Dagsordener og referater for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling
til
mødet i
den 12. november 2014 kl. 14:00
i mødelokale F1, stuen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg
Alle medlemmer var mødt undtagen Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork.
Arne Lægaard deltog i mødet fra kl. 14.37 under behandling af punkt 1.
Mødet blev hævet kl. 16.15
1. Temadrøftelse om turisme
Sagsfremstilling
Det rådgivende udvalg for regional udvikling havde på møde den 9. april 2014 en temadrøftelse om turisme, hvor der blandt andet blev orienteret om Region Midtjyllands handlingsplan for udvikling af turismen, Vækstplan for dansk turisme og etablering af nye turismeudviklingsselskaber.
I forhold til den regionale handlingsplan for turisme ligger der nu udkast til evaluering af de enkelte indsatser i handlingsplanen. Hovedkonklusionerne fra evalueringen er, at
handlingsplanen adresserer de centrale udfordringer i turismen i regionen med hensyn til lavt kompetenceniveau, faldende markedsandele, svage værdikæder m.m.
de konkrete projekter har medvirket til et øget videns- og kompetenceniveau
en begyndende øget professionalisering i turisterhvervet generelt endnu ingen målbare effekter med hensyn til øget antal overnatninger og øget omsætning. Hvilket heller ikke kan forventes før end 1-2 år efter afslutning af de markedsrettede aktiviteter
effekter med hensyn til ændret adfærd på en række punkter som forventes at føre til væksteffekter
indikationer på, at turismen i regionen bevæger sig i den rigtige retning.
På mødet orienteres der yderligere om evalueringen.
Der er i sommeren 2014 indgået aftaler om vækstplan for dansk turisme mellem regeringen og Folketingets øvrige partier og mellem Erhvervs- og Vækstministeriet og Danske Regioner om blandt andet etablering af de nye nationale/regionale turismeudviklingsselskaber.
Der er etableret en interimbestyrelse, der arbejder hen imod at selskabet for Kyst- og Naturturisme etableres pr. 1. januar 2015. Interimbestyrelsen arbejder på at fastlægge de organisatoriske rammer for selskabet, fastlæggelse af opgaver og ansættelse af direktør m.m.
Tilsvarende pågår der et arbejde med etablering af selskab for Dansk Erhvervs- og Mødeturisme.
Desuden er lovforslaget om Lov om dansk turisme under behandling i Folketinget.
På mødet gives der en status for arbejdet med etablering af de nye turismeudviklingsselskaber.
Som konsekvens af etablering af de nye turismeudviklingsselskaber nedlægges Midtjysk Turisme i 2015 eller senest med udgangen af 2015. Det forudsættes, at stort set alle de opgaver, som Midtjysk Turisme løser, overføres til de nye selskaber.
For at sikre overførsel af opgaver, viden til de nye selskaber samt færdiggørelse af igangværende aktiviteter lægges der op til en bevilling til Midtjysk Turisme for 2015. I denne sammenhæng skal administrationen afklare placering af opgaver, der ikke vil kunne placeres hos de nye selskaber. Dette kan f.eks. være samspil mellem Aarhus 2017, kultur og turisme.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling fik oplæg fra administrationen om den regionale turismeindsats Ny VÆKST i turismen. Udvalget drøftede resultaterne af indsatsen, herunder hvordan turismen kan skabe arbejdspladser og eksportindtægter.
Udvalget drøftede efterfølgende Regeringens vækstplan, herunder ny organisering af den offentlige turismefremme indsats. Udvalget drøftede i den sammenhæng fremtiden for Fonden Midtjysk Turisme. Administrationen orienterede om, det regionale tilskud til fonden ophører med udgangen af 2015. Fondens opgaver forventes overdraget til det nye selskab Dansk Kyst- og Naturturisme, som forventes etableret i Åbybro eller Aalborg, og der søges pt. efter en direktør.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
2. Godkendelse af referat fra mødet den 8. oktober 2014
Resume
Godkendelse af referat fra møde den 8. oktober 2014.
Direktionen indstiller,
at | referatet fra mødet den 8. oktober 2014 i det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 8. oktober 2014, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendte referatet fra mødet den 8. oktober 2014.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
3. Tilskud til Midtjysk Turisme for 2015 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Midtjysk Turisme er operatør på Vækstforums handlingsplan Ny VÆKST i turismen 2015 for perioden 2012-2015. Da den nuværende bevilling ophører med udgangen af 2014, er der behov for en bevilling for 2015 for, at Midtjysk Turisme kan løse opgaver i 2015. Disse opgaver vil i hovedsagen bestå i at færdiggøre indsatser under den nuværende handlingsplan og overføre opgaver til de nye turismeudviklingsselskaber.
Der søges om i alt 6 mio. kr. i 2014.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 6 mio. kr. i 2014 til Midtjysk Turisme til færdiggørelse af indsatser under den nuværende handlingsplan og overførelse af opgaver til de nye turismeudviklingsselskaber, og |
at | dannelsen af de nationale selskaber følges nøje, og at administrationen skal afklare den fremtidige varetagelse af opgaver, som ikke vil kunne placeres hos de nye selskaber. |
Sagsfremstilling
Midtjysk Turisme blev 26. april 2011 godkendt som regional operatør på Vækstforums handlingsplan "Ny VÆKST i turismen 2015" for perioden 2012-2015. Midtjysk Turisme fik den 24. august 2011 bevilget støtte til at gennemføre udviklingsaktiviteter for perioden 2012-2014. Dette betyder, at Midtjysk Turisme ikke har en bevilling til at gennemføre udviklingsaktiviteter i 2015.
Midtjysk Turismes løsning i opgaver i 2015 skal ses i tæt sammenhæng med regeringens aftaler om ny organisering af turismen og forslag til Lov om dansk turisme. Den nye organisering betyder, at der etableres to nye selskaber:
Dansk Kyst- og Naturturisme
Dansk Erhvervs- og Mødeturisme.
Storbyturisme forankres i Wonderful Copenhagen, der tillægges et særligt ansvar for udvikling af storbyturismen.
Det er aftalt mellem Danske Regioner og Erhvervs- og Vækstministeriet, at relevante aktiviteter fra de regionale turismeudviklingsselskaber overføres til de to nye selskaber. Det betyder, at hovedparten eller alle Midtjysk Turismes opgaver overføres til de nye selskaber. Selskabet for Dansk Kyst- og Naturturisme og Selskab for Erhvervs- og Mødeturisme etableres begge pr. 1. januar 2015. Der er igangsat et arbejde med at fastlægge arbejdsopgaver, vedtægter, økonomi, ansættelse af direktør m.m. for de nye selskaber.
Først når opgaverne for de nye selskaber er fastlagt, er det muligt at vurdere, hvorvidt der er regionale opgaver, der ikke løses af de nye selskaber og dermed muligt efterfølgende at afklare, hvor sådanne opgaver skal løses.
Midtjysk Turismes opgaver i 2015 vil hovedsageligt bestå i at:
færdiggøre nuværende opgaver blandt andet i samspil med øvrige operatører inden for turismehandlingsplanen
overføre opgaver til de nye selskaber.
Administrationen har tidligere gjort opmærksom på, at der kan være opgaver, som ikke hensigtsmæssigt kan placeres hos de nye selskaber. Det kan dreje sig om:
Kulturturisme og samspil med Aarhus 2017
Turismeeffekter af det regionale eventarbejde
EU-funding
Samspil med øvrige regionalt erhvervsfremme.
Når opgaveporteføljen for de nye selskaber foreligger, skal der ske en vurdering af, hvor en fremtidig løsning og organisatorisk forankring af disse opgaver mest hensigtsmæssigt placeres. Dette skal ses i sammenhæng med regionens øvrige initiativer og organisatoriske enheder i regionen, eksempelvis Aarhus 2017, EU-kontoret, partnerskabet med kommunerne om eventarbejde m.m. Midtjysk Turisme vil ligeledes være en naturlig samarbejdspartner i afklaring af dette.
Midtjysk Turisme forventes at indgå i et samarbejde med Regional Udvikling om at klarlægge, hvor løsning af opgaver, der ikke umiddelbart kan placeres hos de nye selskaber, skal placeres.
En sådan afklaring bør være gennemført inden udgangen af 1. kvartal 2015. Denne afklaring vil sammen med fastlæggelse af opgaver for de nye selskaber danne baggrund for en beslutning om tilretning af Midtjysk Turismes budget.
Der indgås en resultatkontrakt med Midtjysk Turisme for 2015, der vil have følgende hovedindhold:
opgaver i forbindelse med de tre forretningsområder "Stærke feriesteder", "Mersalg" og "Erhvervsturisme"
synlighed og opbakning til den regionale turismeindsats
fortsat videnopsamling og formidling
overførsel af opgaver fra Midtjysk Turisme til de nye turismeudviklingsselskaber
løsning af konkrete regionale opgaver, som ikke løses af de ny selskaber, i 2015.
Det bemærkes, at Region Sjælland har besluttet at opsige driftsaftale med Østdansk Turisme fra den 1. april 2015. Det forventes tilsvarende, at Region Nordjylland ikke yder tilskud til Visitnordjylland fra medio 2015. Det nuværende Visitnordjylland transformeres formentligt til et nyt kommunalt/regionalt erhvervssamarbejde i Region Nordjylland.
Der søges om i alt 6 mio. kr. i 2014. Bevillingen udmøntes i 2015 jævnfør nedenstående tabel 1.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 6 mio. kr. i 2014 til Midtjysk Turisme.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
4. Tilskud til projekt Rethink Business: Design for disassembly (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Projekt Rethink Business: Design for disassembly retter sig mod små og mellemstore virksomheder. Formålet er at skabe fokus på effektive ressourcekredsløb gennem intelligent design, således at virksomhederne lettere kan styre og reducere deres ressourceudgifter og tåle prisudsving på råvarer og på den måde forbedre deres konkurrenceevne.
Region Midtjylland arbejder med Cirkulær Økonomi som en driver, der kan geare erhvervsliv og samfund til at opnå forretningsmæssige og samfundsmæssige fordele af den grønne omstilling. Projektet indgår i viften af tiltag på dette område og sikrer dermed sammenhæng til og øget effekt af den eksisterende indsats.
Der søges om i alt 0,8 mio.kr. i 2015.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 0,8 mio. kr. i 2015 til Fonden Development Center UMT til udvikling og gennemførelse af Rethink Business: Design for Disassembly. |
Sagsfremstilling
Projekt Rethink Business: Design for disassembly retter sig mod små og mellemstore virksomheder og gennemføres med vægt på to hovedopgaver.
Hovedopgave 1
Virksomheder har brug for en individuel, målrettet, og kontinuerlig praksisnær støtte for succesfyldt at kunne implementere ”Design for Disassembly” forretningsmodeller, der fremmer ressourceproduktivitet. Et team sammensat af stærke kompetencer inden for forretningsudvikling og cirkulær økonomi med særligt fokus på designfasen kan derfor agere på forskellige niveauer i og mellem virksomheder. Teamet skal med brug af erhvervsfremmesystemet skabe kontakt til virksomheder og vejlede i, hvor i virksomhedens værdikæde en indsats kan styrke forretningsudvikling og vækst optimalt. Desuden skal teamet sammen med virksomhedens ledelse og andre relevante aktører fra erhvervsfremmesystemet udvikle handlingsplan/projektskitse for det videre arbejde.
Hovedopgave 2
Der er brug for at øge kendskabet til vækst– og innovationspotentialerne i cirkulær økonomi og konkret i forhold til ”Design for Disassembly”. Et team skal markedsføre, formidle, kommunikere og evaluere forretningsudviklingsmetoden. Bl.a. skal der sikres dokumentation og læring i alle aktiviteter, herunder udarbejdes cases på, hvordan Design for Disassembly forretningsmodeller i praksis kan udvikles og implementeres. Evaluering af indsatsen sker i samarbejde med Region Midtjylland.
Effekt
Effekten er, at en indsats ud fra intentionen om at ”gi’ en hånd og ikke en håndbog” og herunder en leverance af en midlertidig innovationskraft og eksekveringskapacitet vil animere virksomhedslederne og medarbejderne til at undersøge mulighederne og udfordringerne ved ”Design for Disassembly”. Dette antages at resultere i, at virksomheden (10 stk.) sætter sig i spidsen for at forme nye "Design for Disassembly" forretningsmodeller, der kan levere til markedet for cirkulær økonomi. Et marked som EU Kommissionen lægger op til at støtte og fremme i de kommende år.
Organisering
Den Erhvervsdrivende Fond Development Centre UMT har egen bestyrelse med repræsentanter fra det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Organisationen har via dens arbejde med projekter i regi af Innovationscentret Livsstil-Bolig og beklædning, og Rethink Business (2012-2014) erfaringer med, hvordan en projektorganisering, der skal varetage ovenstående opgaver, skal stykkes sammen. Desuden har Development Centre UMT qua deres underleverandører kompetencer til, hvordan designtænkning, ressourceproduktivitet og ressourcestyring kan indtænkes i forretningsmodellen.
Økonomi
Der søges om i alt 0,8 mio.kr. i 2015 af de regionale midler til erhvervsudviklingen som medfinansiering af 0,4 mio. kr. fra EU Strukturfonde, Regionalfonden, i 2015.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 0,8 mio. kr. i 2014 til projektet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
5. Tilskud til initiativet Styrkelse af fødevarebranchens innovationskultur (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Formålet med initiativet er at videreudvikle det regionale innovationsmiljø Future Food Innovation for herved at styrke fødevarebranchens innovationskultur. Innovationsmiljøet yder bl.a. sparring og facilitering til fødevarevirksomheder i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af konkrete viden- og innovationssamarbejder. Herved skabes øget innovation, der på sigt kan bidrage til mere vækst og flere arbejdspladser.
Der søges om i alt 6,13 mio. kr. i 2015 til konsortiet Future Food Innovation ved Agro Business Park til initiativet.
Direktionen indstiller,
at | der af regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 6,13 mio. kr. i 2015 til konsortiet Future Food Innovation med Agro Business Park som operatør til gennemførelse af initiativet styrkelse af fødevarebranchens innovationskultur. |
Sagsfremstilling
Formål, aktiviteter og effekter
Formålet med initiativet er at øge den innovationsbaserede vækst i fødevarevirksomhederne, det vil sige øge andelen af innovationsaktive fødevarevirksomheder og anspore alle innovative fødevarevirksomheder til at samarbejde med andre. Målet er at skabe vedvarende ændringer i virksomhedernes innovationsaktivitet.
Indsatsen består i at videreudvikle det regionale innovationsmiljø for fødevarer, der blev etableret i 2010. Med Vækstforums 1-årige handlingsplan for 2015 er det vigtigt at sikre kontinuiteten i indsatsen, herunder indhente læring og erfaringer, som kan indgå i planlægningen af en flerårig indsats fra 2016 og frem.
Aktiviteterne udbydes i et vist omfang nationalt i 2015 og omfatter blandt andet, at operatøren arbejder med rekruttering af virksomheder, fungerer som innovativt kontaktpunkt på fødevareområdet, tilbyder innovations- og vækstsparring samt forbereder og faciliterer innovative samarbejder, herunder tilbyder netværksarrangementer, innovationsworkshops mv. Innovationssamarbejderne gennemføres hver med deltagelse af minimum tre fødevarevirksomheder og en videninstitution og vil resultere i udvikling af konkrete produkter, koncepter til nye produkter eller løsninger m.v.
Future Food Innovation sikrer, at de rette kompetencer og ressourcer inddrages i innovationssamarbejdet, faciliterer samarbejdets indgåelse og bidrager til, at den nye viden kobles bedst muligt til eksisterende viden og processer, så der opnås blivende adfærdsændringer i virksomhederne. Endvidere tilbyder innovationsmiljøet international matchmaking, formidling, vejledning samt matchmaking i forhold til kapitalmuligheder, blandt andet i forbindelse med European Food Venture Forum. Initiativet monitoreres løbende, og der gennemføres effektmåling. Endvidere iværksættes i tæt dialog med Region Midtjylland følgeforskning af Future Food Innovations virkemidler til udvikling og styrkelse af innovationskulturen.
Future Food Innovations samlede aktiviteter forventes at bidrage til at skabe øget innovation og ændret innovationsadfærd, der på sigt vil resultere i øget vækst og flere arbejdspladser. Bilag med effektkæde for initiativets aktiviteter er vedlagt. Som baggrundsmateriale er ansøgningen om de regionale erhvervsudviklingsmidler samt ansøgningsskemaet til EU's Regionalfondsmidler vedhæftet.
Organisering
Ansøger er konsortiet Future Food Innovation, der består af følgende parter: Agro Business Park, Aarhus Universitet (Institut for Marketing og Organisation samt Fakultet for Science & Technology), AgroTech, Teknologisk Institut, Videncenter for Fødevareudvikling og Danish Food Cluster. Derudover har Future Food Innovation etableret et advisory board bestående af tre små og mellemstore virksomheder (SMV’er): Dansk And, GenoSkan A/S og KROMA A/S. Konsortiet bag Future Food Innovation repræsenterer en stærk faglighed på fødevareområdet i kraft af de fagligt set bredt favnende og nationalt dækkende konsortieparter, der bindes sammen af et mindre sekretariat. Den daglige ledelse består af et lille sekretariat med en innovationschef, projektleder og bogholderassistance. Herudover trækker Future Food Innovation på ressourcer hos de enkelte konsortiepartnere, som samarbejder om at skabe fælles projekter og aktiviteter.
Økonomi
Der søges om 6,13 mio. kr. fra Region Midtjyllands erhvervsudviklingsmidler. Øvrig finansiering kommer fra EU's Regionalfond med 10,12 mio. kr., deltagende virksomheder med 7,5 mio. kr. samt anden finansiering med 3,75 mio. kr., der bl.a. kan komme fra egenfinansiering fra konsortiet, Business Angels, universiteter, venture selskaber, nationale programmer og fonde.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 6,13 mio. kr. i 2015 til initiativet.
Baggrund
Som led i implementeringen af Vækstforums handlingsplan for 2015 sættes fokus på en styrkelse af fødevarebranchens innovationskultur. Opgaven, der skal varetages af konsortiet bag Future Food Innovation, vil skabe en videreudvikling af det innovationsmiljø på fødevareområdet, der blev etableret i 2010. Konsortiet Future Food Innovation har været centralt i udmøntningen af Vækstforums fødevaresatsning Klog hverdagsmad.
Innovationsmiljøet og konsortiekredsen bag modtog en positiv midtvejsevaluering i 2012. Endvidere viser en evaluering fra 2014 af innovationsmiljøets pulje til innovative projekter, at de gennemførte forløb fremstår som særdeles succesfulde og effektskabende, og at den særlige faglige sparring og facilitering, som Future Food Innovation har ydet til de deltagende virksomheder, medvirker til en hurtigere og mere sikker implementering.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
6. Tilskud til initiativet forretningsudvikling gennem sundhedsinnovation 2.0 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Formålet med initiativet forretningsudvikling gennem sundhedsinnovation 2.0
er at styrke arbejdet med offentlig-privat innovation på hospitaler og kommuner, at etablere et klyngesekretariat og afprøve finansieringsmodellen crowdfunding.
Der søges om i alt 8 mio. kr. i 2014 til gennemførelse af initiativet.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 8 mio. kr. i 2014 til Fonden MTIC (Medtech Innovation Center) til initiativet forretningsudvikling gennem sundhedsinnovation 2.0. |
Sagsfremstilling
Hovedopgaverne for Fonden MTIC (Medtech Innovation Center) i 2015
Etablere og drive en indsats inden for offentlig-privat innovation (OPI)
Der skal udstationeres OPI-konsulenter til at arbejde som brobyggere mellem erhvervslivet, hospitaler og kommuner. Det er en kritisk forudsætning, at der på sigt kommer en forankring af OPI-indsatsen i det kommende partnerskab for sundhedsinnovation.
Effekter af indsatsen er på kort sigt at få opbygget en infrastruktur og processer, der kan sikre resultater på lang sigt. De langsigtede effekter er at få professionaliseret den offentlige sektors erhvervssamarbejde og få udviklet produkter og services baseret på reelle behov, som virksomhederne har større mulighed for at afsætte både nationalt og globalt.
Etablere og drive et klyngesekretariat
Sekretariatet skal sikre virksomhedsdeltagelse i konferencer og messer, være formidler af relevant viden, skabe netværk, øge de forretningskritiske kompetencer på området og skabe markedsføring nationalt og internationalt.
Klyngesekretariatet vil samarbejde med de nationale innovationsnetværk - MedTech Innovation og Welfaretech, samt Healthcare Denmark, Invest in Denmark, Danmarks Eksportråd og de danske innovationscentre rundt om i verden.
Effekterne af disse aktiviteter er på kort sigt, at virksomhederne får større udbytte af at deltage i messer, at der sker mere samarbejde på tværs af klyngen, og at virksomheder generelt får opgraderet deres forretningskritiske kompetencer. På lang sigt er målet mere eksport, vækst og beskæftigelse. Til målingen af dette vil der tages udgangspunkt i en nulpunktsanalyse ud fra 2008 tal udarbejdet af IRIS Group.
Etablering af en crowdfunding platform, der kan bruges til at skaffe midler til tidlige udviklingsfaser af kliniske behov
Der skal etableres og afprøves en crowdfundingplatform, der kan finde finansiering til tidlige projekter og produkter til sundhedssektoren. En kritisk antagelse er, at det marked hvor denne finansieringsmodel virker også dækker det komplekse marked for sundhedsområdet.
Dette vil ske i et samarbejde med Inno-X Healthcare og deres biomedical program for at finde kvalificerede projekter til platformen.
Organisering
Fonden MTIC er en selvstændig organisation med egen bestyrelse, både med repræsentanter fra det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Bestyrelsens sammensætning skal godkendes af den administrative styregruppe for Vækstforum.
OPI-konsulenterne og klyngesekretariatet vil være under samme organisation og ledelse i MTIC. MTIC vil derudover indgå i det midtjyske partnerskab for sundhedsinnovation, der er under dannelse. Formen på dette vil blive afklaret i løbet af foråret 2015.
Økonomi
Der søges om i alt 8 mio. kr. i 2014. Bevillingen udmøntes i 2015 jævnfør nedenstående tabel 1.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 8 mio. kr. i 2014 til initiativet.
Baggrund
Siden 2009 har Region Midtjylland haft en succesfuld erhvervsfremmeindsats på sundhedsinnovationsområdet. Denne ønskes udviklet, med blandt andet et større fokus på kommune-erhverv samarbejdet og en eksperimentel finansieringsmodel.
Arbejdet under initiativet forretningsudvikling gennem sundhedsinnovation 2.0 vil knyttes til en igangværende proces med at samle Aarhus Universitet, VIA, kommunerne og Region Midtjylland i et partnerskab for sundhedsinnovation.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
7. Tilskud til projekt KOMPETENCEFORSYNINGmidt (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Formålet med projektet KOMPETENCEFORSYNINGmidt er at øge virksomhedernes arbejde med strategiske kompetenceudviklingsplaner knyttet til deres vækststrategier og herigennem kompetenceudvikle såvel medarbejdere som ledere. En af projektets aktiviteter vil være at etablere lokale koordinerende samarbejder bestående af aktører fra de tre politikområder for at sikre virksomhederne en sammenhængende, helhedsorienteret indsats.
Der søges om i alt 3 mio. kr. i 2015 til projektet.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 3 mio. kr. i 2015 til Væksthus Midtjylland til gennemførelse af projektet KOMPETENCEFORSYNINGmidt. |
Sagsfremstilling
KOMPETENCEFORSYNINGmidt er en videreudvikling af KOMPETENCEmidt projektet. Vækstforum har indstillet projektet til en bevilling på 5 mio. kr. for 2015 fra Den Europæiske Socialfond.
Formål
Formålet med projektet er at øge virksomhedernes arbejde med strategiske kompetenceudviklingsplaner knyttet til deres vækststrategier og herigennem kompetenceudvikle såvel medarbejdere som ledere.
KOMPETENCEmidt 1 og 2 har etableret et unikt samarbejde mellem en række aktører, som gennem deres koordinerede indsats i forhold til det virksomhedsopsøgende arbejde, har øget efteruddannelsesaktiviteterne i Region Midtjylland betydeligt. Erhvervsstyrelsens effektvurdering af Socialfondsindsatsen viser klart, at virksomheders deltagelse i kompetenceudvikling har en positiv effekt for omsætningen, og at KOMPETENCEmidt i høj grad har været medvirkende til skabelse af ca. 4.000 nye jobs i Region Midtjylland. Udover de synlige resultater har partnerskaber mellem aktørerne skabt øget kvalitet i indsatsen. Samtidig med at virksomhederne bliver mere tilbøjelige til at igangsætte efteruddannelse.
Grundlaget for aktiviteterne i det udførende led er etablering af lokale koordinerende partnerskaber, som skal sikre én indgang for virksomhederne til offentlig service vedrørende rekruttering og opkvalificering. Samarbejderne skal være organiseret omkring relevante arbejdskraftoplande. Lokalområderne beslutter selv, hvordan organiseringen skal være. Målet er, at det daglige arbejde med rådgivning af virksomhederne i praksis skal udføres i et reelt samarbejde mellem de tre systemer uddannelse-, beskæftigelse- og erhversservice, så der for virksomhederne bliver tale om en sammenhængende helhedsorienteret indsats med baggrund i og fokus på deres kort- og langsigtede behov i forhold til kompetenceforsyning og vækst. Samarbejdet drøfter og beslutter den løsning, der skal findes i forhold til den enkelte virksomhed.
Aktiviteter
Hovedaktiviteterne bliver udvikling af strategisk uddannelsesplanlægning (kompetenceudviklingsstrategier), udvikling af vækstplaner i små og mellemstore virksomheder, kortlægning af heraf afledte kompetencebehov herunder også styrkelse af virksomhedernes HR-arbejde samt gennemførelse af uddannelse både for medarbejdere og ledelse i forbindelse med udviklingen heraf eller i forbindelse med ændrede organiseringsformer. Aktiviteterne vil også omfatte afdækning af medarbejdernes kompetencer, det vil sige en før-afklaring i forhold til en realkompetencevurdering, der knytter sig udelukkende til uddannelser. Er der behov for højtuddannet arbejdskraft, det være dansk eller udenlandsk, er allokering heraf også en projektaktivitet.
Partnerne foretager et opsøgende arbejde over for virksomhederne, som afdækker behovet og danner grundlaget for projektets aktiviteter. De konkrete projektaktiviteter vil således til hver en tid være bestemt af virksomhedernes behov. Selve den opsøgende indsats skaber ikke resultaterne alene og er derfor udelukkende et vigtigt instrument til opnåelse af de fastsatte mål. Projektet vil fokusere på at afdække, motivere og aktivere virksomhedernes vækstambitioner og gennem kompetenceudvikling fremme mulighederne for en forøget hastighed i realiseringen af vækstpotentialet. Fokus vil derfor være på de virksomheder, der igennem en opsøgende indsats findes at have et vækstpotentiale eller have et ønske om at fremme et sådant. I henhold til Handlingsplan 2015 vil der være særligt fokus på fremtidens industri, energi- og miljø samt fødevarebranchen.
Effekter
Det vil være projektets første målsætning at få dannet og aktiveret de lokale partnerskaber. I projektets evaluering vil der blive fokus på beskrivelsen af de forskellige modeller for lokale partnerskaber, således at der i en eventuel fortsættelse af projektet kan trækkes på erfaringer fra det første år.
Effekterne vil være et professionaliseret og velkoordineret opsøgende system, der tilbyder virksomhederne et enstrenget system med adgang til mangfoldige services i forhold til at styrke deres vækst.
Flere virksomheder vil derfor komme til at arbejde strategisk med efteruddannelse, idet kompetencebehovene tænkes sammen med virksomhedernes generelle udviklingsstrategier, hvorved deres anvendelse af efteruddannelsessystemet øges, og flere medarbejdere og ledere får efteruddannelse. For den enkelte medarbejder vil effekten være en forbedret employability.
Medarbejdernes formelle kompetenceniveau hæves igennem de igangsatte uddannelsesforløb, og flere vil gå i gang med at uddanne sig til et endnu højere niveau. Effekten på langt sigt vil være jobskabelse og øget produktivitet i de deltagende virksomheder. (Se endvidere figur 1 og 2 i vedhæftede bilag)
Økonomi
Der søges om i alt 3 mio. kr. i 2015 fra de regionale erhvervsudviklingsmidler og 5 mio. kr. fra socialfonden. De resterende 2 mio. kr. finansieres af stat og kommuner.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 3 mio. kr. i 2015 til projektet.
Baggrund
Baggrunden for projekt KOMPETENCEFORSYNINGmidt er en række samfundsmæssige udfordringer: Danske virksomheders konkurrenceevne er udfordret af lav vækst i produktiviteten. Globalisering og teknologisk udvikling stiller skærpede krav til virksomhedernes omstilling og fornyelse. Med op mod en femtedel af arbejdsstyrken uden erhvervskompetencegivende uddannelse i en tid, hvor flere og flere ufaglærte job forsvinder, må der satses på efteruddannelse af den eksisterende arbejdsstyrke. Der skal derfor skabes en styrket kompetenceforsyning, hvor virksomhederne i højere grad sikres adgang til de rette kompetencer på rette tid og sted. En vigtig forudsætning for, at en sådan indsats kan lykkes, er en styrket koordinering og samordning af erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsespolitikkerne.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
8. Tilskud til vækstprogram for produktionsvirksomheder i Midtjylland 2015 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Formålet med vækstprogram for produktionsvirksomheder i Midtjylland 2015 er at kvalificere og øge antallet af vækstvirksomheder i Region Midtjylland inden for fremstillingsindustrien. Programmet bygger videre på det igangværende initiativ Fremtidens Industrielle Forretningsmodeller og udgør et supplement til det nationale Vækstprogram for små og mellemstore produktionsvirksomheder.
Der søges om i alt 2,229 mio. kr. i 2015 til initiativet.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 2,229 mio. kr. i 2015 til professionshøjskolen VIA University College til gennemførelse af vækstprogram for produktionsvirksomheder. |
Sagsfremstilling
Vækstprogrammet bygger videre på det igangværende initiativ Fremtidens industrielle forretningsmodeller og supplerer det nationale Vækstprogram for små og mellemstore produktionsvirksomheder, som regionsrådet bevilgede midler til på sit møde den 24. september 2014. Vurderingen er, at der er flere vækstpotentielle produktionsvirksomheder i Midtjylland, som har brug for ekstern rådgivning til realisering af deres vækstpotentiale, end det antal, som forudsættes at deltage i det nationale program.
Det overordnede formål med programmet er at kvalificere og øge antallet af vækstvirksomheder i Region Midtjylland inden for fremstillingsindustrien.
Aktiviteter
Programmet omfatter følgende aktiviteter:
Vækstkortlægning/virksomhedspitch - ca. 60 produktionsvirksomheder identificeres som vækstpotentielle.
Væksttjek - ca. 45 produktionsvirksomheder får identificeret virksomhedens centrale udfordringer og prioriteret virksomhedens fremadrettede indsats.
Vækstløft - ca. 30 produktionsvirksomheder får konkret rådgivning til, hvordan virksomheden kan realisere sit vækstpotentiale.
Vækstgrupper - ca. 40 produktionsvirksomheder deltager i vækstgrupper á 5-10 virksomheder, som fokuserer på fagligt relevante områder.
Baggrunden for programmet er Vækstforums Handlingsplan 2015, indsatsområdet Innovation og forretningsudvikling, hvorunder det er besluttet at gennemføre et program for produktionsvirksomheder. Programmet er målrettet små og mellemstore produktionsvirksomheder med vækstpotentiale. Der vil være særligt fokus på de midtjyske styrkepositioner fødevare og energi/miljø.
Programmet gennemføres i perioden 1. januar til 31. december 2015.
Effekt
Målene for såvel det nationale som det regionale program er at øge antallet af vækstvirksomheder og øge virksomhedernes omsætning, produktivitet og beskæftigelse. Derudover er målet at øge antallet af virksomheder, som samarbejder med private rådgivere.
Økonomi
Der ansøges om 2,229 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 1,7 mio. kr. af regionalfondsmidlerne til gennemførelse af programmet. Der forudsættes privat medfinansiering fra virksomhederne i forbindelse med deltagelse i vækstløft og vækstgrupper.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 2,229 mio. kr. i 2015 til projektet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
9. Tilskud til iværksætterprogram (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Iværksætterprogrammet har til formål at øge nye virksomheders etablerings- og overlevelsesrate samt at øge antallet af vækstiværksættere. Hovedaktiviteten i programmet er vejledning og rådgivning til iværksættere, og programmet omfatter herudover også deltagelse i vækstgrupper, adgang til Business Angels netværk, kapitalcoach m.v.
Der søges om i alt 12,6 mio. kr. i 2015.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 12,6 mio. kr. i 2015 til Væksthus Midtjylland til gennemførelse af iværksætterprogrammet. |
Sagsfremstilling
Formål og indhold
Iværksætterprogrammet har til formål at øge nye virksomheders etablerings- og overlevelsesrate samt at øge antallet af vækstiværksættere i Region midtjylland, målt på omsætning og beskæftigelse.
Med udgangspunkt i hypotesen om at det er muligt at træne og motivere iværksættere til i højere grad at udløse deres virksomheders vækstpotentiale, er målet for Iværksætterprogrammet at styrke iværksætternes kompetencer i forhold til at drive og udvikle deres virksomheder.
Hovedaktiviteten i Iværksætterprogrammet er vejledning og rådgivning til vækstiværksættere i forbindelse med etablering og udvikling af virksomhed. Herudover indeholder Iværksætterprogrammet også Investorreadiness forløb med tilknytning af en kapitalcoach, mulighed for deltagelse i springboards og adgang til Business Angels netværk. Udover den individuelle rådgivning tilbydes iværksættere deltagelse i Vækstgrupper, Platoforløb (netværk med tilknyttet faddervirksomhed) og mentorordninger.
Endvidere skal der gennemføres en systematisk kompetenceudviklingsindsats målrettet aktørerne i det regionale erhvervsservicesystem. Indsatsen bygger videre på den strukturerede erhvervsserviceuddannelse, der blev igangsat som led i implementeringen af Vækstuniverset.
Effekter
Nye virksomheders overlevelsesrate øges med 15 %
Antal vækstiværksættere øges med 50 %
De deltagende iværksætteres økonomiske performance er 10 % bedre end øvrige iværksætteres, målt på omsætning, eksport og beskæftigelse.
Aktiviteter
100 iværksættere har deltaget i træningsforløb/camps
350 iværksættere har deltaget i Rådgivningsforløb
50 iværksættere har deltaget i Vækstgrupper
20 iværksættere har deltaget i Plato forløb
30 iværksættere har fået tilknyttet en mentor
50 iværksættere har fået tilknyttet en kapitalcoach
30 cases er præsenteret for Business Angels netværk
12 kompetenceudviklingsmoduler for aktører i erhvervsservicesystemet er gennemført.
Organisering
Iværksætterprogrammet vil blive baseret på strukturen i det enstrengede erhvervsservicesystem, hvor den lokale erhvervsservice tilbyder generel vejledning til alle iværksættere og Væksthus Midtjylland varetager den specialiserede vejledning. Samarbejdsstrukturen i det regionale erhvervsservicesystem underbygges af anvendelse af fælles CRM system, fælles anvendelse af dialogværktøjet Væksthjulet og fælles markedsføringsindsats.
Økonomi
Der søges om i alt 12,6 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 11,488 mio. kr. af EU's Socialfondsmidler. Der forudsættes privat medfinansiering fra iværksætterne i forbindelse med deltagelse i rådgivningsforløb, camps, vækstgrupper m.v.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 12,6 mio. kr. i 2015 til initiativet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
10. Tilskud til program for virksomhedsudvikling 2015 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Formålet med program for virksomhedsudvikling 2015 er at skabe flere midtjyske vækstvirksomheder, der realiserer et internationalt vækstpotentiale. Initiativet er en fortsættelse af virksomhedsrettede aktiviteter såsom rådgivning, sparring og kollektive forløb, hvis positive effekt er dokumenteret i flere evalueringer. Dertil giver initiativet mulighed for samarbejde med videninstitutioner.
Der søges om i alt 10,3 mio. kr. i 2015.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 10,3 mio. kr. i 2015 til Væksthus Midtjylland til program for virksomhedsudvikling. |
Sagsfremstilling
Initiativet bygger videre på flere eksisterende/hidtidige regionale programmer: VÆKSTmidt Accelerator, FØDEVAREmidt, CleanTEKmidt og KLYNGEmidt Netværksinitiativ.
Formålet med programmet er at skabe flere midtjyske virksomheder, der realiserer et internationalt vækstpotentiale.
Målene er at øge antallet af vækstvirksomheder og antallet af innovative små og mellemstore virksomheder samt at målgruppen oplever erhvervsfremmesystemet som sammenhængende og kompetent.
Indsatsen baseres på kriterier og parametre i Det Midtjyske Vækstunivers, som udgør erhvervsfremmesystemets arbejdsgrundlag for at fremme vækst i regionens virksomheder. Status sommer 2014 for Det Midtjyske Vækstunivers er vedlagt som bilag.
Aktiviteter
Programmet omfatter følgende konkrete aktivitetsmål i 2015:
25 kollektive træningsforløb, basismodul med 270 virksomheder
12 kollektive træningsforløb, træningscamps med 125 deltagervirksomheder
65 individuelle rådgivningsforløb
8 vækstsparringsforløb
4 vækstgrupper med 24 deltagervirksomheder
12 strategiske netværk fase 1 med 36 deltagervirksomheder
9 strategiske netværk fase 2 med 27 deltagervirksomheder
10 strategiske netværk fase 3 med 30 deltagervirksomheder
Fælles for alle virksomheder er, at de tilknyttes en Key Account Manager fra Væksthuset, som systematisk følger op på gennemførte forløb og informerer og vejleder om fortsatte væksttilbud og muligheder for virksomheden.
Dertil gennemføres 12 kompetenceudviklingsmoduler målrettet medarbejdere i det midtjyske erhvervsfremmesystem i regi af MEA - Midtjysk Erhvervsudviklings Akademi.
Baggrunden for initiativet er Vækstforums Handlingsplan 2015, hvor det under indsatsområdet "Innovation og forretningsudvikling" er besluttet at gennemføre et Program for Virksomhedsudvikling. Programmet er målrettet små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale med særligt fokus på de midtjyske styrkepositioner Fødevare, Energi/Miljø samt Produktion.
Programmet gennemføres i perioden 1. januar til 31. december 2015.
Effekt
Effekten af initiativet er ca. 130 nye vækstvirksomheder målt på beskæftigelse og ca. 20 nye innovative virksomheder.
Derudover vil indsatsen have effekt på eksport, indtjening og beskæftigelse.
Økonomi
Der søges om i alt 10,3 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 9,8 mio. kr. af regionalfondsmidlerne til gennemførelse af initiativet. Der forudsættes privat medfinansiering fra virksomhederne i forbindelse med individuel rådgivning, vækstsparring, vækstgrupper samt strategiske netværk fase 2 og 3.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 10,3 mio. kr. i 2015 til programmet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
11. Tilskud til initiativet VidenFacilitatorMidt (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Formålet med initiativet VidenFacilitatorMidt er at få flere små og mellemstore virksomheder i regionen til at samarbejde med forskere om innovation, gøre deres samarbejde lettere og øge udbyttet af samspillet. Initiativet skal desuden ses som et supplement til et nyt, nationalt program for videnbaseret innovation. En væsentlig aktivitet i initiativet er at etablere et netværk af facilitatorer, VidenFacilitatorMidt, der skal vejlede om vidensamarbejde og facilitere samarbejdet mellem virksomheder og forskere.
Der søges om i alt 2,35 mio. kr. i 2015.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 2,35 mio. kr. i 2015 til Inbiom, Innovationsnetværket for Biomasse til iværksættelse af VidenFacilitatorMidt. |
Sagsfremstilling
Etableringen af VidenFacilitatorMidt-netværket skal supplere det nye nationale program for videnbaseret innovation, InnoBooster, ved at tilbyde uvildig facilitering til de ca. 100 midtjyske små og mellemstore virksomheder, der forventes at opnå statslig støtte fra programmet i 2015. Netværket kan også tilbyde at facilitere samarbejde mellem forskere og virksomheder inden for andre af Vækstforums programmer til virksomhedsudvikling.
Initiativet udspringer af Vækstforums projekt "Genvej til ny viden", der netop dokumenterer, at facilitering af samarbejdet mellem virksomheder og forskere betyder meget for virksomhedernes udbytte af vidensamarbejdet. Initiativet knytter desuden an til Danmarks Innovationsfonds nye program for videnbaseret innovation i små og mellemstore virksomheder. Programmet støtter blandt andet virksomhedernes køb af viden fra videninstitutioner og kan herunder støtte facilitering af samarbejdet mellem forskere og virksomheder.
Aktiviteter
Initiativet omfatter følgende aktiviteter målrettet til virksomhederne:
Netværket skal informere om vidensamarbejde generelt og markedsføre InnoBooster overfor små og mellemstore virksomheder i regionen samt vejlede potentielle deltagere. Netværket skal desuden stå for match-making mellem virksomheder, forskere og facilitatorer og varetage faciliteringen af samarbejdsprocesserne.
Initiativet omfatter desuden en række indledende aktiviteter, der er målrettet deltagerne i facilitatornetværket. Den udpegede operatør står for disse aktiviteter, der skal ruste deltagerne i netværket til at varetage deres opgaver i forhold til virksomhederne.
Operatøren skal rekruttere og udvælge facilitatorer samt etablere og drive et fagligt netværk for facilitatorerne. Operatøren skal desuden udvikle og gennemføre et fagligt uddannelsesforløb for facilitatorerne. Endelig skal operatøren udvikle og indarbejde nye metoder og værktøjer til facilitering samt samarbejde med videninstitutioner om følgeforskning.
Effekter
Det forretningsmæssige udbytte for de deltagende virksomheder i form af øget vækst, der er opnået gennem f.eks. lancering af nye produkter eller services, kan først forventes efter 2-3 år. Den økonomiske effekt for den enkelte virksomhed vil løbende blive evalueret af administrationen.
Projektperiode
Projektperioden er 1. januar 2015–31. december 2015.
Økonomi
Der søges om 2,35 mio. kr. i 2015 af de regionale erhvervsudviklingsmidler til gennemførelse af initiativet. Det forudsættes, at udgifterne til det enkelte faciliteringsforløb dækkes af støtten fra InnoBooster-programmet og af virksomhedens medfinansiering.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 2,35 mio. kr. i 2015 til iværksættelse af VidenFacilitatorMidt.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
12. Tilskud til eksport- og internationaliseringsprogram i 2015 (Indstilling fra Vækstforum) (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Formålet med eksport- og internationaliseringsprogrammet er at skabe øget beskæftigelse, omsætning og eksport i virksomhederne.
Ansøgningen bygger på de hidtidige gode erfaringer fra især GLOBALmidt programmet og indeholder fem program aktiviteter: Kompetenceudvikling for virksomheder med særligt potentiale, sparringsforløb med indbygget markedsbesøg, eksportcoaching, workshops med internationale emner samt internationaliseringsrådgivning.
Der søges om i alt 3,7 mio. kr. i 2014.
Direktionen indstiller,
at | der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges i alt 3,7 mio. kr. i 2014 til Væksthus Midtjylland til gennemførelse af eksport og internationaliseringsprogram for Region Midtjylland. |
Sagsfremstilling
Programmet sigter på at skabe fundamentet for en langsigtet og markant international vækst i Region Midtjylland, hvor virksomhederne udnytter nye vækst- og eksportmuligheder.
Dette skal ske ved at identificere små og mellemstore virksomheder med internationalt vækstpotentiale og foretage en vækstkortlægning af virksomhedernes udviklingsbehov og muligheder. Virksomhederne tilbydes derefter kompetenceudviklingsaktiviteter målrettet internationalisering og eksport.
Programmet sigter også på at samle lokale, regionale, nationale og internationale aktører i en fælles eksportmobiliseringsindsats og at fremme anvendelsen af professionelle internationale samarbejdspartnere, rådgivere og netværk på udenlandske markeder, tilpasset virksomhedernes behov.
Målet med programmet er, at flere virksomheder igangsætter eksport eller anden international aktivitet, samt at flere allerede eksporterende virksomheder øger deres eksport, og at der herigennem skabes flere vækstvirksomheder. Disse defineres som små og mellemstore virksomheder, der i tre år i træk har haft en gennemsnitlig årlig vækst på mindst 20 % i antal ansatte, og som har mindst fem ansatte ved vækstperiodens begyndelse.
Programmet bygger på de hidtidige gode erfaringer fra GLOBALmidt og andre programmer samt løbende opfølgning på en række eksport- og internationaliseringsydelser. En statistik for væksthusene har opgjort, at i perioden 2009-2012 gjorde 682 midtjyske virksomheder brug af internationaliseringstilbud hos Væksthus Midtjylland. Disse virksomheder har i denne periode haft en samlet jobmæssig vækst på 1.493 årsværk og en samlet vækst i eksporten på 1,59 mia. kr.
Aktiviteter og effekter
Programmet består af fem aktiviteter med følgende indhold:
Kompetenceforløb for virksomheder med særligt internationalt potentiale er intensive forløb, som sigter på hurtig succes på et nyt marked, det vil sige i løbet af ni måneder. Forløbet består i afklarende vejledning, fælles kompetenceudvikling, individuel rådgivning samt markedsbesøg. Der planlægges et forløb for 10 virksomheder.
Sparringsforløb med markedsbesøg er forløb for eksportpotentielle virksomheder, men som har mindre international erfaring. Markedsbesøget vil typisk blive til et nærmarked. Der planlægges at afvikle fire fælles sparringsforløb for i alt 30 virksomheder.
Eksportcoaching henvender sig til internationalt mindre erfarne virksomheder, som ønsker målrettet sparring med erfarne eksportører. Der gennemføres 18 eksportcoaching forløb.
Workshops af en dags varighed henvender sig til virksomheder med et betydeligt potentiale og kan sprede sig over mange emner, f.eks. konkrete markeder, CSR (virksomhedernes samfundsmæssige ansvar) og interkulturelle kompetencer. Der gennemføres fire workshops med i alt 70 deltagere.
Individuelle rådgivningsforløb vedr. internationalisering som sigter på at skaffe fagspecifik viden fra relevante videnleverandører f.eks. vedrørende internationaliseringsstrategi, markedsanalyser, produktudvikling med tilpasning til et nyt marked og deltagelse i europæiske forsknings- og innovationsprogrammer. Der planlægges i alt 30 rådgivningsforløb.
Programmets aktiviteter vil blive indbygget i Det Midtjyske Vækstunivers, hvor indsatsen betragtes som en samfundsmæssig investering i at udnytte vækst- og internationaliseringspotentialet hos virksomhederne
Effektmålet på lang sigt, det vil sige fem år, er, at der skabes 45 vækstvirksomheder og yderligere 40 vækstvirksomheder efter de fem år. Som baggrundsmateriale er vedhæftet en oversigt over effektkæden med kritiske antagelser.
Organisering
Programmet vil blive ledet af en projektleder hos Væksthus Midtjylland, som vil få det overordnede ansvar for programmets fem aktiviteter. Vedkommende vil være forankret i Væksthusets internationale platform. Herved sikres koordinering og synergi i forhold til en række regionale og nationale aktører, bl.a. Eksportrådet og Eksportkreditfonden.
Projektpartneren Central Denmark EU Office (CDEU) inddrages i forbindelse med aktiviteterne kompetenceudvikling for virksomheder med særligt internationalt potentiale, workshops og internationaliseringsrådgivning. Der vil endelig være et tæt samarbejde med lokal erhvervsservice, som på grundlag af generel vejledning vil visitere lokale virksomheder til programmet.
Økonomi
Der søges om i alt 3,7 mio. kr. i 2014 af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 3,5 mio. kr. fra Den Europæiske Regionalfond. Der forudsættes privat medfinansiering på i alt 3,2 mio. kr. fra de virksomheder, som deltager i program aktiviteterne. Bevillingen udmøntes i 2015 jævnfør nedenstående tabel 1.
Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at indstille til regionsrådet, at der bevilges i alt 3,7 mio. kr. i 2015 til programmet.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
13. Merkantil EUD-grunduddannelse i Rønde (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Viden Djurs har i henvendelse af den 22. august 2014 anmodet regionsrådet om tilkendegivelse vedrørende udbud af den merkantile erhvervsuddannelsesindgang (EUD) i Rønde på Djursland.
Regionsrådet indstiller til Undervisningsministeriet, at et nyt udbud bør afvente den nye erhvervsskolereform og en gennemførelsen af ny udbudsrunde i den anledning.
Direktionen indstiller,
at | regionsrådet støtter udbygningen af erhvervsuddannelserne (EUD) på Djursland, men at et nyt udbud på det merkantile område bør indgå i den samlede gennemførelse af den nye erhvervsskolereform og en ny udbudsrunde er gennemført. |
Sagsfremstilling
Viden Djurs har i henvendelse af den 22. august 2014 anmodet regionsrådet om tilkendegivelse vedrørende udbud af den Merkantile erhvervsuddannelsesindgang i Rønde på Djursland.
I henhold til Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse skal regionsrådet koordinere den samlede indsats i regionen for at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser, herunder for så vidt angår den geografiske placering af udbuddet og kapaciteten på uddannelserne med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til unge i regionen. Regionsrådets koordinering sker i samarbejde med alle selvejende institutioner, der er godkendt til at udbyde en eller flere ungdomsuddannelser i regionen.
Et væsentlig kriterie for godkendelse af nye udbud af grundforløb er, at andre udbydere i området ikke har indvendinger (jævnfør Undervisningsministeriets retningslinjer for forlagt undervisning). På den baggrund er der indhentet høringssvar fra Århus Købmandsskole og Tradium i Randers. Derudover er der modtaget tilkendegivelser fra Syddjurs Kommune og UU Djursland (Ungdommens Uddannelsesvejledning).
Århus Købmandsskole vurderer, at der ikke vil kunne skabes et tilstrækkeligt godt studiemiljø, samt at der er gode transportmuligheder til andre udbudssteder. Tradium kan ikke anbefale yderligere udbud i det berørte område, da uddannelsesforsyningen er dækkende og af ønskværdig kvalitet for handelsgymnasiet med eksisterende udbud.
Tilkendegivelserne fra Syddjurs kommune og UU Djursland støtter, at der oprettes et merkantilt udbud i Rønde, da det vil give et bedre erhvervsuddannelsesudbud og understøtte den nylige gennemførte fusion mellem Den økologiske landbrugsskole i Kalø og Viden Djurs.
Viden Djurs har i perioden august 2007 frem til juni 2013 udbudt den merkantile erhvervsskoleindgang i Hornslet. Undervisningsministeriet havde ikke givet tilladelse til dette udbud, og udbuddet er nu nedlagt. Et nyt udbud i Rønde ville skulle starte op i 2015.
Der gennemføres i forbindelse med erhvervsskolereformen en ny udbudsrunde for samtlige erhvervsuddannelser med det formål at fordele alle udbud, herunder også forlagt undervisning, på de fire nye hovedområder, samtidig med at alle tidligere indgange nedlægges.
Administrationen anbefaler at Region Midtjylland støtter udbygningen af erhvervsuddannelserne på Djursland og tilføjer, at et nyt udbud på det merkantile område bør indgå i den samlede implementering af den nye erhvervsskolereform, når en ny udbudsrunde er gennemført. (Udkast til svar fra regionsrådet i Region Midtjylland til Undervisningsministeriet er vedlagt som bilag).
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling, idet udvalget anbefaler, at sagen udsættes med henblik på, at parterne Tradium, Århus Købmandsskole og Viden Djurs samles til en fælles forhandling om udbygningen af erhvervsuddannelserne (EUD) på Djursland. Udvalget anbefaler, at sagen efter et fællesmøde eventuelt kan genoptages.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
- Udkast til svar fra regionsrådet til Undervisningsministeriet
- Retningslinjer for udlagt undervisning mv. inden for erhvervsuddannelsesområdet.
- Henvendelse vedr. Merkantil EUD-grunduddannelse i Rønde
- Høringssvar Århus Købmandsskole
- Høringssvar Tradium
- Støtte erklæring Syddjurs Kommune
- Anbefaling UU Djursland
14. Oprettelse af Social- og Sundhedsuddannelsens (SOSU) grundforløb i Rønde ((Sag til forretningsudvalget))
Resume
Randers Social- & Sundhedsskole har i henvendelse af den 21. august 2014 anmodet regionsrådet om tilkendegivelse vedrørende udbud af erhvervsuddannelsesindgangen Sundhed, Omsorg og Pædagogik i Rønde på Djursland.
For at imødekomme problemerne med at rekruttere tilstrækkeligt med Social- og sundhedselever i Syddjurs Kommune indstiller regionsrådet til Undervisningsministeriet, at Randers Social- og Sundhedsskole godkendes til at udbyde grundforløbet i Rønde.
Direktionen indstiller,
at | regionsrådet anbefaler, at Randers Social og Sundhedsskole godkendes til at udbyde grundforløbet i Rønde fra august 2015 for at imødekomme de akutte problemer, som Syddjurs Kommune har i forhold til rekruttering af Social- og Sundhedselever, og |
at | udbuddet revurderes sammen med de øvrige SOSU-grundforløb i forbindelse med den samlede gennemførelse af den nye erhvervsskolereform den udbudsrunde, som gennemføres i den anledning. |
Sagsfremstilling
Randers Social- & Sundhedsskole har i henvendelse af den 21. august 2014 anmodet regionsrådet om tilkendegivelse vedrørende udbud af erhvervsuddannelsesindgangen Sundhed, Omsorg og Pædagogik i Rønde på Djursland.
I henhold til Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse skal regionsrådet koordinere den samlede indsats i regionen for at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser herunder for så vidt angår den geografiske placering af udbuddet og kapaciteten på uddannelserne med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til unge i regionen. Regionsrådets koordinering sker i samarbejde med alle selvejende institutioner, der er godkendt til at udbyde en eller flere ungdomsuddannelser i regionen.
Syddjurs Kommune har i en årrække haft problemer med rekruttering af elever til Social- og sundhedsuddannelserne. Ved at oprette et udbud med beliggenhed i Syddjurs Kommune (Rønde) håber man, at det bliver muligt at rekruttere flere elever til uddannelsen med bopæl i Syddjurs Kommune, da elever fra Syddjurs ellers skal til Randers eller Aarhus.
Der er indhentet høringssvar fra:
Aarhus Social- og Sundhedsskole
Syddjurs kommune
Norddjurs kommune
UU Djursland (Ungdommens Uddannelsesvejledning)
Alle høringssvar anbefaler oprettelsen af et SOSU-grundforløb i Rønde, men Aarhus Social- og Sundhedsskole lægger vægt på, at det sker i et tæt samarbejde mellem SOSU-skolerne.
Administrationen anbefaler, at der oprettes et SOSU-grundforløb på Djursland, men at det er vigtigt, at denne udbygning sker i tæt samarbejde og koordination mellem social- og sundhedsskolerne i Randers og Aarhus. (Udkast til svar fra regionsrådet til Undervisningsministeriet er vedlagt som bilag).
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
- Udkast til svar fra regionsrådet til Undervisningsministeriet
- Henvendelse fra Randers Social- og Sundhedsskole med bilag
- Supplerende oplysninger vedr. elevrekruttering i Syddjurs Kommune
- Brev til SOSU Århus fra Randers Social- og Sundhedsskole
- Høringssvar fra Norddjurs Kommune til Randers Social- og Sundhedsskole
15. Genindtrædelse i CPMR Østersøkommissionen (Sag til forretningsudvalget)
Resume
Region Midtjylland valgte i 2013, med virkning fra den 1. januar 2014, at melde sig ud af CPMR (Konferencen for Perifere Maritime Regioner) Østersøkommissionen, idet organisationen var præget af mangelfuldt sekretariatsarbejde samt manglende kontinuitet i det politiske arbejde.
CPMR har ydet en stor indsats i forhold til Østersøkommissionen, og den er nu på rette spor både politisk, økonomisk og sekretariatsmæssigt. Region Syddanmark og Region Midtjylland er derfor blevet kraftigt opfordret til at genindtræde i kommissionen.
Det foreslås derfor, at Region Midtjylland sammen med Region Syddanmark genindtræder i CPMR Østersøkommissionen med virkning fra den 1. januar 2015.
Udgifterne til kontingent og deltagelse i møder afholdes inden for det vedtagne budget for 2015.
Direktionen indstiller,
at | Region Midtjylland genindtræder i CPMR Østersøkommissionen i en prøveperiode på to år, som evalueres i 2017, og |
at | Region Midtjylland ved sin genindtræden overlader bestyrelsesposten (repræsentant og suppleant) i Østersøkommissionen til Region Sjælland og Region Syddanmark. |
Sagsfremstilling
CPMR (Konferencen for Perifere Maritime Regioner) samler omkring 160 europæiske regioner. Regionerne kommer fra 28 lande og repræsenterer næsten 200 millioner mennesker. CPMR arbejder på at varetage regionernes interesser generelt og i særdeleshed i relation til EU. CPMR's formål er at påvirke politikkerne ved lovgivningsprocessen i EU, og ligeledes kvalificere rollen som implementerende myndighed i forhold til nationale og EU-politikområder. Via CPMR har medlemsregionerne mulighed for at følge og påvirke udviklingen på både nationalt og europæisk niveau.
Under CPMR er der seks kommissioner:
The Islands Commission – Ø-kommissionen
The Atlantic Arc Commission – Atlanterhavskommissionen
The North Sea Commission - Nordsøkommissionen
The Baltic Sea Commission - Østersøkommissionen
The Intermediterranean Commission – Middelhavskommissionen
The Balkan and Black Sea Regional Commission – Balkan og Sortehavskommissionen
Som CPMR-medlem skal hver region minimum være medlem af én kommission. Efter hvert regionsrådsvalg udpeger de danske medlemsregioner én landerepæsentant og én -suppleant til CPMR's bestyrelse samt én landerepræsentant og -supplenant til de relevante kommissioner. Henrik Qvist er i indeværende valgperiode den danske landerepræsentant i CPMR. Region Syddanmark og Region Nordjylland har henholdsvis landerepræsentant og -suppleantposten i Nordsøkommissionen.
Inden strukturreformen i 2007 var Ringkøbing Amt og Viborg Amt medlem af Nordsøkommissionen, mens Århus Amt var medlem af Østersøkommissionen. Region Midtjylland var fra begyndelsen medlem af både Nordsø- og Østersøkommissionen. Region Midtjylland valgte i 2013, med virkning fra den 1. januar 2014, at melde sig ud af Østersøkommissionen, idet organisationen var præget af mangelfuldt sekretariatsarbejde samt manglende kontinuitet i det politiske arbejde.
CPMR har ydet en stor indsats i forhold til Østersøkommissionen, og den er nu på rette spor både politisk, økonomisk og sekretariatsmæssigt. Region Syddanmark og Region Midtjylland er derfor blevet kraftigt opfordret til at genindtræde i kommissionen.
Politiske repræsentanter fra Region Syddanmark og Region Midtjylland har drøftet:
at genindtræde i Østersøkommissionen fra 2015,
at de to regioner sammen opfordrer Region Sjælland til også at indtræde,
at bestyrelsesposten i kommissionen bliver et anliggende for Region Syddanmark og Region Sjælland som henholdsvis landerepræsentant og -suppleant,
at Region Midtjylland som ordinært medlem og deltager i den årlige generalforsamling via Region Midtjyllands repræsentant i CPMR,
at medlemskabet i første omgang er valgperioden ud som en prøveperiode, og medlemskabet evalueres af Administrationen i 2017, som forelægges regionsrådet
at økonomien i 2015 afholdes indenfor det vedtagne budget for 2015.
Region Midtjyllands udgifter i forhold til fornyet medlemskab er dels kontingent på ca. 12.000 kr. (1.600 euro) samt rejseudgifter for en politiker og en embedsmand i forbindelse med den årlige generalforsamling.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling anbefaler direktionens indstilling til forretningsudvalget.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
16. Kommende punkter til vækstforums møde den 3. december 2014
Resume
Vækstforum for Region Midtjylland afholder sit kommende møde den 3. december 2014.
Mødet afholdes i Regionshuset i Viborg.
Temaet for mødet vil denne gang være den regionale indsats More.Creative, som har fokus på potentialet i de kreative erhverv og deres samarbejde med mere traditionelle erhverv.
Direktionen indstiller,
at | orienteringen vedrørende kommende sager til Vækstforums møde den 3. december 2014 tages til orientering. |
Sagsfremstilling
Udkast til Vækstforums dagsorden indeholder til mødet den 3. december 2014 et tema og en række punkter til udmøntning af vækstforums handlingsplan 2015. En del af disse punkter vedrører initiativer, som har været annonceret og som forventes sat iværk umiddelbart efter vækstforums møde.
Derudover indeholder dagsordenen en række forprojekter, som har til formål at afklare potentialet inden for et specifikt område, f.eks. Big Data eller Byudvikling. På baggrund af arbejdet i en forprojektgruppe, vil vækstforum efterfølgende vurdere, om der skal iværksættes et konkret initiativ.
Tema - More.Creative
Region Midtjyllands kreative satsning More.Creative, der gennemføres i samarbejde med Kulturhoved Aarhus 2017, er netop blevet evalueret. Evaluator samt operatøren for More.Creative vil orientere Vækstforum om de hidtidige erfaringer og læringspunkter og præsenterer på baggrund heraf handlingsplanen for 2015.
Kreative initiativer
I forlængelse af temaet forventes en sag, som indeholder tre kreative initiativer, som forventes i den samlede indsats More.Creative. Det drejer sig om en videreførelse af Shareplay, udvikling af en regional platform for kreative vækstmiljøer (Den Ny Maltfabrik, Fængslet og Arsenalet) og et samarbejde med VIA, Erhvervsministeriet og Viborg Kommune om udviklingen af et nationalt videncenter for animation.
Opfølgning på resultatkontrakter pr. 1. september 2014
Regionsrådet kan efter indstilling fra Vækstforum, jf. lov om erhvervsfremme, medfinansiere aktiviteter til fremme af regional erhvervsudvikling. Aktiviteterne styres via resultatkontrakter indgået mellem selvstændige juridiske enheder og regionsrådet.
En del af resultatkontrakterne vedrører medfinansiering af projekter, der ligeledes er støttet af henholdsvis regional- og socialfonden. Projekter under strukturfondsperioden 2007-2013 er ved at blive afsluttet. Vækstforum har besluttet, at opfølgning fremover skal være mere "operationel", således at vækstforum i højere grad kan følge de konkrete projekter og dermed kan have øget indflydelse på projekternes gennemførelse.
Midtjysk Inkubatorprogram
Formålet med etablering af et midtjysk inkubatorprogram er at accelerere udviklingsforløbet for iværksættere i inkubatormiljøerne gennem systematisk vejledning og sparring, tilknytning af eksterne ressourcer og adgang til kapital, for herved at øge vækst, værdiskabelse og overlevelse for virksomheder i miljøet.
Agro Business Park ansøger om 2,2 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 4,4 mio. kr. af EU's Socialfondsmidler.
Eventpulje
Vækstforum har prioriteret 40 mio. kr. af de regionale midler til erhvervsfremme til udvikling og gennemførelse af større events i perioden 2014-2017. Formålet er at udnytte erhvervspotentialet i forbindelsen med afviklingen af større events.
Der er nu udarbejdet et forslag, som består af en to-delt indsats:
En indsats der består af medfinansiering fra eventpuljen målrettet tiltrækning af internationale events til regionen, synliggørelse og profilering, samt udvikling af erhvervspotentialet i forbindelse med afviklingen af den pågældende event i Region Midtjylland.
En strategisk indsats, som vil fokusere på erfaringsopsamling, kompetenceudvikling, effektmåling og rådgivning af eventbranchen m.v. Den strategiske indsats har fokus på at løfte eventbranchen som et hele, det vil sige også events af national karakter.
Etablering af Selskab for Dansk Kyst- og Naturturisme
Her forventes en sag, hvor det indstilles, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 5 mio. kr. i 2015 som Region Midtjyllands bidrag til selskab for Kyst- og Naturturisme i 2015 og 2016.
Rethink Business - videreførelse af kommunepulje
Kommunepuljen skal styrke den offentlige efterspørgsel efter cirkulære produkter og ydelser. Fem kommuner har fået tilskud i 2013-2014, og der er allerede opnået gode resultater.
I 2013-2014 har fem kommuner opnået støtte gennem kommunepuljen. Herning kommune har udviklet en metode til at forlænge levetid og øge genbrug af arbejdsbeklædning på det tekniske område, Samsø Kommune arbejder med ressourceeffektive leasingmodeller for pumper, Skive Kommune udvikler nye metoder til at genbruge bygningsmateriale, og Skanderborg og Aarhus Kommuner udvikler affaldsselskabernes rolle i affaldsforebyggelse og ressourceproduktivitet.
Det indstilles, at der annonceres efter 1-3 nye udviklingsprojekter. Det samlede tilskudsbeløb er 1 mio. kr., og kommunerne skal medfinansiere med 50 %.
Øget samspil og synergi mellem regionale og nationale fødevareinitiativer
Ved at skabe en øget integration mellem det nationale innovationsnetværk for fødevareområdet, FoodNetwork og initiativerne under Region Midtjyllands fødevaresatsning, bliver der taget et vigtigt skridt i retning af et mere sammenhængende erhvervsfremmesystem inden for fødevareområdet. Konkret betyder det, at der skal skabes lettere og mere overskuelig adgang for virksomhederne til både regionale og nationale tilbud, ligesom der skal udvikles tværgående tilbud, der skal give en hurtig forretningsmæssig værdi for virksomhederne.
Det indstilles, at Vækstforum og regionsrådet prioriterer 2 mio. kr. til indsatsen i 2015.
Forprojekt om Big Data
Den stigende digitalisering af samfundet medfører, at der hver dag registreres og lagres enorme mængder data i både det offentlige og private. Big Data kaldes det nye råstof, og udnyttelse af Big Data spås et stort potentiale, idet der er et voksende globalt marked for nye løsninger og koncepter baseret på store datamængder.
Forprojektet skal levere et kvalificeret forslag til et erhvervsfremmeinitiativ med udgangspunkt i digitalisering som vækstdriver. Fokus er at styrke virksomhedernes udnyttelse af Big Data på tværs af offentlige og private sektorer. Dette skal medvirke til at forbedre de midtjyske virksomheders muligheder for at blive mere datadrevne og udvikle services og produkter baseret på Big Data herunder styrke virksomhedernes globale konkurrencedygtighed.
Forprojekt om byinnovation
Den stigende globale urbanisering åbner nye markeder for virksomheder, der kan levere innovative løsninger på de udfordringer, der findes i koncentreret form i byerne herunder forurening, mangel på ressourcer, presset infrastruktur, sociale problemer og boligmangel.
Forprojektet skal levere kvalificerede forslag til initiativer, som Vækstforum kan iværksætte med henblik på at støtte regionens virksomheder i at gøre sig konkurrencedygtige, og dermed få en andel i et globalt marked for kreative, bæredygtige og innovative produkter, der imødekommer byernes efterspørgsel.
Forprojekt om materialestrømme
Behovet for at anvende affald som ressource er sat på dagsordenen både i EU og fra nationalt hold i Danmark. I samarbejde med Erhvervsministeriet har regionerne de seneste år arbejdet med at etablere industrielle symbioser, og i Vækstforums initiativ Rethink Business har en lang række virksomheder arbejdet med at omstille deres virksomhed med fokus på at imødegå ressourceknaphed.
Forprojektet skal også definere initiativer, der kan understøtte de systemforandringer (en serie af forbundne forandringer), der skal til, for at materialer udnyttes i langt højere grad førend de betragtes som affald.
Endelig skal forprojektet komme med anbefalinger til, hvilke forhold der fremmer, at symbioser foregår på et overordnet systemniveau, således at forretningspotentialerne i materialekredsløb udnyttes bedst muligt.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om kommende punkter på vækstforums møde den 3. december 2014 til efterretning. Administrationen orienterede om, at der på dagsordenen kommer endnu et punkt omkring praktikpladser i regionen.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
17. Orientering om udvalgte dagsordenspunkter fra mødet den 30. oktober 2014 i Danske Regioners udvalg for regional udvikling
Resume
På det seneste møde den 30. oktober 2014 i Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling var der bl.a. fire dagsordenspunkter, som har særlig interesse for dette udvalg.
Uddrag af dagsordenen er vedlagt som bilag.
Direktionen indstiller,
at | orientering om Danske Regioners Udvalg for Regional Udviklings seneste møde den 30. oktober 2014 tages til orientering. |
Sagsfremstilling
På Danske Regioners Udvalg for Regional Udviklings seneste møde den 30. oktober 2014 var der fire punkter med særlig interesse for dette udvalg.
Punkterne er:
Lov vedrørende ny beskæftigelsesindsats,
Regional vækst i regeringens redegørelse om vækst og konkurrenceevne 2014,
Grundvandskortlægning efter 2015 – evaluering af kommunalreformen og
Danish Soil Partnership
Dagsordensmaterialet er vedlagt til orientering.
Beslutning
Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling tog orienteringen om dagsordenspunkter fra mødet den 30. oktober 2014 i Danske Regioners udvalg for regional udvikling til efterretning.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.
18. Gensidig orientering
Sagsfremstilling
Vækst og udviklingsstrategi arrangementer
I november 2014 holdes nedenstående vækst og udviklingsstrategi arrangementer. Arrangementerne er for fagfolk, politikere og borgere.
Konferencen: "Vækst og udvikling i Region Midtjylland" 11. november 2014, Hotel Opus Horsens.
Klimadebatten med udgangspunkt i "Havvand på land", 24. november 2014, Hotel Randers - (temamøde kl. 13.00-16.00 i regionsrådssalen).
Seminar om Cirkulær Økonomi 26. november 2014, Turbinehallen, Aarhus, (regionsrådsmøde kl. 13.00-16.00 i regionsrådssalen).
Beslutning
Formanden orienterede om besøg fra en ungarsk delegation. Besøget havde fokus på svindeproduktion.
Keld Marstrand Christensen og Tilde Bork var forhindrede i at deltage i behandlingen af sagen.