Kultur er sundt
Stort potentiale
Kultur og Sundhed er et felt, der har et stort potentiale i forhold til at supplere de tilbud, som findes på hospitalerne i dag. Kulturelle metoder kan bidrage til at løse nogle af hospitalets kerneopgaver, som fx. genoptræning og behandling, på en ny og engagerende måde. Det kan også være i forhold til at skabe en bedre patientoplevelse på hospitalet.
Den anvendte kultur varierer meget fra sted til sted og patienternes situation.
Konkrete eksempler på kultur og sundheds projekter i Region Midtjylland:
Levende musik for patienter på intensivafdeling
Fremtidens fødestue og innovativ patientstue
Læsegrupper for borgere med psykiske lidelser
Lungekor for patienter med lungesygdommen KOL
Livlig aktivitet
Der foregår allerede mange initiativer inden for kultur-og sundhedsområdet på hospitaler i regionen. For at få et overblik over brugen af kunst og kultur har Regional Udvikling, Region Midtjylland, fået udarbejdet en kortlægning af konkrete kunst- og kulturinitiativer på regionens hospitaler.
Kortlægningen er udført af MANTRA (Moesgård Antropologiske Analyseenhed) og er beskrevet i en helt ny rapport.
Fortæl os mere
Rapporten dokumenterer en bred vifte af spændende initiativer på hospitalerne i Region Midtjylland, men belyser kun en del af dem. Der foregår helt sikkert også andre aktiviteter, som vi ikke kender til endnu.
Derfor vil vi meget gerne høre fra jer på hospitalerne, om hvordan I arbejder med forskellige kulturformer som en del af jeres sundhedsfaglige praksis. På den måde kan vi udbygge idekataloget, der er blevet påbegyndt med denne kortlægning.
Skriv eller ring til udviklingskonsulent Malou Munkholm (malou.munkholm@ru.rm.dk, tlf. +45 29468880,) og gør os klogere.
Kulturen virker
Udover MANTRAS kortlægning, findes der efterhånden mange veldokumenterede og evidens-baserede tiltag forskellige steder i verden, både i hospitalsvæsenet, i kommunalregi og i plejesektoren.
I 2019 udgav WHO Europe en rapport, der samler den evidens, der er på området. Det er blandt andet på baggrund af denne rapport, at Regional Udvikling arbejder med udbredelsen af de mange positive anvendelsesmuligheder, kunsten og kulturen har i forhold til sundhed og trivsel.
Rapporten fra WHO Europe samler evidensen for de sundhedsmæssige effekter af kunst- og kulturinitiativer. Den fremhæver nogle af de positive effekter, brugen af kunst og kultur har; øget trivsel, formindsket stress, lindring af angst og depression samt fysiologiske effekter som lavere blodtryk, smertelindring og lavere niveau af stresshormoner i kroppen.