, mens kørsel på rute 124 nedlægges. På rute 200 ophører betjening af Grundfør. Efter møde mellem regionsrådsformanden og Favrskov Kommunes borgmester har kommunen sendt høringssvar til Midttrafik. Høringssvaret er vedlagt. 

 

Favrskov Kommune finder forslag til nedlæggelse af rute 124 uacceptabel. Kommunen anerkender udvidet kørsel på rute 114, men med rute 124's nedlæggelse vil borgere, som rejser mellem Hammel og Skejby, skulle foretage busskifte. Kommunen mener forslag om nedlæggelse af betjeningen af Grundfør er udarbejdet på et begrænset datagrundlag.

 

Rute 124 blev oprettet i 2009 og har ikke levet op til succeskriteriet om en selvfinansieringsgrad på 75 % efter fire år. Selvfinansieringsgraden er på 39 %.

 

Midttrafiks forslag er, at flytte ressourcer fra rute 124 over på rute 114, hvor der er brug for mere kapacitet. De vigtigste afgange på rute 124 mellem Hinnerup og Hammel morgen og eftermiddag opretholdes.

 

Lave passagertal gennem en årrække er årsag til forslag om nedlæggelse af betjeningen af Grundfør på rute 200. Som alternativ transportmulighed henvises til lokal buskørsel eller flextur.

 

Samlet set medfører ruteændringerne en forbedring af den regionale busbetjening mellem Favrskov Kommune og Aarhus.

 

Rute 116 Aarhus-Tilst-Sabro-Skovby-Galten

På rute 116 reduceres betjeningen mellem Galten og Sabro på ture med få kunder. Besparelsen herved anvendes til etablering af kvartersdrift på rute 113.

 

Rute 213 Randers-Allingåbro-Grenaa

På rute 213 reduceres betjeningen af Fjellerup Strand på grund af meget lav benyttelse.

 

913X/952X Aarhus-Silkeborg-Billund Lufthavn

En del af kørslen på rute 913X mellem Silkeborg og Aarhus flyttes over på rute 952X, og der bliver udvidet kørsel i myldretiden. På baggrund af indkomne høringssvar foreslår Midttrafik, at rute 952X på enkelte ture kører videre fra Silkeborg til Billund Lufthavn. Administrationen anbefaler dette.

 

Andre bemærkninger

Et forslag om direkte busbetjening af Regionshospital Randers på rute 214 Randers-Grenaa kan ikke anbefales, fordi der i forvejen er gode muligheder for at skifte til bybus i Randers.  

 

Rute 13 har efter ønske fra Herning Kommune betjent Feldborg på fire afgange siden 2012. Herning Kommune afholder udgiften til betjeningen af Feldborg og vil gerne fortsætte aftalen med regionen, dog så betjeningen af Feldborg ophører på en morgentur. Administrationen har ingen bemærkninger hertil.





Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-1-13

5. Erstatningskørsel med bus ved lukning af Grenaabanen (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Der skal tages stilling til forslag fra Transportministeriet om at lade Midttrafik stå for erstatningskørsel med bus, når Grenaabanen og Odderbanen forventes lukket fra september 2016 og frem til letbanens åbning. Staten vil til gengæld frigive den tidligere aftalte kompensation for drift af Grenaabanen.

 

Det er administrationens opfattelse, at kompensationen fra staten vil kunne dække omkostningerne til en tilfredsstillende erstatningskørsel med bus, og at det rent planlægningsmæssigt og af hensyn til passagererne er mest hensigtsmæssigt, at Midttrafik varetager buserstatningskørslen.

Direktionen indstiller,

at det godkendes, at Midttrafik påtager sig ansvaret for erstatningskørsel på Grenaabanen.

Sagsfremstilling

Grenaabanen og Odderbanen forventes lukket fra september 2016 og 9-12 måneder frem til letbanens åbning. Det sker i forbindelse med udskiftning af signalerne og elektrificering af banerne.

 

Transportministeriet har i brev af 21. januar 2015 til Aarhus Letbane I/S (vedlagt) ønsket en tilkendegivelse fra Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Midttrafik om overtagelse af ansvaret for trafikbetjeningen i overgangsperioden mellem togdriften og letbanetrafikken på Grenaabanen. Transportministeriet er indstillet på, at Midttrafiks overtagelse af trafikansvaret vil udløse tildeling af statstilskuddet i forbindelse med lukning af togdriften på banen. Samtidig ønsker Transportministeriet en udmelding fra Aarhus Letbane I/S vedrørende tidspunktet for indstilling af den nuværende togdrift.

 

Midttrafik har i mail af 20. februar 2015 til Region Midtjylland og Aarhus Kommune erklæret sig enig i, at en lokal placering af trafikansvaret hos Midttrafik er mest hensigtsmæssig i forhold at planlægge buserstatningskørslen i den mellemliggende periode. En accept fra Midttrafik om overtagelse af trafikansvaret forudsætter imidlertid, at Region Midtjylland og Aarhus Kommune er indstillet på at påtage sig ansvaret for finansieringen. Midttrafik anmoder derfor om Region Midtjyllands accept af, at Midttrafik overfor Transportministeriet tilkendegiver at ville påtage sig trafikansvaret for buserstatningskørslen. Samme anmodning er sendt til Aarhus Kommune.

 

Med den nødvendige lukning af togdriften over en længere periode må der kunne påregnes et passagertab.

 

Det er administrationens opfattelse, at med Midttrafiks indgående lokalkendskab til de trafikale forhold vil der kunne tilrettelægges en optimal erstatningsbetjening i forhold til togkundernes behov. Herved forventes passagertab at kunne begrænses. Midttrafik har oplyst, at man i forbindelse med planlægningen vil gennemføre en passagerundersøgelse blandt de togrejsende med henblik at kunne tilrettelægge busbetjeningen bedst muligt i forhold til togkundernes rejsemål. Erstatningskørslen kan bestå af midlertidige togbusruter suppleret med merkørsel på eksisterende busruter.

 

Administrationen har endnu ikke modtaget konkrete oplæg fra Midttrafik til betjeningsopfang og deraf følgende omkostninger. Det er imidlertid administrationens opfattelse, at der vil kunne gennemføres en tilfredsstillende erstatningskørsel for den økonomi, der frigives i form af kompensation fra staten for betjening af Grenaabanen. Tilsvarende gør sig gældende for driften af Odderbanen.

 

Samlet set er det derfor administrationens opfattelse, at det er mest hensigtsmæssigt at lade Midttrafik varetage buserstatningskørslen med inddragelse af lokale busvirksomheder.





Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-75-1-08

6. Status for udrulning af rejsekortet

Resume

Regionsrådet traf den 20. marts 2013 beslutning om at anbefale Midttrafiks tilslutning til rejsekortet.

 

Der orienteres om det praktiske arbejde med at indføre rejsekortet, som forventes afsluttet i april 2015. Der er nu afklaring på en række forhold siden regionsrådets behandling i 2013.

Direktionen indstiller,

at orientering om udrulning af rejsekortet tages til efterretning

Sagsfremstilling

Regionsrådet traf den 20. marts 2013 beslutning om at anbefale Midttrafiks tilslutning til rejsekortet.

 

Det praktiske arbejde med at indføre rejsekortet er nu i fuld gang og forventes afsluttet i april 2015, når systemet er installeret i Aarhus bybusser. Rejsekortet forventes fuldt indført i de regionale busser og på Odderbanen i marts.

 

Midttrafik oplyser, at både kunder og chauffører har taget godt imod rejsekortet. Der har været få kundereaktioner, som overvejende har rettet sig mod prisen og glemt tjek ud. Dog foretager 98 % af Midttrafiks kunder korrekt tjek ud. Chaufførerne oplever det især som en fordel, at kontantbetalingen er reduceret. Status fremgår af det vedlagte notat fra Midttrafik.

 

Midttrafik har valgt at anvende samme rabattrin overfor brugerne af rejsekortet som DSB, Arriva og Nordjyllands Trafikselskab, hvilket betyder, at kunderne i Midtjylland ikke skal forholde sig til forskellige rabatter, alt efter om de rejser med bus eller tog.

 

Dog udestår stadig den udfordring, at Midttrafik er opdelt i fire takstområder. Dette betyder, at kunder, der rejser på tværs af takstområdegrænserne, ikke får del i den tidsafhængige "off peake" rabat (uden for myldretiden rabat), da den kun gælder for rejser indenfor ét takstområde. De Vestdanske trafikselskaber overvejer at igangsætte et udredningsarbejde om harmonisering af takster svarende til det udredningsarbejde, der er gennemført i Østdanmark på statsligt initiativ.

 

Siden beslutning om tilslutning til rejsekortet er en række forhold afklaret, som ikke var kendt ved regionsrådets behandling i 2013.

 

  • Fynbus har besluttet at tilslutte sig rejsekortet, og med undtagelse af Bornholm bliver rejsekortet dermed landsdækkende fra 2016.

  • Det nuværende periodekort udfases ikke, før der er etableret et kundevenligt alternativ. Det er ikke afklaret, om et evt. erstatningsprodukt skal udvikles på rejsekort, mobiltelefon eller lignende.

  • Trafikselskaberne, DSB og Arriva er enige om en ny finansieringsmodel for Rejsekortet. Der beregnes fremover et abonnement ud fra selskabets samlede mængde af rejser og indtægter, uanset om de formidles på rejsekort eller ej. Den nye model forventes at ville sikre en højere grad af budgetstabilitet, men modellen vurderes at ville medføre højere driftsudgifter for Midttrafiks vedkommende.

  • Lemvigbanen indgik ikke i "business casen" for rejsekortet, og det var forudsat, at Midttrafik præsenterede en alternativ løsning for billettering på banen. Da banen har nyere kontantbilletautomater, som fortsat kan anvendes, ligger udfordringen i salget af rabatterede produkter. Midttrafik har forsøgsvis åbnet for billettering med "Mobile pay" og forventer, at en standardløsning for salg af f.eks. billetter er tilgængelig om få år. Midttrafik foreslår, at klippekort og de nuværende periodekort opretholdes som billetmedier på Lemvigbanen indtil da.  

 

Den 9. december 2014 blev der afholdt en minikonference mellem parterne i rejsekortet på Transportministeriets initiativ. Dette gav anledning til en tipunkts handlingsplan for bedre kundeoplevelser med rejsekortet. Planen indeholder bl.a. følgende:

 

  • Nedsat pris for manglende tjek ud på korte rejser fra 20. januar 2015 - øget pris på lange rejser gældende fra marts 2015.

  • Der åbnes for frivillig efterbetaling ved manglende tjek ud via en app - baseret på gps koordinater - forventet ibrugtagning ultimo 2015. 

  • Lettelse af procedurer for generhvervelse af spærrede kort, skift af dankort, og ændring af status (f.eks. fra "voksen" til "pensionist"). 

  • Bedre sikring af personlige oplysninger.

 

Øvrige udestående forhold

Midttrafik har oplyst, at der er behov for mere udstyr til de regionale busser, end der fremgik af "business casen" fra 2013. Årsagerne skal findes i senere åbning af letbanen end forudsat i 2013, at færre busser forventes taget ud af drift i forbindelse med letbanen, oprettelse af ny rute 912X Aarhus-Billund Lufthavn, og antallet af reservebusser har været underestimeret. Det drejer sig om udstyr til ni busser med en udgift på 1,2 mio. kr.

 

Midttrafik vurderer derudover, at beholdningen af reserveudstyr er for lille til at kunne garantere stabil drift, og bestyrelsen har den 6. februar 2015 vedtaget at anskaffe yderligere reserveudstyr, hvor den regionale andel udgør 1,5 mio. kr.

 

Det rådgivende udvalg for regional udvikling har tidligere tilkendegivet, at der ønskes en pris på udstyr til de fire standsningssteder på Odderbanen, som der ikke er installeret rejsekortudstyr på.

 

Udgiften til udstyr til fire standsningssteder vil udgøre i alt 1,73 mio.kr. Heraf udgør udstyr 0,97 mio.kr. og installation 0,76 mio.kr.  

 

Midttrafik har tilkendegivet at ville tilbagekøbe ekstra udstyr ud over "business casen" til nedskrevet værdi, hvis udstyret senere bliver overflødigt. Installationsudgifter er ikke omfattet af aftalen.

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om status på rejsekortet til efterretning.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-10-76-2-15

7. Oprettelse af forlagt SOSU grundforløb i Ringkøbing (SOSU-Herning) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Social- & Sundhedsskolen Herning har i henvendelse af den 2. februar 2015 søgt regionsrådet om tilladelse til at udbyde erhvervsuddannelsesindgangen Sundhed, Omsorg og Pædagogik i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

 

For at imødekomme et ønske om at rekruttere tilstrækkeligt med social- og sundhedselever i Ringkøbing-Skjern Kommune anbefaler administrationen, at regionsrådet indstiller til Undervisningsministeriet, at Social- og Sundhedsskolen Herning godkendes til at udbyde grundforløbet som forlagt undervisning i Ringkøbing.

Direktionen indstiller,

at regionsrådet anbefaler, at Social og Sundhedsskolen Herning godkendes til at udbyde grundforløbet i Ringkøbing fra august 2015 for at imødekomme de fremtidige rekrutteringsbehov, som Ringkøbing-Skjern Kommune har i forhold til rekruttering af Social- og Sundhedselever, og

 

at udbuddet revurderes sammen med de øvrige SOSU-grundforløb i forbindelse med den samlede udbudsrunde, som gennemføres på baggrund af erhvervsskolereformen.

Sagsfremstilling

Administrationen anbefaler, at Social- & Sundhedsskolen Herning får lov til at udbyde erhvervsuddannelsesindgangen Sundhed, Omsorg og Pædagogik i Ringkøbing som forlagt undervisning.

 

De nærmeste udbud af SOSU-grundforløbet ligger i henholdsvis Herning og Holstebro og udbydes begge af Social- & Sundhedsskolen Herning. Elever fra Ringkøbing-Skjern Kommune tager efter endt grundforløb typisk deres hovedforløb i Herning og Esbjerg.

 

Ringkøbing-Skjern Kommune indgår årligt ca. 80 elevaftaler, som besættes i en næsten ligelig fordeling mellem unge under 25 år og voksne over 25 år. Tidligere var det muligt for 25-årige at starte direkte på hovedforløbet, men med den nye erhvervsskolereforms krav om obligatorisk grundforløb og karakteren 2 til alle efter sommerferien 2015, forventer kommunen et dalende rekrutteringsgrundlag specielt blandt de ældre ansøgere. Det er med baggrund i udsigten til et vigende optag, at kommunen ser det som en prioriteret opgave fremover aktivt at sikre rekrutteringsgrundlaget til uddannelse af nyt sundhedspersonale. Derved sikres kommunens fremtidige ”fødekæde” af SOSU-uddannet personale.

 

Der er modtaget høringssvar fra Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg, som udtrykker forståelse for Ringkøbing-Skjern kommunes behov for at sikre den fremtidige rekruttering af SOSU-elever og har derudover ingen bemærkninger.

 

Social- & Sundhedsskolen Herning har i henvendelse af den 2. februar 2015 anmodet regionsrådet om tilkendegivelse vedrørende udbud af erhvervsuddannelsesindgangen Sundhed, Omsorg og Pædagogik i Ringkøbing. 

 

I henhold til Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse skal regionsrådet koordinere den samlede indsats i regionen for at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser herunder for så vidt angår den geografiske placering af udbuddet og kapaciteten på uddannelserne med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til unge i regionen. Regionsrådets koordinering sker i samarbejde med alle selvejende institutioner, der er godkendt til at udbyde en eller flere ungdomsuddannelser i regionen.

 

Udkast til svar fra regionsrådet til Undervisningsministeriet er vedlagt som bilag.

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-51-71-481-14

8. Godkendelse af indberetning om jordforurening 2014 og udkast til jordforureningsstrategi 2015 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Regionsrådet udarbejder en årlig indberetning til Miljøministeriet med de planlagte indsatser og de udførte aktivitet på jordforureningsområdet for 2014. Regionsrådet vedtager en strategi for indsatsen.

 

Som følge af hensigtserklæring i budget 2015, vil Region Midtjylland fokusere på oprydning og afværge af kendte forureninger i regionen. Det gælder dels de højt prioriterede kendte forureninger og dels indsatsen over for grundvand. Desuden vil der ske en særlig indsats over for offentlige tilgængelige forureninger.

 

Samtidig med indsatsen over for kendte forureninger vil Region Midtjylland fastholde en indsats over for de potentielt mest truede boliger og vandforsyninger.

 

Forslaget til budget vil medføre, at der afsættes ekstra 3 mio. kr. til oprydninger. Midlerne forventes at kunne findes ved omprioriteringer og effektiviseringer.

Direktionen indstiller,

at indberetning om jordforurening 2014 og udkast til jordforureningsstrategi 2015 godkendes.

Sagsfremstilling

Regionsrådet udarbejder en årlig indberetning til Miljøministeriet om planlagte indsatser på jordforureningsområdet og om gennemførte aktiviteter i det forgangne år.

 

Jævnfør hensigtserklæring i budget 2015 vil Region Midtjylland gøre en særlig indsats for at afværge samt fastholde målsætningerne på grundvand og sundhed, og der tages hensyn til natur og overfladevand.

 

Region Midtjylland fokuserer på oprydning og afværge af kendte forureninger i regionen. Det gælder dels de højt prioriterede kendte forureninger og dels indsatsen over for grundvand, hvor Staten i 2015 gør sin omfattende indsatsplanlægning færdig. Afværge omhandler ikke altid en afgravning, men kan også ske ved en behandling af forureningen nede i jorden (insitu afværge), som medvirker til, at jordforureningen ikke skader grundvand eller sundhed.

 

  • Afværge på de kendte højt prioriterede jordforureninger der truer grundvand eller borgernes sundhed i Region Midtjylland.

  • Afværge af grundvandstruende forureninger i samarbejde med stat, kommuner og de andre regioner. Herunder en særlig indsats over for grundvandsboringer der er truet af sprøjtemidler.

  • Afværge på kendte forureninger med offentligt tilgængelige legepladser i samarbejde med kommunerne.

 

Samtidig med indsatsen over for kendte forureninger vil Region Midtjylland fastholde en indsats over for de potentielt mest truede boliger og vandforsyninger. Det kan være naboer til renserigrunde eller vandforsyninger, hvor der endnu ikke er sket en afklarende undersøgelse af, om forureningerne kan gøre skade. Det sker efter prioritering og rangering af grundene, så de potentielt farligste undersøges først.

 

Region Midtjylland vil samarbejde bredt og helhedsorienteret omkring løsning af opgaverne. Kommunerne er vigtige samarbejdspartnere på jordforureningsområdet også i forhold til klimatilpasning og arbejdet med Region Midtjyllands kommende Vækst- og udviklingsstrategi.

Region Midtjylland har således planlagt afværge på 16 lokaliteter i 2015. Det drejer sig om 14 afværge i forhold til borgernes sundhed og to i forhold til grundvand.

 

Der er alt planlagt ca. 130 indledende undersøgelser i 2015. Undersøgelserne vil hovedsageligt have fokus på grundvand. Flere grundvandsundersøgelser omhandler også arealundersøgelser. Til videregående undersøgelse har Region Midtjylland prioriteret 48 lokaliteter, 30 grundvand og 18 areal, i 2015.

 

Forslag til budget ses i det vedlagte forslag til indberetning. Forslaget vil medføre, at der afsættes ekstra 3 mio. kr. til oprydninger. Midlerne forventes at kunne findes indenfor rammerne af budgettet for miljø ved omprioriteringer og effektiviseringer. Der vil være færre undersøgelser end oprindeligt planlagt, og der vil ske en effektivisering af drift og monitering af afværge. 





Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-30-14

9. Ansøgning om tilskud til Strygere i midten - udvikling af regionens strygermiljøer (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Holstebro Musikskole med projektet Strygere i midten søger midler til at give Region Midtjyllands strygermiljøer et varigt kvalitetsløft. Målet er at sikre, at strygerelever selv fra ganske små strygermiljøer i mindre kommuner får mulighed for at spille i orkester på alle niveauer samt at etablere regionale og internationale netværk for strygerundervisere.

 

Bag projektet står Holstebro Musikskole i samarbejde med blandt andre Det danske ungdomsensemble DUEN, Videncenter for musik og Det regionale musikskoleledersamråd.

 

Der søges om 900.000 kr. i 2015.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 900.000 kr. i 2015 til Holstebro Musikskole til gennemførelse af første fase i projektet Strygere i midten, og

 

at bevillingen for projektets næste to faser vil blive behandlet i regionsrådet i 2016 og 2017 på baggrund af en statusopfølgning for projektet.

Sagsfremstilling

Holstebro Musikskole ansøger om tilskud til projektet ”Strygere i midten – vækstplan for strygermiljøer i Region Midtjylland”.  

 

Projektet er relevant for regionen som et projekt, der etablerer nye varige samarbejder og netværk om musikundervisning i regionen. Der etableres nye talentudviklingsmuligheder for strygerelever på alle niveauer og i alle egne af regionen, og undervisningsniveauet styrkes og målrettes på alle regionens musikskoler.

 

Projektet har desuden internationalt udsyn, som sigter på at skabe internationale netværk i musikmiljøet, der kan vidensdele om nye innovative undervisningsmetoder og internationale talentudvekslingsmuligheder.

 

"Strygere i midten" har til formål at give Region Midtjyllands strygermiljøer et varigt løft.

 

  • Det skal sikres, at alle strygerelever fra alle kommuner, store som små, får mulighed for at indgå i orkestertilbud ved hjælp af oprettelsen af 5-6 lokale klynger, som samarbejder om strygerorkestre.

  • Regionens strygerundervisere og orkestre skal etablere regionale og internationale netværk, blandt andet ved hjælp af studieture, orkesterbesøg og stævner for at sikre faglig udveksling

  • Flertallet af regionens strygerlærere skal deltage i et kompetenceudviklingsprogram, der skal løfte det generelle niveau og sikre vidensdeling.

 

Alle regionens musikskoleledere har givet til kende, at de ønsker at være en del af projektet. Musikskolerne skal tiltræde et charter, der beskriver en række hensigter og vilkår for deltagelse, herunder lærernes uddannelsesniveau, skolens fokus på projektet og vilje til at arbejde aktivt med projektets mål.

 

Konkret afsluttes projektet i 2017 med en strygerorkesterfestival i regionen med deltagelse af nordiske og internationale orkestre. 

 

Det er administrationens vurdering, at der er tale om et gennemtænkt koncept for tværkommunalt samarbejde, der kan medvirke til at styrke musikundervisningsmiljøet generelt i Region Midtjylland. Projektet kan blive en rettesnor og en erfaringsrig tilskyndelse til fremtidige samarbejder mellem musikinstitutionerne.

 

Hvorfor strygerne?

Musikundervisningsmiljøet i regionen er enig i, at strygerne udgør grundstammen i symfoniorkestret, og at det derfor er meningsfuldt for hele det klassiske musikmiljø at give strygermiljøet dette grundlæggende løft. Enigheden afspejles i det brede samarbejde, som står bag projektet, der blandt andre tæller alle regionens musikskoler, Videncenter for musik, Det Danske Ungdomsensemble DUEN, Det Jyske Musikkonservatorium samt på sidelinjen Aarhus Symfoniorkester og landsdelsensemblerne.   

 

Kvalitetssikring og varig værdi

Der afrapporteres og evalueres løbende i samarbejde med Musikskolesamrådet og Videncenter for musik. I 2016 afholdes et strategiseminar for alle implicerede parter, der skal udstikke retningen for projektet, således at der sikres varig værdi. I 2018 evalueres projektet, og der afrapporteres til Region Midtjylland. 

 

Økonomi

Holstebro Musikskole er juridisk ansvarlig for projektet. Der er for hele den fireårige periode budgetteret med tilskud fra Region Midtjylland på 2.800.000 kr. Medfinansieringen fra musikskolerne er på 800.000 kr. årligt, og der er budgetteret med 100.000 kr. årligt fra fonde og sponsorer over de næste tre år. For 2015 ansøges 900.000 kr. i støtte fra Region Midtjylland.

 

Af hensyn til budgetlovens regel om straksbogføring ved tilsagnstidspunktet indstilles kun bevillingen for 2015 til godkendelse i regionsrådet. Der vil blive udarbejdet en resultatkontrakt mellem operatøren og Region Midtjylland. I forbindelse med en opfølgning af kontrakten i november 2015 og 2017 vil regionsrådet i januar 2016 og 2017 tage beslutning om projektets videreførelse.  

 

[image]

 

Budgetramme vedrørende regionale midler til strategiske kulturprojekter er vedlagt som bilag.

 





Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-6-15

10. Ansøgning om tilskud til Scenekunst på Tværs 2015 (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Et partnerskab bestående af Teater Refleksion, Teater Katapult og Black Box Dance Company ansøger om tilskud til fortsættelse af Scenekunst på Tværs. Projektet, der blev påbegyndt i 2014, omfatter et kunstnerisk udviklingssamarbejde mellem forskellige kunstarter (animation, dans og drama), Projektet er siden starten blevet udvidet til også at omfatte et europæisk udviklingsprojekt. Teater Refleksion forbereder en ansøgning til EU’s kulturprogram Creative Europe.

 

Der tale om et treårigt projekt. De samlede udgifter for hele perioden er anslået til 8.989.000 og Region Midtjylland vil blive ansøgt om i alt 2.250.000 kr., hvoraf 265.000 kr. allerede er bevilget for 2014.

 

De søges om 1.080.000 kr. i 2015.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 1.080.000 kr. i 2015 til Teater Refleksion til Scenekunst på Tværs, og

 

at bevillingen for projektets sidste fase vil blive behandlet i regionsrådet i 2016 på baggrund af en statusopfølgning for projektet.

Sagsfremstilling

Teater Refleksion (Aarhus) ansøger sammen med Teater Katapult (Aarhus) og Black Box Dance Company (Holstebro) om tilskud til fortsættelse af et fælles scenekunstnerisk udviklingsprojekt. Man har med afsæt i et forberedende arbejde i 2014 formuleret et nyt projekt frem mod 2017, hvor første fase handler om samarbejde på regionalt niveau mellem de tre institutioner og anden fase handler om at udfolde projektet på europæisk niveau. Der er truffet aftale med otte partnere fra Spanien, Frankrig, Ungarn, Tyskland, England, Skotland og Norge. De europæiske partnere matcher de danske teatres kompetencer inden for hhv. Animation, dans og drama.

 

Teater Refleksion arbejder som projektets lead partner på en ansøgning til EU-programmet Creative Europe.

 

Projektet bidrager således til regionens målsætninger om kunstfaglig udvikling på tværs af regionen samt internationalt samarbejde.

 

Formål

Det fælles mål for projektet er at bruge teatrenes forskelligheder til at skabe nye møder, nye fortællinger, ny kunst for teatrene selv og publikum.

 

Med spidskompetencer inden for børne- & ungdomsteater, dukke- og animationsteater, ny dramatik og dans ønsker projektets deltagere at mødes og inddrage hinanden i egne og andres metoder og æstetik. Ved at blande metoder og genrer og ved at få en anden genres blik på eget arbejde, udvikles der nye værktøjer, der i sidste ende resulterer i, at der udvikles nye selvstændige værker. Projektet arbejder endvidere med publikums- og talentudvikling og på at styrke regionale såvel som europæiske samarbejdsrelationer og netværk.

 

Hovedfokus i det første år, 2015, vil være videreudviklingen af samarbejdet mellem de midtjyske teatre. Via en række individuelle og fælles workshops vil der blive arbejdet frem mod en egentlig fælles produktion. Ansøgningen indeholder en detaljeret plan for aktiviteter og milepæle frem til marts 2016.

 

Fra 2016 vil projektet i stigende grad inddrage alle europæiske partnere med fokus på også at udvikle internationale, fælles forestillinger.

 

De europæiske partnere vil dog blive inddraget allerede i 2015 med henblik på en afklaring af mål og midler for samarbejdet. Sideløbende vil der blive udarbejdet en ansøgning til EU’s Creative Europe-program.

 

Økonomi

For sidste fase af projektet (2016-17) budgetteres med tilskud fra Aarhus 2017 og EU's program Creative Europe. Da der ikke foreligger tilsagn, arbejdes der med et foreløbigt budget for sidste fase på 6.305.000 kr. og dermed for hele projektet på 8.989.000 kr. Region Midtjylland vil blive ansøgt om i alt 2.250.000 kr., hvoraf 265.000 kr. allerede er bevilget for 2014. I 2015 ansøges om 1.080.000 kr.

 

Af hensyn til budgetlovens regel om straksbogføring ved tilsagnstidspunktet indstilles kun bevillingen for 2015 til godkendelse i regionsrådet. Der vil blive udarbejdet en resultatkontrakt mellem operatøren og Region Midtjylland. På baggrund af en opfølgning på kontrakten i november 2015 vil regionsrådet i januar 2016 tage beslutning om projektets videreførelse.

 

[image]

 

Budgetramme vedrørende regionale midler til strategiske kulturprojekter er vedlagt som bilag.




Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-4-15

11. Ansøgning om tilskud til Scenekunst ind i Den åbne skole (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Teaterhuset Filuren ansøger om projektstøttemidler til anden fase af ”Scenekunst ind i Den Åbne Skole – et SceNet projekt”. 

 

Formålet med projektet er at udforske nye samarbejdsformer mellem Den åbne skole og professionelle teatre. De fire teatre er Teaterhuset Filuren, Aarhus, Opgang 2, Aarhus, Syddjurs Egnsteater og Limfjordsteatret, Nykøbing Mors, der både har Morsø Kommune og Skive Kommune som arbejdsområde.

 

Der søges om 795.000 kr. i 2015.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 795.000 kr. i 2015 til Teaterhuset Filuren til Scenekunst ind i den åbne skole, og

 

at bevillingen for projektets sidste fase vil blive behandlet i regionsrådet i 2016 på baggrund af en statusopfølgning for projektet.

Sagsfremstilling

Teaterhuset Filuren og tre partnerteatre ansøger om midler til fase 1 af deres udviklingsarbejde med at bringe scenekunsten ind i skolen. Projektet er nu i gang med fase 0, som dækker skoleåret 2014/2015. Fase 1 dækker skoleåret 2015/2016. Projektet er udsprunget af folkeskolereformen og ønsket om at inddrage kunst og kultur i undervisningen.

 

Der er på nuværende tidspunkt i alt 17 folkeskoler fra Region Midtjylland involveret i projektet i Aarhus, Horsens, Favrskov, Skive og Syddjurs kommuner.

 

Det er administrationens vurdering, at der er tale om et ambitiøst pionerprojekt, som med mangeartede perspektiver kan tænke scenekunstens kreativitet og metoder ind i skolernes hverdag. 

  

Formål

Formålet med "Scenekunst ind i den åbne skole" er at styrke og åbne op for nye samarbejdsformer mellem skoler og professionelle teatre.

 

Teatrene arbejder ifølge ansøgningen ud fra de følgende fælles visioner:

 

  1. at det scenekunstneriske perspektiv har meget at tilbyde ind i skolens læringsrum.

  2. at man ved gensidig videns- og erfaringsudveksling i og om den konkrete praksis kan opkvalificere og drage stor nytte af hinanden.

  3. at man netop ved at forholde sin praksis i forhold til andre kan nå til mere generel viden og erfaring om at arbejde med scenekunst ind i skolen, og

  4. at man ønsker og vil arbejde for at videreformidle den tilegnede viden og erfaring til alle andre (teatre, skoler m.m.), som har interesse i dette felt.

 

Der er lavet en kommunikationsstrategi, som blandt andet indeholder et vidensdelingsseminar, produktion af artikler, netværkssamarbejde med en række centrale aktører både lokalt, regionalt og nationalt og udarbejdelsen af en e-bog med de samlede projekter. I fase 1 vil der desuden blive tilknyttet en ekstern evaluator for hele projektet.

 

Metode

Teatrene og skolerne arbejder med vidt forskellige projekter, som passer til teatrenes individuelle kompetencer og målgrupper. Det fælles er, at de skal være bæredygtige, sådan at skolelærerne og de teaterfaglige hver især tilegner sig nye erfaringer i en fælles videns- og erfaringsudveksling.

 

  • Syddjurs Egnsteater arbejder blandt andet på at udvikle rollespil som metode i undervisningen og at udvikle statusøvelser for kropsbevidsthed og selvtillid for skoleelever.

  • Limfjordsteatret arbejder blandt andet på at udvikle teaterpædagogiske metoder, som udnytter klasserummet og nedbryder den klassiske kateter-skolebords-opsætning.

  • Opgang 2 arbejder blandt andet på at udvikle undervisningsmateriale og workshops, om hvordan børn og unge kan lære at udtrykke sig gennem digitale medier på basis af kunstoplevelser

  • Teaterhuset Filuren arbejder med en lang række teater- og dansepædagogiske tiltag til både lærere og elever. Filuren ønsker desuden på sigt at etablere et scenekunstnerisk videns- og kompetencecenter i samarbejde med Aarhus Kommune. 

 

Samarbejdsformen er åben sådan, at andre teatre og institutioner kan tilslutte sig projektet undervejs, hvis de også ønsker at arbejde med metoder ind i Den åbne skole.

 

Økonomi

Der ansøges om tilskud på 795.000 kr. i 2015 til Teaterhuset Filuren.

 

Der foreligger endnu ikke et endeligt budget for projektets sidste fase i 2016-2017, men det forventes, at de samlede udgifter vil være de samme for 2015, altså 1.292.000 kr. Derfor forventer man også at ansøge regionen om et tilsvarende beløb, altså 795.000 kr.

 

Af hensyn til budgetlovens regel omstraksbogføring ved tilsagnstidspunktet indstilles kun bevillingen for 2015 til godkendelse i regionsrådet. Der vil blive udarbejdet en resultatkontrakt mellem operatøren og Region Midtjylland. På baggrund af en opfølgning på kontrakten i november 2015 vil regionsrådet i januar 2016 tage beslutning om projektets videreførelse.

 

Ved siden af nærværende projekt ansøges Aarhus Kommune om tilskud til etablering af det nævnte Scenekunstnerisk videns- og kompetencecenter i Teaterhuset Filuren. Denne del indgår ikke i nedenstående projekt.

 

[image]

 

Budgetramme vedrørende regionale midler til strategiske kulturprojekter er vedlagt som bilag.




Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-26-5-15

12. Ansøgning om tilskud til Herregårdene - Porten til Europa (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Dansk Center for Herregårdsforskning og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet ønsker at synliggøre herregårdenes kulturlandskab og fortælle historien om herregårdenes rolle som indgang til Europa og som økonomiske og kulturelle kraftcentre i lokalområderne i fortid og nutid. Projektet vil blive gennemført som et led i markeringen af Aarhus 2017 og i samarbejde med en række museer og kulturinstitutioner i regionen.

 

Projektet er planlagt til at løbe over to et halvt år med afslutning i 2017. Det samlede budget er 3.246.000 kr. Region Midtjylland vil i alt blive ansøgt om i alt 1.605.000 kr. I 2015 ansøges Region Midtjylland om 900.000 kr.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges 900.000 kr. i 2015 til Center for Herregårdsforskning til gennemførelse af Herregårdene - Porten til Europa, og

 

at bevillingen for projektets sidste fase vil blive forelagt regionsrådet til behandling i 2016 på baggrund af en statusopfølgning på projektet.

Sagsfremstilling

Formålet med projektet er at fortælle historien om herregårdenes rolle som økonomiske og kulturelle kraftcentre i lokalområderne og som en vigtig indgang til Europa. Gennem initiativet skal der skabes større forståelse for den regionale identitet, samtidig med at der udvikles nyt indhold til kulturturismen. På den måde bidrager projektet til regionens strategier for kulturturisme og digital formidling af kulturarven.

 

Mere konkret skal der sammen med de udadrettede aktiviteter i forbindelse med 2017 udarbejdes en tematiseret kortlægning af Region Midtjylland som herregårdslandskab, og med det som grundlag skal der udvikles nye fortællinger og en interaktiv digital formidlingsplatform.

 

Projekter omfatter alle regionens 230 herregårde. Heraf vil 15-20 blive mere indgående beskrevet og indgå i projektet som besøgssteder. Der er desuden indgået aftaler med otte museer i regionen, ligesom forskere fra Aarhus Universitet, Arkitektskolen i Aarhus og Rigsarkivet i Viborg vil bidrage med forskningsopgaver og fagligt materiale til projektet.

 

Baggrund

Baggrunden for projektet er dels Midtjyllands særlige karakter som herregårdslandskab, der er kendetegnet ved en meget stor forskel mellem herregårdsrige landskab i øst og det åbne landskab i vest. 

 

Dels er det herregårdenes rolle som kulturbærere og formidlere af kulturelle strømninger i Europa. Herregårdsfamilierne spillede en afgørende rolle i skabelsen af internationale netværk.

 

I forbindelse med projektet vil man skabe ny viden ved at etablere en række nationale og internationale samarbejder, der kombinerer forskningsfaglig ekspertise, lokale museers kendskab til regionens forskellige områder og interesserede herregårdsejeres indsigt i gård, hus og rammebetingelser.

 

Produkter

Når projektet er gennemført, forventes det at have resulteret i en række produkter og erfaringer, der på forskellig vis undersøger og formidler historien om herregårdene som europæisk kulturarv og Region Midtjylland som herregårdslandskab: 

 

  • Europæisk Netværk for Slots- og Herregårdsforskning, som skal fremme samarbejde og videndeling mellem europæiske forsknings- og kulturinstitutioner, primært museer og universiteter.

  • To internationale konferencer: Et nordisk og europæisk forskningsseminar i 2015 og en stor international konference i 2017.

  • Tematiseret hjemmeside og database med herregårdspræsentationer: Siden indeholder et kortbaseret overblik samt individuelle introduktioner til de enkelte herregårde.

  • App-redskab med herregårdspræsentationer som ved hjælp af stedgenkendende mobilteknologi vil præsentere herregårdene - dels oversigtsmæssig gennem kort, dels på stederne gennem såkaldt augmentet reality (altså billeder, lyd, fortællinger mm. via tablets eller telefoner).

  • Fem publikumsarrangementer samt foredragsrække på fem herregårde: I 2017, hvor Kulturbyåret markeres i regionen, gennemføres en række af publikumsarrangementer på fem herregårde, der blandt andet indeholder foredragsrækken "Herregårdene og Europa".

  • Publikation: ’Herregårdene – Porten til Europa’. En formidlingspublikation, der rummer artikler om projektets temaer og eksempelherregårde, udgives.

  • Netværk mellem kultur-, forsknings- og turismeinstitutioner i regionen.

 

To faser

Projektet vil blive afviklet over to faser, hvor den første, der løber frem til maj 2016, primært drejer sig om forskning, indsamling af viden, etablering af netværk m.v. Anden fase, der har tyngdepunktet i 2017, handler primært om den udadvendte formidlingsmæssige del med konferencer, publikumsarrangementer mv.

 

Økonomi

Det samlede budget for hele projektet er 3.246.000 kr. Heraf har Aarhus 2017 bevilget 690.000 kr. Region Midtjylland vil blive ansøgt om i alt 1.605.000 kr. Mens Aarhus 2017 primært støtter eventdelen, ansøges Region Midtjylland om støtte til kortlægning, oparbejdelse af viden, netværk m.v. Projektets egenfinansiering er 301.000 kr. mens deltagerbetalingen er sat til 200.000 kr. Der søges om tilskud på sammenlagt 450.000 kr. fra EU, Nordisk Kulturfond og andre fonde. 

 

I 2015 ansøges om 900.000 kr. Af hensyn til budgetlovens regel om straksbogføring ved tilsagnstidspunktet indstilles kun bevillingen for 2015 til godkendelse i regionsrådet.

 

Der vil blive udarbejdet en resultatkontrakt mellem operatøren og Region Midtjylland. På baggrund af en opfølgning af kontrakten i november 2015 vil regionsrådet i januar 2016 tage stilling til projektets videreførelse.

 

[image]

 

Budgetramme vedrørende regionale midler til strategiske kulturprojekter er vedlagt som bilag.





Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

13. Fejring af 100 året for 1915-grundloven (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Region Midtjylland har i samarbejde med Gammel Estrup - Herregårdsmuseet planlagt at fejre 100 året for grundloven og dermed fejre, at de politiske rettigheder blev udvidet. Det foreslåede program består af to dele, et grundlovsmøde på herregårdsmuseet, fredag den 5. juni 2015 og en faciliteret debat på Facebook i ugerne op til arrangementet.

 

Initiativtager til fejringen er regionsrådsmedlem Bente Nielsen, som i november 2014 foreslog regionsrådet, at regionen med en regional aktivitet markerer 100 året for 1915-grundloven.

 

Administrationen anbefaler, at der bevilges i alt 50.000 kr. i 2015 til arrangementet.

Direktionen indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges 50.000 kr. i 2015 til Gammel Estrup - Herregårdsmuseet til gennemførelse af arrangement omkring fejring af 100 året for 1915-grundloven.

Sagsfremstilling

I 2015 kan Danmark fejre 100-året for grundloven af 1915, der blandt andet gav kvinder og folkehold (tyende) stemmeret. Med ændringen af grundloven blev et bredt flertal af befolkningen inkluderet i demokratiet, og det egentlige folkestyre blev skabt.

 

Regionsrådet besluttede, efter henvendelse fra regionsrådsmedlem Bente Nielsen, at fejre grundlovsjubilæet med regional aktivitet. Ativitet som understøtter, at "der fortsat er brug for at vise, værne og udvikle folkestyret og borgernes muligheder for at blive en del af dagens demokrati, ikke alene på valgdagen, men i hverdagen".  

 

Administrationen har efterfølgende i samarbejde med Gammel Estrup planlagt et grundlovsmøde, hvor der er fokus på borgernes muligheder for at blive en del af dagens demokrati. På mødet kommer en række oplægsholdere, som fortæller om, hvad demokratiet betyder for dem, hvad grundlovsændringen har betydet for demokratiet, og hvad vi kan forvente os af fremtidens demokrati. Som en del af programmet vil der blive gravet en tidskapsel ned ved Gammel Estrup. Ideen med tidskapslen er, at den skal dokumentere demokratiet i 2015 og først åbnes igen om 100 år. Regionsrådet opfordres til at overveje indhold til tidskapslen, som især har betydning for det regionale demokrati.

 

Regionsrådsformand Bent Hansen og 1. næstformand Bente Nielsen byder velkommen til grundlovsarrangementet. Derefter vil der være taler fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager, professor Birgitte Possing, økonomiprofessor Nina Smith og borgmester Jan Pedersen, Norddjurs kommune. Ordstyrer på dagen forventes, at blive en stand up komiker eller ligende. Et detaljeret udkast til program kan ses i bilag 1.

 

Borgerinddragelse og demokratisk debat på facebook

Forud for grundlovsmødet er der oprettet en gruppe på facebook, hvor borgere, oplægsholderne, politikere, kulturinstitutioner, skoler m.v. kan give deres mening til kende i forhold til grundloven, svare på spørgsmål om demokratiets betydning, forslag til indhold i tidskapslen m.v. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne forud for og under mødet.

 

Fra facebookgruppen vil der være link til Kulturstyrelsens hjemmeside omkring fejring af jubilæet: www.100aaret.dk. Denne side samler alle de arrangementer, der har med grundlovsjubilæet at gøre, på landsplan. De regionale kulturinstitutioner og museer opfordres til at lægge deres arrangementer ind på siden.

 

I forbindelse med grundlovsmødet inddrager Gammel Estrup – Herregårdsmuseet lokalområdet, så dagen kan blive en stor folkefest. Der vil være musik, salg af mad og drikke, og der vil blive afviklet en demokratiworkshop for børn og unge samt andre børneaktiviteter for at festligholde grundlovsjubilæet. Der vil være fri entre til museet samt nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum hele dagen.

 

Økonomi

Administrationen anbefaler, at der af de strategiske kulturudviklingsmidler bevilges i alt 50.000 kr. i 2015 til afholdelse af grundlovsmødet den 5. juni 2015. Budget og finansiering af arrangementet fremgår af nedenstående tabel. Derudover er ansøgning fra Gammel Estrup - Herregårdsmuseet vedlagt som bilag.  

 

Budgetramme vedrørende regionale midler til strategiske kulturprojekter er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Administrationen undersøger endvidere, om der kan arrangeres andre regionale aktiviteter i forbindelse med fejringen af 100 året for 1915-grundloven.




Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-14-14

14. Ansøgning til eventpuljen (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Vækstforum har afsat 10 mio. kr. om året af de regionale erhvervsudviklingsmidler i perioden 2014-2017 til udvikling og gennemførelse af større events. Det specifikke formål er at udnytte erhvervspotentialet i denne sammenhæng. For at komme i betragtning til eventpuljen skal ansøgeren kunne opfylde Vækstforums kriterier for støtte.

 

Der foreligger nu en ansøgning fra Herning Kommune, hvor der søges om i alt 5,0 mio. kr. fra Eventpuljen, til gennemførelse af VM i ishockey for herrer i 2018.  

Direktionen indstiller,

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 5,0 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler til Herning Kommune som medfinansiering til VM i ishockey for herrer i 2018. Bevillingen fordeles med 1,0 mio. kr. i 2016, 1,0 mio. kr. i 2017 og 3,0 mio. kr. i 2018, og

  

at bevillingen gives under forudsætning af, at Herning Kommune indgår et samarbejde med relevante aktører for at sikre udnyttelsen af erhvervspotentialet i forbindelse med afvikling af VM i ishockey for herrer i 2018.

 

Sagsfremstilling

Vækstforum har vedtaget følgende kriterier for eventpuljen: Eventen skal markedsføres internationalt og kunne tiltrække et stort internationalt publikum til regionen.  Eventen skal tage udgangspunkt i eller understøtte en eller flere af regionens styrkepositioner (sundhed, fødevarer, turisme, energi m.v.). Ansøger skal inddrage regionens eventaktører og erhverv og indgå i samarbejder med flere virksomheder. Eventen skal skabe en økonomisk, erhvervs- og turismemæssig værdi, blandt andet i form af flere arbejdspladser, flere overnatninger, og sociale og kulturelle oplevelser. Derudover skal eventen foregå over flere dage.  

 

VM i ishockey for herrer i 2018

Herning Kommune bliver sammen med København en af to værtsbyer for afvikling af VM i ishockey for herrer i 2018. Arrangementet gennemføres i perioden 1.-20. maj 2018 og har et samlet budget på ca. 97 mio. kr. Der er budgetteret med et salg af 126.000 billetter i Herning, hvoraf der er en målsætning om tiltrækning af 10 % udenlandske gæster. Ansøgning er vedlagt som bilag. Københavns Kommune medfinansierer eventen med 5 mio. kr. og har ligeledes anmodet Region Hovedstaden om at medfinansiere eventen med 5 mio. kr. Sagen er p.t. under behandling.

 

Eventen har et stort markedsføringsmæssigt samt erhvervs- og turismemæssigt potentiale. Gennem udvikling af event- og turistpakker, som indeholder transport, overnatning samt kulturelle og sociale oplevelser, får gæsterne mulighed for at opleve regionen. Det store tilskuer- og deltagerantal vil medføre et stort antal overnatninger og omsætning i regionen. Gennem samarbejder med blandt andet virksomheder inden for energiområdet forventer ansøger, at der vil blive skabt flere arbejdspladser i regionen. Endvidere vil blandt andet regionens fødevarevirksomheder få mulighed for at markedsføre sig på eventen.

 

Det er et krav for medfinansiering, at ansøger udarbejder effektmåling og stiller datamateriale, viden og erfaring til rådighed for den videre regionale indsats om event.     

 

Økonomi

Der ansøges om i alt 5,0 mio. kr. i 2015 fra eventpuljen til gennemførelse af VM i ishockey for herrer i 2018. Budget og finansiering fremgår af nedenstående tabel 1.

 

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 5,0 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler til Herning Kommune som medfinansiering til VM i ishockey for herrer i 2018. Bevillingen gives under forudsætning af, at Herning Kommune indgår et samarbejde med relevante aktører for at sikre udnyttelsen af erhvervspotentialet i forbindelse med afvikling af VM i ishockey for herrer i 2018.

 

 

Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-15-1-76-9-13

15. Bevilling til initiativet øget samspil og synergi mellem regionale og nationale fødevareinitiativer. (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Initiativet øget samspil og synergi mellem regionale og nationale fødevareinitiativer har til formål at medvirke til at udvikle den danske fødevareklynge. Initiativet skal også ses i lyset af Region Midtjyllands rolle som omdrejningspunkt for udviklingen af den nationale fødevareklynge.

 

Der ansøges om 1,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2015 til Danish Food Cluster.

Direktionen indstiller,

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 1,5 mio. kr. i 2015 til Danish Food Cluster til initiativet øget samspil og synergi mellem regionale og nationale fødevareinitiativer. Bevillingen udmøntes med 0,75 mio. kr. i 2015 og 0,75 mio. kr. i 2016.

Sagsfremstilling

Initiativet består i ansættelsen af en netværksagent, som gennem en række tværgående udviklingsaktiviteter får til opgave at skabe et bedre samspil mellem de vigtigste fødevareaktører, regionale og nationale, samt styrke det tværregionale samarbejde og facilitere fælles projektudvikling, blandt andet i EU-projekter. Ansøgning er vedlagt som bilag.

 

Aktiviteter

Netværksagentens opgaver omfattes af tre hovedaktiviteter:

En landsdækkende brobyggerfunktion med henblik på at koordinere de mange regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer, således at virksomheder i hele den danske fødevareklynge får bedre overblik over og tilgang til erhvervsfremmesystemet.

 

En ressource i forhold til at løfte det tværregionale samarbejde på fødevareområdet, først og fremmest i regi af det vestdanske samarbejde, herunder blandt andet samarbejdet mellem Region Nordjylland og Region Midtjylland om at styrke fiskeri- og akvakulturerhvervene.

 

Forberedelse af mulige større fælles udviklingsprojekter med støtte fra internationale ordninger, eksempelvis EU's Interreg og Horizon 2020 programmer samt Nordisk Ministerråd.

 

Effekter 

Minimum 100 fødevarevirksomheder deltager i tværgående regionale, tværregionale og nationale initiativer, hvoraf minimum 15 i løbet af projektperioden vil opnå dokumenteret merværdi i form af markedsintroduktioner, nye ansættelser og/eller vækst.

 

Minimum otte regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer skal indgå i de tværgående tilbud og indsatser til fødevarevirksomhederne.

 

Endelig skal der i løbet af projektet forberedes, og om muligt igangsættes, minimum to større internationalt orienterede projekter, eksempelvis i regi af EU-programmerne Interreg eller Horizon 2020.

 

Operatøren Danish Food Cluster skal ved udgangen af 2016 have udarbejdet et udkast til en strategi for en formel integration af regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer inden for fødevareområdet.  Effektkæde for initiativet er vedlagt som bilag.   

   

Organisering

Danish Food Cluster er en medlemsforening stiftet i 2014 på initiativ af fødevarevirksomheder, videninstitutioner og organisationer med udgangspunkt i fødevarebranchens behov for et samlende landsdækkende fødevaresamarbejde. Danish Food Cluster dækker i 2015 med sine 137 medlemmer 75 % af omsætningen inden for fødevareerhvervet i Danmark. De fleste medlemmer er små og mellemstore virksomheder, men også Danmarks tre største fødevarekoncerner samt fem universiteter og sektorens erhvervsorganisationer er medlemmer. Sekretariatet for Danish Food Cluster er placeret i Agro Food Park i Skejby, Aarhus.  

 

Centrale samarbejdsparter for operatøren er Future Food Innovation, som i dag er hovedoperatør på Vækstforums fødevaresatsning, Foodnetwork samt Foodbest. Desuden skal øvrige danske regioner og nationale initiativer på fødevareområdet inddrages.

 

Økonomi

Der ansøges om 1,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2015 til Danish Food Cluster. Budget og finansiering fremgår af nedenstående tabel.

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der af erhvervsudviklingsmidlerne i 2015 bevilges i alt 1,5 mio. kr. til Danish Food Cluster til initiativet øget samspil og synergi mellem regionale og nationale fødevareinitiativer. Bevillingen udmøntes med 0,75 mio. kr. i 2015 og 0,75 mio. kr. i 2016.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-21-4-12

16. Ansøgninger til kommunepuljen i Rethink Business (cirkulær økonomi) (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Vækstforum har etableret en kommunepulje under temaet Cirkulær Økonomi. Formålet er at skabe grønne vækstmuligheder for erhvervslivet gennem kommunal efterspørgsel og offentligt-privat samarbejde. 

 

Puljens tredje ansøgningsrunde er gennemført fra den 5. januar til den 16. januar 2015, og to kommuner har indsendt ansøgninger. Syddjurs Kommune har søgt 260.000 kr. til projektet Fremtidens Hus og Aarhus Kommune har søgt 450.000 kr. til projektet Lisbjerg - en modelby for cirkulær økonomi.

Direktionen indstiller,

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 260.000 kr. i 2015 til Syddjurs Kommune til gennemførelse af projektet Fremtidens Hus, og

 

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 450.000 kr. i 2015 til Aarhus Kommune til gennemførelse af projektet Lisbjerg - en modelby for cirkulær økonomi.

 

Sagsfremstilling

Kommunepuljen er en del af Rethink Business, der siden 2012 har understøttet udviklingen af nye, cirkulære forretningsmodeller i private virksomheder og udviklingen af nye, cirkulære principper, politikker og procedurer i kommuner. Rethink Business handler kort fortalt ressourceknaphed og cirkulær økonomi, herunder arbejdet med at sikre at ressourcerne ikke bliver til affald, men genbruges i nye produkter.

 

Formålet med kommunepuljen er at styrke udbud og efterspørgsel på markedet for cirkulære produkter, herunder støtte kommunernes arbejde med at fremme cirkulær økonomi i samarbejde med private virksomheder.

 

Ansøgninger

Syddjurs Kommune vil finde nye veje til at formidle og udbrede kendskabet til en række nye, cirkulære teknologier og opfindelser i boligbyggeri. Det er ambitionen, at projektet skal give erhvervslivet internationale forretningsmuligheder, baseret på de nye teknologier.

Der vil ske en afprøvning af opfindelserne i Fremtidens Hus, der opføres af Boligforeningen Ringgaarden i landsbyen Friland. I byggeriet anvendes særligt udviklede halmelementer, røgvaskere, masseovne og drivhuse, der er indbyrdes forbundne og samlet set skaber et bæredygtigt byggeri. I projektet er der tilknyttet forskning, og der samarbejdes med private virksomheder. Hovedprojektet er finansieret af Miljøministeriet og Realdania. Syddjurs kommune søger støtte til formidlingsdelen, der skal skabe efterspørgsel og afsætningsmuligheder for de nye produkter. Ansøgning er vedlagt som bilag 1.

 

Aarhus Kommune vil følge et byggeri af 45 boliger i Lisbjerg, der bygges efter principperne for cirkulær økonomi. Selve byggeriet gennemføres af Boligforeningen Ringgården. I delprojektet, som kommunen søger tilskud til, skal der opsamles læring om muligheder, barrierer og metoder, og kommunen vil udvikle nye koncepter for bæredygtigt byggeri. De skal bruges som et innovativt værktøj i kommunens byplanlægning og udbud. I første omgang i forbindelse med planlægning og opførelse af en ny, bæredygtig bydel i Lisbjerg. På den måde øges efterspørgslen efter cirkulært økonomiske produkter og ydelser i boligbyggeriet.

 

I løbet af processen vil kommunen afdække nye markedspotentialer og forretningsmodeller for nye og eksisterende virksomheder. Ansøgning og uddybende bilag fra Aarhus Kommune er vedlagt i bilag 2-3.

 

Da begge projekter handler om byggeri og byudvikling, vil der være gode synergieffekter mellem projekterne indbyrdes og i forhold til Genbyg Skive, der tidligere har fået støtte fra kommunepuljen. Der er gennemført beslægtede projekter i Region Sjælland og Region Hovedstaden, og erfaringerne herfra vil blive inddraget. Projekterne forventes desuden at kunne give gode input til arbejdet med et city charter inden for cirkulær økonomi.

  

Økonomi

Syddjurs Kommune har søgt 260.000 kr. og Aarhus Kommune 450.000 kr.

Herved er der disponeret over 710.000 kr., og der resterer 290.000 kr. i kommunepuljen.

 

Kommunerne og boligforeningen Ringgården medfinansierer projekterne med 50 %, så det samlede budget for de to projekter er 1,420 mio. kr. 

 

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der af erhvervsudviklingsmidlerne i 2015 bevilges 260.000 kr. til Syddjurs Kommune til gennemførelse af projektet Fremtidens Hus og 450.000 kr. til Aarhus Kommune til gennemførelse af projektet Lisbjerg - en modelby for cirkulær økonomi.



Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-1-15

17. Ansøgninger fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Destination Djursland om tilskud til udvikling af de stærke kystferiesteder (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Ringkøbing-Skjern Kommune søger om 2,0 mio. kr. i 2015 til at gennemføre udviklingsprojektet Værtskab i verdensklasse.

 

Destination Djursland søger om 1,0 mio. kr. fordelt med 900.000 kr. i 2015 og 100.000 kr. i 2016 til at gennemføre udviklingsprojektet Kystoplevelsen på Djursland samt 0,8 mio. kr. fordelt med 700.000 kr. i 2015 og 100.000 kr. i 2016 til et fælles projekt for de to områder.

 

Ansøgningerne tager udgangspunkt i Vækstforums Handlingsplan 2015 - Ny VÆKST i turismen, hvor de to områder er udpeget som Stærke feriesteder.

Direktionen indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 2,0 mio. kr. i 2015 til Ringkøbing-Skjern Kommune til projektet Værtskab i verdensklasse,

 

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 1,0 mio. kr. i 2015 til Destination Djursland til projektet Kystoplevelsen på Djursland, og

 

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2015 bevilges i alt 0,8 mio. kr. til Destination Djursland til projektet Stærke turismekompetencer – kvalitetsløft gennem on-line tilstedeværelse.

Sagsfremstilling

Ringkøbing-Skjern Kommune (Stærke feriesteder Vest) og Destination Djursland (Stærke feriesteder Øst) har søgt om videreførelse af turismeaktiviteter i 2015 og dermed afslutning af indsatsen Stærke feriesteder under Handlingsplan 2015 - Ny VÆKST i turismen. De ansøgte aktiviteter ligger i forlængelse af indsatsen gennemført i perioden 2011 til 2014 og er i overensstemmelse med operatøransøgningen.

 

Projektansøgningerne er drøftet med Midtjysk Turisme og Selskab for Dansk Kyst- og Naturturisme. Sidstnævnte tilkendegiver, at de foreliggende projekter er relevante for udviklingen af kystturismen, og at det er yderst positivt, at Region Midtjylland fortsætter satsningen på kystturisme i 2015 med udgangspunkt i de stedbundne potentialer.

 

Ansøgning fra Ringkøbing-Skjern Kommune

Ringkøbing-Skjern Kommune søger om en bevilling på 2,0 mio. kr. fra Region Midtjylland til at gennemføre projektet Værtskab i verdensklasse. Ansøgning er vedlagt som bilag.

 

Administrationen finder, at projektet understøtter udvikling af indsatsen Stærke feriesteder i Vækstforums handlingsplan.

 

Dansk Kyst- og Naturturisme finder det væsentligt, at projektets indsatser og erfaringer bliver gennemført og opsamlet på en sådan måde, at disse kan forberedes til en skalering eller videreudvikling i forhold til den handlingsplan for Vestkystturisme, der bliver en del af de nationale handlingsplaner.

 

Indsatser -  Projektet Værtskab i verdensklasse har to overordnede indsatser:

  • Værdibaseret branding, som tager udgangspunkt i kommunens og Destination Ringkøbing Fjords vision om, at naturen og Vestkysten udgør grundlaget for oplevelser og skaber vækst gennem udvikling og formidling. Indsatsen omfatter ekstern branding af en samlet destination med fokus på det unikke i forhold til andre destinationer, inspirations- og netværkstur, PR/Kommunikation for at skabe øget international profil og synlighed samt indhold og synlighed med fokus på tekster og billeder både online og offline.

  • Helhedsorienteret værtskab, der skal understøtte, at hele destinationen fremstår som en samlet vært. Indsatsen omfatter værtskab i det fysiske rum med fokus på bedre byrum med tilhørende faciliteter og bedre informationer (der søges kun støtte til udviklingsaktiviteter og ikke anlæg), værdikædesamarbejde med udvikling af et planlægningsværktøj for at understøtte krydssalg af ferieoplevelser og ”Gordon Ramsey – på den flinke måde” med fokus på den enkelte virksomheds produkt for at forbedre dette for øget salg og bedre oplevelser for gæsten.

 

Effekter - Der er opstillet effektkæder for indsatserne, der sandsynliggør en øget markedsposition og indholdsudvikling samt høj gæstetilfredshed på destinationsniveau, som fører til øget omsætning og beskæftigelse jævnfør vedlagte ansøgning.

 

Ansøgning fra Destination Djursland - Kystoplevelsen på Djursland

Destination Djursland søger om en bevilling på 1,0 mio. kr. fra Region Midtjylland til at gennemføre projektet Kystoplevelsen på Djursland. Ansøgning er vedlagt som bilag.

 

Administrationen finder, at projektet understøtter udvikling af indsatsen Stærke feriesteder i Vækstforums handlingsplan.

 

Dansk Kyst- og Naturturisme finder det væsentligt, at destinationsaktørerne på Djursland som en del af regionens fremtidige strategi tager initiativ til at kunne deltage i nye destinationssamarbejder på eksempelvis Østersøvendte kyster, hvilket kan medvirke til at opnå en stærkere forankret rolle i nye nationale handlingsplaner.  

 

Indsatser - Projektet Kystoplevelsen på Djursland har to overordnede indsatser:

  • Udvikling af kystlinjer på Djursland - Etablering af en mobil markedsplads ved Ebeltoft Vig og etablering af en oplevelsesplads for vandbaserede aktiviteter ved Fjellerup. 

  • Kommunikation og samarbejde - International PR/Kommunikation og målrettet kommunikation og branding af kystoplevelsen.

 

Effekter - Der er opstillet effektkæder for indsatserne, der sandsynliggør øget omsætning som følge af mersalg, øget kvalitet i gæsteoplevelsen, øget synlighed på de udenlandske markeder, der på mellemlang og lang sigt fører til flere overnatninger og vækst jævnfør vedlagte ansøgning.

  

Ansøgning fra Destination Djursland - Stærke turismekompetencer - kvalitetsløft gennem on-line tilstedeværelse. 

Destination Djursland søger om en bevilling på 0,8 mio. kr. fra Region Midtjylland til at gennemføre et fælles projekt Stærke turismekompetencer - kvalitetsløft gennem on-line tilstedeværelse på vegne af Destination Hvide Sande og Destination Djursland. Fælles ansøgning er vedlagt som bilag.

 

Projektet er en videreførelse af Midtjysk Turismes EU-projekt Det professionelle turisterhverv og har til formål at fremme den digitale udvikling hos de stærke feriesteder. Projektet understøtter udvikling af indsatsen under Stærke feriesteder.

 

Dansk Kyst- og Naturturisme finder det væsentligt, at projektets indsatser og erfaringer bliver gennemført og opsamlet på en sådan måde, at disse kan indgå i nye nationale projekter for service- og kompetenceudvikling.

 

Projektet indeholder følgende dele: kvalitetsløft hos aktører - kompetenceudvikling med fokus på online platforme og sociale medier, content marketing m.m., on-line kundeforståelse og kundesegmentering samt anvendelse heraf, overblik over turistens færden - Big-data: Ud fra data fra online medier afdækkes muligheder for anvendelse af sådanne data til udvikling af nye services, faciliteter m.m. og opkvalificeringsforløb for udvalgte medarbejdere hos destinationerne.

 

Effekter - Der er opstillet effektkæder for de fire indsatser, der sandsynliggør, at projektet fører til øget professionalisering, øget kvalitet, bedre service m.m., der på lang sigt giver flere overnatninger, arbejdspladser og vækst, jævnfør vedlagte ansøgning.

 

Baggrund for ansøgningerne

Vækstforum godkendte den 26. april 2011 Ringkøbing-Skjern Kommune og Destination Djursland som operatør for perioden 2011 til 2015 (inkl.) af forretningsområdet Stærke feriesteder under Handlingsplan 2015 – Ny VÆKST i turismen.

 

Af Vækstforums handlingsplan for 2015 fremgår det, at der i 2015 kan udvikles nye aktiviteter i forhold til kerneprodukter og værdikæder knyttet til kystturismen for de stærke feriesteder.

 

Evaluering af turismehandlingsplanen viser blandt andet, at der fortsat er behov for at understøtte udviklingen af de stærke feriesteder for at opnå en effekt, der skaber vækst, da flere aktiviteter har haft en opbyggende karakter.

 

Økonomi

Der ansøges om 3,8 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2015. Budget og finansiering af alle tre projekter fremgår af nedenstående tabel.  

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015, at indstille til regionsrådet, at der af erhvervsudviklingsmidlerne i 2015 bevilges 2,0 mio. kr. projektet Værtskab i verdensklasse, 1,0 mio. kr. til projektet Kystoplevelsen på Djursland og 0,8 mio. kr. til projektet Stærke turismekompetencer – kvalitetsløft gennem on-line tilstedeværelse.



Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-29-14

18. Bevilling til Team VækstDanmark (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Initiativet Team VækstDanmark skal bidrage til at skabe flere højvækstvirksomheder gennem intensive trænings- og sparringsforløb. Initiativet skal fremme tættere samarbejde mellem mindre virksomheder med vækstpotentiale, erfarne erhvervsfolk og investorer.

 

Team VækstDanmark skal gennemføres via en tværregional forening/fond og af regionale elitecentre, placeret hos eksisterende regionale udviklingsmiljøer, som udvælges efter en ansøgningsrunde, som foreningen/fonden gennemfører i foråret 2015. Økonomien for de regionale centre vil udgøre 6,750 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler.

 

Initiativet indgår i Vækstpartnerskabsaftalerne mellem de regionale vækstfora og regeringen og gennemføres i 2015-2017. Den samlede økonomi for initiativet er 140 mio. kr., og der ansøges om 5,625 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til foreningen/fonden Team VækstDanmark.

Direktionen indstiller,

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 5,625 mio. kr. i 2015, fordelt med 1,875 mio. kr. i årene 2015, 2016 og 2017 til foreningen/fonden Team VækstDanmark.

Sagsfremstilling

Team VækstDanmark har som formål at skabe flere vækstvirksomheder gennem et intensivt trænings- og sparringsforløb. Det skal ske gennem en tværregional indsats, som sikrer kritisk masse af virksomheder og kompetencer, samtidig med at de regionale specialiseringer understøttes og udnyttes. For Region Midtjylland vil fokus være på følgende områder: Fødevarer, Energi & miljø og Industri.

 

Målet er at skabe et landsdækkende Team VækstDanmark, som kan være for vækstvirksomheder, hvad Team Danmark er for eliteidrætsudøvere. Herudover skal der også fokuseres på at tiltrække de bedste iværksættere fra udlandet med henblik på, at de etablerer sig i Danmark.

 

Indsatsen er koncentreret om regionale elitetræningsfaciliteter, som placeres hos eksisterende udviklingsmiljøer. Potentielle vækstvirksomheder fra hele landet og udlandet skal tiltrækkes. Efter en grundig screening udvælges de bedste kandidater, som skal videre igennem et elitetræningsforløb. Aktører som Væksthuset, klyngeorganisationer m.v. vil spille en central rolle i rekrutteringen af deltagere til træningsforløbene.

 

Virksomhederne vil blive tilbudt et intensivt seks måneders træningsforløb med henblik på at udvikle og skalere deres forretning. Forløbet skal bygges op over en række camps med deltagelse af internationale rådgivere, hvor iværksætterne introduceres for konkrete metoder og værktøjer, sparring fra internationale iværksættere, tilførsel af eksterne ressourcer i form af rutinerede iværksættere, forretningsudviklere og eksterne eksperter, der dels kan give input og dels kan udføre konkrete opgaver i virksomheden.

 

Effekter

20-30 virksomheder fra Region Midtjylland deltager årligt i elitetræningsforløb. Det er målet, at disse virksomheder skal opnå en årlig vækst på 20 % i beskæftigelse, omsætning og eksport.

 

Det er endvidere målet, at mindst halvdelen af virksomhederne skal opnå ekstern finansiering til opskalering af virksomheden.

 

Der skal i hele projektperioden på landsplan tiltrækkes min. 100 udenlandske vækstiværksættere, og heraf forventes ca. 20-30 iværksættere at deltage i et træningsforløb. Det er målet, at mindst hver fjerde af de udenlandske iværksættere fortsat driver virksomhed i Danmark tre år efter programmets start.

 

Økonomi 

Der ansøges om 5,625 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler. Der afsættes samtidig 6,75 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til etablering af regionale centre. Den samlede økonomi for det tværregionale initiativ er 140 mio. kr., hvor regioner bidrager med 40 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler, EU bidrager med 70 mio. kr. og deltagerne med 20 mio. kr. Budget og finansiering fremgår af nedenstående tabel.

 

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der af erhvervsudviklingsmidlerne i 2015 bevilges alt 5,625 mio. kr. fordelt med 1,875 mio. kr. i årene 2015, 2016 og 2017 til foreningen/fonden Team VækstDanmark.

 





Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-70-7-12

19. Lån til sikring af likviditeten i Midtjysk Iværksætterfond (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Midtjysk Iværksætterfond har løbende problemer med likviditeten, idet der er en tidsforskydning mellem fondens investeringer i virksomhederne og udbetalingen af EU-midlerne fra Erhvervsstyrelsen. For at løse dette likviditetsproblem kan der stilles fonden en bankkredit, men for at opnå denne kredit er det nødvendigt at stille yderligere kapital til rådighed for fonden. Dette kan løses ved, at der ydes fonden et ansvarligt lån på 5,0 mio. kr.

Direktionen indstiller,

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 5,0 mio. kr. i 2015 som ansvarlig lånekapital til Midtjysk Iværksætterfond.

Sagsfremstilling

Midtjysk Iværksætterfond er etableret med 50 mio. kr. af EU's Socialfondsmidler, og midlerne er matchet af yderligere 50 mio. kr. fra Færchfonden, Vald. Birn Holding og Accelerace Invest. Fonden har løbende problemer med likviditeten, idet der er en tidsforskydning mellem fondens investeringer i virksomhederne og udbetalingerne af EU-midlerne fra Erhvervsstyrelsen.

 

Ifølge Erhvervsstyrelsens regler for udbetaling af strukturfondsmidler skal der fremsendes dokumentation for, at udbetalingerne til virksomhederne er foretaget, inden Erhvervsstyrelsen udbetaler EU-midlerne. Udbetalingerne foretages på baggrund af et revideret regnskab, og der er således en forskydning i udbetalingerne fra Erhvervsstyrelsen.

 

For at løse dette likviditetsproblem kan der stilles fonden en bankkredit, men for at opnå denne kredit er det nødvendigt at stille yderligere kapital til rådighed for fonden. Dette kan løses ved, at der ydes fonden et lån på 5 mio. kr. Lånet kan gives som ansvarlig lånekapital, det vil sige, at lånet er efterstillet anden lånefinansiering og ikke kræver yderligere sikkerheder. Lånet skal tilbagebetales efter 2-3 år. Der udfærdiges et lånedokument efter de generelle rente- og afviklingsvilkår for ansvarlige lån.

 

Baggrund

Midtjysk Iværksætterfond er stiftet  på initiativ af Vækstforum i 2011 med et samlet kapitaltilsagn på 100 mio. kr. Fonden er etableret med 50 mio. kr. af Region Midtjyllands EU-strukturfondsmidler, og yderligere 50 mio. kr. er tilført af Færchfonden og Vald. Birn Holding A/S fra Holstebro samt investeringsselskabet Accelerace Invest K/S. Fonden administreres af managementselskabet Nupark Accelerace Management.

 

Den Midtjyske Iværksætterfond investerer bredt i nye videntunge virksomheder, der har et produkt eller en ydelse, der er tæt på at komme på markedet, og som har internationalt potentiale. Fonden investerer primært i virksomheder indenfor Cleantech, IKT, bioteknologi, medicoteknologi samt energi og miljø.

 

Midtjysk Iværksætterfond har for nuværende investeret i 13 iværksætterselskaber, og der er ydet mikrolån til to selskaber. Endelig er der ydet helt små lån til ni deltagere i udviklingsforløbet Accelerace, som er en integreret del af fondens virke. Fonden har disponeret 92,5 mio. kr. af det samlede kapitaltilsagn på 100 mio. kr.  

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der af erhvervsudviklingsmidlerne i 2015 bevilges 5,0 mio. kr. som ansvarlig lånekapital til Midtjysk Iværksætterfond.

 

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.



Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-2-15

20. Forlængelse af samarbejdet om indstationering af en medarbejder fra Udenrigsministeriet, Eksportrådet i Væksthus Midtjylland (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Væksthus Midtjylland ønsker en forlængelse af den strategiske samarbejdsaftale mellem Udenrigsministeriet, Eksportrådet, Region Midtjylland og Væksthus Midtjylland frem til udgangen af 2015. 

 

Samarbejdsaftalen har siden 2008 været rammen om en ordning, hvor en internationaliseringsrådgiver fra Udenrigsministeriet, Eksportrådet, har været fysisk placeret hos Væksthus Midtjylland. Formålet har været at sikre midtjyske virksomheder en nem og direkte adgang til Eksportrådets mange udenlandske repræsentationer og ydelser.

Ordningen har, som en del af GLOBALmidtprogrammet, medvirket til, at flere små og mellemstore virksomheder har udviklet og udnyttet eksportpotentiale.

 

Der ansøges om 630.000 kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2015.

Direktionen indstiller,

at den strategiske partnerskabsaftale mellem Udenrigsministeriet, Eksportrådet, Region Midtjylland og Væksthus Midtjylland forlænges til udgangen af 2015, og

 

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 630.000 kr. i 2015 til Væksthus Midtjylland til samarbejdet om indstationering af en medarbejder fra Udenrigsministeriet, Eksportrådet, i Væksthus Midtjylland. 

Sagsfremstilling

Region Midtjylland har siden 1. august 2008 samarbejdet med Udenrigsministeriet, Eksportrådet om indstationering af en internationaliseringsrådgiver fra Eksportrådet hos Væksthus Midtjylland. Formålet har været at give midtjyske virksomheder en nem og direkte adgang til Eksportrådets mange udenlandske repræsentationer og ydelser. 

 

Den direkte adgang til Eksportrådet via internationaliseringsrådgiveren har været meget værdsat af midtjyske virksomheder. Der har kunnet konstateres en stigning i midtjyske virksomheders benyttelse af Eksportrådets repræsentationer i udlandet og af Eksportrådets forskellige tilskudsordninger. Dette har medvirket til, at flere midtjyske små og mellemstore virksomheder udvikler og udnytter eksportpotentiale. Bl.a. viser en undersøgelse (Pluss Leadership, november 2014), at 85 virksomheder, som i 2010 havde modtaget vejledning med henblik på eksportafklaring hos internationaliseringsrådgiveren på Væksthus Midtjylland, i perioden frem til 2013 gennem øget eksport havde haft en vækst i beskæftigelsen på 13 % og skabte i alt 245 nye fuldtidsjobs.

 

Endelig kan det nævnes, at arrangementet, med baggrund i den midtjyske succes, siden 2010 er blevet udvidet, således at landets fire øvrige regioner har etableret tilsvarende arrangementer.

 

Administrationen har drøftet en forlængelse af ordningen i 2015 med Udenrigsministeriet, Eksportrådet, og der er opnået enighed om, at dette mest hensigtsmæssigt kan ske ved et tillæg til den eksisterende strategiske partnerskabsaftale og med en fordeling af finansieringen svarende til den hidtidige fordeling mellem staten på den ene side og Region Midtjylland på den anden side. 

 

En fortsættelse af samarbejdet med Udenrigsministeriet ud over 2015 vil blive drøftet i forbindelse med vedtagelse af en Vækst- og Udviklingsstrategi for 2016 og fremover.

 

Økonomi

De samlede udgifter for projektet i hele 2015 er budgetteret til 870.000 kr., hvoraf Region Midtjylland finansierer 630.000 kr. og Udenrigsministeriet 240.000 kr. Budget og finansiering fremgår af nedenstående tabel.

 

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der af erhvervsudviklingsmidlerne i 2015 bevilges i alt 630.000 kr. i 2015 til Væksthus Midtjylland til samarbejdet om indstationering af en medarbejder fra Udenrigsministeriet, Eksportrådet, i Væksthus Midtjylland. 



Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-32-76-5-14

21. Bevilling til Enterprise Europe Network i Region Midtjylland for 2015-2016 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

EU har gennemført en ansøgningsrunde til etablering af Enterprise Europe Networks (EEN), som er et globalt netværk af erhvervsfremmeaktører, der har fokus på at hjælpe små og mellemstore virksomheder og videninstitutioner med at finde nye samarbejdspartnere i udlandet både i forhold til eksport, projektsamarbejde og teknologisk samarbejde. Flere end 50 lande er medlem af netværket, der er etableret af Europa-Kommissionen i 2008.

 

I Danmark består netværket af syv partnerorganisationer: Væksthus Hovedstadsregionen, Norddanmarks EU-kontor, Agro Business Park, Væksthus Midtjylland, South Denmark EU Office, Væksthus Sjælland og Cluster Excellence Denmark.

 

EEN partnere i Region Midtjylland, Agro Business Park A/S og Væksthus Midtjylland, søger om 603.000 kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til medfinansiering i 2015 og 2016.

Direktionen indstiller,

at der af erhvervsudviklingsmidlerne bevilges i alt 603.000 kroner i 2015 til Agro Business Park til netværket Enterprise Europe Network i Region Midtjylland. Bevillingen udmøntes med 303.000 kr. i 2015 og 300.000 kr. i 2016.

Sagsfremstilling

Hovedformålet for EEN er at hjælpe virksomheder og videnaktører med etablering af kontakt og konkrete samarbejder på tværs af landegrænserne.

 

Aktiviteterne dækker følgende hovedaktiviteter: promovering af netværket, informationsmøder, besvarelse af individuelle henvendelser, høring af virksomheder i forhold til EU-initiativer, virksomhedsbesøg, assistance i forbindelse med innovation og internationalisering, matchmaking, business missions og individuel hjælp til partnersøgning.

 

EEN Danmark er fortsat førende i netværket og ligger suverænt nr. 1 ud af 54 lande på listen over, hvem der skaber flest konkrete samarbejder i forhold til landets størrelse. Den danske del af netværket er kendt for at sætte højere standarder for hvornår, der er tale om et konkret samarbejde, i forhold til hvad EU kræver. Det midtjyske Enterprise Europe Network kontor i Agro Business Park er lige blevet anerkendt af Kommissionens Agentur for Små og Mellemstore Virksomheder, som nr. 2 blandt alle 700 kontorer i perioden mellem 2008-2014. 

 

Som eksempel har EEN i Midtjylland opnået flere Partnership Agreements (PA) end antaget i kontrakten, over 60 er opnået mod 43 forventet. PA repræsenterer kommercielt eller teknologisk samarbejde mellem virksomheder og/eller forskningsinstitutioner. Eksempler på PA’er kan ses på http://www.enterprise-europe.dk/referencer.aspx 

EEN's partnere i Region Midtjylland, Agro Business Park A/S og Væksthus Midtjylland, søger om medfinansiering på 20 % af budgettet for det danske EEN, der derudover finansieres af EU og staten. Det danske netværk har i juni 2014 ansøgt EU-kommissionen om at fortsætte som EEN i Danmark for perioden 2015-2020, og ansøgningen er nu godkendt. Forhandlinger med EU-Kommissionen er i gang og forventes afsluttet i januar-marts 2015. Indholdet og beskrivelse af aktiviteter bygger videre på den nuværende kontrakt, dog med en opjustering af de væsentligste målepunkter.

 

EEN i Danmark indgår, som en del af EU-DK Support initiativet, igangsat af Styrelsen for Forskning og Innovation, og er ansvarlig for matchning af danske og udenlandske forskningsprofiler som en del af det overordnede formål at hente flere EU-midler til danske projekter. EU-DK Support er en fælles indgang til EU-støtte, som understøttes af et stærkt netværk af EU-rådgivere på tværs af fagområder, landsdele og EU-programmer.

EEN Danmark har alene ansøgt om medfinansiering for perioden 2015-2016, og der kan således forventes en ansøgning for den efterfølgende periode 2017-2020.

 

Initiativerne under EEN udgør en del af Vækstforums internationaliseringsindsats, herunder GLOBALmidt og tilstedeværelsen af internationaliseringsrådgiver fra Eksportrådet i Væksthus Midtjylland. Ansøgning er vedlagt som bilag.

 

Økonomi

Der søges om 603.000 kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler i alt til medfinansiering i 2015 og 2016. Tabel og finansiering fremgår af nedenstående tabel.

 

For den kommende kontraktperiode 2015-2016 medfinansierer EU-kommissionen fortsat netværket med 60 % af de budgetterede udgifter. EU forventer tillige fortsat, at de resterende 40 % medfinansieres regionalt og/eller nationalt, dels fordi netværkets aktiviteter kommer disse geografier til gode og dels for at sikre, at netværkets aktiviteter tilpasses de regionale/nationale prioriteringer. Staten har ved Erhvervsstyrelsen tilbudt at finansiere halvdelen af denne medfinansiering. Den resterende medfinansiering på 20 % af det samlede budget søges i de regionale vækstfora.

 

Oversigt over bevillinger i 2015 af erhvervsudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

 

[image]

 

Vækstforum besluttede på sit møde den 18. februar 2015 at indstille til regionsrådet, at der af erhvervsudviklingsmidlerne i 2015 bevilges i alt 603.000 kroner i 2015 til Agro Business Park til netværket Enterprise Europe Network i Region Midtjylland. Bevillingen udmøntes med 303.000 kr. i 2015 og 300.000 kr. i 2016.

 



Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-24-2-13

22. Status Dansk Produktions Univers (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)

Resume

Regionsrådet bevilgede på sit møde den 21. august 2013 et etableringstilskud til udviklingsaktiviteter på 3,4 mio. kr. til medfinansiering af Dansk Produktions Univers.

 

Forudsætningerne for bevillingen er ændrede, hvorfor Hedensted Kommune og Dansk Produktions Univers har udarbejdet en redegørelse for de ændrede forhold.

 

Dansk Produktions Univers har dog redegjort for, at de udviklingsaktiviteter, som er finansieret af regionen og planlagt for 2015 og 2016, stadig kan gennemføres og finde sted i de nuværende rammer.

Direktionen indstiller,

at status fra Dansk Produktions Univers tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Regionsrådet bevilgede på sit møde den 21. august 2013 et etableringstilskud på 3,4 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler som et indskud til medfinansiering af Dansk Produktions Univers. Bevillingen blev givet under forudsætning af, at etableringstilskuddet alene måtte anvendes til udviklingsaktiviteter.

 

Forudsætningerne for bevillingen er ændrede, hvorfor regionen har anmodet om, at Hedensted Kommune og Dansk Produktions Univers udarbejder en redegørelse for de ændrede forhold. Redegørelsen og ansøgningen fra 2013 er vedlagt som bilag.

 

Ifølge redegørelsen kan de udviklingsaktiviteter, som finansieres af regionen i 2015 og 2016 fortsættes, selvom en række parter har trukket deres medfinansiering til etablering af Dansk Produktions Univeres.

 

De aktiviteter som finansieres af regionen omfatter kompetenceudvikling af Dansk Produktion Univers' medarbejdere og etablering af den platform, som Dansk Produktions Univers skal kunne stå på i sit arbejde med at skabe blivende forandringer hos produktionsvirksomheder og -iværksættere.

 

Aktiviteterne forventes at kunne finde sted i rammerne på Vejlevej 21 i Hedensted, men der forhandles om en fremtidig løsning på lokalesituationen.  

 

Dansk Produktions Univers blev søgt etableret med en samlet aktiekapital på 75 mio. kr., heraf 25 mio. kr. fra Fonden Insero, 25 mio. kr. fra Fonden Realdania samt 25 mio. kr. fra en række øvrige parter, herunder 3,4 mio. kr. fra Region Midtjylland.

 

Midlerne fra Realdania og Insero på i alt 50 mio. kr. skulle have været anvendt til køb og istandsættelse af ejendommen Vejlevej 21 i Hedensted. Der har dog ikke kunnet opnås enighed med ejeren om vilkårene. Samtidig har det ikke været muligt at fremskaffe den forudsatte lokale kapital til formålet.

 

Der søges efter løsninger på forholdene omkring ejendomsselskabet, men det står nu klart, at Fonden Insero har trukket sit planlagte aktieindskud ud af Dansk Produktions Univers og at dette har afstedkommet, at også Real Dania har trukket sin donation til projektet. Realdania har fra projektets start meddelt, at fondens medvirken var betinget af Inseros deltagelse.

 

Dansk Produktions Univers Ejendom A/S bliver således ikke dannet.

 

Dansk Produktions Univers har i redegørelsen oplyst, at der fortsat arbejdes efter den oprindelige vision/mission om at DPU skal være et inspirations-, produktions- og videncenter for både etablerede virksomheder og iværksættere.

 

Foreningen Dansk Produktions Univers er oprettet med indskud fra Insero, Hedensted Kommune og en privat investor, som tilsammen har indskudt 900.000 kr. Hele beløbet er anvendt til oprettelse af aktieselskabet Dansk Produktions Univers.

 

Dansk Produktions Univers har til redegørelsen udarbejdet oversigt over budget og finansiering for 2014 (revideret årsregnskab foreligger i marts 2015) samt forventet oversigt over budget og finansiering for 2015, som tillæg til redegørelsen. Tillægget er vedlagt som bilag. Heraf fremgår, det realiserede budget for 2014 i alt udgør 5,5 mio. kr. hvoraf de regionale midler udgør 1,4 mio. kr. Det forventede budget for 2015 er estimeret til i alt 5,4 mio. kr., hvoraf de regionale midler udgør 1,0 mio. kr.  

 

Vækstforum tog sagen til efterretning på sit møde den 18. februar 2015.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler indstillingen til forretningsudvalget.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-5-13

23. Den regionale vækst- og udviklingsstrategi - status for arbejdet

Resume

Lov om erhvervsfremme og regional udvikling, der trådte i kraft 1. februar 2014, giver regionerne til opgave at udarbejde en regional vækst- og udviklingsstrategi, beskrive udfordringer, sætte mål og opstille mulige regionale løsninger på samfundsmæssige udfordringer.

 

Den nye strategi skal sikre sammenhæng og opnå øget gennemslagskraft og synlighed i indsatsen. Der er f.eks. lagt op til at styrke sammenhængen mellem erhvervsudvikling, beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen, infrastruktur, klima og miljø samt byer og yderområder.

 

Udviklingsdirektør Lars Vildbrad vil på mødet redegøre for arbejdet med den regionale vækst- og udviklingsstrategi.

Direktionen indstiller,

at status for arbejdet med den regionale vækst- og udviklingsstrategi tages til orientering.

Sagsfremstilling

Den regionale vækst- og udviklingsstrategi

Vækst- og udviklingsstrategien udarbejdes i et samarbejde mellem regionsrådet, Vækstforum og partnerskabet bag. Den samlede strategi skal herved skabe et større ejerskab til den samlede indsats for regional udvikling, herunder omstilling til væksterhverv og udvikling af attraktive regionale levevilkår.

 

Den regionale vækst- og udviklingsstrategi:

 

  • redegør for den fremtidige udvikling for regionen, 

  • adresserer de regionale vækst- og udviklingsvilkår, herunder infrastruktur, erhvervsudvikling, turisme, uddannelse, beskæftigelse, udvikling i byerne landdistrikterne og yderområderne, natur og miljø, rekreative formål, kultur og samarbejde med tilgrænsende lande, 

  • kan endvidere adressere grøn omstilling, større byers betydning for væksten, klimatilpasning, kollektiv trafik mv., og 

  • redegør for de initiativer, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på strategien.

 

Strategi for vækst og udvikling i Region Midtjylland

I Region Midtjylland er der nu iværksat en proces, som tager sit udgangspunkt i fire udfordringer: Konkurrenceevne, Klima og ressourcer, Velfærd samt Demografi og bosætningsmønstre/geografiske forskelle.

 

Der er udarbejdet fire redegørelser for udfordringerne Konkurrenceevne, Klima og ressourcer, Velfærd samt Demografi og bosætningsmønstre. Redegørelserne er vedhæftet som bilag.

 

I efteråret 2014 er der gennemført en række workshops og seminarer for relevante aktører og samarbejdspartnere med det formål at kvalificere og udfolde de fire udfordringer.

 

På baggrund af disse arrangementer er de fire udfordringer nu justeret, således at de danner udgangspunktet for fire strategispor: Bæredygtig omstilling, Sammenhængende byudvikling, Bedre uddannelse og Fokuseret vækst. Oversigt over forslag til de fire strategispor og deres temaer er vedhæftet som bilag.

 

De fire strategispor beskrives nu i skrivegrupper med deltagelse af medlemmer fra den administrative styregruppe bag Vækstforum, som består af repræsentanter fra kommuner, uddannelsesinstitutioner, erhvervsorganisationer samt arbejdsmarkedets parter.

 

Som grundlag for arbejdet med de fire strategispor er der ligeledes udarbejdet en præsentation af Danmarks Vækstråds krav til de erhvervsrettede dele af vækst- og udviklingsstrategien, læringspunkterne fra det hidtidige arbejde med regional udvikling, samt de krav, som Lov om regional udvikling og erhvervsfremme stiller til den kommende strategis indhold og struktur. Præsentationen er vedhæftet som bilag.

 

Tidsplan for det videre arbejde

Det samlede udkast drøftes den 24. marts 2015 i den administrative styregruppe for Vækstforum, den 13. april 2015 i Vækstforum, og den 27. maj 2015 drøfter regionsrådet udkastet.


Den 25. juni 2015 skal et udkast til den regionale vækst- og udviklingsstrategi præsenteres for Danmarks Vækstråd.

 

Herefter gennemføres en offentlig høring på otte uger.




Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orientering om status for arbejdet med vækst- og udviklingsstrategien til efterretning.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

24. Godkendelse af referat fra møde den 4. februar 2015

Resume

Godkendelse af referat fra møde den 4. februar 2015.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling den 4. februar 2015 godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 4. februar 2015, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, er vedlagt til godkendelse.


Beslutning

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 4. februar 2015.

 

Claus Kjeldsen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-22-14

25. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering.

Tilbage til toppen